torsdag den 7. marts 2013

Når verden kan rende en dreng i ti minutter

Til min seks års fødselsdag gav min nu for længst afdøde kære farmor mig Christian Winthers ’Flugten til Amerika’ i gave. Hvorfor aner jeg ikke. Måske havde hun fået min faster til at købe den. Måske var Winther for hende en slags overgangsforfatter; man fik ’Hjortens flugt’ når man blev voksen, og ’Flugten til Amerika’ når man skulle i skole. Måske syntes hun bare, den var god. Eller tænkte hun, at hovedpersonen Peters trodsige og iltre temperament mindede hende om hendes yngste barnebarn. Det sidste er i hvert fald et godt bud.

Hvis jeg skal være helt ærlig, husker jeg ikke at jeg var jublende lykkelig for gaven, da jeg som seksårig i 1980 fik den læst op. Jeg syntes, den var lidt tynd i det. Og også ret gammel. Jeg ville vel hellere have noget med noget mere smæk på, et spil eller noget med noget engelsk fodbold. Men et eller andet må den have betydet for mig – udover den sentimentale årsag – jeg mistede min farmor relativt kort tid efter, for jeg kan uden at snyde citere store passager og har også altid kunnet det.

Og det kan jeg, tror jeg, fordi det 1) er godt 2) er skægt 3) essentielt og vigtigst 4) det er pisse elegant.


Historien kort fortalt
Peter er seks-syv år og skide sur. Han har haft en møg dag, han har for første gang oplevet kvindelig svigt, han har fået en dårlig karakter, hans bukser er gået i stykker og han har fået skældud. Som jeg sagde: gement dårlig dag. Derfor beslutter han sig for at lære dem et og andet og stikke af til det forjættede land Amerika. Heldigvis møder han sin lillebror, Emil, og Peter bruger sine talegaver til at fortælle om alle de herligheder, der er på den anden side.

Emil er ikke svær at lokke, og han henter en kringle og en billedbibel, og så er de to brødre klar til – helt bitre – at forlade deres barndomshjem. Men ak (og heldigvis); så langt kommer de ikke, da deres mor kalder dem ind hvor der er sagosuppe.

Den patroniserende overtone overdøves
Der er ingen tvivl. Det er en vildt patroniserende historie, hvor det er tydeligt, at den voksne læser skal more sig over den barnlige og absolutte trodsighed hos den viltre Peter. Ha, den vrede han havde stak nok ikke dybere end en tallerken rød og sød suppe (jeg har faktisk fået sagosuppe en gang; det er dæleme lang tid siden).

Derudover er det også et humoristisk billede på tidens (den er fra 1830) strøm af ulykkelige mennesker, der tog til Amerika for at finde lykke og guld. Et satirisk billede af de enorme forventninger, der var til at lykken i staterne blot kunne samles op fra gaderne ligesom guldet. Der var rigdom og frihed og ingen manerer. Sejt.





Det er patroniserende. Men det sjove er, at sådan følte den seksårige Jakob (der ellers i den grad var allergisk overfor talen-ned) det ikke inde i sin krop. Og denne manglende følelse er der stadigvæk. Jeg identificerer mig 100 % med Peter. Jeg kan forstå hans raseri, hans sorg, hans harme. For det kan da godt være at den er væk sammen med desserten. Meget muligt. Men skide være med det. Peters (og min) harme er ægte, og det synes jeg faktisk Winther beskriver så fint og præcist. Og jeg synes også Peters resolutte beslutning om lade verden omkring rende ham noget så præcist og aldeles, er stærk. De kan rende ham – i ti minutter. Men i de ti minutter er de edderhyleme mindre end ingenting for ham. Og det kan selv de patroniserende overtoner ikke fjerne.  Det er en følelse som jeg sagtens kan sætte mig ind i – og genkende både hos mig selv og hos mit søde afkom.

Niels Hausgaard har engang sagt at den vigtigste person i verden er den mor, der tager et grædende barn op på skødet, krammer det og siger ’Skidt med det’. Og nogle gange har han  ret.

