Negerkonger, ludere og det hellige redigeringsfrie punkt

Altså, man kan for katten da ikke vende ryggen til sin egen blog i 1½ år, før der igen diskuteres børnelitteratur i verden igen. Og ligesom sidste gang – og med garanti også næste gang – tager diskussionen udgangspunkt i Sverige og racisme og en altgennemsyrende politisk korrekthed. Sådan er det i hvert fald på denne side af Sundet, hvor de frihedselskende og humorsprængfyldte danskere lever – hvis man altså skal tro på skimningen af facebook og aviser.

Og i mit hjem bliver det også diskuteret – og jeg får skældud fordi jeg ikke er så klar i spyttet som mine landsmænd, eller er så konsistent, som Tina regner, med at jeg ville være.

Og hvorfor så ikke det?

Det vil jeg forsøge at væve mig frem til her.

Stødt på manchetterne i armslængdeafstand

Ultrakort opridsning: Svensk tv vil en ny udgave af Pippi Langstrømpe bortredigere dels Pippis kineserlege og mere vigtigt ændre betegnelsen for Pippis far fra ’Negerkonge’ til blot ’Konge’. Og så bliver der ellers faldet for det store bryst i Danmark: Censur. Politisk Korrekthed. Snerpethed. Kuntsskænding. Typisk svensk. Hvad bliver det næste? Og der rystes hoveder og rulles øjne. Selvbevist og helligt.

Man kan mærke det, ikke? Jeg er ikke helt enig i, at det er så let og ligetil. Og for at springe til konklusionen:  Helt ærligt: Jeg synes ikke det er verdens største sag, hvordan en bifigur i en over 60 år gammel bog (et mesterværk, oh yeah!) bliver betegnet. Det gør jeg altså ikke. Og det stiller mig i verdens rareste position; jeg kan nemlig uden problemer synes, at begge poler er latterlige og hellige og blinde for nuancer og empiri.

Jeg kan nemlig sagtens blive træt af, at man læser Pippi i dette tilfælde så frygteligt dårligt og uden for enhver kontekst. Fordi spørgsmålet ’Er bøgerne om Pippi racistiske?’ altid og uden forbehold besvares med et stort tsk-gu-er-de-da-røv!  Og er det et bedaget ord i en bog fra 1940’erne, der gør en racistisk ytring racistisk? Nej, vel.

Men som sagt: Det er ikke en særlig stor sag. Jeg mener ikke på nogen måde, at hele Pippi-figuren sidder i ordet ’Negerkonge’.  Lindgren sagde selv i 1970, at hun ville have kaldt ham noget andet. Pragmatisk. Praktisk. Godt.

Jeg ville dog ikke fjerne det, hvis jeg havde været redaktør.  Pippi er et mesterværk. I en klar top ti over de vigtigste børnelitterære værker der er udkommet nogensinde. Og i grunden også i toppen over de værker der er udkommet i nordisk litteratur. Men havde det udkommet i dag ville jeg nok – hvis jeg havde haft en rød pen med i spillet – have foreslået, at det skulle ud.

Men jeg får bare en afsindig lyst til at kaste smuds på den kridhvide høje og hellige hest som vi i Danmark med glæde hopper op på i sådanne diskussioner. For vi er jo på ingen måde selv klare i spyttet. Det mest berømte eksempel er Harald H Lunds lidt vel tuttenuttede ’Elefantens Vuggevise’ hvis linje ’I morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle’ med god grund er redigeret ud af De små synger. For her er der lige skruet op for nedsætningsgraden i ordet, samtidig med at det er svært ikke at læse linjen racistisk (selvom man også godt kan læse den som et pay-back fra elefantens side). Er det også et udtryk for censur og kunstskænding?  Helt ærligt nej, vel? Selv ikke Kim Larsen, der ellers gerne vil holde fast i et ældre vokabular, lader linje være uberørt men ændrer det til ’en negerdukkedreng’ – hvilket er et underligt halvt skridt i begge retninger.

Eller hvad med bortfjernelsen af børnesangen ’I Niggerland bananer gror’ af samme Lund og i samme sangbog? Indrømmet; det hænger sikkert også sammen med at sangen er vildt dårlig – men mon ikke det direkte stødende og racistiske indhold også har haft en betydning. Uden at det har skabt store overskrifter på Nationen, en temaudsendelse i Deadline eller endsige en Facebook-gruppe, der kræver at den kommer tilbage igen.

