I Halfdans fodspor

At skrive en rimet ABC er ikke det nemmeste i verden; det findes der lidt for mange eksempler på. Jeg vil her tage fire eksempler, der alle er udkommet efter 2000 og er af stærkt forskellig kvalitet. En af dem er dog rigtig god (og det er den sidste jeg præsenterer - essensen af suspense!). 

Men fælles for de fleste af dem, jeg har pløjet igennem i min tid som remse-entusiast er at de enkelte opslag ofte bliver så lange, at det føles som tomgang. At allitterationer hurtigt kan blive for meget. Og at et stramt metrisk rim som regel fungerer bedre end en remse, hvor man skal hakke en hæl og klippe en tå på versefødderne (jeg undskylder revy-ordspillet).  

Da-dam da-dam da-dam da-dam

Den ellers gode, dygtige og prisbelønnede Katrine Marie Guldager (1966), der udover en stærk voksenbibliografi med tiden også har skabt en god håndfuld børnebøger udgav i 2004 ’Petrine Petruskas ABC’. Den er i modsætning til andre rimede ABC’er skrevet som en samlet fortælling om Petrine, der skal lære bogstaverne i sin klasse.
Hvert bogstav har altså ikke et eget opslag – men de gennemgås alligevel i slavisk alfabetisk rækkefølge.

Bogen består af firelinjede strofer med fireslags trokæer og AA/BB-rim, der sjosker næsten konsekvent derudaf. Bogstaverne bliver antropomorfiseret: R er sær, H er gammel og C er stolt. Jeg er mere i tvivl om hvorfor bogstaverne har netop de egenskaber de har.
Det er historien og det sprogpædagogiske, der er i højsædet i denne ABC. Både rim og rytme er i hvert fald i den tunge og uelegante afdeling, hvor man ofte støder på arkaiske nødrim og omvendte ordstillinger.

Anneli og jeg vi står

Venter skolebussen når

Solen titter frem fra sky

Dagen den er ved at gry

Takkede og gakkede kakerlakkerrakkerpak

Så er Dan Schlossers ’Den store a-b-zoo’ mere vellykket. Dan Schlosser (1956) er skuespiller, men han er også et ordmenneske og speaker (bl.a. for Jeopardy!). Han har lavet gendigtninger af ’Den store Bastian’ (Den store Bastiansen) og ’Lille sorte Sambo’ (Historien om lille blege Johnny) og i 2001 kom ’Den store a-b-zoo’.

Bogen består af 29 små fortællende digte om alverdens dyr, således at A er om en Alligator, B om en bæver, Q om en quokka og så videre. Det hele er farverigt illustreret af Cato Thau-Jensen.
Fortællingerne er skægt nonsens, hvor dyrene får menneskelige egenskaber. Bogen afsluttes med korte leksikonopslag om det rigtige dyr.

Rytmen og remserne er endog meget frie i ’Den store a-b-zoo’ - også indenfor hvert enkelt lille digt. Og det gør at musikken i digtene hakker og bumler lidt vel rigeligt for min smag. Til gengæld deler Schlosser og jeg den ordlegende onkel-humor, der kommer som et lille lunt slag med halen. Jeg håber jeg er tilgivet men jeg  synes det er skægt at hvepsen Bo flyver med bier – når det stikker ham. Og at bævere er bange for at få tæsk så ’ingen bæver turde protestere / men rystede af skræk for at få flere! / Og det at få en flad har aldrig gavnet / så de går rundt og bæver – deraf navnet.’ (Undskyld, igen)

Men Schlossers absolutte styrke er i det ofte elegante og overraskende rim og især i de skægge, tungevridende dejlige sammensatte ord gerne med assonans, indrim og hele molevitten: Alligatorelevatortur, Kakerlakkefrakken fx. I det sidste eksempelskaber skaber de mange a’er og dobbelt-k’erne både et flot ord og fjerner betydningen for ordet totalt.
Jeg holder meget af disse ordlege – en disciplin som Halfdan Rasmussen er en mester i – læs fx ’Mekanik kan ikke nikke’.

Når bogstavrimet tager overhånd

I ’Sigurds ABC’ fra 2011, der er skrevet af pianisten og børnetv-værten Sigurd Barrett (1967) er der også små rimede fortællinger med et opslag i hvert bogstav.
Her er fortællingerne nonsens grænsende til det fjollede og motoren er bogstavrim-galore.
Hvis versefødderne hos Schlosser var løse, har de hos Barrett i endnu højere grad et frit forhold til strukturens stramme tøjler. 

