Den forbistrede første gang

"Sex er den vigtigste årsag til at der bliver læst ungdomsbøger," sådan sagde en af mine undervisere på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Og jeg satte det fede flueben ud for den påstand; det var i hvert fald hovedårsagen til, at jeg læste bøger for unge dengang for urimeligt lang tid siden. Jeg blev dybt fascineret af Bjørn i 'Når snerlen blomstrer' og spejlede mig i knap så succesfulde surrogat-charmører og kæmpede mig igennem 'Pige-liv' for dog bare at få det mindste indblik i hvad piger mon gik og tænkte på  - og måske også få et par tips eller to.

Og jeg er så ubeskeden, at jeg betragter det som en helt igennem normal årsag. Og jeg vælger endda at tro på at ungdommen nu til dags til trods for Mokai, iPods, Arto og Menuchips er lige så bimlende forvirrede, usikre, nysgerrige og småliderlige som jeg var. Og naturligvis er den første gang stadig en af kernekonflikterne i ungdomsbøger. Et uudtømmeligt emne, som jeg stadig synes er ca. noget af det vigtigste i ungdomslitteratur.

Der udkommer mange - som i rigtig mange - bøger om seksuel identitetsskabelse og den med bæven hviskende mytiske første gang. Og jeg stødte på et forholdsvis nyt dansk bud.

Sarah Engell (1979) debuterede i 2009 med 'Hvis bare...' og to år efter kom 'Forbandede mødom', hvis titel jeg den ondelyneme gerne ville have hugget. 'Forbandede mødom' er den første i en serie på to om Maria og hendes kvaler med forældre, drenge, veninder, boksning og sex. You know the drill. Andet bind udkom i år og hedder 'Forpulede kærlighed', og det er netop denne miniserie jeg vil fable lidt om.

At være pakket ind i mødom
Maria skal til at gå i niende klasse, og hun er kæreste med den lidt ældre hunk - boksetræneren Jannick. De to har været kæreste i en håndfuld måneder - og Maria er stadig jomfru; noget hun synes både er irriterende og uforståeligt. Bedsteveninden, den ret seksuelt udfarende (tenderende til det promiskuøse) Christina, er i den grad enig, især fordi Jannick er lækker og har haft andre kærester og øjensynligt er en erfaren aktør på teenagepigeskibsbrikser.

Stakkels Maria ved ikke hvad hun skal tænke og føle; tale med Jannick om det er for pinligt og derfor tyr hun til lingerie i kaliber up-front. Og underspillede sætninger som 'Skal vi bolle?' Det virker ikke. Fordømt.

Maria bumler rundt mellem usikkerhed, jalousi, forventninger fra veninden og sig selv og pludselig er Maria helt mentalt pakket ind i sin mødom. Og jeg tillader mig at spoile: Hendes første gang bliver derfor med en helt tilfældig person på et halvsnusket kollegieværelse. Fyren er ikke usympatisk eller uintelligent. Han er helt almindelig på sin drogede måde.

Alt det er så virkelig fint. Jeg forstår virkelig Maria og jeg kan godt lide hendes hoppen rundt mellem alle mulige forventninger og myter. Og det er tydeligt at hun er usikker og forvirret og jeg kan helt vildt godt lide at selve akten i grunden er udramatisk - at fyren faktisk er flink. 
Hele dette setup virker for den 38-årige læser troværdigt og fint. Og sproget og især dialogerne er pågående og velskrevne. Jeg forstår og mærker Maria.

Men jeg skubbes lidt væk - og det ville jeg i den grad også været blevet som 14-årig nysgerrig dreng, når de store effektvåben køres frem og historien går fra art blive en fintfølende hverdagsrealistisk beskrivelse af Marias kamp mod hymen, til en problemrealistisk historie om Marias forhold til sine forældre. Ligesom jeg ikke kan forstå hvorfor Christina skal formes over en Samantha-fra-Sex-and-the-City-skabelon. Eller, jeg kan jo godt forstå spejlingen, og at det er en anden måde at reagere på og sådan - men det ville man vel også kunne få, hvis man havde skruet effekterne ned fra 15 til 7.

