Hygge og frihed på en byggetomt

Kulturministeriets børnebogspris blev i 1962 givet til en af de helt store mastodonter i 1960’ernes, 1970’ernes og 1980’ernes børnelitteratur; nemlig Thøger Birkeland. Det er ikke uden grund at Sønsthagen og Weinreich kalder perioden fra 1960 til 1980’erne for Birkeland-perioden.

Thøger Birkeland (1922-2011) var lærer fra Kalundborg. Men på grund af sygdom kom han på en sanotorium. Det der holdt den nyuddannede lærers humør oppe var stedets bibliotek og en gammel skrivemaskine.

Birkeland debuterede i 1958 med "Drengen fra Stenborgen" og siden er det blevet til på den imponerende side af 100-bøger.

Birkelands stil er hverdagsrealisme med et strejf af hygge og humor. Men i 1970'erne kom der også serier med et mere socialrealistisk præg om forrådte børn, som Birkeland kaldte dem – fx bøgerne om Lasse Pedersen. Dette afholdte dog ikke tidens børnelitteratur-revsere fra at kritisere Birkeland for ikke at være socialistisk nok. Suk.

Birkeland skrev mange populære serier – Lars Erik-bøgerne, Safty-bøgerne og ikke mindst bøgerne om Mads Krumborgs familie, der helt sikkert er årsagen til at Birkeland den dag i dag stadig læses i et vist omfang.
Og bøgerne om Krummerne var også årsagen til at jeg selv gennempløjede en betragtelig del af Birkelands forfatterskab, da jeg var i målgruppen; så jeg kunne snildt huske vinderbogen. (Jeg er dog langt fra sikker på at mine børn kommer til at læse den)

Når hanen galer

Da Poul E. Knudsen vandt Gyldendals store børnebogspris i 1960 fik Birkelands første bog om Lars Erik honorable mentions. Og her 55 år efter er det temmelig svært at se hvorfor det skulle være den kulørte læder og sandal-roman der vandt og ikke en mere rentonet og fint skrevet børnebog som "Når hanen galer" er.

Kort fortalt: Lars Erik og hans storebror Henrik opdager et byggetomt ved siden af en tømmerhandel. Tomten er vilter og fyldt med meterlangt græs, ukrudt, slagger, udsmidt byggemateriale. Alt i alt en ubeboet ø midt i byen og en oase for eventyrlystne drenge. Og hvem vil ikke gerne være det?

De eneste reelle farer på tomten er den halvdøve opsynsmand - og så et hønsehus, der styres benhårdt af en ondsindet og sindssyg hane med et uhyggeligt skrig og en herostratisk aggressivitet.

Så selvfølgelig beslutter de to brødre sig for at lave en tophemmelig hule med en tilhørende loge med indvielsesritualer. Der er farer med andre drenge, der er venskaber med en nørd, der er sammenhold, herbarier, drama på hverdagsniveau og en konstant kamp for ikke at blive opdaget.

Det er fint. Moderat underholdende. Og i modsætning til andre af de tidligere vindere - Ditlevsen undtaget - tager bøgerne udgangspunkt i et samtidigt børneliv uden alt for meget indblanding fra en træls voksenverden. Og hey, det skal der kippes for.

1961-67 udkom der fem bøger i serien om Lars-Erik.

Og så af sted til 1967
Hos Birkeland og især i Lars Erik-bøgerne  er tonen hyggelig, hverdagsrealistisk og det var en tiltrængt fornyelse for den hverdagsrealistisk seriebog. Der bliver blødt lidt op for generations- og kønsdiskussionerne. Ligesom også sproget er bedre end datidens ganske stive Jan- og Puk-stil.

Der er ganske få voksne med i bogen. Og Henrik og Lars Erik har en udpræget frihedstrang og lyst til uprøvet land og finde deres egne Robinson Crusoe-øer. 

Bogens frihedstrang er dog ikke på samme måde voksenskeptisk og anarkistisk som den man finder hos de fem store fra 1967 – men mere med et strejf af spejdernes grundtanke med frihed i naturen og et selvstændigt liv.

Jeg kan sagtens forstå hvorfor Birkeland blev voldlæst – der vil altid være brug for hverdagsrealistiske bøger med et strejf af humor hvor børnene kan spejle sig i problemer og lære hvordan man bliver et ordentligt menneske – også uden en ondsindet hane.

Hyggelig fnisen med fin streg

Det blev kun for anden gang en billedbog der fik Kulturministeriets børnebogspris. Og endda en fin og skæg en af slagsen.

Arne Ungermann: (1902-81) var forfatter men først og fremmest illustrator og plakatkunstner. Og han står for mig som en af de ypperste illustratorer i Danmarks historie.

Han tegnede og skrev med en satirisk splint i øjet – bl.a. tegneserien om Hanne Hansen men også i Blæksprutten og i Svikmøllen. Og jeg ser hans små fine og hyggelige vignetter hver uge når jeg sammen med den ældste ser Matador igen igen igen.

På børnebogsscenen huskes han især for illustrationerne til Palle alene i verden og hans illustrationer og samling af den klassiske Okker gokker gummiklokker og Abel Spendabel.

I 1960 kom så Da solen blev forkølet

Kort fortalt: Kongen har fødselsdag – desværre er Solen blevet forkølet og må holde sengen. Tre små uprøvede sole overtager jobbet. 

Det går ikke så godt, for alle farver bliver blandet. Træet er blåt, vandet grønt og kaffe gul. Og det medfører en kaotisk dag i den lille by. Trafikuheld, skolelærere der må revidere deres undervisning og en trist konge. 

Heldigvis kommer Månen og gør det hele godt igen og dagen efter er Solen rask og livet normalt.

Det er skæg, ballade og en forestilling hvor man tager de vante rammer og ændrer dem til noget helt skørt. Det er lige målgruppen.

Den er fortalt med prosa men hvert opslag slutter af med et lille skægt og formfuldendt rim.

Er det min pæne vagtparade?

Det ligner jo en farvelade…

Som Kongen siger.

Illustrationerne er tynde og fine og skægge. De tre små sole ser herligt frække ud. 

Og der er vitser til både børn og voksne.