Ligesom rimene heller ikke er lige så skarpe og originale - men målgruppen for Barretts bog virker også en sjat yngre end hos Schlossers.
  

’Sigurds ABC’ er et fint eksempel på hvor hvor djævelsk en herre, bogstavrim kan være når det er dem, der er den altdrivende motor. Især når digtet ovenkøbet bliver way for langt og løst.

Inge Ibsen i Island inviterede Irma

Indenfor i Inges Ispindefirma

’Isen skal indeholde ingefær, Inge!’

Sagde Irma og fik øje på en isfuglevinge.

Isfuglen Ib kom nemlig lige forbi,

Og Ib syntes ikke, der sku’ ingefær i.

’Idiotisk ide med ingefær i isen!’

Indskød Ib, for det havde han læst i avisen.

Inge indkøbte ingefær og isvanilje,

Nok til en hel indianerfamilie

Isen blev solgt på det nærmeste ishjørne

Til indlandsisens interesserede isbjørne.

Isen blev i øvrigt den bedste i Island,

Og isfuglen Ib fik job som ismand.

Isbjørnen syntes, det var irriterende med gafler

Og indtog isen i italienske vafler:

’At indtage is er skam ikke en skam!’

Og så gav de hinanden et isenkram.

Ok, jeg synes isenkrammet er sødt. Men digtet er simpelthen for langt og for sjakset. Rytmen og versefødder er for løse og de billeder og drejninger i historien som i-motoren giver er for fjollede og for overgearede.   

A i alt

I 2011 kom det bedste bud på en ABC, som jeg har læst siden Halfan Rasmussens. Det er sangene fra børnetv-programmet ’Skæg med bogstaver’. Teksterne er skrevet af bl.a. Mikkel Lomborg (1971), der også er den langskæggede og altid oprigtigt begejstrede Hr. Skæg.

Jeg kan kun anbefale hans optrædenter. Det er overskud og øjenhøjde og venlighed i sin reneste form. Han er en good guy!

Tv-programmet er skide godt. Sangene er endnu bedre. Og teksterne tæt på eminente.

Det er styrken og svagheden ved digtene, at det er tydeligt at de er sangtekster. Kan man huske sangene er det svært bare at læse dem uden at nynne mere eller mindre ubehjælpsomt med. Og den tydelige sangform der fx kan se sådan ud: vers-omkvæd-vers-omkvæd-C-stykke-omkvæd gør det også vanskeligt at læse, hvis man ikke liiiiige har sangene i sit blod. Det er ligesom om, der mangler noget, ikke.
Derudover er formen som regel og naturligt nok også længere og knap så hård og stram, som hvis det havde været digte Halfdan-style.

Til gengæld er rytmen og versefødderne som regel sikkert placeret perfekt midt i skabet. Og i modsætning til Schlosser og Barret så er der også en overraskende forskellighed i emnerne for rimene. Det er ikke altid nonsens på high speed. Og hvor er det skønt, Og det er kommer altså for en som mig, der pjattet med fjant.

Nogle er digtene er ren nonsens, som fortællingen om de 30.000 toilet-tyvagtige tissemyrer, andre er almindelige historier fx om den snu pige, der plager sin mor om slik angiveligt fordi hendes kat er åh så sulten, der er vidunderligt poetiske tekster som fx den om barnet der bare glæder sig til jul og til at tage sine hengemte nisser frem og der er rene sprogpædagogiske digte som fx d om D. 

Alle er fortalt med overskud, elegance, sødme og formbevidsthed.

Jeg er helt ubetinget åndssvagt vild med at feen i F-digtet frysende gør F’et helt konkret lydligt ’Hvorfor-for-for / er du offer-fer-fer / For for for for for for/ denne kulde?’

Og jeg overgiver mig når bogstavrimene bliver brugt med måde og indenfor en kontekst til at skabe den herligste chili con carne med croutoner der kan flyde i cornflakesfyldt cola. Min søn elsker det - digtet altså ikke chimpansens chili con carne-opskrift.

Og sikkert derfor mener jeg at Hr. Skægs ABC er det bedste bud på en den anden ABC man skal købe lige efter Halfdans..

