Alice i Hyggeland

Næste bog i rækken af 1967-perler er Benny Andersens oplæsningsklassiker - nemlig første bind i serien om den let hysteriske og pølseformede konkrete metafor Snøvsen.

Benny Andersen: Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

 

Benny Andersen: (1929) er en af Danmarks mest læste og elskede forfattere. Og man skal vist have et hjerte af stål og is, hvis ikke man synes, at han er sympatisk.

Hans bløde jazzede elegance og hans afvæbnende venlige selvironi og hans talent for at se hverdagens hyggelige småparadokser og sproglege har gjort ham umådelig folkelig og populær. At en del af den danske folkesjæl, som tog ham til sig lige inden kaffen blev klar så har flyttet sig fra Andersens syn på verden omkring os – ja, det er både ironisk og frem for alt sørgeligt.

Andersen har siden 1960 skrevet venligt-modernistiske digte for voksne og været værtshuspianist. I 1963 udkom en samling af mundtlige og indsamlede børnerim og tælleremser ”Nikke Nikke Nambo” og året efter kom den internationale pendent ”Lille Peter Dille”.

Børnegennembruddet kom i 1967 med første bog om Snøvsen. 

Det var lidt med bange anelser jeg læste den her i 50-året for den nyere danske børnelitteraturs fødsel.
Torben Weinreich har sagt i sin festtale i magasinet Klods Hans, at "Snøvsen" var en af de bøger, der ikke holdt i dag.Og inden jeg læste den igen, var jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Jeg har ikke selv et nostalgisk forhold til Snøvsen (Andersen derimod). Jeg mindes ikke, at den blev læst op for mig i min sydsjællandske barndom; og jeg er ikke 100 % sikker på at jeg har læst den op for Alma og Pelle – og jeg ejer den faktisk ikke. Så jeg måtte låne den på biblioteket. Da Alma så den, udbrød hun spontant: ”Åh, Snøvsen, den er så sød og hyggelig”. Så for hende har den måske sat sig nostalgiske spor. Hyggelig var også en af mine forventninger, da jeg genlæste den. Men jeg var alvorligt bange for, at tiden havde været ond ved tonen og tempoet. 

Selve bogens præmis med at gøre sproglige billeder helt konkrete og levende er jo en god ide. Det er også en disciplin som Andersen og den relaterede Halfdan Rasmussen mestrer. Men hvad hvis sprogbillederne er bedagede. Jeg mener: hvem under 60 siger at man går fra snøvsen i dag? Mit sind er på mange områder voldsomt ældre end 43 – men jeg siger det altså ikke.Og hvad er en snøvs i grunden? Få svaret nederst på siden.

Frygten, der både bliver af- og be-kræftet

Især de første par kapitler bekræftede min frygt. Eigil undres over sine forældres sprog – skattevæsen, ti vilde heste osv. Det er meget hyggeligt, men også vildt gammelt (og lidt klappen på hovedet-overbærende).

Men da Snøvsen dukker op, bliver han faktisk en helt rigtig figur befriet for sin sproglige tid og er ikke længere en konkret metafor. Han er bare en børnebogsfigur, der er selvovervurderende, bange og skinger. Og den figur er en klassisk figur man finder i børnelitteraturen til alle tider.

Et andet element der beroligede mig, var, at den faktisk fungerer fint som oplæsningsbog. Den er mundtlig og rar at læse. Det er en ren hjemme-ude-hjem-historie med en masse krummelurer i historielinjen. Der er et væld af digressioner, forklaringer og baggrundshistorier, der næsten har lignelsespræg – fx om de to brødre hvis venskab ødelægges af en arv. Eller som fungerer som hyggelig vits, fx Bøhmanden, der ved hjælp af et ekko forsøger at blive en genstridig hikke kvit.

Og jeg må indrømme, at jeg grinede over historien med bageren og hans kone, der kom op og skændes om halve og hele kringler. Og hvor Andersen går til den sproglige logik på helt lewiscarrollsk-facon.

”Det er min den halve,” råbte bagerkonen og holdt fast i sin halvdel.
”Det er min den hele,” hylede bageren, og så hev de i hver sin del af kringlen som til sidst gik midt over, så bageren faldt baglæns ned i et dejtrug, hvor han næsten helt forsvandt. Det eneste man kunne se af ham var den halve kringle der stak op.

Bagerkonen gik hen til truget og tog den halve kringle fra ham.

”Her har I en halv kringle,” sagde hun til Eigil og katten og rakte Eigil den ene halvdel. ”Og her har I en anden halv kringle,” tilføjede hun og rakte Eigil den halvdel hun selv havde holdt fast i.