Tre forpulet forløsende ord
I efterfølgeren 'Forpulede kærlighed' er Maria stadig kæreste med Jannick - og de har sex og alt muligt.
Her er det ikke mødommen, der fylder hende. Men at hun ikke kan sige 'Jeg elsker dig' til ham. Og de usagte ord vokser til en mur af grotesk akavethed for hende og Jannick. Og det blandet op med venindeproblemer, jalousi, pis med forældrene, et lesbisk pornoforbrug, Jannicks labre veninde og en forestående bokseturnering.

Sproget og Marias forvirring er stadig lydefri, men hovedkonflikten er altså ikke så stærk som i 1'eren. Det er effekterne desværre. Men jeg er også plot-purist og decideret kedelig.


Men hey, som 14-årig ville jeg have slugt især 'Forbandede mødom', spejlet mig i den og have forstået mysteriet piger bare en lille smule bedre. De er lidt lige som drenge - bare anderledes, ikke?



Læs mere om Sarah Engell her

Ny kurs mod det forglemmelige

Da jeg begyndte på det her halløj, var det min mening kun at skrive indlæg om de bøger for børn og unge, som jeg holder allermest af.

• Enten fordi de minder mig om lige netop den sommerhusferie i Rävehytten eller sender mig tilbage til mit drengeværelse med litervis af lunken te. 
• Eller også fordi værkerne vækker min trang til at stå på sidelinjen og råbe 'Røv! Kan I ikke se at den her bog er afsindigt og håbløst og uretfærdigt overset. Ihhh!' 
• Eller også fordi kanoniseringen af en bog er retfærdig, og at man i grunden er et utaknemmeligt skarn og burde skamme sig, hvis man ikke har værket stående i sin reol. Og man burde tage sig sammen og læse den et par gange om måneden i frådende andægtighed. 

Mindst sådan.

Og der skulle gå en hel uge og en sjat førend jeg kom på bedre tanker og tænkte at det måske var en lige lovlig rigid ramme at smække ned over sig selv. Derfor vil jeg også snart have meninger og ord om bøger, hvis klassikerstatus er mere .... hmmm  .... flygtig og kortvarig.

Jeg gider af mange gode og ædruelige grunde ikke skrive hele indlæg om bøger, jeg ikke kan lide  - eller som jeg synes er ligegyldige. Jeg vil ikke være anmelder her. Ikke lige nu. Men jeg vil gerne skrive om bøger, der ikke nødvendigvis ændrer mit syn på verden, litteraturen og mig selv - men som bare fungerer og er fine. 

Derfor: Mod det næsten uforglemmelige univers!

Fantasien er fingernem og fuld af falbelader og læsefryd

Jeg er i grunden ikke til fantasy. Og det er søreme et handicap, når jeg gerne vil fortære alskens børnelitteratur. Jeg er kommet frem til at genrens naturlige iboende selvhøjtidelighed  af gode grunde er totalt blottet for selvironi. Og jeg kan så forfærdelig godt lide en eller anden flig af en kile af en distance i fortællingen.

En anden årsag er, at fokus  - som regel og malet med de allerbredeste pensler - er på skabelsen af universet, og den STORE plotbårne grundhistorie, hvor sprog og persontegning er gledet lidt i baggrunden.  Og jeg har fattet, at det er en dna-historie mellem det GODE og det ONDE; det ophidser mig bare ikke. Ja, ja, Sauron er vildt ond. Det er Mons også. Skal vi ikke snart have en kop kaffe?

Jeg har læst Tolkien – og det er fair at sige, at han var voldsomt meget bedre til at skabe et frodigt Herredet end et interessant sprog. Og jeg har læst Harry Potter, hvor der jo er humor,  jeg har bare meget svært ved at forlige mig med, at det virker som om at  hendes sprog og persontegning begynder der, hvor Enid Blyton sluttede.

Og jeg ved, at jeg er dum og firkantet. Og jeg ved, at der findes mange skide gode undtagelser: Josefine Ottesen, Lene Kaaberbøl, Bent Jacobsen, Kenneth Bøgh og Cecilie Eken bare for at tage fem danske forfattere, der pryder min bogreol. Men jeg føler mig bare på udebane.