Vi er med andre ord ikke selv blege for at bortredigere og ændre ting, vi synes virker bedagede eller unødvendigt stødende. I min datters billedbibel slutter historien om Lot i den eventyrlige afdeling, hvor hans hustru bliver til en saltstøtte – og undlader fikst at fortælle appendikset, hvor Lots døtre drikker ham stiv to nætter i streg for at have sex med ham.

Og hvorfor er det at når jeg læser billedbøger fra 1970’erne, at jeg undrer mig over hvorfor der er så mange nøgne mennesker; nøgenhed der er stort set udryddet i børnebøger i dag? Hvem er så snerpede? Hvem lader sig støde på manchetterne på anden hånd?  

Lesbiske og ludere - to sider af samme nuttede sag?
Knap  havde Pippi-diskussion klinget af før en ny tog over. Denne gang var det en dansk bog Grethe Dirckinck-Holmfeld Vil du være min kæreste?’ fra 2005 der var blevet fjernet fra det svenske marked (uden at forfatteren havde fået det at vide – hvilket er det næstmest upassende i denne sag).

Dirckinck-Holmfelds bøger er samlinger af børnecitater. Ofte overraskende småfilosofiske. Pudseløjerlige. Nuser.

’Når man er forelsket er det som om man har et hjerte i hovedet’.

Sådan noget. Sætninger der kan stå på en køleskabsmagnet og bringe et hyggeligt smil frem.

Jeg indrømmer blankt: Jeg har ikke læst bogen – men har læst andre i samme genre.

Der var dog to sætninger, som svenskerne ikke syntes var hyggenyggede pudseløjerlige

’Hvis to kvinder gifter sig med hinanden er de ludere’

’To kvinder kan selvfølgelig gifte sig med hinanden, men så er de blevet voldtaget’

Grethe Dirckinck-Holmfeld mente, at svenskerne havde fået noget i skallen, siden de fjernede det hun så som ren uskyldighed.

Jeg mener derimod at det er en sjuskefejl fra redaktørens og forfatterens side De sætninger skulle aldrig have været med. De overholder ikke bogens og genrens egne regler. Fordi de for det første (virk)er stødende – de er sikkert ikke ment sådan – men vi ved det ikke. De er på ingen måde hyggelige eller pudseløjerlige. De er ikke overraskende, som forskellen på remoulade og marmelade – som Lasse Rimmer sammenlignede det med i en facebook-tråd. De er tværtimod bare trælse.

Jeg er som sagt overbevist om, at det er en sjuskefejl, at de er med. Og hvorfor må man ikke blive klogere? Hvor gammelt skal et værk være, før man må rette i det, hvis der er ting i værket der rammer sin målgruppe forkert. Er det et helligt punkt, når en redaktør og en grafiker og en trykker beslutter sig for at nu er det nu?

Jeg ved godt at min position er meget subjektivt funderet. Jeg synes ikke, man skulle have redigeret Pippi – fordi Pippi er så sindssygt godt. Til gengæld er jeg mere tilbøjelig til at have lyst til at redigere i ’Vil du være min kæreste?’ fordi jeg ikke synes det er på samme højde. Og jeg har ikke de store lyster til at skulle forsvare den Alle børnene-vittighedsbog der for et par år siden blev fjernet fra et par skolebiblioteker omkring Kolding. Simpelthen fordi det ikke var godt.

Mit udgangspunkt er vævende og subjektivt; man kan tillade sig en hel masse mere – hvis bare det man skriver er godt. Så sue me. Skæld mig her fra og til Hekkenfeldt. Jeg vil insistere på at selv en diskussion om sproget i børnelitteraturen foretages bedst når man ikke er på en høj og kridhvid hest.

Jessica Schiefauer: Pojkarna

Og de nominerede er stadig....

Jeg er i gang med et helt igennem uladsiggørlige projekt om at nå at læse alle de nominerede til Nordisk Råds Børne- og Ungdoms-Litteraturpris 2013, der bliver uddelt på onsdag. Jeg har allerede læst de danske og søreme om jeg ikke når at få læst et svensk og et norsk bidrag inden uddelingen (og lægger jeg mig i selen når jeg også det færøske). 4 (5) ud af 14 er da også virkelig flot.

