Anarki, fantasi og voksenfri

Fjerde bog af de fem store 1967-monumenter er Ole Lund Kirkegårds debut ”Lille Virgil”.

Ole Lund Kirkegård var og er sammen med Halfdan Rasmussen (og H.C. Andersen) den største danske børnebogsforfatter. Bombastisk udsagn. Javist, men jeg tror faktisk godt mine holdning kan klare en tryktest.

 Ole Lund Kirkegård: (1940-79) var lærer, kunstner og forfatter. Inden sin alt for tidlige og tragisk ubærlige død nåede han at udgive otte romaner til børn. Og de otte bøger er alle klassikere der læses med glæde i dag.
fsthumt er der udkommet et par små historier og For et par år siden udkom en gemt og glemt billedbog - "Frække Friderik"

Kirkegård debuterede i 1966 i en novellekonkurrence i Poltiken med ’Dragen’ der indgår i ”Lille Virgil”.

Hovedpersonerne hos Kirkegård er som regel hvad man betegner som uden for normen. Skæve eksistenser. Men mange af hovedpersonerne opfatter sig ikke selv som outsidere. De er mildt overbærende over for det gængse samfund og er  fyldt af gå-på-mod, kreativitet og fantasi.

De voksne i bøgerne er i bedste fald statister (og det var nyt dengang i slut-60’erne). Nogle er bare observerende og flinke. Andre er småborgerlige, rasende, hysteriske og råbende. Men det er ikke de voksne, der sætter rammen for børnene. Børnene lever i et parallelsamfund hvor man ikke behøver at tænke på nattøj, ørevask, sengetider og gode nærende måltider.

Når børnene finder alliancer hos de voksne er det som regel også skæve eksistenser – gamle, døve, hjemløse – og voksne, der kan huske hvordan det var at være barn. Skurkene er som regel småborgerlige der bare gerne vil have pænhed for enhver pris.

Til gengæld er det meget signifikant at lærere ofte er flinke og ikke en stiv autoritær figur. Det synes jeg er kampfedt.

Det er meget svært ikke at hylde Ole Lund Kirkegård. Og det er meget nemt at se hans aftryk hos især Kim Fupz. Ole Lund Kirkegård holder også i dag og bliver læst og filmatiseret flittigt.
Læs i øvrigt Jens Andersens ganske fremragende biografi om ham.

Lille Virgil

Det er svært at sige noget nyt og spændende om Ole Lund Kirkegård og Lille Virgil.

Lille Virgil er nok den af Kirkegårds klassikere jeg kendere mindst til. Det var flere år siden jeg havde læst den; og jeg huskede den som om det tydeligt var en debut og hvor Kirkegårds stil endnu ikke var helt færdigbagt. 

Jeg tog fejl.

Lille Virgil er nemlig temmelig færdig. Hovedpersonen har ingen forældre – og det tematiseres og problematiseres på ingen måde. 

Han bor i et forladt hønsehus, drikker sodavand til morgenmad og kan i grunden bare godt lide at chille rundt spise rugbrød, gå i skole, lede efter skatte, se på de åndssvage voksne i byen og leve sammen med vennerne Oskar og Carl Emil. Alt i alt drømmen om et fordringsløst og frit barneliv.

Det er ikke en fortløbende historie. Det er faktisk ikke engang en roman. Kirkegård selv betragtede den som en samling af noveller. Og det giver en skønt flydende og opbrudt feeling.

At se Lille Virgil som i familie med Pippi – uden superkræfter og penge og en længsel efter sine forældre er nærliggende. Ligesom sin svenske storesøster er Lille Virgil fyldt til randen med frihed og en tro på at alting kan lade sig gøre. Et fantasiens frirum med absurditeter, poesi og humor.

Jeg elsker, at det ikke er noget problem, at han er alene uden voksne autoriteter. Jeg elsker hans møde med omverdenens konservative og absurde regler bare bliver observeret -- men hverken forklaret eller moraliseret over. Og jeg knuselsker Kirkegårds egne skæve, grimme tegninger.

Lille Virgil er en klassiker. Den vil stadig blive læst – og den peger fremad mod vidunderligheder som Gummi-Tarzan og Otto er et næsehorn.