Grundrytmen
Når jeg alt for sjældent sidder og bikser med selv at skrive noget er det som regel på vers. Og selvom jeg ofte sætter dogmer op for mig selv om dog at prøve noget andet, ender jeg som regel altid i samme form: Fire strofer, fire slags daktyler og A-B A-B-rim. Og det tror jeg er ’Flugten til Amerika’s skyld. 

Christian Winther kan sin metrik. Det er hårdt, skarpt og konsekvent. Og så får man simpelthen foræret uendelige mængder elegancer forærende ved formen. Jeg prøver at rime mig ud af comfortzone, men rytmen i mit remse-dna hiver mig altid tilbage til Winther. Simpelthen fordi den form er den smukkeste.

Jeg tager afslutningen med som bevis.

Vort kærlige rolige fædrehjem
Vi skulle for evigt savne
Da åbned Mama sit vindue på klem
Og kaldte på vore navne:

’Emil og Peter – hvor skal I hen
Hvad gør I med bogen på gaden?
Skynd jer nu straks kom herind igen
Nu kommer Dorte med maden’

Betuttede begge to vi stod
Vor rejse gik rent i glemme
Og uvilkårligt lystred vor fod
Den moderligt myndige stemme

Min vrede nedslog hendes blide røst
Som lynstrålen egestubben
Jeg drukned’ min sorg og fandt mig trøst
På bunden af sagosuppen.

lørdag den 2. marts 2013

Hvorfor tager Go’ Morgen Danmark ikke børnelitteraturen alvorligt?


Jeg ved godt, at bunden for min naivitet ikke kan skimtes. Men da jeg så at Go’ Morgen Danmark på TV 2 havde bedt deres boganmelder Carsten Norton til at udpege de ti bedste børne- og ungdomsbøger, tænkte jeg at resultatet måske var forudsigeligt, kedeligt og sikkert. Det var den ikke. Stor ros hefra. Og stor ros for i det hele taget at tale om børnelitteratur. Det skal jeg søreme også huske.

Til gengæld udviser hans kanon et udvalg og især et par forglemmelser og et overblik, der ikke vidner om nogen særlig stor interesse endsige viden om børnelitteraturen. Og jeg er ellers overdænget med travlhed og dårlig samvittighed. Men raseri er godt at skrive på. Så inden jeg om et par uger begynder at anbefale målgruppebøger, Sakura Bestle, Winther, Meinke, Bach Lauritsen, Jensen og Scherfig/Dickmeiss og hvad jeg ellers elsker – kommer der lige først et surt opstød. Sorry.

Lad os tage listen og lad mig derefter brokke mig:

Nortons kanon
  1. Rowling: Harry Potter  1-7
  2. Baum: Troldmanden fra Oz
  3.  Aakeson: Vitello
  4. Milne: Peter Plys
  5. Herge: Tintin
  6. Strid: Historien om den kæmpestore pære
  7. Ottesen: Grønnesø 1-3
  8. Bergström: Alfons Aaberg
  9. Nordquist: Peddersen og Findus
  10. Ray: Peter Pedal


Det er tæt på at være imponerende. Ti valg. Det ene er ikke en børne- og ungdomsbog og ingen af dem ville være på min top ti. Et par af dem ville kandidere til en boblerplads. Og så er der altså et par forglemmelser i størrelsesorden Shakespeare, hvis man skulle lave en liste over de ti største engelske 15- 1600-tals-dramatikere.

Gammel sur mand der ikke kan blive tilfreds
Rowling: OK, kan man diskutere med milliarder af salgskroner? Jeg har mange gode ting at sige om Rowling – men det er først og fremmest litteratursociologiske. Hun rammer en målgruppe og en tid imponerende godt. Og så får hun for alvor gjort fantasy mainstream og bragt humor ind i genren. Og det er fame godt klaret. Men det ændrer altså ikke, at hun skriver som Enid Blyton og at fire af hendes bøger er 200 sider for lange og at Halvblodsprinsen var en pine for alle at kæmpe sig igennem. Alene den burde diskvalificere den til at komme på listen.