Jeg synes fx det er enormt sjovt at Solen har feber på flere millioner grader. Ligesom Gustav Wied-referencen med at måner har den farve som måner skal have fik mig til at fnise.

Anarki, fantasi og voksenfri

Fjerde bog af de fem store 1967-monumenter er Ole Lund Kirkegårds debut ”Lille Virgil”.

Ole Lund Kirkegård var og er sammen med Halfdan Rasmussen (og H.C. Andersen) den største danske børnebogsforfatter. Bombastisk udsagn. Javist, men jeg tror faktisk godt mine holdning kan klare en tryktest.

 Ole Lund Kirkegård: (1940-79) var lærer, kunstner og forfatter. Inden sin alt for tidlige og tragisk ubærlige død nåede han at udgive otte romaner til børn. Og de otte bøger er alle klassikere der læses med glæde i dag.
fsthumt er der udkommet et par små historier og For et par år siden udkom en gemt og glemt billedbog - "Frække Friderik"

Kirkegård debuterede i 1966 i en novellekonkurrence i Poltiken med ’Dragen’ der indgår i ”Lille Virgil”.

Hovedpersonerne hos Kirkegård er som regel hvad man betegner som uden for normen. Skæve eksistenser. Men mange af hovedpersonerne opfatter sig ikke selv som outsidere. De er mildt overbærende over for det gængse samfund og er  fyldt af gå-på-mod, kreativitet og fantasi.

De voksne i bøgerne er i bedste fald statister (og det var nyt dengang i slut-60’erne). Nogle er bare observerende og flinke. Andre er småborgerlige, rasende, hysteriske og råbende. Men det er ikke de voksne, der sætter rammen for børnene. Børnene lever i et parallelsamfund hvor man ikke behøver at tænke på nattøj, ørevask, sengetider og gode nærende måltider.

Når børnene finder alliancer hos de voksne er det som regel også skæve eksistenser – gamle, døve, hjemløse – og voksne, der kan huske hvordan det var at være barn. Skurkene er som regel småborgerlige der bare gerne vil have pænhed for enhver pris.

Til gengæld er det meget signifikant at lærere ofte er flinke og ikke en stiv autoritær figur. Det synes jeg er kampfedt.

Det er meget svært ikke at hylde Ole Lund Kirkegård. Og det er meget nemt at se hans aftryk hos især Kim Fupz. Ole Lund Kirkegård holder også i dag og bliver læst og filmatiseret flittigt.
Læs i øvrigt Jens Andersens ganske fremragende biografi om ham.

Lille Virgil

Det er svært at sige noget nyt og spændende om Ole Lund Kirkegård og Lille Virgil.

Lille Virgil er nok den af Kirkegårds klassikere jeg kendere mindst til. Det var flere år siden jeg havde læst den; og jeg huskede den som om det tydeligt var en debut og hvor Kirkegårds stil endnu ikke var helt færdigbagt. 

Jeg tog fejl.

Lille Virgil er nemlig temmelig færdig. Hovedpersonen har ingen forældre – og det tematiseres og problematiseres på ingen måde. 

Han bor i et forladt hønsehus, drikker sodavand til morgenmad og kan i grunden bare godt lide at chille rundt spise rugbrød, gå i skole, lede efter skatte, se på de åndssvage voksne i byen og leve sammen med vennerne Oskar og Carl Emil. Alt i alt drømmen om et fordringsløst og frit barneliv.

Det er ikke en fortløbende historie. Det er faktisk ikke engang en roman. Kirkegård selv betragtede den som en samling af noveller. Og det giver en skønt flydende og opbrudt feeling.

At se Lille Virgil som i familie med Pippi – uden superkræfter og penge og en længsel efter sine forældre er nærliggende. Ligesom sin svenske storesøster er Lille Virgil fyldt til randen med frihed og en tro på at alting kan lade sig gøre. Et fantasiens frirum med absurditeter, poesi og humor.

Jeg elsker, at det ikke er noget problem, at han er alene uden voksne autoriteter. Jeg elsker hans møde med omverdenens konservative og absurde regler bare bliver observeret -- men hverken forklaret eller moraliseret over. Og jeg knuselsker Kirkegårds egne skæve, grimme tegninger.

Lille Virgil er en klassiker. Den vil stadig blive læst – og den peger fremad mod vidunderligheder som Gummi-Tarzan og Otto er et næsehorn.

Måske skule man afslutte med min top otte over Kirkegårds klassikere:

1. Gummi-Tarzan
2. Otto er et næsehorn
3. Albert
4. Hodja fra Pjort
5. Lille Virgil
6. Orla Frøsnapper
7. Frode og alle de andre rødder
8. En flodhest i huset

Alice i Hyggeland

Næste bog i rækken af 1967-perler er Benny Andersens oplæsningsklassiker - nemlig første bind i serien om den let hysteriske og pølseformede konkrete metafor Snøvsen.

Benny Andersen: Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

 

Benny Andersen: (1929) er en af Danmarks mest læste og elskede forfattere. Og man skal vist have et hjerte af stål og is, hvis ikke man synes, at han er sympatisk.

Hans bløde jazzede elegance og hans afvæbnende venlige selvironi og hans talent for at se hverdagens hyggelige småparadokser og sproglege har gjort ham umådelig folkelig og populær. At en del af den danske folkesjæl, som tog ham til sig lige inden kaffen blev klar så har flyttet sig fra Andersens syn på verden omkring os – ja, det er både ironisk og frem for alt sørgeligt.

Andersen har siden 1960 skrevet venligt-modernistiske digte for voksne og været værtshuspianist. I 1963 udkom en samling af mundtlige og indsamlede børnerim og tælleremser ”Nikke Nikke Nambo” og året efter kom den internationale pendent ”Lille Peter Dille”.

Børnegennembruddet kom i 1967 med første bog om Snøvsen. 