Sifboppere, Øjekastere og Polkaprikkede Flammepadder
Men der er en fantasy-serie, som jeg til gengæld elsker uforbeholdent. Og det har jeg gjort siden midten af 80’erne, hvor Carsten Overskov (tror jeg – eller var det Christian Winnem?) i radioprogrammet 7.10 læste Knud Holtens ’Spejl-ørkenens gåde’.

Knud Holten (1945) debuterede i 1966 og har siden skrevet et væld af viltre og sprogligt fabulerende fantastiske fortællinger – bl.a. om Den rundtossede stjernesluger.
I 1982 udkom ’Spejl-ørkenens gåde’, der var første bind af seks om den forældreløse, langfingrede og charmerende Alex Morgenstjerne og hans excentriske tante Clothilde, hendes butler-robot Hjalte og et væld af de underligste væsner, de mest geniale superskurke, overraskende eventyr og en rødhåret pige med myrtegrønne øjne. Serien fik sit foreløbige punktum i I 1999 med ’Flamme-øglens tåre’. Der også er den sidst udgivne roman fra Holtens hånd.

I 2007 skrev han opslaget 'Vrøvl' i den vidunderlige 'Børnenes Ænsyklopædi'.

Læsefryd i en flyvende orange Duisenberg

’Spejl-ørkenens gåde’ er en blanding af en fantastisk fortælling og en børnekrimi pakket ind i et overvældende og selvrefererende sprog - og i et brus af spas og løjer og med en antydning af en seksuel identitetsskabelse.

Kort fortalt er Alex Morgenstjerne 14 år, bor på et børnehjem og er alene i verden, indtil hans ukendte tante Clothilde henter ham hjem til sit særegne hus ’Morgenstjernen’, der er beboet af tusindvis af farverige dyr og en robot-butler, der er skabt af Clothildes afdøde mand den geniale og flippede opfinder Sidenius.

Næppe er Alex blevet installeret hos sin tante, før han bliver hevet ind i eventyr, der ender i Tunesiens ørken med grumme uhyrer fra en anden verden, særprægede transportmidler, uhyggelige våben og superskurken Rosa Fantoma.

Men det uhyggelige bliver aldrig rigtigt uhyggeligt. Plottet aldrig rigtigt mystisk. Ligesom kampen mellem godt og ondt, i den grad også er af den milde slags. 

Forbandet fornøjelige falbelader
Det der for alvor er vigtigt i ’Spejl-ørkenenes gåde’ er sproget og fortællerstemmen. For der køres hele tiden på de højeste nagler i patos, humor, grotesker, parodier og almindeligt spradebasseri, at det konstant peger på sig selv og er en forbistret fryd at  at læse. Jeg bliver simpelthen nødt til at læse flere passager højt for helt at kunne nyde Holtens musik.

Fx:  Der har været et røveri i Morgenstjernen og Alex i den ombæring er blevet overfaldet og Hjalte, Clothilde og Alex taler om hvem der kunne finde på at bryde ind i Sidenius’ rodede gemakker.

’Jeg tvivler på, at der eksisterer sådan en hjerne nu om stunder.

Hun tog fejl!

-         -  Godt, lad os da se tide an, sagde Hjalte. Formentlig hører vi aldrig mere til de banditter, hvem de så end er.

Hvor tog han dog fejl!

-          - Jeg er heller ikke vild med at træffe dem igen, sagde Alex. Det er bare irriterende, at jeg har glemt, hvad der duftede så gennemtrængende af….

Nå det betyder sikkert ikke noget særligt.

Og Alex tog allermest og frygteligt fejl:

Den duft betød alt’

Er det ikke bare fedt?!  Det er alt for voldsomt i sin for-meget-hed og krukkede cliffhanger. Også naturbeskrivelserne er skrevet med så stort overskud og ekspansivt ordforråd at de færreste børnebøger kan være med: 

’Den var overdådig og fantastisk, gennemskåret på kryds og tværs af oldgamle, størknede lavastrømme, der sine steder hævede sig som mure i en labyrint. De største træer ragede ikke mere end fire-fem meter op. Til gengæld nåede blomstrende mangnolie-buske, kransliljer, padderokker og fjerbregner så gigantiske højder, at deres toppe fortabte sig i tusmørket, der stadig fortættedes’.