”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

I det hele taget havde jeg "Alice i Eventyrland" i hovedet, da jeg læste den. Undersøgelsen af sprogets logik og konkretisering af ord er tydelig - og vel også en voksenmodernistisk tilgang. Samtidig er bogen fyldt med fortællemæssige omveje, overskud ,fortællinger og sange; og det kan også findes i det engelske mesterværk. Men Snøvsen er langt fra så radikal og vild og creepy som Alice; den henvender sig for det første også til et yngre publikum og er temmelig dansk, andersensk og hyggelig. 

Hyggelig, sød og mest for nostalgikere

Jeg er på den ene side enig i ældstedatterens labels "hyggelig og sød". Men jeg er også enig med Weinreich og min egen frygt: tiden har gnavet heftigt i fundamentet for Snøvsen. Og så er jeg generelt bare ikke så forelsket i den arketypiske børnebogsfigur, som Snøvsen er. 

Snøvsen er en elskelig -  men også let hysterisk, hyklerisk og selvforelsket figur. Og det greb synes jeg som regel bliver for forceret.
(Derudover har jeg altid syntes at den pølsen på en fod var lidt klammo)

Snøvsen er blevet lavet som film - to gange og der er fire bind i serien, hvor den sidste udkom i 1984.  Og den bliver stadig genudgivet og læst. Jeg har en fornemmelse af at nostalgien og hyggen tæller meget, når den bliver valgt til puttelæsning. Og det er jo også en fin årsag – så skidt med, at den er lidt vel støvet.

Jeg nød selvfølgelig at læse den. Benny Andersen er elegant og rar. Og der er glimt af skægge og fede ting. Men det er langt fra den 1967-klassiker, der står stærkest.

Som lovet: servicemeddelse: En snøvs er den løse øverste del af en sæk, der er sammensnørret.  Det er også gammel slang for næsen.

Så at gå fra snøvsen vil enten sige - hvis man går næsevejen -  at man taber sit ansigt; eller hvis man går sæk-vejen at der er noget, der egentlig var lukket ned der bryder op. To sider af samme sag.

Peter Frödin / Line Knutzon: Lille Allan – den menneskelige antenne

Når man hverken får det man frygter eller håber på

Da jeg først hørte om børnebogsamarbejdet mellem Line Knutzon og Peter Frödin blev jeg gennemlykkelig. Line Knutzon er en af de skæggeste og skarpeste og vilde forfattere, der er i landet. Og Frödin har jeg altid haft et blødt punkt for – lige siden Karrierehjørnet over Bullerfnis og Bellevue-revyerne med Det Brune Punktum.

Det kunne kun blive skægt, fabulerende, uforudsigeligt, karnevalistisk, genregrænseafprøvende og fuldstændig vidunderligt. Godt set og tænkt af Politikens Forlag.

Men hov. Det Brune Punktum og Peter Frödin er jo også et ikon over 1990’er-ironien (som jeg elskede - men som nok er ret meget bygget op om netop 1990'erne) og København K-indforståetheder, og vitser med ikke specielt skjulte hentydninger til Frödins homoseksualitet. Og her begyndte jeg, at frygte at det mere ville blive en bog for det voksne K-publikum end det ville blive en børnebog (jeg tror at børn er virkelig ligeglade med seksualitet og kändisverdens dårskab), der ville være mere radikal end Alice i Eventyrland. 

Det blev hverken eller. Det blev en ganske almindelig:

Højtlæsnings-rumfarce på Amager

Det er sommer i Urbanplanen, hvor Lille Alan bor sammen med sin far. Allans bedste ven Joku er væk og det er varmt. Meget varmt. Allan keder sig grusomt. Han hænger lidt ud med den gamle nabo Helge, der er vild med UFOer og han håber inderligt, at han kan komme i kontakt med en. Til det skal han bruge Allan og en masse sølvpapir. Allan bliver placeret på toppen af Urbanplanen helt indrullet i alufolie for at fungere som en menneskelig antenne. Og på den måde får de kontakt med UFOen Majken. Majken mister sin næsten magiske svensknøgle, der lander i varmemesterens hunds enorme – koloenorme - og dampende efterladenskab.

Men en UFO er ikke noget man bare kan gå og putte med. Så Majken bliver bortført og ført op til en rig og excentrisk samler. Og jagten går ind for at redde Majken før hun ender som et trofæ i den dyre ende af whiskeybæltet.