Det var lidt med bange anelser jeg læste den her i 50-året for den nyere danske børnelitteraturs fødsel.
Torben Weinreich har sagt i sin festtale i magasinet Klods Hans, at "Snøvsen" var en af de bøger, der ikke holdt i dag.Og inden jeg læste den igen, var jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Jeg har ikke selv et nostalgisk forhold til Snøvsen (Andersen derimod). Jeg mindes ikke, at den blev læst op for mig i min sydsjællandske barndom; og jeg er ikke 100 % sikker på at jeg har læst den op for Alma og Pelle – og jeg ejer den faktisk ikke. Så jeg måtte låne den på biblioteket. Da Alma så den, udbrød hun spontant: ”Åh, Snøvsen, den er så sød og hyggelig”. Så for hende har den måske sat sig nostalgiske spor. Hyggelig var også en af mine forventninger, da jeg genlæste den. Men jeg var alvorligt bange for, at tiden havde været ond ved tonen og tempoet. 

Selve bogens præmis med at gøre sproglige billeder helt konkrete og levende er jo en god ide. Det er også en disciplin som Andersen og den relaterede Halfdan Rasmussen mestrer. Men hvad hvis sprogbillederne er bedagede. Jeg mener: hvem under 60 siger at man går fra snøvsen i dag? Mit sind er på mange områder voldsomt ældre end 43 – men jeg siger det altså ikke.Og hvad er en snøvs i grunden? Få svaret nederst på siden.

Frygten, der både bliver af- og be-kræftet

Især de første par kapitler bekræftede min frygt. Eigil undres over sine forældres sprog – skattevæsen, ti vilde heste osv. Det er meget hyggeligt, men også vildt gammelt (og lidt klappen på hovedet-overbærende).

Men da Snøvsen dukker op, bliver han faktisk en helt rigtig figur befriet for sin sproglige tid og er ikke længere en konkret metafor. Han er bare en børnebogsfigur, der er selvovervurderende, bange og skinger. Og den figur er en klassisk figur man finder i børnelitteraturen til alle tider.

Et andet element der beroligede mig, var, at den faktisk fungerer fint som oplæsningsbog. Den er mundtlig og rar at læse. Det er en ren hjemme-ude-hjem-historie med en masse krummelurer i historielinjen. Der er et væld af digressioner, forklaringer og baggrundshistorier, der næsten har lignelsespræg – fx om de to brødre hvis venskab ødelægges af en arv. Eller som fungerer som hyggelig vits, fx Bøhmanden, der ved hjælp af et ekko forsøger at blive en genstridig hikke kvit.

Og jeg må indrømme, at jeg grinede over historien med bageren og hans kone, der kom op og skændes om halve og hele kringler. Og hvor Andersen går til den sproglige logik på helt lewiscarrollsk-facon.

”Det er min den halve,” råbte bagerkonen og holdt fast i sin halvdel.
”Det er min den hele,” hylede bageren, og så hev de i hver sin del af kringlen som til sidst gik midt over, så bageren faldt baglæns ned i et dejtrug, hvor han næsten helt forsvandt. Det eneste man kunne se af ham var den halve kringle der stak op.

Bagerkonen gik hen til truget og tog den halve kringle fra ham.

”Her har I en halv kringle,” sagde hun til Eigil og katten og rakte Eigil den ene halvdel. ”Og her har I en anden halv kringle,” tilføjede hun og rakte Eigil den halvdel hun selv havde holdt fast i.

”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

I det hele taget havde jeg "Alice i Eventyrland" i hovedet, da jeg læste den. Undersøgelsen af sprogets logik og konkretisering af ord er tydelig - og vel også en voksenmodernistisk tilgang. Samtidig er bogen fyldt med fortællemæssige omveje, overskud ,fortællinger og sange; og det kan også findes i det engelske mesterværk. Men Snøvsen er langt fra så radikal og vild og creepy som Alice; den henvender sig for det første også til et yngre publikum og er temmelig dansk, andersensk og hyggelig. 

Hyggelig, sød og mest for nostalgikere

Jeg er på den ene side enig i ældstedatterens labels "hyggelig og sød". Men jeg er også enig med Weinreich og min egen frygt: tiden har gnavet heftigt i fundamentet for Snøvsen. Og så er jeg generelt bare ikke så forelsket i den arketypiske børnebogsfigur, som Snøvsen er. 

Snøvsen er en elskelig -  men også let hysterisk, hyklerisk og selvforelsket figur. Og det greb synes jeg som regel bliver for forceret.
(Derudover har jeg altid syntes at den pølsen på en fod var lidt klammo)

Snøvsen er blevet lavet som film - to gange og der er fire bind i serien, hvor den sidste udkom i 1984.  Og den bliver stadig genudgivet og læst. Jeg har en fornemmelse af at nostalgien og hyggen tæller meget, når den bliver valgt til puttelæsning. Og det er jo også en fin årsag – så skidt med, at den er lidt vel støvet.

Jeg nød selvfølgelig at læse den. Benny Andersen er elegant og rar. Og der er glimt af skægge og fede ting. Men det er langt fra den 1967-klassiker, der står stærkest.

Som lovet: servicemeddelse: En snøvs er den løse øverste del af en sæk, der er sammensnørret.  Det er også gammel slang for næsen.

Så at gå fra snøvsen vil enten sige - hvis man går næsevejen -  at man taber sit ansigt; eller hvis man går sæk-vejen at der er noget, der egentlig var lukket ned der bryder op. To sider af samme sag.

Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon

Næste skud på stammen fra det uforståeligt fantastiske 1967 er Flemming Quist Møllers debut som børnebogsforfatter nemlig Cykelmyggen Egon. Og Silas og Egon viser også hvor vild 1967 var; for de to bøger kunne i udtryk stort set ikke være mere forskellige.

Hvor Silas’ force er et poetisk, sejlende sprog. Og en historie der duver af sted. Hvor hovedpersonen er mangefacetteret, kynisk, ja, næsten usympatisk. Grundfarverne hos Bødker er jordfarvet – brun, grøn, grå.

Her er insektprotagonisten og pedalatleten Egon tæt på det stik modsatte. For Egon er fyldt med løsagtighed, flip og psykedeliske farver. Til genggæld er historien temmelig straight fortalt og Egon er helt igennem sympatisk, hjertevarm og entreprenant.