Det svenske bidrag jeg nåede er Jessica Schifauers Pojkarna (Drengene), der udkom i Sverige i 2011 og ikke er udkommet på dansk. Og det er egentlig synd, tycker jag, selvom den ikke er helt perfekt forløst. Men ideen er fin – og de køns-teoretikere, der er i min omgangskreds må både være glade og lidt ærgerlige over den. Og netop det queerede er det der gør den så overmåde svensk.

Køn som endnu et kostume

Og hvad Fanø mener jeg så med alt det køns-snak? Jo, der er nemlig identitsleg og kønsblanding i den helt store og magiske stil i ’Pojkarna’: Tre 14-årige piger Bella, Momo og Kim (der er jegfortælleren med det androgyne navn) holder sig for sig selv, fra de mere og mere hormonelt forstyrrede drenge i deres skole. Helt galt går det, da drengene på vej til gymnastik overfalder en af de mere brystudviklede piger og tager hendes trøje af. Pigerne kan ikke have det og bruger i stedet deres tid og især nætter i Bellas drivhus, hvor de leger med deres identiteter godt hjulpet på vej af de fantastiske kostumer, som Momo kan fremtrylle.

En dag får Bella en mystisk plante i sit drivhus. Pigerne drikker af blomstens nektar og bliver om natten forvandlet til drenge. De står og kigger på deres eget spejlbilleder da deres knogler bliver grovere, trækkende skarpere, hofterne mindre, brysterne forsvinder og de får en pik. Det er meget fascinerende for de. Det tror da fa’en. Men endnu mere fortryllende bliver det da de går ud i natten og ikke oplever elevatorblikke, krænkende og nedgørende bemærkninger. Det de i stedet oplever er: frihed.

Især Kim bliver draget mod drenge-resortet og det er klart hende der presser på for at få endnu en tår af nektaren, så hun endnu engang kan blive dreng. Ikke mindst fordi hun er begyndt at hænge ud med en bande, der ledes af Tony. Bella og Momo deler på ingen måde Kims fascination og forelskelse af ham. De trækker sig og prøver at få Kim til at gøre det samme – også for at passe på den stadigt mere lemlæstede og forrådnede magiske plante. Det hjælper ikke. For Kim elsker sine nætter med frihed og Tony og deres småkriminelle falbelader og adrenalinkick, der hurtigt kommer til at ligne dødsdrift med tilhørende homoseksuelle undertoner.

Det kan naturligvis ikke gå godt. Og det gør det heller ikke. For Kim vil jo gerne gafle Tony – og hvordan skal hun afsløre sin hemmelighed og adskiller Tonys blik sig ikke alt for voldsomt lidt i forhold til de drengeblikke der giver hende og hendes kønsfæller det der åg? Et forhold der er dømt til doom.

Magisk - men kroppen er mere end et hylster til frihed, ikke?

Tonen i Schiefauers bog er gotisk og magisk. Jeg synes hendes ide og greb er rigtig godt. Og jeg der hverken er kønsteoretiker, svensker eller finder queers spændende i sig selv, synes ideen om at skifte køn for en nat er fed.  Og jeg synes det lykkes hende at få formidlet Kims glæde ved at erstatte det krænkende åg med en frihedstrang. Til gengæld synes jeg ikke rigtig at Pojkarna får formidlet hvordan det er at skifte krop; Kims begejstring er næsten udelukkende mental efter den der frihedstrang jeg ævlede om. Og det er egentlig lidt mærkeligt. Hvordan det må være at være et seksuelt væsen med en anden krop – det bliver der ikke pillet særlig meget ved. Ligesom snakken om piger og sex blandt drengebanden mest af alt bare bliver pral – får Kims ombyttede krop ikke nogen konsekvens for det? 

Og det er også mærkeligt at Kim bliver forelsket i Tony, på en pigemåde når hun er dreng – og det kun er harmdirrende skuffelse over ham, der får hende til det temmelig dramatiske brud, historien ikke kan undgå at ende i.

Når det så er sagt er stemningen i Pojkarna fed – og det samme er ideen. Underligt at den ikke er udkommet på dansk.