Lækker indpakning

Først og fremmest synes jeg, det er en virkelig lækker bog. God størrelse. Tykt papir. Fin fondstørrelse og John Kenn Mortensens illustrationer er der ikke noget at sætte fingre på. Den egner sig aldeles glimrende som højtlæsningsbog – jeg har dog ikke afprøvet den på mine poder. Det kunne være at man skulle give det et skud. 

Jeg har faktisk læst den to gange. Første gang var jeg kun i glimt begejstret; her anden gang var jeg gladere – uden dog at være lykkelig. Og det tror jeg skyldes det delvise fravær af de forventninger og den frygt, jeg antydede i begyndelsen.

1990’erne der ikke helt kan rystes af

Der kom allerede udslag på min fear-dar, når jeg ser titlen. Hvorfor hedder han Allan? Og hvorfor Lille Allan? Hvis ikke det var fordi min bror hedder Allan, ville jeg kategorisere det som et navn med klare tidsmarkører til Frödin/Knutzons barndom. (Og det vil jegsgu nok alligevel uantastet broderen min). Og der er flere af disse små detaljer, der for en voksen læser er skægge, ironiske og pudseløjerlige – fx lyder Taxa Tårnby skide sjovt og jeg fnes da også da Allans mor forlader Urabnplanen og Allan og Allans far for et once in a lifetime-job i Kop & Kande. Men jeg er på vej til at runde de 40. Og jeg syntes af Det Brune Punktum og deres generationssatire var både skarp og skæg der for små 15 år siden.

Det har med andre ord en tendens til at blive en lukket fest. Ikke fordi der er noget som helst galt med markører som Kop & Kande, Th Sørensen og noget som kaldes et resort.  Men det bliver bare for indforstået med den voksne læser.

Ih, hvor kunne jeg godt tænke mig at bremsen blev flået af

’Lille Allan’ er ren farce – med forviklinger, udredninger, næsten debile voksne og store hundelorte. Og på den måde er det et forsøg på at lave en oplæsningsbog a la Kirkegård. Men desværre er ’Lille Allan’ ikke nær så vild og ufriseret hverken i sprog eller handling som Kirkegård. Og det er fanderme synd – for det kan makkerparret Frödin og Knutzon. Det er jeg sikker på.

Og mon ikke de gør det i fortsættelsen ’Lille Allan og dobbeltgængerskolen’ der vist kommer i løbet af kort tid.

Mit håber dirrer i hvert fald.

Edit: Nu har jeg læst den for mine børn, og deres dom er noget mere positiv end deres lunkne fars. De var begge indfanget, men det er også signifikant - synes jeg, at de ikke opfangede den som en farce eller som komedie, men som en spændingsroman. Og da jeg læste den højt for dem med forskellige stemmer og med opmærksomme lyttere til var det også den bedste omgang af de tre jeg har læst den. Måske bliver jeg lykkelig for den når jeg har læst den en 10-15 gange mere. Måske.

Marianne Iben Hansen – rimets hersker

Jeg har nævnt det før – og jeg gør det gerne igen; jeg er pjattet med rim. Jeg elsker når sprog koges ned til lyde, til rytmer, til musik. Og jeg elsker det nogle gange vidunderlige nonsens der kommer ud af regler og stavelsesnørderi.

Som jeg før har antydet her på bloggen, er det dog ikke alle der mestrer genren eller tager reglerne alvorligt. Hvor det nonsensiske bliver sjasket og uden poesi og hvor der mindst en gang optræder et is/fis eller et slut/prut-rim. Ak.

Men der er undtagelser. Og en af de allerbedste – hvis ikke den bedste - når det drejer sig om at få fantasi, nonsens og en temmelig ekvilibristisk teknik til at gå op i en højere enhed – er Marianne Iben Hansen. Hun er irriterende dygtig. Og skæg.

Marianne Iben Hansen har siden sin debut i 2004 skrevet 11 rimbøger, en roman, en billedfortælling og en novellesamling. Og det er rimene jeg her vil kigge på og klappe af.

For de mindste og for de hardcore

Marianne Iben Hansen har skrevet rim for de mindste – ’Kan man ride på en høne’ – og ’Tag med i Zoo’.  Her bliver der rimet helt tilforladeligt 

Se løven den er vild / men man sku’ ikke tro det / Den ligger nok så fredeligt / og slikker på sin pote.

Og bortset fra at Cecilie Eken (og jeg) nok vil påpege at det ikke rimer helt er det ganske fint.  Hun har (naturligvis) lavet en ABC ’A, B kom og C’ der også er for de små og som hverken udfordrer genren eller hendes talent.