Måske skule man afslutte med min top otte over Kirkegårds klassikere:

1. Gummi-Tarzan
2. Otto er et næsehorn
3. Albert
4. Hodja fra Pjort
5. Lille Virgil
6. Orla Frøsnapper
7. Frode og alle de andre rødder
8. En flodhest i huset

Alice i Hyggeland

Næste bog i rækken af 1967-perler er Benny Andersens oplæsningsklassiker - nemlig første bind i serien om den let hysteriske og pølseformede konkrete metafor Snøvsen.

Benny Andersen: Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

 

Benny Andersen: (1929) er en af Danmarks mest læste og elskede forfattere. Og man skal vist have et hjerte af stål og is, hvis ikke man synes, at han er sympatisk.

Hans bløde jazzede elegance og hans afvæbnende venlige selvironi og hans talent for at se hverdagens hyggelige småparadokser og sproglege har gjort ham umådelig folkelig og populær. At en del af den danske folkesjæl, som tog ham til sig lige inden kaffen blev klar så har flyttet sig fra Andersens syn på verden omkring os – ja, det er både ironisk og frem for alt sørgeligt.

Andersen har siden 1960 skrevet venligt-modernistiske digte for voksne og været værtshuspianist. I 1963 udkom en samling af mundtlige og indsamlede børnerim og tælleremser ”Nikke Nikke Nambo” og året efter kom den internationale pendent ”Lille Peter Dille”.

Børnegennembruddet kom i 1967 med første bog om Snøvsen. 

Det var lidt med bange anelser jeg læste den her i 50-året for den nyere danske børnelitteraturs fødsel.
Torben Weinreich har sagt i sin festtale i magasinet Klods Hans, at "Snøvsen" var en af de bøger, der ikke holdt i dag.Og inden jeg læste den igen, var jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Jeg har ikke selv et nostalgisk forhold til Snøvsen (Andersen derimod). Jeg mindes ikke, at den blev læst op for mig i min sydsjællandske barndom; og jeg er ikke 100 % sikker på at jeg har læst den op for Alma og Pelle – og jeg ejer den faktisk ikke. Så jeg måtte låne den på biblioteket. Da Alma så den, udbrød hun spontant: ”Åh, Snøvsen, den er så sød og hyggelig”. Så for hende har den måske sat sig nostalgiske spor. Hyggelig var også en af mine forventninger, da jeg genlæste den. Men jeg var alvorligt bange for, at tiden havde været ond ved tonen og tempoet. 

Selve bogens præmis med at gøre sproglige billeder helt konkrete og levende er jo en god ide. Det er også en disciplin som Andersen og den relaterede Halfdan Rasmussen mestrer. Men hvad hvis sprogbillederne er bedagede. Jeg mener: hvem under 60 siger at man går fra snøvsen i dag? Mit sind er på mange områder voldsomt ældre end 43 – men jeg siger det altså ikke.Og hvad er en snøvs i grunden? Få svaret nederst på siden.

Frygten, der både bliver af- og be-kræftet

Især de første par kapitler bekræftede min frygt. Eigil undres over sine forældres sprog – skattevæsen, ti vilde heste osv. Det er meget hyggeligt, men også vildt gammelt (og lidt klappen på hovedet-overbærende).

Men da Snøvsen dukker op, bliver han faktisk en helt rigtig figur befriet for sin sproglige tid og er ikke længere en konkret metafor. Han er bare en børnebogsfigur, der er selvovervurderende, bange og skinger. Og den figur er en klassisk figur man finder i børnelitteraturen til alle tider.

Et andet element der beroligede mig, var, at den faktisk fungerer fint som oplæsningsbog. Den er mundtlig og rar at læse. Det er en ren hjemme-ude-hjem-historie med en masse krummelurer i historielinjen. Der er et væld af digressioner, forklaringer og baggrundshistorier, der næsten har lignelsespræg – fx om de to brødre hvis venskab ødelægges af en arv. Eller som fungerer som hyggelig vits, fx Bøhmanden, der ved hjælp af et ekko forsøger at blive en genstridig hikke kvit.

Og jeg må indrømme, at jeg grinede over historien med bageren og hans kone, der kom op og skændes om halve og hele kringler. Og hvor Andersen går til den sproglige logik på helt lewiscarrollsk-facon.

”Det er min den halve,” råbte bagerkonen og holdt fast i sin halvdel.
”Det er min den hele,” hylede bageren, og så hev de i hver sin del af kringlen som til sidst gik midt over, så bageren faldt baglæns ned i et dejtrug, hvor han næsten helt forsvandt. Det eneste man kunne se af ham var den halve kringle der stak op.

