Hygge og frihed på en byggetomt

Kulturministeriets børnebogspris blev i 1962 givet til en af de helt store mastodonter i 1960’ernes, 1970’ernes og 1980’ernes børnelitteratur; nemlig Thøger Birkeland. Det er ikke uden grund at Sønsthagen og Weinreich kalder perioden fra 1960 til 1980’erne for Birkeland-perioden.

Thøger Birkeland (1922-2011) var lærer fra Kalundborg. Men på grund af sygdom kom han på en sanotorium. Det der holdt den nyuddannede lærers humør oppe var stedets bibliotek og en gammel skrivemaskine.

Birkeland debuterede i 1958 med "Drengen fra Stenborgen" og siden er det blevet til på den imponerende side af 100-bøger.

Birkelands stil er hverdagsrealisme med et strejf af hygge og humor. Men i 1970'erne kom der også serier med et mere socialrealistisk præg om forrådte børn, som Birkeland kaldte dem – fx bøgerne om Lasse Pedersen. Dette afholdte dog ikke tidens børnelitteratur-revsere fra at kritisere Birkeland for ikke at være socialistisk nok. Suk.

Birkeland skrev mange populære serier – Lars Erik-bøgerne, Safty-bøgerne og ikke mindst bøgerne om Mads Krumborgs familie, der helt sikkert er årsagen til at Birkeland den dag i dag stadig læses i et vist omfang.
Og bøgerne om Krummerne var også årsagen til at jeg selv gennempløjede en betragtelig del af Birkelands forfatterskab, da jeg var i målgruppen; så jeg kunne snildt huske vinderbogen. (Jeg er dog langt fra sikker på at mine børn kommer til at læse den)

Når hanen galer

Da Poul E. Knudsen vandt Gyldendals store børnebogspris i 1960 fik Birkelands første bog om Lars Erik honorable mentions. Og her 55 år efter er det temmelig svært at se hvorfor det skulle være den kulørte læder og sandal-roman der vandt og ikke en mere rentonet og fint skrevet børnebog som "Når hanen galer" er.

Kort fortalt: Lars Erik og hans storebror Henrik opdager et byggetomt ved siden af en tømmerhandel. Tomten er vilter og fyldt med meterlangt græs, ukrudt, slagger, udsmidt byggemateriale. Alt i alt en ubeboet ø midt i byen og en oase for eventyrlystne drenge. Og hvem vil ikke gerne være det?

De eneste reelle farer på tomten er den halvdøve opsynsmand - og så et hønsehus, der styres benhårdt af en ondsindet og sindssyg hane med et uhyggeligt skrig og en herostratisk aggressivitet.

Så selvfølgelig beslutter de to brødre sig for at lave en tophemmelig hule med en tilhørende loge med indvielsesritualer. Der er farer med andre drenge, der er venskaber med en nørd, der er sammenhold, herbarier, drama på hverdagsniveau og en konstant kamp for ikke at blive opdaget.

Det er fint. Moderat underholdende. Og i modsætning til andre af de tidligere vindere - Ditlevsen undtaget - tager bøgerne udgangspunkt i et samtidigt børneliv uden alt for meget indblanding fra en træls voksenverden. Og hey, det skal der kippes for.

1961-67 udkom der fem bøger i serien om Lars-Erik.

Og så af sted til 1967
Hos Birkeland og især i Lars Erik-bøgerne  er tonen hyggelig, hverdagsrealistisk og det var en tiltrængt fornyelse for den hverdagsrealistisk seriebog. Der bliver blødt lidt op for generations- og kønsdiskussionerne. Ligesom også sproget er bedre end datidens ganske stive Jan- og Puk-stil.

Der er ganske få voksne med i bogen. Og Henrik og Lars Erik har en udpræget frihedstrang og lyst til uprøvet land og finde deres egne Robinson Crusoe-øer. 