’Fino badino badulle’ er en nonsenssamling med hilsner til både Halfdan og til Nikke Nikke Nambo. Ikke alt er lige fantastisk, men når hun rammer den fx i titelrimet, opstår der den skønneste, den misundelsesværdigste og halfdanske opstår med indrim, bogstavrim og nonsens. Hurra.

Fino badino badulle

Basta Kanasta kanut

Trille ka tralle

Karina ka rulle

Og Kammas kamel er kaput

Ih, hun er irriterende god

Men der hvor Marianne Iben Hansen virkelig er bedre end de fleste, er i hendes fortællende rim. Hvor hun stramt og konsekvent får fortalt en historie, der både kan være skæg, rørende og tæt på det dejligste pjat.

Palle P og Perlen

Palle er en ensom mand, der drømmer om at finde noget som ingen andre har. En vaskeægte skat. Og hvor heldigt; en dag støder han ind i en perfekt og enorm perle. 

Palle slår det fast med syvtommersøm og kridt på dør, at han er verdens lykkeligste mand. I hvert fald lige til der går en halv dag og han kommer i tanke om at perlen og lykken jo kan tyvstjæles.

Palle må derfor beskytte den. Og så begynder et veritabelt  oprustningskapløb mellem indkøbte våben og Palles frygt.

Men selv det vildeste våben kan ikke stække frygt. Den vinder hver og evig eneste gang. Sådan er det.

Palle er frygtsom og bange og da han kommer til at smadre alt med sit seneste indkøb – en kanon, tropper drengen Jon op. Jon synes Palles våben er fede og i øvrigt ser han også noget positivt i Palle. Og Palle overgiver sig og finder ud af at glæden ved en frygtlåst skat er til at overse. Og at en ven er meget bedre.

Hvor er det bare en fin historie.

Jeg har indenfor de seneste 14 dage læst den på den anden side af 20 gange for min søn, der elsker den. (Og også elsker fortællingen om at han elsker den). Og jeg er enig med Pelle, for det er næsten en perfekt bog. Rytmen er afstemt og næsten lydefri. De ekvilibristiske rim overskygger ikke historien – men underbygger den tværtimod. Jeg synes ganske enkelt det er sindssygt rørende det rim-work in progress som Palle får til at vokse på sin dør i takt med at historien skrider frem.

Så skidt med at det ikke er alle versefødder der glider uden mislyde og at Jon rimer temmelig mange gange på kanon. Palle P og Perlen er en vidunderlig bog.

Bogen er fint og skægt illustreret af Jon Ramheimsætner

Nanna Nokkefår får nok

Hvor remsen i Palle P var fast og historien næsten opbyggelig – helt konkret med det voksende rim på Palles dør, er fortællingen om det nougatfarvede nokkefår Nanna tæt på avantgarde. 

Handlingen fortaber sig lidt – det er vist noget med et får der keder sig gevaldigt på en mark, stikker af og møder modekongen Frode, der tager hende med ind til byen, hvor Nannas krøllede frisure bjergtager hele byens modeelite. Så meget at hun i bogstaveligste forstand bliver begravet i gaver. Og derfor stikker hun af til en paradisø hvor stjerner og stjernefår kan være, når de ligesom får for meget. Sådan ca. det. Jeg har ikke lagt så meget mærke til handlingen og til fårtegningen.

Det er altså noget andet der er på spil i ’Nanna Nokkefår får nok’; nemlig at frembringe de mest ekvilibristiske rim – og lave de hårdeste rytmer, de tætteste indrim, bogstavrim. Det hele. Godt illustreret i titlen, hvor man både finder et labert ordspil og bogstavrim.

I det hele taget er Nanna Nokkefår en tour de force i onklede revy-ordspil, fikse næstenrim der holder vand, fordi det er skideskægt, charmerende og fantasifuldt. Jeg elsker når Nanna tæller nokkefår når hun skal sove og rim som fx Bob der / Helikopter er jo bare sjovt og elegant.

Tempoet er sindssygt højt fx her hvor Nannas berømmelse er ved at blive banket ind i skallen på hende

For hun fatter ikke rigtig,

Hvad der forgår

Og hvorfor

Folk har fårehår

Og hvorfor

De mon står

Dér alle mand

Og råber Nanna

Det er hårdt og fermt og skægt. Og det reducerer sproget til musik og rytme. Det elsker jeg som sagt, men det får også den konsekvens at læsetempoet stiger i en sådan grad at det simpelthen bliver vanskeligt at forstå, hvad der egentlig foregår. Og det er måske også lige meget. Det er jo lyde, musik, leg med sproget. Det er avantgarde.