Flemming Quist Møller (1942) er tegner og musiker og havde sammen med partner in crime Jannik Hastrup lavet tegnefilm, julekalender ("Hvordan man opdrager sine forældre") og alt muligt andet fedt flip inden børnebogsdebuten i 1967.

Cykelmyggen blev skabt via en fortælling til sønnen Carl. Og da Carl grinede over det vidunderlige ord cykelmyg (der med sine indrim og sin nonsenssammensætning er poetisk, billedskabende og lydligt fedt) tænkte Quist Møller, at her var der en figur til en tegnefilm. Det blev dog en bog, men Quist Møllers tegnefilmsbaggrund fornægter sig ikke – og det er i illustrationerne og i flippet at bogen lever i dag.

Bogens historie er i grunden lige ud ad landevejen: Egon er anderledes end sine søskende, og vil hellere cykle end lave loops.

Efter et uheld hvor hans cykel smadrer (hvordan han har fået den i første omgang, kan man kun gisne om), bliver han bi-bud og derefter altmuligmand og til sidst artist i loppecirkus.


Historien virker som om den er fortalt og tegnet med et barn på skødet. Den er meget associeret frem – a la prøv lige og se her, kunne det ikke være fedt hvis det her skete.

På den måde bliver den enormt løst fortalt - meget a la hvordan man leger - og har den direkte målgruppe næsten med i skabelsesprocessen. Og Carl Quist Møller har da også siddet på farmands knæ, mens historien er fortalt og tegnet.

Det virker både løsagtigt - men også frit, legende, let og dejligt.

 Sproget har noget næsten svajer-kækhed over sig; jeg har set indslag hvor der bliver talt om sproglig vitalitet. Det er jeg ikke sikker på at jeg er enig i holder i dag. 

Men Quist Møller tegnefilms- og jazzede rytmiske baggrund er til gengæld tydelig på hvert et opslag. Der er sindssygt meget bevægelse i myggene og den løse improviserede del er meget charmerende.

Jeg elsker at kålormen fra Alice i Eventyrland umotiveret dukker op som en tydelig reference der bare bruges som en flygtig og fed ide.

FQM har i et interview fortalt at han sådan set ikke ville prøve at revolutionere – men bygge videre på traditionen. Han er inspireret af Elsa Beskow, selv om der umiddelbart er langt fra Egon til Tante Lilla, men det er årsagen til skiftet mellem de farvede og de sort/hvide opslag.

Senere er Cykelmyggen både gået til filmen og til balletten og og der er kommet efterfølgende bind om ham.

Flemming Quist Møller har senere lavet filmiske mesterværker som Bennys Badekar og bøger med et klart politisk sigte fx Snuden

Kulturministeriets Børnebogspris anno 1954

Jeg kan godt lide at bygge huler af regler. Jeg føler mig tryg, når jeg opsætter nogle systemer, som jeg kaster mig ud i; for at lære nyt, møde ny inspiration, finde glemt guld og for at sætte kedsomheden for døren. 

Jeg er 100 %  vidende om, at projektet ofte strander, fordi det tager for lang tid, og fordi det i grunden er møgkedeligt, og at der ingen anden der synes det er spændende. Men hey, jeg har hørt 1001 album før du skal dø, så at læse samtlige vindere af Kulturministeriets Børnebogspris bør da være en smal sag.

Kulturministeriets børnebogspris er en af de fineste – hvis ikke den fornemste hæderbevisning – der gives til danske børnebogsforfattere. Den blev uddelt første gang i 1954. Og er siden blevet med enkelte undtagelser blevet uddelt hvert år.

I 1954 blev prisen delt – noget der ikke sker sjældent for prisen.

Den ene vinder er en elsket klassiker. Den anden havde jeg aldrig hørt om.

Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne.

Egon Mathiesen (1907-76) var maler. Og samme år (1932) hvor han debuterede som kunstner blev han også tilknyttet Fröbelseminariet og lærte om reformpædagogik. Han børnebogsdebuterede i 1939 og fik klassikerstatus med Frederik og Bilen (1944) og Aben Osvald (1947).

Mis med de blå øjne er fra 1949 – så han fik den ministerielle anerkendelse med fem års efterkrav. (Ency påstår, at han fik den for Frederik og bilen)




Anyway; Mis med de blå øjne handler den lille Mis, der har store blå øjne og et godt og optimistisk humør og sind.
Han er på jagt efter det paradislignende land med de mange mus. Mis leder og spørger sig frem og på vejen må han nøjes med en flue, en myg og en fedtet bladlus. På et tidspunkt møder han en flok andre katte der har gule øjne. Og Mis’ anderledes blå øjne og hans optimistiske syn på livet provokerer de andre katte. ”Du med dine blå øjne,” hvæser de. 

Ved en tilfældighed lander Mis på ryggen af en grum hund, der har jaget de sure katte op i et træ. Hunden løber forskrækket op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke indtil den ender i landet med de mange mus. Mis æder sig tyk og glad og vender tilbage til de utaknemmelige og vrisne katte og viser dem paradis. Og kattene takker ham behørigt - selvom han har blå øjne. Det manglede da også bare.

Jeg elsker Mis med de blå øjne. Den er så skæg og så fin. Den ultra-enkle stil både i tegninger der ofte bare består af Mis med de store blå øjne og i de ordknappe opslag. Og montagen med hunden der løber op ad bakke og nedad igen i en uendelighed er genial. Begge de store unger blev smittet med min glæde og bogens kvaliteter; og stor var glæden også da jeg i går endelig læste den for den søde efternøler.

Bogens didaktiske form er tydelig. Det er noget med, at man skal være rar over for alle og at vi alle er ens indeni. Og skulle man være i tvivl bliver det skåret ud i pap, sat sammen med loddetin og bøjet i neonrør på det sidste opslag, der er klart det længste og mest knudrede. Jeg må altid læse det mindst tre gange før jeg finder rytmen i det.

Men det er en detalje. Mis med de blå øjne holder også i dag. Og man skal læse den.

Den anden vinder er Alfred Johnsen: Den grønne flaske

Jeg lægger mig fladt ned: Jeg havde aldrig havde hørt om Alfred Johnsen. En kort research fortalte at han var født i 1902, var lærer, forlægger og altså også forfatter. Den grønne flaske udkom i 1953 og var Johnsens tredje roman for børn.