Bagerkonen gik hen til truget og tog den halve kringle fra ham.

”Her har I en halv kringle,” sagde hun til Eigil og katten og rakte Eigil den ene halvdel. ”Og her har I en anden halv kringle,” tilføjede hun og rakte Eigil den halvdel hun selv havde holdt fast i.

”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

I det hele taget havde jeg "Alice i Eventyrland" i hovedet, da jeg læste den. Undersøgelsen af sprogets logik og konkretisering af ord er tydelig - og vel også en voksenmodernistisk tilgang. Samtidig er bogen fyldt med fortællemæssige omveje, overskud ,fortællinger og sange; og det kan også findes i det engelske mesterværk. Men Snøvsen er langt fra så radikal og vild og creepy som Alice; den henvender sig for det første også til et yngre publikum og er temmelig dansk, andersensk og hyggelig. 

Hyggelig, sød og mest for nostalgikere

Jeg er på den ene side enig i ældstedatterens labels "hyggelig og sød". Men jeg er også enig med Weinreich og min egen frygt: tiden har gnavet heftigt i fundamentet for Snøvsen. Og så er jeg generelt bare ikke så forelsket i den arketypiske børnebogsfigur, som Snøvsen er. 

Snøvsen er en elskelig -  men også let hysterisk, hyklerisk og selvforelsket figur. Og det greb synes jeg som regel bliver for forceret.
(Derudover har jeg altid syntes at den pølsen på en fod var lidt klammo)

Snøvsen er blevet lavet som film - to gange og der er fire bind i serien, hvor den sidste udkom i 1984.  Og den bliver stadig genudgivet og læst. Jeg har en fornemmelse af at nostalgien og hyggen tæller meget, når den bliver valgt til puttelæsning. Og det er jo også en fin årsag – så skidt med, at den er lidt vel støvet.

Jeg nød selvfølgelig at læse den. Benny Andersen er elegant og rar. Og der er glimt af skægge og fede ting. Men det er langt fra den 1967-klassiker, der står stærkest.

Som lovet: servicemeddelse: En snøvs er den løse øverste del af en sæk, der er sammensnørret.  Det er også gammel slang for næsen.

Så at gå fra snøvsen vil enten sige - hvis man går næsevejen -  at man taber sit ansigt; eller hvis man går sæk-vejen at der er noget, der egentlig var lukket ned der bryder op. To sider af samme sag.

Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon

Næste skud på stammen fra det uforståeligt fantastiske 1967 er Flemming Quist Møllers debut som børnebogsforfatter nemlig Cykelmyggen Egon. Og Silas og Egon viser også hvor vild 1967 var; for de to bøger kunne i udtryk stort set ikke være mere forskellige.

Hvor Silas’ force er et poetisk, sejlende sprog. Og en historie der duver af sted. Hvor hovedpersonen er mangefacetteret, kynisk, ja, næsten usympatisk. Grundfarverne hos Bødker er jordfarvet – brun, grøn, grå.

Her er insektprotagonisten og pedalatleten Egon tæt på det stik modsatte. For Egon er fyldt med løsagtighed, flip og psykedeliske farver. Til genggæld er historien temmelig straight fortalt og Egon er helt igennem sympatisk, hjertevarm og entreprenant.

Flemming Quist Møller (1942) er tegner og musiker og havde sammen med partner in crime Jannik Hastrup lavet tegnefilm, julekalender ("Hvordan man opdrager sine forældre") og alt muligt andet fedt flip inden børnebogsdebuten i 1967.

Cykelmyggen blev skabt via en fortælling til sønnen Carl. Og da Carl grinede over det vidunderlige ord cykelmyg (der med sine indrim og sin nonsenssammensætning er poetisk, billedskabende og lydligt fedt) tænkte Quist Møller, at her var der en figur til en tegnefilm. Det blev dog en bog, men Quist Møllers tegnefilmsbaggrund fornægter sig ikke – og det er i illustrationerne og i flippet at bogen lever i dag.

Bogens historie er i grunden lige ud ad landevejen: Egon er anderledes end sine søskende, og vil hellere cykle end lave loops.

Efter et uheld hvor hans cykel smadrer (hvordan han har fået den i første omgang, kan man kun gisne om), bliver han bi-bud og derefter altmuligmand og til sidst artist i loppecirkus.


Historien virker som om den er fortalt og tegnet med et barn på skødet. Den er meget associeret frem – a la prøv lige og se her, kunne det ikke være fedt hvis det her skete.