Nanna Nokkefår er illustreret af Hanne Bartolin der også står bag - 

Axel elsker biler

Marianne Iben Hansens bog om den kubikglade and, Axel, er et hovedværk. Ikke bare for Marianne Iben Hansen eller for den rimede fortælling, men for billedbøger inden for de seneste 10 år. 

Ikke så meget pga. handlingen. Axel er pjattet med biler, men hans forældre påstår at ænders naturlige feature er at svømme. Det er Axel temmelig indifferent overfor. Han stikker af, møder en elefant og to giraffer og suser lykkeligt af sted i snabeldyrets bil. 

Axel møder mekanikeren Harry og får job hos ham og forenes med sine forældre.

Igen er det sproget og formen der hæver bogen op. Og det der gør ’Axel elsker biler’ så fin er bl.a. det enkleste greb, som jeg er grøn af misundelse over ikke at have fundet på. Nemlig noget så simpelt og colombusægget som et omkvæd. 

Når Axel er ved at koge over af begejstring over bilers dejlighed begynder det ’i en brandbil, en kranbil/en gammel veteranbil/ en sølvbil, en blå bil/ en racerbil en rå bil’. Det virker helt vildt godt, genkendeligt og fint. Og lykken stiger når der umiddelbart efter riffes og rimes på  bilmærker. På Porche. På Suzuki. På Jeep, Jaguar, Mazda RX-7. En opremsning af lækre ord og brands.

Og ikke nok med det; hele bogen emmer af rimoverskud. Så når Axel og familie til sidst i bogen drøner af sted – snirkler rimene med på bagsiden af bogen og videre ud i den virkelige verden. Og her rimer tju-hej-biler på se-nu-lige-mig-biler, og fjongbiler rimer på underlig facon-biler. Det er helt vildt godt. Skægt. Ekvilibristisk. Misundelsesværdigt.

 Marianne Iben Hansen er når hun er bedst - rimets hersker.

Axel elsker biler, Nanna Nokkefår får nok og Palle P og perlen

Når sprog kan mere end bare at være fantastisk

Som nævnt fire gange før lavede Kari Sønsthagen i anledning af Forfatterskolens 10-års-fødselsdag en minikanon på fem danske børnebøger, der var udkommet i den dekade. Og udover ’Snabels Herbarium’, ’Ti grønne fingre’, ’Mørkebarnet’ og ’Et mærkeligt skib’ som jeg allerede har fablet om, er turen nu kommet til Sanne Munk Jensens ’En dag skinner solen på en hunds røv’, der udkom i 2007. Ak ja, så er endnu en liste gennempløjet – endnu et dogme færdigleget.

Nå, nok om mine feticher. Man kan strengt taget godt diskutere om Munk Jensens roman er for børn; den hører i hvert fald i den voksne ende af børne- og ungdomsspektret. Hovedpersonen, Alma, går fx på Universitetet, har rundet de 20 år, har egen lejlighed på Vesterbrogade, studiejob som cafe-betvinger på Sebastopol. Men bogen handler om identitet og barndom og ungdom og den er udkommet på Gyldendals B&U-afdeling, så jeg har min ryg fri – og jeg vil altid gerne læse og anbefale en roman, der er god. Og det er Sanne Munk Jensens edderbangmuggeme.

Identitetsjagt på et trøstesløst grundlag

En dag hjem fra universitetet mener Alma noget så bestemt at hun ser sin savnede lillesøster Amelia ved DGI-byen. Alma bliver helt febrilsk og leder efter hende – uden held. Og i løbet af den næste uges tid bliver Almas liv med bofællen Julie, der er i Kibbutz, Tobi, som hun er i kærestelimbo med, og frem for alt lillesøsteren Amelia og moderen optrevlet.

Almas liv har ikke været en mazurka på violer. Hun er halvt polsk, kender ikke sin far og er vokset op i Esbjerg hos en alkoholiseret mor, der jagter en eller form for lykke og sikkerhed på knejper ved at invitere de stygt kiksede mænd hjem mellem hendes ben. Lykkejagten lykkes ikke helt. Og det er heller ikke lykkeligt for Alma og hendes lillesøster Amelia.