Fra Holten til Coen
’Spejl-ørkenens gåde’ er en genreblanding 1001 nat, sci-fi, børnedetektiv, fantastisk fortælling, gru og skræk og tempofyldt nonsens. Og så er den altså skrevet i 1982 – ca. 10 år før man begyndte at tale om metafiktion og intertekstualitet på universitetet.

Fortællerstemmen er så tydelig og referere hele tiden til sig selv og andre værker. Og jeg fangede det altså også da jeg sad midt i havregrynen ved morgenbordet i midt-80’ernes Sydsjælland.
Måske er det Knud Holtens skyld, at jeg elsker Coen-brødrenes film i dag. Jeg kan i hvert fald godt lide at tænke på det på den måde.

Hurra for brunt tøj og en fraværende piberygende far

I år er det 40 år siden Gunilla Bergström (1942) udsendte sin første bog i serien om den seks-årige dreng Alfons Åberg. Og siden da er det blevet til på den gode side af 25 bøger om antihelten med det sparsomme strithår, det store runde hoved og den evigt brune sweater.

Det er de færreste i min generation, der ikke har historierne – især i det spartansk animerede tegnefilm med Thomas Winding i fortællerens rolle, som en del af grundtonen i ens identitet (og hvis ikke så bør de få det) .
I den fødselsdags-anlednidning er det vel på sin plads at spørge sig selv om Bergström stadig holder i 2012 - ud over de sentimentale argumenter. Det er især på sin plads, når svaret er: Ja, det gør de.

Jeg elsker Gunilla Bergströms egne illustrationer. De passer sindssygt godt til netop de meget enkle historier. De er næsten naive og flade, og så er jeg generelt en sucker for de indklippede collageelementer.

Novra, Alfons antihelt
Vi har læst et par håndfulde af bøgerne for vores børn – og både de og vi har nydt det. Sproget er tilforladeligt, historierne er uhyre enkle og den pædagogiske morale er opbyggelig: 

•  Det er ok ikke at være god til alt
• Det er ok at være bange
• Det er ok ikke at være en fandens karl
• Vi ved hvordan det føles hvis man bliver beskyldt for at stjæle
• Det er ok at tage fejl

Og så videre og så videre.

Og ved I hvad? Det passer! Jeg kan stadig fremkalde den følelse, jeg fik første gang jeg læste om Alfons, der uretmæssigt blev beskyldt for at stjæle. Eller hvad med dengang han kom til at give en mindre dreng en omgang næseblod. Og at den blodtud voksede i takt med hans dårlige samvittighed til gigantisk størrelse – kan man dø af en på tuden? Det tror jeg nok man næsten kan. Og så har jeg ikke engang fablet om 'Novra, Alfons Åberg’, hvor Alfons tager på tur i en hjemmebygget helikopter, på trods af at han ikke må bruge saven eller om Svipper, Alfons usynlige ven – hvis svenske navn er Mållgan, en viden man godt kan score sig et par nørdepoint på.

Konflikterne hos Alfons er for den voksne små – men det er det ikke for hverken Alfons eller for barnet. Og konflikterne bliver beskrevet med stor solidaritet med Alfons og med børnene, som Center for Børnelitteraturs Anne Karlskov Skyggebjerg så rigtigt pointerer i en analyse i Berlingske.
Det er hverdag og det er vigtigt.

Hvor er problemerne? Alfons Åberg skiller sig ud på flere måder. Han bor i en lejlighed – i en by. Og han bor der alene sammen med sin far – moderen er totalt og helt væk. Her bør der da i 1972 være basis for en ordentlig slasker af en socialrealistisk lækkerbisken, hvor problemerne tårner sig op - og den stakkels dreng må klare sig på trods. Og ved hjælp af en venlig dame fra kommunen blive anvist en plads med semi-fri leg i den rigtige natur, hvor den virkeligt virkelige verden er rigtigst.
Men sådan er Alfons ikke. Alfons’ vilkår bliver på ingen måde problematiseret. Alt ved ham bliver beskrevet som helt og aldeles almindeligt og upolitisk – og det var ikke hverdagskost i en tid med bøger som ’Lottes mor er kranfører’, hvor barnets vilkår bliver gjort til historiens kerne (og politisk).