Det er tre meget forskellige bøger jeg hidtil har læst. Og den fjerde – den norske ’Inn i Elden’ peger i en fjerde retning. Og det vil jeg afsløre inden uddelingen. 

Pernilla Stalfelt

Filosofi for de mindste

Jeg havde aldrig hørt om Pernilla Stalfelt før jeg gennempløjede Potskiloves blog om bl.a. børnebøger. Min fejl. For den svenske forfatter og illustrator er sådan en man skal læse, hvis man kan lide småskæve billedbøger der tør stille de store spørgsmål. Og hvis man samtidig har et afkom, der gerne vil tænke over de spørgsmål, er hun en rasende glimrende indgangsvinkel. Og det er temmelig tydeligt at Marie Dysgaard Christiansens ’Til de nysgerrige’-bøger bevæger sig af en sti som også Stalfelt har vadet af.

Det vil sige: store som i helt abnormt store emner (Livet, Døden, Kærligheden, Solen, Lort og Hår (ok, måske ikke alle er lige abnormt store) taget op med bevidst naiv streg, mange små billeder, humor – og den må gerne være tør og deadpan og en nøje afmålt dossering af sødme og fakta. Det har Dysgaard Christiansen gjort i sine to bøger. Stalfelt har gjort det i mere end en håndfuld bøger, der er udkommet på dansk – og endnu flere på svensk.

Store ting bliver helt konkrete; abstrakte ting bliver humoristiske, når livet både kan indeholde et strygejern, en sodavand og bakterier, der lever i ens næse. Eller hvis det viser sig at man bliver reinkarneret som en sten – og i øvrigt er det godt at man dør – for tænk hvordan verden ville se ud hvis alle levede altid. Konkret og humoristisk og tankevækkende. Også og især for målgruppen.

Men det er også poetisk – lidt vel gajolpakket for en voksen læser men min datter ville med garanti elske at sige at ’Et liv er meget sart / Som en solstråle på hånden … / som en vanddråbe på en gren … / en skør glasvase / eller som et blad der dirrer i vinden. / Man skal passe godt på livet’ Heldigvis bliver det bastante punkteret en smule af, at det er nogle myrer, der slår det hele fast med et ’Netop’.

På den måde synes jeg egentlig Dysgaard Christiansens bøger fungerer bedre. De er kortere og henvender sig også til en lidt yngre målgruppe, men der er skruet en smule op for den deadpan humor og lidt ned for poesibogen.

Den bedste af de Stalfelt-bøger jeg har læst er ’Hvad er kærlighed?’ hvor humoren og det konkrete bliver så fint og skægt og rørende – og hvor Stalfelts naive streg fjerner det sentimentale. 

Læs dem med dine nysgerrige børn. Netop, som myrerne ville slå fast.

Racist pr efterkrav

I Mustafas kiosk

kan man købe næsten alt

Bananer og dynamolygter
Sodavand og salt

Mustafa har turban på
og ørering og guldtand
I det fjerne land han kommer fra
var han en mægtig sultan

Mustafa har engang

hugget hovedet af en mand
så det faldt rigtig af og blødte
Historien er skam sand

Og hvis vi spørger ham pænt

må vi sikkert se hans sabel
Mustafas kiosk
er bare formidabel

Dette digt, der er titelrimet på Jakob Martin Strids gennembruds-rimsamling ’Mustafas kiosk’ fra 1998 blev i den forgangne uge udsat for voldsom debat hinsidan. Og debat om børnelitteratur er altid godt. Især hvis den er spændende og ikke afgrundssynkende åndssvag. Og åndsbollet var lige nøjagtig, hvad debatten i Sverige var.

For debatten drejede sig ikke om det originale men desværre ikke helt perfekte næsten-rim guldtand/sultan, der altid har irriteret mig ved rimet, men desværre at en større samling svenskere har anklaget rimet og bogen for den pureste racisme og islamofobi. Det er pænt dumt. Men hvad værre var; det svenske forlag Kabusa har undskyldt digtet og samlingen og vil ikke genoptrykke det. Det er jo næsten utilgiveligt. 