Almas værn er hendes hoved, hendes sprog og hendes verden-kan-rende-mig-noget-og-så-vanvittigt-grusomt-attitude. Hun flygter / bliver anbragt på nordjysk efterskole, hvor hun møder Julie. De bliver tætte veninder og deler et sarkastisk syn på verden og har også en spirende og nysgerrig lesbisk fling, som Alma ikke på noget tidspunkt helt kan finde ud af, hvad hun skal stille op med.

Mindst lige så stor usikkerhed har Alma om hvad hun skal stille op med Amelia, der ellers var ladt tilbage i Esbjerg men pludselig en dag står i Almas pædagogstuderende-fyldte århusianske kollektiv.

Alma vil så gerne gøre det rigtige både over for Amelia, over for Julie, overfor hendes skiftende kærester og overfor omverdenens forventninger til hendes kloge hoved og styrke. Så meget at hun bliver en identitetsmæssig vindbøjtel, som er dømt til at skuffe de mennesker, der faktisk forventer noget af hende og kan lide hende. Meget mere end hun og læseren i begyndelsen er klar over. På den måde ligner hun Lee fra Sittenfelds 'Klasse'. Uden sammenligning i øvrigt.

Almas liv og skyggesider og sår bliver åbenbaret, samtidig med at jagten på den forsvundne og savnede og nu-måske-tilbagevendte lillesøster Amelia går ind. Det er fint. Det er stærkt og kraftspetervælteme rørende.

Alma er i hendes sprog

Jeg har læst den tre gange og hver gang rammer og overrasker bogens slutning mig. Og det er ikke kun fordi den rammer en i den sentimentale tårekanal, men også fordi Almas stemme er helt vildt stærk.  Sproget er saftig, tonen er skarp og selvironisk og intelligent og på den måde mimer den fuldstændig Almas person: Skarp, utilnærmelig, sårbar.

Da jeg begyndte at læse den til denne her opgave, tænkte jeg at det virkede, som om at den var blevet overhalet indenom. Og at seks år også er lang tid. Og et virilt og levende sprog åbenbart godt kan have en udløbsdato. 

Det var på indtil side ti. Hvor jeg fandt ud af at sproget ikke blot er manerer. Og lige nu skammer jeg mig over min holdning. For det første er sproget stadig veloplagt og kraftfuldt. For det andet er Almas sprog også hendes tilgang til verden. Og dermed bliver det i den grad også hende - netop både utilnærmeligt og sårbart.

For selvom der findes mange af de nyere ungdomsforfattere Ronnie Andersen, Jesper Nicolaj Christensen, Sanne Søndergaard med mange flere, hvis sprog gnistrer og sætter ordspor med en lækker aggressivitet – ja, så har jeg ikke set sproget være både identitetsskabende og viltert som hos Munk Jensens Alma. Ikke så præcist i hvert fald. For Almas sprog er ikke bare karl-skide-smart der skal farve dialoger og tanker med  oppe-at-køre-manerer (og det er der ikke noget galt med i øvrigt). Nej, hendes sprog er hendes forsvar mod verden – det er hende selv. (Og så kan jeg vist ikke sige det flere gange uden at det bliver pinligt)

Nok blapren fra min side: Vi tager et næsten helt tilfældigt citat – men jeg kunne have klippet utallige steder:

’Ikke noget seriøst? Du har altså leveret en useriøs præstation med den  … din ynglekæp, det kan da umuligt have været særlig godt for hende’ ()

Min vejrtrækning blev mere og mere hektisk og min krop blev helt stiv. Den fede idiot. Hvorfor spurgte han mig sådan noget, var det bare for at kunne få lov at fortælle, at han selv havde haft gang i den horisontale mambo? Nærmest som at ringe og sige ’hej, jeg tænkte på, skal du noget i aften? Nå, ikke? Jeg skal i biografen med George Clooney!’

’Altså, det har jo bare været sådan noget engang ’in-and-out-opeartion’, og det har betydet zip.’

Jeg synes det er sindssygt fedt. Sproget  og billederne er upfront og veloplagt skægge, samtidig med at det tegner et billede af Alma, der hænger en-til-en sammen. (det kunne jeg så godt)

Det er effing fantastisk. Og jeg vil heller ikke her være uenig med Kari eller nogen anden. Den vandt Orla-prisen i 2008 og var nomineret til Berlingskes læsernes bogpris – men blev slået af en bog om ’Blekingegadebanden’.

Hvis jeg var lærer i en niende klasse ville jeg i hvert fald stopfodre/kraftigt opfordre mine elever til at læse den (og det bliver de også, ved jeg). Og så ville jeg bede dem om at glemme den temmelig ferske pastel-forside der er så langt fra Almas liv og essensen i 'En dag skinner solen også på en hunds røv'.