Hyggelig fnisen med fin streg

Det blev kun for anden gang en billedbog der fik Kulturministeriets børnebogspris. Og endda en fin og skæg en af slagsen.

Arne Ungermann: (1902-81) var forfatter men først og fremmest illustrator og plakatkunstner. Og han står for mig som en af de ypperste illustratorer i Danmarks historie.

Han tegnede og skrev med en satirisk splint i øjet – bl.a. tegneserien om Hanne Hansen men også i Blæksprutten og i Svikmøllen. Og jeg ser hans små fine og hyggelige vignetter hver uge når jeg sammen med den ældste ser Matador igen igen igen.

På børnebogsscenen huskes han især for illustrationerne til Palle alene i verden og hans illustrationer og samling af den klassiske Okker gokker gummiklokker og Abel Spendabel.

I 1960 kom så Da solen blev forkølet

Kort fortalt: Kongen har fødselsdag – desværre er Solen blevet forkølet og må holde sengen. Tre små uprøvede sole overtager jobbet. 

Det går ikke så godt, for alle farver bliver blandet. Træet er blåt, vandet grønt og kaffe gul. Og det medfører en kaotisk dag i den lille by. Trafikuheld, skolelærere der må revidere deres undervisning og en trist konge. 

Heldigvis kommer Månen og gør det hele godt igen og dagen efter er Solen rask og livet normalt.

Det er skæg, ballade og en forestilling hvor man tager de vante rammer og ændrer dem til noget helt skørt. Det er lige målgruppen.

Den er fortalt med prosa men hvert opslag slutter af med et lille skægt og formfuldendt rim.

Er det min pæne vagtparade?

Det ligner jo en farvelade…

Som Kongen siger.

Illustrationerne er tynde og fine og skægge. De tre små sole ser herligt frække ud. 

Og der er vitser til både børn og voksne.

Jeg synes fx det er enormt sjovt at Solen har feber på flere millioner grader. Ligesom Gustav Wied-referencen med at måner har den farve som måner skal have fik mig til at fnise.

Marianne Iben Hansen – rimets hersker

Jeg har nævnt det før – og jeg gør det gerne igen; jeg er pjattet med rim. Jeg elsker når sprog koges ned til lyde, til rytmer, til musik. Og jeg elsker det nogle gange vidunderlige nonsens der kommer ud af regler og stavelsesnørderi.

Som jeg før har antydet her på bloggen, er det dog ikke alle der mestrer genren eller tager reglerne alvorligt. Hvor det nonsensiske bliver sjasket og uden poesi og hvor der mindst en gang optræder et is/fis eller et slut/prut-rim. Ak.

Men der er undtagelser. Og en af de allerbedste – hvis ikke den bedste - når det drejer sig om at få fantasi, nonsens og en temmelig ekvilibristisk teknik til at gå op i en højere enhed – er Marianne Iben Hansen. Hun er irriterende dygtig. Og skæg.

Marianne Iben Hansen har siden sin debut i 2004 skrevet 11 rimbøger, en roman, en billedfortælling og en novellesamling. Og det er rimene jeg her vil kigge på og klappe af.

For de mindste og for de hardcore

Marianne Iben Hansen har skrevet rim for de mindste – ’Kan man ride på en høne’ – og ’Tag med i Zoo’.  Her bliver der rimet helt tilforladeligt 

Se løven den er vild / men man sku’ ikke tro det / Den ligger nok så fredeligt / og slikker på sin pote.

Og bortset fra at Cecilie Eken (og jeg) nok vil påpege at det ikke rimer helt er det ganske fint.  Hun har (naturligvis) lavet en ABC ’A, B kom og C’ der også er for de små og som hverken udfordrer genren eller hendes talent.

’Fino badino badulle’ er en nonsenssamling med hilsner til både Halfdan og til Nikke Nikke Nambo. Ikke alt er lige fantastisk, men når hun rammer den fx i titelrimet, opstår der den skønneste, den misundelsesværdigste og halfdanske opstår med indrim, bogstavrim og nonsens. Hurra.

Fino badino badulle

Basta Kanasta kanut

Trille ka tralle

Karina ka rulle

Og Kammas kamel er kaput

Ih, hun er irriterende god

Men der hvor Marianne Iben Hansen virkelig er bedre end de fleste, er i hendes fortællende rim. Hvor hun stramt og konsekvent får fortalt en historie, der både kan være skæg, rørende og tæt på det dejligste pjat.