 

Lad dog børnene være lidt i fred

Alfons’ far er en vanvittig odd figur i børnelitteraturen. Og for den voksne læser bogens sande helt: Han ryger pibe – konstant. Ham og Alfons har et virkelig fint og afdæmpet forhold. Faderens rolle er som regel bare at tusse rundt i sutsko, læse lidt avis, ryge noget mere pibe, være vanvittig flink og ellers bare være fraværende.

Han lader som Gunilla Bergstrøm selv ønsker ’børnene være lidt i fred. Ikke at de skal overlades til sig selv.’ Det er en banal sandhed. Men en sandhed.

Alfons er en helt almindelig dreng, der lever i nutiden; han har ikke superevner, er ikke overdrevet fræk eller har en kæleugle. Til gengæld har han helt almindelige konflikter og en far der flink og fraværende. Og så er han lige fyldt fyrre år. 

Det fortjener han da en fest for.

At pisse i autoriteternes taske

Den nyere danske billedbog, der har betydet mest for mig og min familie er uden sammenligning Jakob Martin Strids ’Lille frø’. Den udkom i 2005 efter at have vundet Gyldendals nordiske billedbogskonkurrence året før. Og den er vidunderlig, skæg, anarkistisk, satirisk, gribende og så kan jeg endog meget nemt relatere til den. Men mere om det lige om lidt.

Jakob Martin Strid (1972) er illustrator og forfatter og begyndte som tegneserieskaber for Socialisten Weekend i 90’erne; noget han i et par omgange fortsatte med på Politiken – med stor succes. Han børnebogsdebuterede i 1999 med rimsamlingen ’Mustafas kiosk’ og siden er der kommet en håndfuld virkelig dejlige bøger senest ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ fra 2012.

Fælles for alle Strids børnebøger er en poetisk og anarkistisk tone. Autoriteter er generelt nogle surmulende, koleriske og bedrevidende jakkesæt, der bare vil blande sig i alt og især stoppe fredelige folk og børn i at hygge sig med ostemadder, lystfiskeri og kaffe. Det er jo ikke ulig grundtonen hos Ole Lund Kirkegård.
Og fælles for alle Strids bøger er at de er sindssygt gode. Og så er de skamlæst herhjemme.

I ’Lille frø’ kommer titelfiguren bogstaveligt talt bragende ind i midten hos en intetanende frø-familie. Men familien elsker den øjeblikkeligt og uforbeholdent. Og de tager den – i øvrigt ikke kønsspecifikke unge – til sig.
Men der er en lille hage ved den nytilkomne. Den er anarkistisk og meget slem. Og det er ikke altid lige lykken at vågne op med farver i ansigtet, en smeltet telefon i ovnen og helt bibliotek af våde bøger. Derfor søger familien råd hos en skolepsykolog, som straks hiver en handlingsplan frem. Det er Lille frø ligeglad med og efter en ildebrand i psykologhovedhår og urin i psykologtaske tager Frø-far og Frø-mor hjem pinligt berørte, med uforrettet sag - men med masser af skæld ud til Lille frø.

Det finder den sig ikke i. Og den stikker af alene til verdens ende og verdens højeste bjerg. Her møder den en meget Gud-lignende guru, hvis løsning for alle Lille frøs problemer er, at den da bare skal finde sin indre ro.

Men ide i den indre ro er der møgkedelig. Heldigvis har Lille frø sine farver med; og så må selv Gud give fortabt. Lille frø bliver kastet ned fra bjerget, hvor den til alt held bliver fundet af Frø-familien, hvis kærlighed som sagt er uforbeholden og betingelsesløs, så alting ender i glædestårer. Og dog. For den lille afsluttende epilog afslører at Lille frø faktisk bliver meget berømt, og alle hans slemme ting kommer på museum.