Billedet er af Adriaen Brouwer og har
intet med Johnsens bog at gøre.

Bogen handler om den ni-årige Svend, hvis far - som titlen antyder - er stærkt alkoholiseret. Faderen bliver smidt hjemmefra, kommer i fængsel, bliver vagabond. Moderen forlanger skilsmisse og Svend er de facto alene i verden, da moderen arbejder om aftenen og er mest knyttet til lillesøsteren.

Svend lever i evigt dilemma. For han skammer sig over sin drikfældige far; han vil hverken kendes ved ham eller hans historie. Men samtidig savner Svend også faderen og deres fisketure har næsten mytisk skær for den lille dreng. Han kæmper med selvtilliden og med at finde voksenfigurer han kan støtte sig til.

Heldigvis finder Svend et arbejde på et æggepakkeri og han møder en rar kusk, en strunk hest og en flink gårdejer.

Den grønne flaske fungerer klart bedst når man er i hovedet på Svends kvaler med skismaet over savn og skam. Det er fint beskrevet – ikke sindssygt originalt, men loyalt over for drengen.

Til gengæld er der et par gange hvor bogen umotiveret skifter synsvinkel. Sikkert for at komme med en opklarende forklaring til læsere og lærere

Fru Nikolajsen sagde ikke noget. Hun kunne ikke fortælle børnene, at politiet havde tilbageholdt deres far, fordi han havde været i besiddelse af et par falske pengesedler.

Og vi har vel at mærke været i øjenhøjde med Svend gennem hele bogen. Og da faderen ved et uheld (måske med vilje) ender sine dage i mosen (sorry for spoileren) er det lidt sørgeligt for Svend – men så heller ikke mere end hvad en måneds solid bondemåltid kan kurere. Bogen slutter op ad en lys sti.

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke Bibliotekets udgave af Den grønne flaske er lånt voldsomt mange gange ud. Og det er vel kun listenørder med interesse for dansk børnelitteraturhistorie der vil læse den. Det vil sige Mig.

Den grønne flaske er ikke glemt guld. Den var i sin loyalitet og med sin empati for Svend og hans synspunkt ganske fin. Og indignation og at ville noget er også altid godt. Og den har med garanti haft sin ulykkelige aktualitet i 1950’erne – selvom den foregår i tiden op til første verdenskrig. Men den er også tung og med sine synsvinkelskift ofte lidt patroniserende over for Svend og sine læsere. Med andre ord: I behøver ikke læse den. 

Selv tak.

Velfungerende fjollerier med fodnoter

Når man som jeg er udstyret med en altfortærende bogorm af en datter og en søn der allerhelst kun vil noget med Robin og Samrita er de gode fælles højtlæsningsseancer en gedigen lykke. Men de gode bøger, der både rammer Alma (hvis skive er uendelig stor) og Pelle (der ikke er et så taknemmeligt publikum) er svære at finde. Især hvis det ikke altid skal være Lindgren, Kirkegård, Andersen og Fupz.

Højtlæsningsbogen er en genre, der har nogle faste elementer, der helst skal opfyldes alle sammen; hvis de skal være et hit i det kraghske hjem i hvert fald.

De skal være

• ·   Mundtlige
• ·   Stringente og have et højt fortælletempo
• ·   Spændende
• ·   Skægge (virkelig vigtigt – der må meget gerne være overstyrede vrede mennesker med - bare spørg Pelle)
• ·   Have et sprogligt lag, der kan glæde og overraske oplæseren

En oversvømmelse af fjol 

Og det seneste hit på Amager er Jacob Riisings ’Karmaboy’.

Kort fortalt: Niller bor på Skovlunde Bytorv hvis kerne består af fire mere og for det meste mindre succesfulde forretninger. En komet er på vej mod jorden og når den bryder gennem atmosfæren vil den have en størrelse og en retning, der bevirker at Skovlunde Bytorv og kun Skovlunde Bytorv bliver jævnet med jorden.

Og alle folk er pisse ligeglade; nok fordi Skovlunde Bytorv allerede er et hul i jorden i forvejen. Men Niller er ikke ligeglad. Han kan lide det sted han bor. Han drømmer stadig om torvedage med grillede Elkjærpølser Og derfor beslutter han sig for at lave sin egen superhelt Karmaboy.

Karmaboy vil som en anden dydsmønstret spejder udføre gode gerninger for folk, så han på denne måde vil få så meget kapital ind på karmakontoen, så folk til sidst vil interesse sig for ham og dermed være med til at standse kometen og dermed redde Skovlunde Bytorv. En plan der er dømt til at blive udnyttet.

For sådan er folk jo. Folk vil bare gerne have gratis arbejdskraft, have luftet deres hunde, lavet deres lektier, få stillet dåser på plads og hentet pinlig medicin uden at skulle levere andet tilbage end utaknemmelighed i rigelige mængder. Så Niller er sammen med resten af beboerne på Skovlunde Bytorv og hans ’ven’ den konstant sukkerkolde og råbende Tykke på spanden.

Jeg så Jacob Riising på Bogmessen fortælle en meget læsende pige, at hans bog nok var for alle – bare ikke for hende, da han nok troede hun ville synes at ’Karmaboy’ ville være for fjollet, sådan lidt for meget Kaptajn Underhyler-agtig og ret meget som Riising selv.

Og Riising har et eller sted ret. For 'Karmaboy' er afsindig fjollet, men jeg synes helt ærlig den er voldsomt meget bedre end Pilkeys noget kalkulerede og skabelonagtige verdenssucces.

Ja ja, der er prut og lort, pinligheder og superhelteparodier. Men Riisings styrke ligger i at fjollerierne ligger tæt og er på de fleste planer. Der er installationsguides for de børn der ikke ved hvad en bog er. Der er et veludbygget fodnoteapparat, der bl.a. fortæller hvad et bibliotek er (det er ligesom netflix, bare med gamle bøger), der er et omfattende resume i kapitel 37 så man faktisk ikke behøver at læse de foregående kapitler, der bliver sprunget kapitler over (så man kan prale af at have læst enormt meget, der er ultrakorte kapitler, der er et kapitel på tyrkisk.