Palle P og Perlen

Palle er en ensom mand, der drømmer om at finde noget som ingen andre har. En vaskeægte skat. Og hvor heldigt; en dag støder han ind i en perfekt og enorm perle. 

Palle slår det fast med syvtommersøm og kridt på dør, at han er verdens lykkeligste mand. I hvert fald lige til der går en halv dag og han kommer i tanke om at perlen og lykken jo kan tyvstjæles.

Palle må derfor beskytte den. Og så begynder et veritabelt  oprustningskapløb mellem indkøbte våben og Palles frygt.

Men selv det vildeste våben kan ikke stække frygt. Den vinder hver og evig eneste gang. Sådan er det.

Palle er frygtsom og bange og da han kommer til at smadre alt med sit seneste indkøb – en kanon, tropper drengen Jon op. Jon synes Palles våben er fede og i øvrigt ser han også noget positivt i Palle. Og Palle overgiver sig og finder ud af at glæden ved en frygtlåst skat er til at overse. Og at en ven er meget bedre.

Hvor er det bare en fin historie.

Jeg har indenfor de seneste 14 dage læst den på den anden side af 20 gange for min søn, der elsker den. (Og også elsker fortællingen om at han elsker den). Og jeg er enig med Pelle, for det er næsten en perfekt bog. Rytmen er afstemt og næsten lydefri. De ekvilibristiske rim overskygger ikke historien – men underbygger den tværtimod. Jeg synes ganske enkelt det er sindssygt rørende det rim-work in progress som Palle får til at vokse på sin dør i takt med at historien skrider frem.

Så skidt med at det ikke er alle versefødder der glider uden mislyde og at Jon rimer temmelig mange gange på kanon. Palle P og Perlen er en vidunderlig bog.

Bogen er fint og skægt illustreret af Jon Ramheimsætner

Nanna Nokkefår får nok

Hvor remsen i Palle P var fast og historien næsten opbyggelig – helt konkret med det voksende rim på Palles dør, er fortællingen om det nougatfarvede nokkefår Nanna tæt på avantgarde. 

Handlingen fortaber sig lidt – det er vist noget med et får der keder sig gevaldigt på en mark, stikker af og møder modekongen Frode, der tager hende med ind til byen, hvor Nannas krøllede frisure bjergtager hele byens modeelite. Så meget at hun i bogstaveligste forstand bliver begravet i gaver. Og derfor stikker hun af til en paradisø hvor stjerner og stjernefår kan være, når de ligesom får for meget. Sådan ca. det. Jeg har ikke lagt så meget mærke til handlingen og til fårtegningen.

Det er altså noget andet der er på spil i ’Nanna Nokkefår får nok’; nemlig at frembringe de mest ekvilibristiske rim – og lave de hårdeste rytmer, de tætteste indrim, bogstavrim. Det hele. Godt illustreret i titlen, hvor man både finder et labert ordspil og bogstavrim.

I det hele taget er Nanna Nokkefår en tour de force i onklede revy-ordspil, fikse næstenrim der holder vand, fordi det er skideskægt, charmerende og fantasifuldt. Jeg elsker når Nanna tæller nokkefår når hun skal sove og rim som fx Bob der / Helikopter er jo bare sjovt og elegant.

Tempoet er sindssygt højt fx her hvor Nannas berømmelse er ved at blive banket ind i skallen på hende

For hun fatter ikke rigtig,

Hvad der forgår

Og hvorfor

Folk har fårehår

Og hvorfor

De mon står

Dér alle mand

Og råber Nanna

Det er hårdt og fermt og skægt. Og det reducerer sproget til musik og rytme. Det elsker jeg som sagt, men det får også den konsekvens at læsetempoet stiger i en sådan grad at det simpelthen bliver vanskeligt at forstå, hvad der egentlig foregår. Og det er måske også lige meget. Det er jo lyde, musik, leg med sproget. Det er avantgarde.

Nanna Nokkefår er illustreret af Hanne Bartolin der også står bag - 

Axel elsker biler

Marianne Iben Hansens bog om den kubikglade and, Axel, er et hovedværk. Ikke bare for Marianne Iben Hansen eller for den rimede fortælling, men for billedbøger inden for de seneste 10 år. 

