Mor - et snusfornuftigt, kærligt anker af ro

Da jeg gik på Forfatterskolen sagde min underviser, at hun syntes mine voksne kvindefigurer var lidt gennemsigtige (læs kedelige) i forhold til mine voksne mandefigurer. Og selvom det empiriske grundlag ikke var voldsomt må jeg mene at også her havde Kari ret.

Måske pga. mit køn var det nemmere at skrive sig op imod en mand og en far med alle hans mangler og fejl og forfængeligheder end det ville være at gøre det samme med en kvinde eller en mor.

Og det er da underligt. Ikke? Men jeg må også sige at det er en brøde jeg deler med stort set resten af børnelitteraturen siden ca. 1960.

Og lad mig bare komme med en disclaimer her: Jeg kommer til at male med brede pensler her – der findes utallige nuancer og undtagelser – men billedet tror jeg søreme nok holder med træskolængder og godt med moms.

Før 1960’erne var forældrene og især fædrene gode autoriteter – bare tænk på Jans far der oven i hatten var politimand. Så når Mogens Helmer siger noget kunne læseren godt begynde at tage notater.

Men siden er faderrollen blevet en figur der enten er fraværende, psykopatisk, kolerisk eller i det mindste et latterligt, forfængeligt, brovtende ekstra barn. Han kan sagtens være sympatisk – men latterlig det er han. Bare tænk på Emils far eller fædrene hos Ole Lund Kirkegård, Bjarne Reuter. Eller hvad med faderen hos Gurli Gris eller Kasper og Sofie?
Flink, ja da, men også med et latterligt selvbillede. Og jeg brokker mig ikke. Jeg har med garanti også en rem af Far Gris’ hud.

 

Men hvad med mødrene?

Jo, hvor faderen er kolerisk og latterlig, forfængelig og pralende er moderen et anker. En klippe af kærlig snusfornuftig ro. Emils mor, Alma, er rar og kærlig og kan både se sin mand og sin søn. 

Mødrene er dem der holder sammen på det hele med overbærende ro. Og det er måske nok et skidestærkt signal; men det er dæleme ikke den slags figurer der er sindssygt spændende. Og det er da ærgerligt at man i børnelitteraturen ikke finder mødre der er irriterende, forfængelige, dumme, usympatiske, sjuskede og som tager fejl.

I gamle dage – i folkeeventyret – var det anderledes. Der fandtes der spændende mødre-figurer til. De var forfængelige og onde og var ikke bleg for at slå deres (sted)døtre ihjel hvis de frygtede for deres plads i hierarkiet.

Jeg kan faktisk kun komme i tanke om to mødre i børnelitteraturen der skiller sig markant ud. Og de er begge skrevet af Kim Fupz Aakeson.

Vitellos mor er fyldt med smøger, rødvin og one-liners. Hun finder sig ikke i ret meget fra sin søn og lader ham ellers være i fred. Hun siger gerne at Vitellos far er en sjuft og er tæt på at være et helt menneske med alle dårligdommene uden på tøjet. Så selv om hun er med i en skreven sitcom for børn er hun en flerefascetteret mor. Og det er vidunderligt.

 

Men den mest ikoniske mor-figur i nyere dansk børnelitteratur er Mor i Aakesons vidunderlige ”Mor”. Vi læser den dagligt herhjemme og selv om den femårige ikke fatter en bjælde af de dybereliggende psykologiske issues er hun til fals for en god omgang slapstick; så der grines voldsomt.

Kort fortalt: Drengens mor fylder meget. Både i lyd og personlighed men i høj grad kropsligt. Moderen er fed. Og det værste er: der er ikke et gram skam over det hos hende. Hun råber, tager gerne 10 stykker kage til forældremøder og kan lugte en pølsevogn på 100 meters afstand. Og drengen er fyldt med skam over sin larmende og tykke mor der tillader sig ikke at være flov over det. Derfor går han hen til nabo-damen der er en helt perfekt og laber mor. Tynd, høflig, plisseret og stille. Drengen spørger om hun vil have ham – og det vil. Hun gerne for drengen er ligesom  hun selv artig og dygtig – det eneste modkrav er at han skal kalde hende for mor. Og tænk dig – det kan han ikke. Det er fysisk umuligt for ham selvom han prøver med et ”Tak for mad, Musling” Mødding, Makrel (Det er her slapsticket og Trilles grineflip kommer ind). Det er jo Kim  Fupz Aakesonsk sentimentalitet når det er allerbedst. Og det er vidunderligt at læse at også mødre kan være andet end et anker af snusfornuft. 

Må der komme flere fejlbehæftede mødre.