På den måde bliver den enormt løst fortalt - meget a la hvordan man leger - og har den direkte målgruppe næsten med i skabelsesprocessen. Og Carl Quist Møller har da også siddet på farmands knæ, mens historien er fortalt og tegnet.

Det virker både løsagtigt - men også frit, legende, let og dejligt.

 Sproget har noget næsten svajer-kækhed over sig; jeg har set indslag hvor der bliver talt om sproglig vitalitet. Det er jeg ikke sikker på at jeg er enig i holder i dag. 

Men Quist Møller tegnefilms- og jazzede rytmiske baggrund er til gengæld tydelig på hvert et opslag. Der er sindssygt meget bevægelse i myggene og den løse improviserede del er meget charmerende.

Jeg elsker at kålormen fra Alice i Eventyrland umotiveret dukker op som en tydelig reference der bare bruges som en flygtig og fed ide.

FQM har i et interview fortalt at han sådan set ikke ville prøve at revolutionere – men bygge videre på traditionen. Han er inspireret af Elsa Beskow, selv om der umiddelbart er langt fra Egon til Tante Lilla, men det er årsagen til skiftet mellem de farvede og de sort/hvide opslag.

Senere er Cykelmyggen både gået til filmen og til balletten og og der er kommet efterfølgende bind om ham.

Flemming Quist Møller har senere lavet filmiske mesterværker som Bennys Badekar og bøger med et klart politisk sigte fx Snuden

Kulturministeriets Børnebogspris anno 1954

Jeg kan godt lide at bygge huler af regler. Jeg føler mig tryg, når jeg opsætter nogle systemer, som jeg kaster mig ud i; for at lære nyt, møde ny inspiration, finde glemt guld og for at sætte kedsomheden for døren. 

Jeg er 100 %  vidende om, at projektet ofte strander, fordi det tager for lang tid, og fordi det i grunden er møgkedeligt, og at der ingen anden der synes det er spændende. Men hey, jeg har hørt 1001 album før du skal dø, så at læse samtlige vindere af Kulturministeriets Børnebogspris bør da være en smal sag.

Kulturministeriets børnebogspris er en af de fineste – hvis ikke den fornemste hæderbevisning – der gives til danske børnebogsforfattere. Den blev uddelt første gang i 1954. Og er siden blevet med enkelte undtagelser blevet uddelt hvert år.

I 1954 blev prisen delt – noget der ikke sker sjældent for prisen.

Den ene vinder er en elsket klassiker. Den anden havde jeg aldrig hørt om.

Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne.

Egon Mathiesen (1907-76) var maler. Og samme år (1932) hvor han debuterede som kunstner blev han også tilknyttet Fröbelseminariet og lærte om reformpædagogik. Han børnebogsdebuterede i 1939 og fik klassikerstatus med Frederik og Bilen (1944) og Aben Osvald (1947).

Mis med de blå øjne er fra 1949 – så han fik den ministerielle anerkendelse med fem års efterkrav. (Ency påstår, at han fik den for Frederik og bilen)




Anyway; Mis med de blå øjne handler den lille Mis, der har store blå øjne og et godt og optimistisk humør og sind.
Han er på jagt efter det paradislignende land med de mange mus. Mis leder og spørger sig frem og på vejen må han nøjes med en flue, en myg og en fedtet bladlus. På et tidspunkt møder han en flok andre katte der har gule øjne. Og Mis’ anderledes blå øjne og hans optimistiske syn på livet provokerer de andre katte. ”Du med dine blå øjne,” hvæser de. 

Ved en tilfældighed lander Mis på ryggen af en grum hund, der har jaget de sure katte op i et træ. Hunden løber forskrækket op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke indtil den ender i landet med de mange mus. Mis æder sig tyk og glad og vender tilbage til de utaknemmelige og vrisne katte og viser dem paradis. Og kattene takker ham behørigt - selvom han har blå øjne. Det manglede da også bare.

Jeg elsker Mis med de blå øjne. Den er så skæg og så fin. Den ultra-enkle stil både i tegninger der ofte bare består af Mis med de store blå øjne og i de ordknappe opslag. Og montagen med hunden der løber op ad bakke og nedad igen i en uendelighed er genial. Begge de store unger blev smittet med min glæde og bogens kvaliteter; og stor var glæden også da jeg i går endelig læste den for den søde efternøler.