Gnistrende underbevidsthedslivsrevypasserendeindfletningserindringsglimt

Ronnie Andersen fik i år Kulturministeriets Børnebogspris for ’Komatøs’ og blev dermed den anden forfatter fra Forfatterskolen, der løb med den største hæder. Yeah. Tillykke til ham og til skolen og Kari.

’Komatøs’ er Ronnie Andersens fjerde roman siden debuten ’Date med en engel’ fra 2008. Den fik stor og fortjent omtale fordi. den handlede så eksplicit om glæden ved at tage stoffer og pga. Ronnie Andersens sprog, der både er pågående, originalt, levende. ’Date med en engel’ blev fulgt op af ’6’ og ’Tilfælde’ og til sammen blev de en trilogi om drenge fra forskellige samfundslag.

Formalist. Me like

Ronnie Andersen er formalist. Han elsker at sætte regler op og følge dem til punkt og prikke. Motorerne kan være filmscener, musik og sprog. Samtlige kapitler i ’6’ består af seks sider; og det er lige nøjagtig sådan en glæde ved systemer og lege og regler, der giver en plads i mit hjerte (selvom min fascination af narkotika – og narkotika-kunst ikke er voldsom).

Jeg læste ’Komatøs’ da den udkom sidste år og var som sædvanlig glad. Og læste den igen for et par dage siden. Og helt tilfældigt havde jeg pauset ved kapitel 15 hvor bogen knækker. Dermed blev morgenlæsningen af de sidste seks kapitler, hvor tanker, billeder, glimt, sprog og erindringer strømmer til læseren helt frisk og rørende. Det var næsten som at læse en helt ny tekst og jeg kom ligesom første gang jeg læste bogen til at tænke på David Lynch-filmen ’Mulholland Drive’, hvor sære glimt og erindringer og lyde fletter sig ofte ret forvirrende ind i hinanden. Og hvis jeg har forstået begge korrekt er årsagen til den stream-of-conciousness-agtige tilgang den samme.

Historien kort fortalt:

Den 16-årige Maj er ikke udstyret med den mest trygge opvækst. Hun og hendes alkoholproblematiserede mor flytter rundt mellem de ikke-resursestærke danske kommuner. Maj skiller sig ud i den jyske by hun nu bor i. Hun ser anderledes ud, de bor i en campingvogn og i en møgbeskidt rønne som Maj forsøger på bedste evne at gøre rent for at få noget styr på tilværelsen og for at holde kommunen væk.

Hun bliver mobbet i sin klasse – eneste undtagelse er Filip, hendes kæreste, men heller ikke han kan stille noget op over for de småborgerlige modbydeligheder der kulminerer i at de tager Majs tørklæde og smider det ud på isen på søen. Og netop dette tørklæde er mere end betydningsfuldt for Maj.

Ud over at blive mobbet, være vred på at være vidne til moderens fornedrelse og tilværelsen som sådan og være sammen med Filip er Maj voldsomt interesseret i sprog, Hun undrer sig konstant over faste vendinger og sætter spørgsmål ved dem og irriteres over dem. Hvorfor hedder det at blive klappet i røven fx det burde jo være på osv. Ligesom hun efter at have samlet adskillige bogstavbrikker fra Scrabble har udviklet et spil der simpelt men dejligt går ud på at danne de meste billedskabende, sande og lange sammensatte ord ’Skuffedrikker’, ’Løgløgner’.

Men Maj ender ude på isen efter sit tørklæde – men isen knækker ligesom bogen; og de resterende seks kapitler er glimt af erindring og følelser der glider ud og ind af hinanden. Og ’Komatøs’ bliver mere end historien om Maj på kanten af normalen.

Jeg blev virkelig rørt over bogens afslutning. Det er effektfuldt, godt og velskrevet. Og det er fortjent at Ronnie Andersen har fået den store pris.  

Kan du lide reggae, Aksel?

Anita Krumbach, som jeg stadig kender og synes er sød, har skrevet en ny roman, 'Røv og gulvsand'. Det er hendes anden efter den vidunderlige ’Et mærkeligt skib’. Krumbach skifter genre - det er ikke længere minimalistisk hverdagsrealisme. Men stilen er den samme; romanen er kun på små 80 sider, sætningerne er ultrakorte, tonen er tilbagelænet registrerende og hovedpersonen er stadig en dreng med en familie, der ikke helt hænger sammen.