Jamen, kan de da ikke læse?
Udover at det er ironisk at Strid der både er kongeligt kanoniseret og i hvert fald tidligere solidt plantet på den yderste venstrefløj og en næsten militant hippiet mangfoldighedsforkæmper – at det er ham der skal anklages for racisme. Det ville være ironisk, hvis ikke det var så åndssvagt og sørgeligt og virkelig dårligt læst.

Strid nævner selv at rimet er et svar til ’Nede i fru Hansens kælder’, hvor man bare må en masse fede ting. Og her møder de to drenge Mustafa, der fortæller dem de mest farverige og blodige løgnehistorier. Hvilket jo i den grad understreges af linjen ’Historien er skam sand’. Og drengene der jo på billedet i den grad hylder det multikulturelle synes jo at Mustafas kiosk er et dejligt og skægt sted at være.

Og hvordan nogen kan beskylde den for islamofobi er jo helt pip. Mustafa har turban på og må derfor være sikh; men sikhofobi er åbenbart ikke det nye endnu

Hvis man endelig skal anklage Strid for noget andre af rimene i ’Mustafas kiosk’ er det at indholdsmæssigt kan blive for pænt og renskuret multikulturelt – men han hiver det hele hjem på charme, originale og smældende rim og versefødder, fantastiske illustrationer og oceaner af snot.

Øv, hvor er det bare kedeligt at Kabusa vælger at undskylde og tilbagetrække en dejlig bog, fordi nogle svenskere ikke er i stand til at læse, hvad der står, men kun peger på en stereotypi, der ikke findes før netop de peger på den. Det ville være skægt, hvis ikke det var umådelig trist. 

Lille Sorte Sambo og alle de andre
Hele denne Strid-affære, der jo er entydigt nem at forholde sig til, fik mig til at tænke på andre børnebøger, der er blevet anklaget for racisme pr efterkrav. Og jeg ville så gerne være hardliner og opstille uigennemskydelige regler op a la: enhver tekst skal læses ud fra den kontekst og mulige hensigt, den er skrevet i, og derfor skal der ikke rettes så meget som et komma. Punktum.

Men problemet er at det synes jeg ikke. Altså ikke med mindre, der kommer en afsluttende parentes - hvis teksten altså er god. Parentes slut.

Jeg har intet imod Lille Sorte Sambo. Og jeg kan på ingen måde se, at det værk er racistisk. Det handler om en lille snarrådig dreng, der bliver angrebet af nogle forfængelige tigre og det hele ender med kys og kram og en masse pandekager. Thomas Winding skriver at utallige undersøgelser viser at alle børn – uanset hudfarve – betragter Sambo som deres alterego, hvilket Winding synes er dumt, for han ved jo at bogen handler om ham.

Og jeg synes, det er så fint, at Pippis levemand af en far er negerhøvding på Kurre-Kurre-dut-øerne. 

Og jeg har endda ikke det store problem med superskurken Omar i ’Min morfar er sørøver’. Det mærkelige er, at jeg kunne mærke, at jeg blev semi-stødt på andres vegne, da jeg læste den for et par måneder siden for min dreng. Pelle, han var ligeglad og jeg rystede også min egen irriterende håndskyhed af mig.

Men jeg må blankt indrømme, at jeg synes Tintin i Congo er en umanerlig irriterende tegneserie. Og beskrivelsen af de sorte er dum og bøvet og racistisk. Vil jeg have den forbudt eller fjernet. Hell, no! Men jeg synes de ikke bevidst racistiske elementer så langt overstråler værkets andre kvaliteter. Men der skal altså heller ikke meget til.

Ligeså sprang jeg gerne ’I morgen får du en niggerdreng’-verset over i ’Elefantens vuggevise’, når der skulle synges godnatsange for mine børn. Det overskrider simpelthen mine grænser – og det samme gjorde kokosnød-erstatningsverset, bare i den anden grøft. Men selve sangen er altså også noget klæg tuttenuttet og romantisk.

Den største sten i min sko er Jørgen Clevins ’Rasmus’. For nuijj, hvor jeg elskede den, da jeg var barn. Og mine børn – især Pelle, har også holdt mægtig meget af den, men jeg kan ikke holde ud at Rasmus tænker på de små negerbørn i det store varme land (?!) Afrika og tænker om den ene dreng måske er blevet overneger (sic). (Jeg prøver at bilde mig selv ind at det jo er en struds, som er det dyr på landjorden med den mindste hjerne i forhold til sin krop, der tænker det. Men det trøster mig ligesom ikke). 