Bogens didaktiske form er tydelig. Det er noget med, at man skal være rar over for alle og at vi alle er ens indeni. Og skulle man være i tvivl bliver det skåret ud i pap, sat sammen med loddetin og bøjet i neonrør på det sidste opslag, der er klart det længste og mest knudrede. Jeg må altid læse det mindst tre gange før jeg finder rytmen i det.

Men det er en detalje. Mis med de blå øjne holder også i dag. Og man skal læse den.

Den anden vinder er Alfred Johnsen: Den grønne flaske

Jeg lægger mig fladt ned: Jeg havde aldrig havde hørt om Alfred Johnsen. En kort research fortalte at han var født i 1902, var lærer, forlægger og altså også forfatter. Den grønne flaske udkom i 1953 og var Johnsens tredje roman for børn.

Billedet er af Adriaen Brouwer og har
intet med Johnsens bog at gøre.

Bogen handler om den ni-årige Svend, hvis far - som titlen antyder - er stærkt alkoholiseret. Faderen bliver smidt hjemmefra, kommer i fængsel, bliver vagabond. Moderen forlanger skilsmisse og Svend er de facto alene i verden, da moderen arbejder om aftenen og er mest knyttet til lillesøsteren.

Svend lever i evigt dilemma. For han skammer sig over sin drikfældige far; han vil hverken kendes ved ham eller hans historie. Men samtidig savner Svend også faderen og deres fisketure har næsten mytisk skær for den lille dreng. Han kæmper med selvtilliden og med at finde voksenfigurer han kan støtte sig til.

Heldigvis finder Svend et arbejde på et æggepakkeri og han møder en rar kusk, en strunk hest og en flink gårdejer.

Den grønne flaske fungerer klart bedst når man er i hovedet på Svends kvaler med skismaet over savn og skam. Det er fint beskrevet – ikke sindssygt originalt, men loyalt over for drengen.

Til gengæld er der et par gange hvor bogen umotiveret skifter synsvinkel. Sikkert for at komme med en opklarende forklaring til læsere og lærere

Fru Nikolajsen sagde ikke noget. Hun kunne ikke fortælle børnene, at politiet havde tilbageholdt deres far, fordi han havde været i besiddelse af et par falske pengesedler.

Og vi har vel at mærke været i øjenhøjde med Svend gennem hele bogen. Og da faderen ved et uheld (måske med vilje) ender sine dage i mosen (sorry for spoileren) er det lidt sørgeligt for Svend – men så heller ikke mere end hvad en måneds solid bondemåltid kan kurere. Bogen slutter op ad en lys sti.

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke Bibliotekets udgave af Den grønne flaske er lånt voldsomt mange gange ud. Og det er vel kun listenørder med interesse for dansk børnelitteraturhistorie der vil læse den. Det vil sige Mig.

Den grønne flaske er ikke glemt guld. Den var i sin loyalitet og med sin empati for Svend og hans synspunkt ganske fin. Og indignation og at ville noget er også altid godt. Og den har med garanti haft sin ulykkelige aktualitet i 1950’erne – selvom den foregår i tiden op til første verdenskrig. Men den er også tung og med sine synsvinkelskift ofte lidt patroniserende over for Svend og sine læsere. Med andre ord: I behøver ikke læse den. 

Selv tak.

Silas og det store jubelår

Han kom sejlende i en sær lille brednæste båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømme føre sig som den havde lyst. Selv lå han nede i bunden og man måtte tro der var en der havde god tid, det gik kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom båd.

Disse få linjer er anslaget og det første afsnit i Cecil Bødkers jubilæumsklassiker ”Silas og den sorte hoppe”. Og det er noget af det bedste, jeg har læst i dansk børnelitteraturhistorie. Det er ikke et kontroversielt synspunkt. Bestemt heller ikke i 2017 – jubilæet for dansk børnelitteraturs mest grundstødende år.

Når de springende propper er lande og når den let sure asti-smag er væk. Når skåltalerne er afsluttet med et højt hurra; står det klart at for dansk børnelitteratur var der et før og et efter 1967. Og det er en sindssyg god anledning til at få gang i bloggen igen og vel at mærke genlæse klassikerne.

Og den første er den mest oplagte idet forfatteren oven i hatten fyldte 90 for en måned siden. Nemlig Cecil Bødker og første bind i serien om Silas.