Hennings lov paragraf 18

Aksel er 13 år og hans far Henning er en karl-skidesmart med store armbevægelser. De lever på kanten af budgettet i en stor kasse af et hus sammen med moderen - frisøren Skipper. 

Faderens liv peaker med den grotesk stort anlagte surprise 40-års-fødselsdag med band og milliarder af forskellige drinks. Kort efter går alting ned af bakke for far-Henning. Han bliver fyret fra sit job på flydende management-sprog og Skipper vælger at smutte til den lidt mere end klæge Beder. 

Det er mere end hvad Henning kan klare – og så er det ellers tur i derouten for far-Henning, mens Aksel bliver presset af de uudholdelige Beder og Skipper. Eneste lyspunkt for stakkels Aksel er hans ven Gregers og deres fælles passion for snappy dialoger, ordspillende kælenavne og Märklin-tog

Hvis jeg siger Tiramisu?

Hvor ’Et mærkeligt skib’ var knugende er ’Røv og gulvsand’ en ophobning af grotesker oven på en afgrund af opløsning. Groteskerne er især knyttet til Anita Krumbachs store talent for at finde bevidst irriterende replikker, der ganske underspillet farver umanerligt uudholdelige voksne. Det var der i det små i ’Et mærkeligt skib’ men i ’Røv og gulvsand’ ligger groteskerne tæt. Jeg er helt pjattet med moderens nye sheik, Beder, der kun siger irriterende ting på en irriterende måde: ’Hvis jeg siger Tiramisu, hvad siger du så? Min gode ven Aksel?’. Alene denne replik gør Beder inde i mit hoved til en Hansi Hinterseer-lignende figur (selvom hans hår er sort) i en sky af føn, sikker smag og herstal.  Eller far-Henning der i takt med at hans deroute og alkoholforbrug vokser bliver ren og desperat goddag mand økseskaft. 'Glen alt om gifler og rifler og hvad ved jeg. Krydderboller med tandsmør. Det er dét vi skal have!' Sagt men politisirener lyder og far-Henning lige har skudt gudinden Venus.

Det er den ondelyneme skægt i Anita Krumbachs eget underspillede groteske univers.'Røv og gulvsand' er mere Beckett end Cirkus Revyen med andre ord.

Bag på bogen stilles spørgsmålet om der overhovedet findes nogen voksne som Aksel kan bruge til noget?  Og svaret er ikke overraskende et entydigt NIXON!

Når det mærkværdige bliver konkret og hamrende poetisk

Mette Moestrup (1969) er en af mine yndlingsforfattere for voksne. Hun har siden slutningen af 1990'erne udsendt fire digtsamlinger og en enkelt roman. Digtene i bl.a. 'Kingsize' er konkrete og har en let og humoristisk grundtone. I like.

I 2007 sprang hun ud som børnebogsforfatter med ’Ti grønne fingre’, der også er med i Kari Sønsthagens liga over de fem bedste børnebøger i begyndelsen af dette årtusinde. Bogen er som sædvanligt vidunderligt illustreret af Lillian Brøgger.

I 2009 kom småbørnsbogen ’Hvad siger sneugleungen Ulla?’ med illustrationer af Charlotte Pardi.

’Ti grønne fingre’ er en ualmindelig fin oplæsningsbog. Den handler om Roland, der bor alene med sin mor og sin hamster Carlos. Carlos er opkaldt efter Rolands far, som bor i en rygsæk. På den måde har Roland altid både sin far og sin hamster tæt på sig. Smart.

En dag vågner Roland op og hans hænder er blevet helt og aldeles grønne. Det synes Roland er meget mærkeligt.
Hans  mor er enig og forsøger at finde forklaringer og løsninger med krokodillesæbe, stribede batmanvanter og blinkende læger. Rolands kammerater synes derimod, at det er fedt og håber at han enten bliver til Hulk – for tænk lige hvor totalt sejt det er at gå i O.V sammen med Hulk.
Når Roland er kommet sig over mærkværdighederne, synes han bare det er spændende og han ser muligheder i det. Han har jo fået grønne fingre lige som sin plantebegejstrede far.

Og der er enorm forskel på Rolands konkrete forståelse af verden og sproget og så hans mors og andre voksnes evige jagt efter en forklaring på det normale. 

Og sproget er et konkret tema i 'Ti grønne fingre' både med moderens evige bakken-snagvendt til undren over metaforer som hos Moestrup og Roland bliver lækkert konkrete - grønne fingre, is i maven osv. 

Og så er bogens afslutning så fin og poetisk – sanselig og skrøbelig.

Det er en meget god bog.

Læs mere om Mette Moestrup her