Ligesom Riisings arbejde som tv-vært er der en konstant pegen på mediet og genrer og der bliver hele tiden pustet spædningsballoner op for sekundet efter at punktere dem.

Karmaboy er dermed langt mere vellykket end fx Frödin/Knutzons noget KBH K-introverte fortælling om Lille Allan

Og Karmaboy fungerer fordi den er simpelthen er skidesjovt og fortalt med et sådant overskud at det overbeviser både mig og mine børn der fik indtil flere grineflip (men jeg er også god til at lave stemmer).

En lidt vel gammeldags debut - Mino og dragen

Så vellykket er Frederik Brinth Christiansens første bog i serien om Mino langt fra. Mino er en lille dreng der bor alene sammen med sin far – moderen har forladt dem for at realisere sig selv og er så vidt hvad Mino har opfanget en ravnemor. En dag får han en pakke tilsendt fra hende – et æg, som han selv udruger i den tro at det bliver en ravnebror, men som titlen svagt antyder indeholder ægget ikke en ravn men derimod en drage. Denne drage, som Mino døber Tom, vokser eksplosivt hver gang Mino tænker på sin mor. For til sidst at tiltrække sig opmærksomhed fra alverdens tv-stationer. Men så en dag kommer cirkus og Minos mor til byen.

Jeg ved godt det er lidt snyd at sammenligne de to bøger. Riising har i ti år arbejdet med at få sin humor og sin tilgang perfektioneret, mens Brint Christiansen er debutant. Og Mino og dragen henvender sig også til et lidt yngre publikum.                              

Men sammenligningen kan bruges til at vise, hvad jeg synes en god højtlæsningsbog skal kunne. For hvor Riisings fjollerier er et spredehaglsskydende stalinorgel af pjat, der rammer på alle niveauer – man har en fornemmelse af at Riisings redaktør næsten har holdt ham tilbage - er Brint Christiansens humor og forældrelag kun koncentreret i dialoger og i det sproglige. Og jeg er stor fan af onkelhumor, ordspil og revyreferencer. Men de running gags der er i Mino og dragen virker mere som et forceret forsøg på at lave finurligheder (og jeg hader hader hader finurligheder – både betydningen og især ordet – føj).

Jeg er i hvert fald ikke vild med ordspil som at Milo læser ordet FRAGILE som Fra Gile. Eller den tilbagevendende replik fra faderen hvor den gamle bil skal have strammet fedtopsamleren eller have fedtet stramopsamleren (citeret og riffet efter hukommelsen)Og på den ligner  vitserne i Mino og dragen lidt den humor, der var i Kikkebakkeboligby. Det er der ikke noget galt i. Det er bare temmelig meget fra 1970'erne.

Og det er sgu synd. For jeg kan faktisk se at der kunne komme en fin bennyandersensk historie med en lille ulykkelig dreng, der tager ordet ravnemor alt for bogstaveligt på en magisk realistisk måde ud af grundideen med Mino.                        

Pernilla Stalfelt

Filosofi for de mindste

Jeg havde aldrig hørt om Pernilla Stalfelt før jeg gennempløjede Potskiloves blog om bl.a. børnebøger. Min fejl. For den svenske forfatter og illustrator er sådan en man skal læse, hvis man kan lide småskæve billedbøger der tør stille de store spørgsmål. Og hvis man samtidig har et afkom, der gerne vil tænke over de spørgsmål, er hun en rasende glimrende indgangsvinkel. Og det er temmelig tydeligt at Marie Dysgaard Christiansens ’Til de nysgerrige’-bøger bevæger sig af en sti som også Stalfelt har vadet af.

Det vil sige: store som i helt abnormt store emner (Livet, Døden, Kærligheden, Solen, Lort og Hår (ok, måske ikke alle er lige abnormt store) taget op med bevidst naiv streg, mange små billeder, humor – og den må gerne være tør og deadpan og en nøje afmålt dossering af sødme og fakta. Det har Dysgaard Christiansen gjort i sine to bøger. Stalfelt har gjort det i mere end en håndfuld bøger, der er udkommet på dansk – og endnu flere på svensk.

Store ting bliver helt konkrete; abstrakte ting bliver humoristiske, når livet både kan indeholde et strygejern, en sodavand og bakterier, der lever i ens næse. Eller hvis det viser sig at man bliver reinkarneret som en sten – og i øvrigt er det godt at man dør – for tænk hvordan verden ville se ud hvis alle levede altid. Konkret og humoristisk og tankevækkende. Også og især for målgruppen.

Men det er også poetisk – lidt vel gajolpakket for en voksen læser men min datter ville med garanti elske at sige at ’Et liv er meget sart / Som en solstråle på hånden … / som en vanddråbe på en gren … / en skør glasvase / eller som et blad der dirrer i vinden. / Man skal passe godt på livet’ Heldigvis bliver det bastante punkteret en smule af, at det er nogle myrer, der slår det hele fast med et ’Netop’.

På den måde synes jeg egentlig Dysgaard Christiansens bøger fungerer bedre. De er kortere og henvender sig også til en lidt yngre målgruppe, men der er skruet en smule op for den deadpan humor og lidt ned for poesibogen.

Den bedste af de Stalfelt-bøger jeg har læst er ’Hvad er kærlighed?’ hvor humoren og det konkrete bliver så fint og skægt og rørende – og hvor Stalfelts naive streg fjerner det sentimentale. 

Læs dem med dine nysgerrige børn. Netop, som myrerne ville slå fast.

Jeg er forvirret og overvældet: Oskar K og Dorte Karrebæk: Biblia Pauperum Nova

Jeg må til det – jeg må skrive om mit møde med det andet danske bud på den første Børnelitteraturpris fra Nordisk Råd, nemlig Oskar K's og Dorte Karrebæks ’Biblia Pauperum Nova – ny bibel for de fattige i ånden’. Og jeg advarer og indrømmer blankt: det bliver vævende og famlende.