Bogens frihedstrang er dog ikke på samme måde voksenskeptisk og anarkistisk som den man finder hos de fem store fra 1967 – men mere med et strejf af spejdernes grundtanke med frihed i naturen og et selvstændigt liv.

Jeg kan sagtens forstå hvorfor Birkeland blev voldlæst – der vil altid være brug for hverdagsrealistiske bøger med et strejf af humor hvor børnene kan spejle sig i problemer og lære hvordan man bliver et ordentligt menneske – også uden en ondsindet hane.

Mellem himmel og jord - i Grønland

Da Kulturministeriets Børnebogpris gik ind i 1960’erne blev det for anden gang en delt pris. Begge gik til kvindelige forfattere – og begge gik med til bøger med et internationalt udsyn. Den første var Karen Plovgaards ”Sanne”, der foregår i Grønland.

Karen Plovgaard (1887-1966)

Jeg havde aldrig hørt om Karen Plovgaard. Og en research på nettet gjorde mig ikke voldsomt klogere.

Siden 1925 har hun skrevet tekster og bøger til både voksne og børn. Og fra 1950’erne (og måske før) centreredes hendes bøger om livet på Grønland.

Sanne er den første bog af tre om pigen. I 1961 kom "Sanne og hendes ven" og året efter kom "Sanne bliver voksen", der så vidt jeg kan læse mig til blev Plovagaards sidste bog.

Da jeg fandt ud af at Sanne handlede om Nordgrønland fik jeg straks en skolebog i forklædning-feeling. Lidt ligesom de børneudsendelser i 1980’erne, der hed ’Mellem himmel og jord’ som gerne viste små film om Juan i Peru, Samreen i Bangladesh eller Sedinam i Ghana og hvordan deres helt almindelig dagligdags liv var.

Jeg kan huske at når jeg tog min modne-kasket på, syntes jeg det var enormt vigtigt og spændende og lærerigt – men i grunden kunne jeg bedst lide den lille fjollede tegnefilm, der indledte programmet. Sådan har jeg det stadig. Jeg synes at mellemfolkelig forståelse er en god ting. Jeg kan godt lide at lære – men jeg har en fintfølende radar når vitaminer bliver forceret ind i underholdning.

 

Sanne

Derfor var det med lidt bange anelser jeg læste bogen. Og de bange anelser blev egentlig gjort til skamme. For Sanne er en fin fin bog – selvom den didaktiske position er tydelig.

Sanne er en pige fra en nordgrønlandsk bygd. Hun bliver født under lidt dramatiske omstændigheder og hendes liv er meget sammen med livsstykket af hendes ahnak – hendes bedstemor.

Bedstemoderen lærer Sanne om hvordan man renser sælskind med en ulu, hun lærer hende at tygge sener om til tråd. Hun lærer hende om hvordan man gør kamikker klar, hvordan man syr en anorak og så videre. Samtidig får man et indblik i hvordan det er at leve i et fangersamfund hvor den voldsomme og brutale natur er betydende for alt.

Fortællerposition er med enkelte undtagelser temmelig loyal med Sanne og set gennem hendes øjne. Der er næsten ansatser til en grønlandsk udgave af Laura Ingalls Wilders mesterværk om livet på prærien.

Desværre er Plovgaards bog ikke helt lige så vidunderligt skrevet – og også en del for kort. På de små 100 sider følger man Sannes liv indtil hun bliver en stor pige, overvejer at tage til Danmark og måske også får øjnene op for det der med drenge. Og det er altså for kort til at man går helt i zen og bare får lyst til at flytte til Grønland og lave sine egne tråde, købe legetøj en gang om året og smæske sig i spæk.

Om det er glemt og gemt guld (eller kryolit i dette tilfælde) er jeg usikker på. Jeg drømmer bare om at Sanne var fire gange så lang, så også jeg kunne lære teknikken med at rense et sælsind med en ulu – i hvert fald i fantasien.