Men hey, Rasmus-bøgerne passer også fint på min fluffy dogmatiske regel – for ’Rasmus’ er bare ikke en særlig god bog i dag. 
Den er sympatisk og jeg elsker flapperne og historien om Rasmus der bliver væk fra sin mor er nem at identificere sig med; men den er også slapt skrevet og med et alt for klart didaktisk sigte, der stritter i al for mange retninger. 
Man skal altså både lære at være god ved dyr, hvad klokken er, at Afrika er et land og at det højeste ønske for en dreng i Kenya er at blive overneger. Og det er faktisk alle punkter jeg med glæde ville fjerne i en ny udgave af ’Rasmus’ - (ok, det der med at være sød mod dyr kan godt snige sig med i en ny udgave).

Men derudover lever jeg fint med tidlige tiders stereotyper i gode bøger. Og jeg glæder mig til når vi når til det allerstyggeste indianerhad og brutale kolonialisme i Laura-bøgerne at sige til Alma, at sådan var der nogen der havde det dengang. Sådan har vi det ikke mere. Men det er stadig en fremragende bog. Også derfor.

At samle på lykke

Min datter er ikke en eventyr-pige. Og hun er sådan set også ligeglad med heste. Til gengæld er hun stærkt optaget af det nære, af relationer, af empati – og hvordan man er en god ven. Fik jeg nævnt at jeg synes hun er ret så sød?

Derfor læser vi meget hverdagsrealisme hjemme hos os. Og hvor det dog passer os, jeg har tidligere nævnt, at jeg ikke er et plotmenneske og jeg er heller ikke specielt oppe at køre over elvere og alfer, de er så nævenyttige.

At samle på lykke

Almas favoritbøger de seneste par aftner er den svenske miniserie om pigen Daniella, der bare bliver kaldt Dunne. Bøgerne er skrevet af svenske Rose Lagercrantz 'Mit lykkelige liv' og 'Mit hjerte hopper og danser'.

De handler om Dunne der skal begynde i skole og hun kender ikke en sjæl, men da hun møder Ella Frida, kommer der det der hørbare klik da de to 7-års-piger finder ud af at de naturligvis er verdens bedste veninder. De gynger, spiser ostemadder med agurk, har klubber, marsvin, skændes, leger. Og alt sammen sammen. Dunne er en empatisk og poetisk lille pige, der samler på lykkelige øjeblikke. Og hun tæller dem inden hun skal falde i søvn - pænt god ide, i øvrigt. Men ak, lykken er kort, for Ella Frida skal flytte.

Og så er det pludselig ikke så nemt at være en følsom og drømmende pige, når man både er alene og savner den bedste veninde, der kunne hjælpe en igennem det. Dunne besøger sin veninde i det forjættede Svendborg, hvor hun igen oplever lykken. Men tilbage i skolen er der ensomhed, dårlig samvittighed og irriterende klassekammerater og almindelige hverdags-trakasserier. Nøjagtig som der skal være i god hverdagsrealisme.

Stramt skrevet gengældt kærlighed

Men heldigvis er Dunnes kærlighed til veninden gengældt og Ella Frida er en entreprenant lille størrelse. Ella Frida aber aldrig efter, men hun gør tit næsten det samme. Og det er vel på det grundlag mangen et pigevenskab bliver dannet.

 Det hele er så fint skrevet af Rose Lagercrantz, med ultrakorte sætninger – det er tæt på at det er en førstelæser-bog. Lagercrantz tegner et præcist og rørende billede af et venskab og af en poetisk og tænksom pige. Det hele er gennemrørende illustreret af Eva Eriksson (der også har illustreret de fremragende småbørns-bøger om Jeppe). Alma elsker den. Jeg er ikke sikker på at hendes udadfarende lillebror har samme glæde ved den (den mangler først og fremmest mindst en skylander og en zombie). 

Men Pelle skal ikke afholde mig fra at glædes ved at anbefale bøgerne om Dunne. De er varme, kloge og filigranfine.