Jeg elsker ’Lille frø’ uforbeholdent. Jeg synes, det er vidunderligt skægt, at der bogstaveligt talt bliver pisset på sagsbehandlere og religion og new age-typer. Og når man, som jeg, har en udafreagerende, fantasi- og temperamentsfuld lille dreng, der nogle gange har et liberalt forhold til regler og fornuft er identifikationsfaktoren ca. absolut.

 Men det er trods alt ikke kun sentimentalitet, som er årsagen til vores begejstring. ’Lille frø’ er en rørende fortælling, der fra børnenes vinkel fortæller om en skæv anarkist, der ikke bliver forstået af sine nærmeste – men heldigvis elsket alligevel. Og hvor mange har ikke oplevet netop dette? Samtidig er det en næsten ondskabsfuld – men også uhyre præcis - satire over forskellige former for autoriteternes patroniserende løsninger. Det er sindssygt sjovt. Og jeg klukler hver eneste gang Lille frø keder sig midt i sin indre ro - 'Men heldigvis havde den sine farver med'.

Men jeg synes epilogen lægger endnu et lag på fortællingen. For det første er det en fin måde, at tale med sit barn om, hvad man lige har læst. Og vel kan det læses som en hilsen til Emil fra Lønneberg; oprøreren der endte med at blive sognerådsformand.
Men der er andet og meget mere på spil. For det der har gjort Lille frø så berømt, at han ender på museum, er jo netop de meget slemme ting han har gjort. Det er altså oprøreret i sig selv, der ender med at blive kanoniseret af samfundet.  Accepteret og omfavnet og leflet for.
Jeg har altid læst den afslutning som Strids hilsen til sin venstreorienterede oprørske uregerlige baggrund. 'Bare bliv ved venner. Om føje år kanoniserer de det, som de nu bekæmper.' (At der så også er en sjat ironi i, at oprøret ender med at komme på toppen af parnasset, er en anden historie).Og på den måde bliver afslutningen også et billede på, at det er oprøret, der former og giver et menneske kant. 

Men først og fremmest er det en fortælling om et barn, der er uhyre selvstændigt, gør hvad det selv vil, og hverken kan eller vil bestemmes over. Og alligevel bliver elsket uforbeholdent af sin familie - simpelthen bare ved at den er vores egen lille Frø. Og det er lige netop det, der skaber det vidunderlige individ.

Det vil jeg huske på næste gang min dreng udfordrer mig og fornuften.

Læs mere om Jakob Martin Strid her

Når en kam er mere end en kam

Lea Leten (1982) er illustrator og forfatter. Hun er datter af Mats Leten, der blandt meget andet står bag de vidunderlige bøger om Kaj til de allerførste læsere og den fabelagtige ’Finn Herman’. Noget jeg forhåbentlig vender tilbage til.

Nå, Lea Leten debuterede som forfatter i 2005 med ’Mor og Minna i svømmehallen’, som hun selv illustrerede ligesom hun har gjort i den drenge-trilogi, jeg vil fable om. Trilogi-betegnelsen er noget jeg har tvunget nedover de sagesløse bøger. Jeg er ikke sikker på, at det skal tænkes sådan – eller om hvor meget man får ud af at prøve på det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på dem som sammenhængende.

De tre drenge hedder Knud, Mads og Uffe. De er ca. lige gamle, ligner hinanden, har nogle fantastisk søde og elskelige familier, og så støder de alle tre på forhindringer, når de møder voksenverdenens forventninger. Nogle mere eksistentielt end andre.

Jeg har været i tvivl om i hvilken rækkefølge jeg skulle præsentere dem -  efter hvornår de udkom eller efter hvor gode de er og på den måde slutte med den bedste; men her vinder bibliotekaren over forfatteren. Igen. Kronologisk rækkefølge it is.