Ikke så meget pga. handlingen. Axel er pjattet med biler, men hans forældre påstår at ænders naturlige feature er at svømme. Det er Axel temmelig indifferent overfor. Han stikker af, møder en elefant og to giraffer og suser lykkeligt af sted i snabeldyrets bil. 

Axel møder mekanikeren Harry og får job hos ham og forenes med sine forældre.

Igen er det sproget og formen der hæver bogen op. Og det der gør ’Axel elsker biler’ så fin er bl.a. det enkleste greb, som jeg er grøn af misundelse over ikke at have fundet på. Nemlig noget så simpelt og colombusægget som et omkvæd. 

Når Axel er ved at koge over af begejstring over bilers dejlighed begynder det ’i en brandbil, en kranbil/en gammel veteranbil/ en sølvbil, en blå bil/ en racerbil en rå bil’. Det virker helt vildt godt, genkendeligt og fint. Og lykken stiger når der umiddelbart efter riffes og rimes på  bilmærker. På Porche. På Suzuki. På Jeep, Jaguar, Mazda RX-7. En opremsning af lækre ord og brands.

Og ikke nok med det; hele bogen emmer af rimoverskud. Så når Axel og familie til sidst i bogen drøner af sted – snirkler rimene med på bagsiden af bogen og videre ud i den virkelige verden. Og her rimer tju-hej-biler på se-nu-lige-mig-biler, og fjongbiler rimer på underlig facon-biler. Det er helt vildt godt. Skægt. Ekvilibristisk. Misundelsesværdigt.

 Marianne Iben Hansen er når hun er bedst - rimets hersker.

Axel elsker biler, Nanna Nokkefår får nok og Palle P og perlen

Når verden kan rende en dreng i ti minutter

Til min seks års fødselsdag gav min nu for længst afdøde kære farmor mig Christian Winthers ’Flugten til Amerika’ i gave. Hvorfor aner jeg ikke. Måske havde hun fået min faster til at købe den. Måske var Winther for hende en slags overgangsforfatter; man fik ’Hjortens flugt’ når man blev voksen, og ’Flugten til Amerika’ når man skulle i skole. Måske syntes hun bare, den var god. Eller tænkte hun, at hovedpersonen Peters trodsige og iltre temperament mindede hende om hendes yngste barnebarn. Det sidste er i hvert fald et godt bud.

Hvis jeg skal være helt ærlig, husker jeg ikke at jeg var jublende lykkelig for gaven, da jeg som seksårig i 1980 fik den læst op. Jeg syntes, den var lidt tynd i det. Og også ret gammel. Jeg ville vel hellere have noget med noget mere smæk på, et spil eller noget med noget engelsk fodbold. Men et eller andet må den have betydet for mig – udover den sentimentale årsag – jeg mistede min farmor relativt kort tid efter, for jeg kan uden at snyde citere store passager og har også altid kunnet det.

Og det kan jeg, tror jeg, fordi det 1) er godt 2) er skægt 3) essentielt og vigtigst 4) det er pisse elegant.

Historien kort fortalt

Peter er seks-syv år og skide sur. Han har haft en møg dag, han har for første gang oplevet kvindelig svigt, han har fået en dårlig karakter, hans bukser er gået i stykker og han har fået skældud. Som jeg sagde: gement dårlig dag. Derfor beslutter han sig for at lære dem et og andet og stikke af til det forjættede land Amerika. Heldigvis møder han sin lillebror, Emil, og Peter bruger sine talegaver til at fortælle om alle de herligheder, der er på den anden side.

Emil er ikke svær at lokke, og han henter en kringle og en billedbibel, og så er de to brødre klar til – helt bitre – at forlade deres barndomshjem. Men ak (og heldigvis); så langt kommer de ikke, da deres mor kalder dem ind hvor der er sagosuppe.

Den patroniserende overtone overdøves

Der er ingen tvivl. Det er en vildt patroniserende historie, hvor det er tydeligt, at den voksne læser skal more sig over den barnlige og absolutte trodsighed hos den viltre Peter. Ha, den vrede han havde stak nok ikke dybere end en tallerken rød og sød suppe (jeg har faktisk fået sagosuppe en gang; det er dæleme lang tid siden).

