Til min seks års fødselsdag gav min nu for længst afdøde
kære farmor mig Christian Winthers ’Flugten til Amerika’ i gave. Hvorfor aner
jeg ikke. Måske havde hun fået min faster til at købe den. Måske var Winther for hende en slags overgangsforfatter; man fik ’Hjortens flugt’ når man blev voksen, og ’Flugten
til Amerika’ når man skulle i skole. Måske syntes hun bare, den var god. Eller
tænkte hun, at hovedpersonen Peters trodsige og iltre temperament mindede
hende om hendes yngste barnebarn. Det sidste er i hvert fald et godt bud.
Hvis jeg skal være helt ærlig, husker jeg ikke at jeg var
jublende lykkelig for gaven, da jeg som seksårig i 1980 fik den læst op. Jeg syntes,
den var lidt tynd i det. Og også ret gammel. Jeg ville vel hellere have noget
med noget mere smæk på, et spil eller noget med noget engelsk fodbold. Men et
eller andet må den have betydet for mig – udover den sentimentale årsag – jeg mistede
min farmor relativt kort tid efter, for jeg kan uden at snyde citere store
passager og har også altid kunnet det.
Og det kan jeg, tror jeg, fordi det 1) er godt 2) er skægt
3) essentielt og vigtigst 4) det er pisse elegant.
Historien kort fortalt
Peter er seks-syv år og skide sur. Han har haft en møg dag,
han har for første gang oplevet kvindelig svigt, han har fået en dårlig
karakter, hans bukser er gået i stykker og han har fået skældud. Som jeg sagde:
gement dårlig dag. Derfor beslutter han sig for at lære dem et og andet og
stikke af til det forjættede land Amerika. Heldigvis møder han sin lillebror,
Emil, og Peter bruger sine talegaver til at fortælle om alle de herligheder,
der er på den anden side.
Emil er ikke svær at lokke, og han henter en kringle og en
billedbibel, og så er de to brødre klar til – helt bitre – at forlade deres
barndomshjem. Men ak (og heldigvis); så langt kommer de ikke, da deres mor
kalder dem ind hvor der er sagosuppe.
Den patroniserende overtone overdøves
Der er ingen tvivl. Det er en vildt patroniserende historie,
hvor det er tydeligt, at den voksne læser skal more sig over den barnlige og absolutte trodsighed hos den viltre Peter. Ha, den vrede han havde stak nok ikke dybere end en
tallerken rød og sød suppe (jeg har faktisk fået sagosuppe en gang; det er
dæleme lang tid siden).
Derudover er det også et humoristisk billede på tidens (den
er fra 1830) strøm af ulykkelige mennesker, der tog til Amerika for at finde
lykke og guld. Et satirisk billede af de enorme forventninger, der var til at
lykken i staterne blot kunne samles op fra gaderne ligesom guldet. Der var
rigdom og frihed og ingen manerer. Sejt.
Det er patroniserende. Men det sjove er, at sådan følte den
seksårige Jakob (der ellers i den grad var allergisk overfor talen-ned) det ikke inde i sin krop.
Og denne manglende følelse er der stadigvæk. Jeg identificerer mig 100 % med
Peter. Jeg kan forstå hans raseri, hans sorg, hans harme. For det kan da godt
være at den er væk sammen med desserten. Meget muligt. Men skide være med det. Peters
(og min) harme er ægte, og det synes jeg faktisk Winther beskriver så fint og
præcist. Og jeg synes også Peters resolutte beslutning om lade verden omkring
rende ham noget så præcist og aldeles, er stærk. De kan rende ham – i ti
minutter. Men i de ti minutter er de edderhyleme mindre end ingenting for ham.
Og det kan selv de patroniserende overtoner ikke fjerne. Det er en følelse som jeg sagtens kan sætte
mig ind i – og genkende både hos mig selv og hos mit søde afkom.
Niels Hausgaard har engang sagt at den vigtigste person i
verden er den mor, der tager et grædende barn op på skødet, krammer det og
siger ’Skidt med det’. Og nogle gange har han
ret.
Grundrytmen
Når jeg alt for sjældent sidder og bikser med selv at skrive
noget er det som regel på vers. Og selvom jeg ofte sætter dogmer op for mig selv om dog at prøve noget andet, ender jeg som regel altid i samme form: Fire strofer, fire slags daktyler og
A-B A-B-rim. Og det tror jeg er ’Flugten til Amerika’s skyld.
Christian Winther
kan sin metrik. Det er hårdt, skarpt og konsekvent. Og så får man simpelthen
foræret uendelige mængder elegancer forærende ved formen. Jeg prøver at rime
mig ud af comfortzone, men rytmen i mit remse-dna hiver mig altid tilbage til Winther.
Simpelthen fordi den form er den smukkeste.
Jeg tager afslutningen med som bevis.
Vort kærlige rolige fædrehjem
Vi skulle for evigt savne
Da åbned Mama sit vindue på klem
Og kaldte på vore navne:
’Emil og Peter – hvor skal I hen
Hvad gør I med bogen på gaden?
Skynd jer nu straks kom herind igen
Nu kommer Dorte med maden’
Betuttede begge to vi stod
Vor rejse gik rent i glemme
Og uvilkårligt lystred vor fod
Den moderligt myndige stemme
Min vrede nedslog hendes blide røst
Som lynstrålen egestubben
Jeg drukned’ min sorg og fandt mig trøst
På bunden af sagosuppen.