En kam af det pureste kærlighed: Det er Knuds fars fødselsdag. Og Knud glæder sig. For han ved allerede, at han ligesom sidste år skal i stormagasinet og købe strømper med mange flotte farver som gave. Men ak, strømperne er grå og kedelige; i stedet får Knud øje på en smuk lilla kam med en stjerne, der glimter. Og lilla er faderens yndlingsfarve. Knud passer godt på kammen og kan næsten ikke vente med at give gaven. Men da han viser kammen til sin venner i gården, griner de ad ham. For der er jo noget som Knud ikke har tænkt på: Faderen er skaldet som et pillet æg!

Og så bliver gaven, der før var så pæn og så lilla, pludselig dum og forkert. Måske ved faderen ikke engang hvad en kam er, tænker Knud. Stakkels, stakkels Knud. Den gave der for to sekunder siden var et fysisk billede på Knuds kærlighed er nu en hån. Og vi der er medlem af Foreningen af hele verdens små-usikre pleasere sidder sammen med Knud på trappen og er helt sørgelige indeni.

Naturligvis kender faderen dog til begrebet ’kam’. Og så er den jo oven i købet smuk og lilla. Og åget fjernes fra Knuds skuldre og alting ender i kreativt idyl. Ah.

’Gaven til far’ udkom i 2007 og er en perle. Jeg tror det er de færreste der ikke kender den knude i maven som Knud har. Og hvor en gave ikke blot er et kam  – at den der gave er langt mere end en kærlig tanke, men tværtimod en fysisk manifestation af hele ens kærlighed puttet ned i et stykke lilla plastik. Det er så gennemgribende fint og Letens bløde, naive, runde og sødmefulde illustrationer underbygger det hele.

På lakridsjagt: Helt så vellykket er ’Mads maler kunst' fra 2009’ trods alt ikke. Mads er hjemme hos sin bedstemor og maler billeder til hende. Og hun kvitterer med lakridser. Og som den entreprenør Mads er, begiver han sig ud i verden for at male billeder af andre mennesker for derigennem at få flere lakridser. Men verden er som bekendt befolket af utaknemmelige skarn, der ikke synes at Mads’ talent er lige så stort som hans bedstemor synes. Så Mads vender hjem med uforrettet sag, masser af billeder, frustrerede tårer, men ingen lakridser. Hjemme hos bedstemoderen vanker der trøst og lakridser. Og de bliver enige om, at det ikke er nemt at være kunstmaler for ’Mennesker vil have malet alt muligt, men i virkeligheden vil de ikke alligevel’.

Der er mere pang på farverne i 'Mads maler kunst' og især akvarel-valmuerne på omslaget er smukke. Og humoren i ’Mads maler kunst’ er mere skarp og satirisk. Det er sure og forfængelige mennesker den lille kunstner-spire støder på. Jeg holder fx meget af en evigt forsmået brokkerøv, der bliver rasende over, at Mads portrætterer ham, så man næsten ikke kan se forskel på ham og hans hund.

Men hvor Knud var på jagt efter det, der kunne vise essensen af sin kærlighed til sin far, er Mads på jagt efter lakridser. Og nok derfor virker ’Gaven til far’ stærkere end 'Mads maler kunst' på trods af dens åbenlyse kvaliteter.

Karina – og den perfekte fisketur. I ’Uffe fanger en fisk’ fra 2010 er det også forholdet mellem far og søn, der er på spil. Men her er det ikke sønnens forventninger til den voksne verden det drejer sig om – men faderens forventninger til et liv med sønnen. For Uffes far var selv som dreng på fisketur med sin far. Og de tog billeder af deres fangst og alt muligt. Uffes far har tydeligvis glædet sig til at opleve det samme med sin dreng.

Men fisken som Uffe fanger er blot en bette pjosker, som faren synes de skal smide tilbage i vandet. Uffe er ligeglad, han synes den er sød og opkalder den efter sin svømmelærer, Karina. Men Uffe bliver forfærdet, da det går op for ham, at formålet med fisketuren er at Karina skal spises. Derfor stikker han af med sin kælefisk og slipper hende ud et sted, hvor der er mange planter – det er Karina nemlig pjattet med. Uffe bliver dog bange – for han har jo ødelagt sin fars forventninger til, hvordan den perfekte far/søn-fisketur er – for ikke at tale om at han bare er stukket af. Det er heavy stuff for en lille dreng. Heldigvis finder far og søn ud af, at det ikke er fisken, der er det vigtige for den perfekte fisketur.