Først en kort beskrivelse: 

Bogen er en samling af tableauer og handler om en flok åndssvage, der skal opføre et teaterstykke om Jesu liv. Det gør de ved at bygge en kulisse a la middelalderens billedbibel. Udover selve teaterstykket er der utallige referencer og citater nyere – men mest ældre, der kommenterer og perspektiverer handlingen. Netop som det inspirerede middelalderlige forlæg.

Tableauet er på højre opslag – mens teksten er på venstre – sammen med hvad der øjensynligt er forfatterens regibemærkninger, til hvad tegneren skal have med.

Hvem er målgruppen - og er det ligegyldigt?

Efter at have gået rundt om mig selv i et par uger bliver jeg nødt til at krybe til korset (no pun intended, ok så da lille pun) og erkende at jeg simpelthen er i tvivl om hvad jeg skal mene. Og dog.

For det første er det en helt afsindig smuk bog. Dorte Karrebæks streg er som vanlig – men her er hun altså uovertruffen god – rørende, vulgær, karnevalistisk, skæg, plat, skarp, the lot.

Jeg elsker bogens regibemærkninger fra Oskar K til Karrebæk; de er faktisk hverken 90’er-meta-fikse eller postmoderne, men egentlig spændende, knugende og et virkningsfuldt greb.

Bogen rammes ind af sætningen ’Af intet er du kommet – til intet skal du blive’. Og i bogens sidste tableau kommer Gud helt træt ind på scenen for at dømme – men mikrofonen virker ikke og menneskene er i grunden forkælede børn og irriterende. Og til sidst giver folk op og går hjem til dem selv – og så blev den dommedag aflyst.

Se det er jo skideskægt, rent karneval, befriende og nihilistisk på en og samme gang. Jesus er i bogen som sagt åndssvag, og han er også usikker og bange og må ofte læse forud i sit manuskript. Og disciplene og menneskene fatter generelt ikke en meter af, hvad der foregår.

Når jeg skal fortælle om den kan jeg tale om hvor radikal den er. Hvor smuk den er. Hvor vild. Men jeg må blankt erkende, at jeg har vanskeligt ved at se at den er til børn. Jeg mener, når der udover citater fra Bibelen er ord fra den tyske 1200-tals mystiker Mester Eckehart bevæger man sig ud i en teologisk diskussion, hvor jeg har svært ved at være med.

Fra børnebøger til Gammel viden

Jeg er ikke teolog eller religionshistoriker – hey, jeg er ikke engang troende. Og man behøver vel ikke at være nogen af delene for at lade sig suge ind i Karrebæks tableauer og i den citatflodbølge der vælter ind over læseren. 

Men jeg må også erkende at jeg – når skal læse den som en børnebog (og igen, jeg er i tvivl om det i grunden er meningen) – bliver i tvivl om hvad jeg skal mene. For det er både en bog om Jesu’ liv samtidig med at det er et forsøg på et radikalt teologisk opgør med synet på netop Jesus, Gud og Dommedag. Og for at lave den overbygning skal man vel have grunden på plads. Eller skal man? Og jeg er lidt (ok, meget) i tvivl om deres fortolkning er fræk og kontroversiel eller om det er en ældre provokation.

Det er også markant at de anmeldere og lektører, der har været gladest for den, har læst den som et kunstnerisk og postmoderne bud på en billedbibel, mens dem der har læst den ud fra et teologisk udgangspunkt har været mere forbeholdne over for bogens gudsbegreb.

Da jeg købte bogen gik jeg ind i Børnenes Boghandel – der ikke havde den; men de henviste mig til Arnold Busck overfor der vist nok havde den – men de mente jeg ikke skulle lede i deres børneafdeling – men nok snarere i deres afdeling for kunstbøger. Der var den nu heller ikke, den stod i afdelingen for Gammel viden og tro, tror jeg nok.

Og hvor stiller det så mig? Jeg synes den er smuk. Kors, hvor er den smuk og vild og uregerlig. Og dét kan jeg enormt godt lide. Men jeg har intet begreb om hvor den stiller sig som tekst om Jesu liv. Jeg er forvirret. Jeg  må spørge en voksen. 

Marianne Iben Hansen – rimets hersker

Jeg har nævnt det før – og jeg gør det gerne igen; jeg er pjattet med rim. Jeg elsker når sprog koges ned til lyde, til rytmer, til musik. Og jeg elsker det nogle gange vidunderlige nonsens der kommer ud af regler og stavelsesnørderi.

Som jeg før har antydet her på bloggen, er det dog ikke alle der mestrer genren eller tager reglerne alvorligt. Hvor det nonsensiske bliver sjasket og uden poesi og hvor der mindst en gang optræder et is/fis eller et slut/prut-rim. Ak.

Men der er undtagelser. Og en af de allerbedste – hvis ikke den bedste - når det drejer sig om at få fantasi, nonsens og en temmelig ekvilibristisk teknik til at gå op i en højere enhed – er Marianne Iben Hansen. Hun er irriterende dygtig. Og skæg.

Marianne Iben Hansen har siden sin debut i 2004 skrevet 11 rimbøger, en roman, en billedfortælling og en novellesamling. Og det er rimene jeg her vil kigge på og klappe af.

For de mindste og for de hardcore

Marianne Iben Hansen har skrevet rim for de mindste – ’Kan man ride på en høne’ – og ’Tag med i Zoo’.  Her bliver der rimet helt tilforladeligt 

Se løven den er vild / men man sku’ ikke tro det / Den ligger nok så fredeligt / og slikker på sin pote.

Og bortset fra at Cecilie Eken (og jeg) nok vil påpege at det ikke rimer helt er det ganske fint.  Hun har (naturligvis) lavet en ABC ’A, B kom og C’ der også er for de små og som hverken udfordrer genren eller hendes talent.

’Fino badino badulle’ er en nonsenssamling med hilsner til både Halfdan og til Nikke Nikke Nambo. Ikke alt er lige fantastisk, men når hun rammer den fx i titelrimet, opstår der den skønneste, den misundelsesværdigste og halfdanske opstår med indrim, bogstavrim og nonsens. Hurra.