Baum: Ville den have været på listen hvis ikke Somewhere over the rainbow var en så fantastisk sang – og Judy var noget så yndig? Njah, vel?

Aakeson: Jeg elsker Fupz. Og hans Vitello-bøger er gode og velskrevne og veloplagte og skægge i deres egen meget tydeligt bevidste skabelon. En klar bobler til en plads blandt de bedste danske børnebøger.

Milne: Peter Plys. Ak, ja. Det er nuttet og i 1980’erne, hvor Norton og jeg trådte vores gymnasieconverser, var det endda også en måde hvor man kunne indynde sig hos de kønne og følsomme sproglige piger, ved at påpege de lommefilosofiske aspekter i gajolpakkelængde hos Plys. Det er fint nok. Men i top ti. Aldrig!

Herge: Tintin. Det er ikke en børnebog. Og hvis vi skal åbne for genresnyd, hvorfor så ikke Anders And?

Strid: Jeg har her på siden erklæret min kærlighed til Strid. Det gør jeg gerne igen. Jeg er pjattet med ham. Jeg ville have valgt Lille Frø, der er renere i snittet, skarpere og vildere. Og den ville kunne komme med som bobler.

Ottesen: Helt ærligt, jeg har ikke læst denne serie af Ottesen.

Bergström: Jeg synes Alfons Aaberg er dejlig og godt. Vitello uden humor og jeg er pjattet med de flade illustrationer. Men i top ti. Naahhhh. Skal vi ikke bare sige at der er et par andre svenskere der står nærmere.

Nordquist: Nordquist er en eminent illustrator. En af mine absolutte favoritter. Detaljerig, distinkt og præcis og humoristisk. Og historierne om den gamle mand og katten er fine.

Ray: Come nu helt og så ærligt on. Peter Pedal-bøgerne er hyggelige. Men det er jo også forbandet ringe skrevet. Måske er historiernes løsagtighed i strukturen charmerende. Den vil jeg til en vis grad godt være med på. Men charmen bliver altså for pæn og for renskuret og kedelig.


Ups
Så langt så kedeligt. Men hvordan man kan lave en liste over de ti bedste børne-og ungdomsbøger i verden nogensinde og så ikke tage Ole Lund Kirkegård, Bjarne Reuter, Halfdan Rasmussen, H.C. Andersen og ASTRID LINDGREN med og så end ikke kommentere det (i artiklen). Man kunne jo godt lave en kanon hvor man netop sagde - det behøver ikke alt sammen at være HC And og Lindgren. Fair nok. Men hvorfor så tage Peter Plys med. I don't get it.

Vidner om enten at man vil være a) kontroversiel eller at man har glemt det i forbifarten eller c) at ens holdninger om børnelitteratur hverken er fast forankret i empiri eller viden. Og det pisser mig helt ærligt af. At børnelitteraturen skal behandles stedmoderligt og sjusket. Øv. Og jeg plæderer jo ikke engang for at man skal tage det vildeste avantgarde eller kontroversielle bøger om død og lidelser med. Eller bøger der er skrevet på avanceret metrik og formfuldendte rim. Eller bøger der smækker en bunke historier op i små firkantede former. Selvom det kan jeg da søreme sagtens i en snæver vending.

Man skal bare tage noget der er godt. Hvorfor tage Baum, Milne og Ray med – men ikke Lewis Carroll? Eller Ingalls Wilder (ja, den!). Hvorfor kan man forglemme Halfdan Rasmussen, som jo er det vigtigste stykke litteratur i Danmark. Ja, det er. Sgu!

Føj
Jeg tror simpelthen det er den mest sjuskede og mest irriterende kanon jeg har set. Nogensinde. Inden for alle kunstarter og genrer. Det eneste gode er at Den lille Prins ikke er med.