'Uffe fanger en fisk' er en rigtig fin fortælling. Især Uffes forhold til Karina er rørende og skægt. Og den fortælling er stærkere end faderens længsler efter den næsten mytiske far/søn-fisketur.

Jeg er ret vild med Lea Leten. Hun er virkelig god til at indfange store følelser hos små drenge uden at det bliver patroniserende eller for sødt og ufarligt; hun formår tværtimod at se drengenes kvaler og formidle dem i respekt for børnene. Naivt og nuttet på overfladen. Men nedenunder er der de største eksistentielle følelser.

Samtidig sidder man som voksen læser og kan overskue situationen. Man ved, at Knuds far  vil blive lykkelig for kammen. Man ved, at Mads ikke får succes ude i verden - men uforbeholden støtte af sin bedstemor. Og man kender det alt for godt, at ens egne uplettede idylliske barndomsoplevelser måske ikke står i samme magiske lys hos ens børn. Og man ved, at det er helt ok. Men det ved barnet jo ikke. Og begge lag formidler Leten helt fint og poetisk og præcist. 

Jeg har ofte givet 'Gaven til far' som gave - og jeg vil søreme gøre det igen. Uffe, Mads og Knud er empatiske og søde drenge, der bare gerne vil manifestere deres kærlighed - og have lakridser. Det er stærke sager bag de bløde former. 

Læs mere om Lea Leten her

Børnebogsbesættelse

Jeg er helt igennem åndssvagt pjattet med børnebøger. Det har jeg været siden jeg på universitetet i slut-90'erne ved en tilfældighed  stødte på Louis Jensens '100 historier'-serie. Det blev en dør indtil den nyere børnelitteratur, som jeg siden har dyrket og beskæftiget mig voldsomt med. Både på universitetet, på Forfatterskolen for børnelitteratur og når jeg er tilknyttet et forlag som konsulent og ekstern redaktør. 

Der var mange ting ved Jensens historie-maggiterninger, der trickede mig; først og fremmest var det skægt, vildt og flippet og mindede mig ikke så lidt om det lyrik, jeg ellers dyrkede - læs Højholt, Turèll, Laugesen, Leth. Men det var også poetisk, grafisk og - for mig - et uopdaget kontinent, hvor jeg faktisk kunne genfinde en glæde ved bøger - en glæde, der var ved at blive tværet ud af min krop og langt pokker i vold af tonstunge, afsindigt vigtige og tudekedelige kanoniserede værker. Ingen nævnt - de fleste glemt.

Og siden jeg mødte en af Jensens næser var resterne af mit universitetsliv klistret til børnekulturen. Den del af mig er ikke blevet mindre efter jeg selv blev formeret. Vi læser meget for vores børn. Og selv om vi også pløjer os igennem uendelige fortællinger om Peter Pedal og Pelle Haleløs og selvom jeg har fundet min andel af verdens smølfer og flunker, så får vi også læst en del af de børnebøger, der ikke er lige så gamle som mig og som både er velskrevne, gribende, flippede og bare skide gode.

Og det er det denne blog kommer til at handle om. Jeg har som ambition, at jeg vil skrive om bøger og forfatterskaber. Både nye og gamle; danske og udenlandske, bøger for små børn og bøger for unge, bøger der rimer og ikke gør det. Mest om bøger jeg elsker - men måske også om de børnebøger fra 70'erne, der havde antydningen af en politisk slagside. Det fascinerer mig. 

Måske er der nogen der læser med. Det mås der gerne.

Hep
Jakob

En fire og tyvende gang var der en meget klog mand, der havde en meget stor næse. Han var så klog, at han kunne undvære hovedet, men da næsen som sagt var forfærdelig stor, så var der ingen steder, han kunne anbringe hovedet. Der var simpelthen ikke plads. Derfor måtte han beholde hovedet på hovedet. (En sørgelig historie). 
Louis Jensen.