Fino badino badulle

Basta Kanasta kanut

Trille ka tralle

Karina ka rulle

Og Kammas kamel er kaput

Ih, hun er irriterende god

Men der hvor Marianne Iben Hansen virkelig er bedre end de fleste, er i hendes fortællende rim. Hvor hun stramt og konsekvent får fortalt en historie, der både kan være skæg, rørende og tæt på det dejligste pjat.

Palle P og Perlen

Palle er en ensom mand, der drømmer om at finde noget som ingen andre har. En vaskeægte skat. Og hvor heldigt; en dag støder han ind i en perfekt og enorm perle. 

Palle slår det fast med syvtommersøm og kridt på dør, at han er verdens lykkeligste mand. I hvert fald lige til der går en halv dag og han kommer i tanke om at perlen og lykken jo kan tyvstjæles.

Palle må derfor beskytte den. Og så begynder et veritabelt  oprustningskapløb mellem indkøbte våben og Palles frygt.

Men selv det vildeste våben kan ikke stække frygt. Den vinder hver og evig eneste gang. Sådan er det.

Palle er frygtsom og bange og da han kommer til at smadre alt med sit seneste indkøb – en kanon, tropper drengen Jon op. Jon synes Palles våben er fede og i øvrigt ser han også noget positivt i Palle. Og Palle overgiver sig og finder ud af at glæden ved en frygtlåst skat er til at overse. Og at en ven er meget bedre.

Hvor er det bare en fin historie.

Jeg har indenfor de seneste 14 dage læst den på den anden side af 20 gange for min søn, der elsker den. (Og også elsker fortællingen om at han elsker den). Og jeg er enig med Pelle, for det er næsten en perfekt bog. Rytmen er afstemt og næsten lydefri. De ekvilibristiske rim overskygger ikke historien – men underbygger den tværtimod. Jeg synes ganske enkelt det er sindssygt rørende det rim-work in progress som Palle får til at vokse på sin dør i takt med at historien skrider frem.

Så skidt med at det ikke er alle versefødder der glider uden mislyde og at Jon rimer temmelig mange gange på kanon. Palle P og Perlen er en vidunderlig bog.

Bogen er fint og skægt illustreret af Jon Ramheimsætner

Nanna Nokkefår får nok

Hvor remsen i Palle P var fast og historien næsten opbyggelig – helt konkret med det voksende rim på Palles dør, er fortællingen om det nougatfarvede nokkefår Nanna tæt på avantgarde. 

Handlingen fortaber sig lidt – det er vist noget med et får der keder sig gevaldigt på en mark, stikker af og møder modekongen Frode, der tager hende med ind til byen, hvor Nannas krøllede frisure bjergtager hele byens modeelite. Så meget at hun i bogstaveligste forstand bliver begravet i gaver. Og derfor stikker hun af til en paradisø hvor stjerner og stjernefår kan være, når de ligesom får for meget. Sådan ca. det. Jeg har ikke lagt så meget mærke til handlingen og til fårtegningen.

Det er altså noget andet der er på spil i ’Nanna Nokkefår får nok’; nemlig at frembringe de mest ekvilibristiske rim – og lave de hårdeste rytmer, de tætteste indrim, bogstavrim. Det hele. Godt illustreret i titlen, hvor man både finder et labert ordspil og bogstavrim.

I det hele taget er Nanna Nokkefår en tour de force i onklede revy-ordspil, fikse næstenrim der holder vand, fordi det er skideskægt, charmerende og fantasifuldt. Jeg elsker når Nanna tæller nokkefår når hun skal sove og rim som fx Bob der / Helikopter er jo bare sjovt og elegant.

Tempoet er sindssygt højt fx her hvor Nannas berømmelse er ved at blive banket ind i skallen på hende

For hun fatter ikke rigtig,

Hvad der forgår

Og hvorfor

Folk har fårehår

Og hvorfor

De mon står

Dér alle mand

Og råber Nanna

Det er hårdt og fermt og skægt. Og det reducerer sproget til musik og rytme. Det elsker jeg som sagt, men det får også den konsekvens at læsetempoet stiger i en sådan grad at det simpelthen bliver vanskeligt at forstå, hvad der egentlig foregår. Og det er måske også lige meget. Det er jo lyde, musik, leg med sproget. Det er avantgarde.

Nanna Nokkefår er illustreret af Hanne Bartolin der også står bag - 

Axel elsker biler

Marianne Iben Hansens bog om den kubikglade and, Axel, er et hovedværk. Ikke bare for Marianne Iben Hansen eller for den rimede fortælling, men for billedbøger inden for de seneste 10 år. 

Ikke så meget pga. handlingen. Axel er pjattet med biler, men hans forældre påstår at ænders naturlige feature er at svømme. Det er Axel temmelig indifferent overfor. Han stikker af, møder en elefant og to giraffer og suser lykkeligt af sted i snabeldyrets bil. 

Axel møder mekanikeren Harry og får job hos ham og forenes med sine forældre.

Igen er det sproget og formen der hæver bogen op. Og det der gør ’Axel elsker biler’ så fin er bl.a. det enkleste greb, som jeg er grøn af misundelse over ikke at have fundet på. Nemlig noget så simpelt og colombusægget som et omkvæd. 

Når Axel er ved at koge over af begejstring over bilers dejlighed begynder det ’i en brandbil, en kranbil/en gammel veteranbil/ en sølvbil, en blå bil/ en racerbil en rå bil’. Det virker helt vildt godt, genkendeligt og fint. Og lykken stiger når der umiddelbart efter riffes og rimes på  bilmærker. På Porche. På Suzuki. På Jeep, Jaguar, Mazda RX-7. En opremsning af lækre ord og brands.

Og ikke nok med det; hele bogen emmer af rimoverskud. Så når Axel og familie til sidst i bogen drøner af sted – snirkler rimene med på bagsiden af bogen og videre ud i den virkelige verden. Og her rimer tju-hej-biler på se-nu-lige-mig-biler, og fjongbiler rimer på underlig facon-biler. Det er helt vildt godt. Skægt. Ekvilibristisk. Misundelsesværdigt.

 Marianne Iben Hansen er når hun er bedst - rimets hersker.

Axel elsker biler, Nanna Nokkefår får nok og Palle P og perlen