Første gang jeg stødte på Silas og den sorte hoppe, var i begyndelsen af 1980’erne i en tysk tv-version. Hovedpersonen var mut, mørkhåret og stemningen var middelalderlig og let mystisk. Måske dragede det mig; måske så jeg bare stort set alt der blev vist i tv dengang. Jeg lånte i hvert fald bogforlægget på biblioteket, selvom hesten i titlen skræmte mig. Det var faktisk først som voksen, og da jeg læste modernisme-novellen ’Øjet’ at det gik op for mig at serien og forfatter-Bødker var dansk og ikke tysk. Siden er der kommet 14 bind – det sidste i 2001.

Silas-bøgernes klassikerstatus skyldes flere ting. Først var det noget så sjældent som en voksen- og endda en litterær anerkendt forfatter, der kastede sig over børnebøgerne; og det kan man i den grad læse. For det andet må Silas-figuren have været en knytnæve der i slut-60’erne, hvor hovedpersoner som Flemming, Jan, Puk, Susy og andre var frejdige, gode – muligvis lidt frække, men entydige og i hvert fald entydigt sympatiske.

Sådan er Silas ikke. Han er moody, selvstændig – men også kynisk, usympatisk, manipulerende, tyvagtig. Silas lever i en verden med svigtende voksne, der kun er ude på at snyde, svindle, stjæle og muligvis slå ham ihjel. Det må have været grænseoverskridende og pirrende der i 1967. Silas alene i en verden, hvor man stort set ikke kan stole på nogen. Og i hvert fald ingen voksne – måske ikke engang sin egen hovedperson.

Jeg genlæste den for nogle år siden med småbange anelser. Havde tiden været ond ved den. Havde Harry Potter gjort Silas anakronistisk? Og da jeg læste den igen i 2017 var den 11-årige Alma i mine tanker. Kunne Silas sige noget til hende i dag.

Svaret er ikke entydigt. Jeg er vild med Bødkers sprog. Og stemningen i bogen. Og anslaget elsker jeg stadig.

Det er hestehandleren Bartolins blik på båden, vi får. Og hele bådens dovne, egensindige og uforudsigelige ridt ned af floden er et billede på Silas og den person han er. Og den næsten magiske tiltrækningskraft han har på både Bartolin og læseren.

Men for mig at se er det først og fremmest en poetik over Bødkers stil i bogen. Nemlig tilbagelænet, uforudsigeligt, flydende og ikke som andre. Det er elegant, dragende og afsindig godt. Jeg vender ofte tilbage til disse syv linjer. For selvom jeg virkelig godt kan lide den, og også kunne lide den i min bogslugende barndom, læste jeg ikke mere end et – måske to bind mere i serien dengang.  Jeg har i de seneste år læst bogen to gange – og heller ikke her fik jeg lyst til at kaste mig over efterfølgerne.

Og hvorfor så ikke det?

Jeg tror at det semi-magiske, halvmiddelalderlige univers keder mig en smule. Jeg er hverken til magiske fløjter, heste og folk i særk. Jeg kan godt se at Silas’ historie og modstand mod svigefulde voksne er eviggyldig. Silas er en spændende og mangefacetteret figur; men jeg kunne sådan set ikke lide ham dengang. Jeg var klart mere på team Ben-Godik.  

Her 50 år efter læser jeg den også mere med historiske briller. Og der holder den. Silas har fået mange efterfølgere 50 år efter. Selv Harry Potter og djævlevennen Filip Engell er også kyniske og ondskabsfulde. Så Silas har sat sine spor. Jeg er blot i tvivl om tiden ikke har været lidt hård ved den. Om den er relevant også for andre end mig der er lidt nostalgiske og som slubrer anslag i mig.

Jeg opfordrede/tvang derfor Alma til at læse den for at høre hvordan en 11-årig i 2017 tog den.

”Den var meget fin.” var svaret.

”Der er jo lavet flere bind, har du mon lyst til at læse dem,” indyndede faderen sig.

”Mnahhh,” sagde hun. Hvilket for den der kan tale 11-årsk betyder. 1) at min datter er høflig 2) at hun syntes den var lidt kedelig. Og efter lidt lokken kom det også frem at hun blev lidt forvirret over ortografien og de manglende citationstegn. Derudover fandt hun en korrekturfejl, og det gjorde hende glad.

Deraf kan man konkludere: Ikke noget som helst. Andet end at Alma og jeg er lidt enige. Jeg hylder Silas – men mest for dens historiske rambuk og for Bødkers suveræne anslag. Tillykke og hils Godik.