Hurra for brunt tøj og en fraværende piberygende far

I år er det 40 år siden Gunilla Bergström (1942) udsendte sin første bog i serien om den seks-årige dreng Alfons Åberg. Og siden da er det blevet til på den gode side af 25 bøger om antihelten med det sparsomme strithår, det store runde hoved og den evigt brune sweater.

Det er de færreste i min generation, der ikke har historierne – især i det spartansk animerede tegnefilm med Thomas Winding i fortællerens rolle, som en del af grundtonen i ens identitet (og hvis ikke så bør de få det) .
I den fødselsdags-anlednidning er det vel på sin plads at spørge sig selv om Bergström stadig holder i 2012 - ud over de sentimentale argumenter. Det er især på sin plads, når svaret er: Ja, det gør de.

Jeg elsker Gunilla Bergströms egne illustrationer. De passer sindssygt godt til netop de meget enkle historier. De er næsten naive og flade, og så er jeg generelt en sucker for de indklippede collageelementer.

Novra, Alfons antihelt
Vi har læst et par håndfulde af bøgerne for vores børn – og både de og vi har nydt det. Sproget er tilforladeligt, historierne er uhyre enkle og den pædagogiske morale er opbyggelig: 

•  Det er ok ikke at være god til alt
• Det er ok at være bange
• Det er ok ikke at være en fandens karl
• Vi ved hvordan det føles hvis man bliver beskyldt for at stjæle
• Det er ok at tage fejl

Og så videre og så videre.

Og ved I hvad? Det passer! Jeg kan stadig fremkalde den følelse, jeg fik første gang jeg læste om Alfons, der uretmæssigt blev beskyldt for at stjæle. Eller hvad med dengang han kom til at give en mindre dreng en omgang næseblod. Og at den blodtud voksede i takt med hans dårlige samvittighed til gigantisk størrelse – kan man dø af en på tuden? Det tror jeg nok man næsten kan. Og så har jeg ikke engang fablet om 'Novra, Alfons Åberg’, hvor Alfons tager på tur i en hjemmebygget helikopter, på trods af at han ikke må bruge saven eller om Svipper, Alfons usynlige ven – hvis svenske navn er Mållgan, en viden man godt kan score sig et par nørdepoint på.

Konflikterne hos Alfons er for den voksne små – men det er det ikke for hverken Alfons eller for barnet. Og konflikterne bliver beskrevet med stor solidaritet med Alfons og med børnene, som Center for Børnelitteraturs Anne Karlskov Skyggebjerg så rigtigt pointerer i en analyse i Berlingske.
Det er hverdag og det er vigtigt.

Hvor er problemerne? Alfons Åberg skiller sig ud på flere måder. Han bor i en lejlighed – i en by. Og han bor der alene sammen med sin far – moderen er totalt og helt væk. Her bør der da i 1972 være basis for en ordentlig slasker af en socialrealistisk lækkerbisken, hvor problemerne tårner sig op - og den stakkels dreng må klare sig på trods. Og ved hjælp af en venlig dame fra kommunen blive anvist en plads med semi-fri leg i den rigtige natur, hvor den virkeligt virkelige verden er rigtigst.
Men sådan er Alfons ikke. Alfons’ vilkår bliver på ingen måde problematiseret. Alt ved ham bliver beskrevet som helt og aldeles almindeligt og upolitisk – og det var ikke hverdagskost i en tid med bøger som ’Lottes mor er kranfører’, hvor barnets vilkår bliver gjort til historiens kerne (og politisk).

 

Lad dog børnene være lidt i fred

Alfons’ far er en vanvittig odd figur i børnelitteraturen. Og for den voksne læser bogens sande helt: Han ryger pibe – konstant. Ham og Alfons har et virkelig fint og afdæmpet forhold. Faderens rolle er som regel bare at tusse rundt i sutsko, læse lidt avis, ryge noget mere pibe, være vanvittig flink og ellers bare være fraværende.

Han lader som Gunilla Bergstrøm selv ønsker ’børnene være lidt i fred. Ikke at de skal overlades til sig selv.’ Det er en banal sandhed. Men en sandhed.

Alfons er en helt almindelig dreng, der lever i nutiden; han har ikke superevner, er ikke overdrevet fræk eller har en kæleugle. Til gengæld har han helt almindelige konflikter og en far der flink og fraværende. Og så er han lige fyldt fyrre år. 

Det fortjener han da en fest for.