Derudover er det også et humoristisk billede på tidens (den er fra 1830) strøm af ulykkelige mennesker, der tog til Amerika for at finde lykke og guld. Et satirisk billede af de enorme forventninger, der var til at lykken i staterne blot kunne samles op fra gaderne ligesom guldet. Der var rigdom og frihed og ingen manerer. Sejt.

Det er patroniserende. Men det sjove er, at sådan følte den seksårige Jakob (der ellers i den grad var allergisk overfor talen-ned) det ikke inde i sin krop. Og denne manglende følelse er der stadigvæk. Jeg identificerer mig 100 % med Peter. Jeg kan forstå hans raseri, hans sorg, hans harme. For det kan da godt være at den er væk sammen med desserten. Meget muligt. Men skide være med det. Peters (og min) harme er ægte, og det synes jeg faktisk Winther beskriver så fint og præcist. Og jeg synes også Peters resolutte beslutning om lade verden omkring rende ham noget så præcist og aldeles, er stærk. De kan rende ham – i ti minutter. Men i de ti minutter er de edderhyleme mindre end ingenting for ham. Og det kan selv de patroniserende overtoner ikke fjerne.  Det er en følelse som jeg sagtens kan sætte mig ind i – og genkende både hos mig selv og hos mit søde afkom.

Niels Hausgaard har engang sagt at den vigtigste person i verden er den mor, der tager et grædende barn op på skødet, krammer det og siger ’Skidt med det’. Og nogle gange har han  ret.

Grundrytmen

Når jeg alt for sjældent sidder og bikser med selv at skrive noget er det som regel på vers. Og selvom jeg ofte sætter dogmer op for mig selv om dog at prøve noget andet, ender jeg som regel altid i samme form: Fire strofer, fire slags daktyler og A-B A-B-rim. Og det tror jeg er ’Flugten til Amerika’s skyld. 

Christian Winther kan sin metrik. Det er hårdt, skarpt og konsekvent. Og så får man simpelthen foræret uendelige mængder elegancer forærende ved formen. Jeg prøver at rime mig ud af comfortzone, men rytmen i mit remse-dna hiver mig altid tilbage til Winther. Simpelthen fordi den form er den smukkeste.

Jeg tager afslutningen med som bevis.

Vort kærlige rolige fædrehjem

Vi skulle for evigt savne

Da åbned Mama sit vindue på klem

Og kaldte på vore navne:

’Emil og Peter – hvor skal I hen

Hvad gør I med bogen på gaden?

Skynd jer nu straks kom herind igen

Nu kommer Dorte med maden’

Betuttede begge to vi stod

Vor rejse gik rent i glemme

Og uvilkårligt lystred vor fod

Den moderligt myndige stemme

Min vrede nedslog hendes blide røst

Som lynstrålen egestubben

Jeg drukned’ min sorg og fandt mig trøst

På bunden af sagosuppen.

Form og indhold i et perfekt match

Cecilie Eken (1970) debuterede i 1993 med  ’Troldemandens søn’ og har siden skrevet små 25 bøger; hvor langt de fleste er i fantasy-genren. 

Hun er en af de absolut største danske børnebogsforfattere.  Hun har modtaget Kulturministeriets store børnebogspris to gange og Torben Weinreich tager hende med i sin samling af de fire bedste danske nutidige børnebogsforfatterskaber (sammen med Haller, Reuter og Aakeson).

Udover at være en eminent god fortæller har Cecilie Eken et ualmindeligt stort talent for og glæde ved formalia. I ’Sikkas fortælling’ er en del fortalt via heksametre. Og hun underviser på Forfatterskolen i metrik. Jeg havde hende i faget Den rimede fortælling – og jeg elskede det uforbeholdent. 

Det var så klart mit moment på Forfatterskolen. Og jeg har også været så heldig at optræde med Cecilie Eken med rim og ærefrygtsrystende bukser.

Og når jeg selv rimer, så er der i den grad talt stavelser og tryk og der er tjekket med rimordbog og fjernet omvendte ordstillinger. Det har Cecilie Eken banket ind i mit rim-dna. Og jeg elsker det!

Eken har skrevet et par rimede bøger bl.a. den stærkt poetiske og erotiske ’Vingekatten’. Og så lige også ’Mørkebarnet’, som jeg vil rose til skyerne lige nu.

Den arketypiske fortælling

’Mørkebarnet’ handler om to piger, der begge bor i en blomstrende og idyllisk have. Den ene er lys og glad, har blomsterranker i lokkerne og sine forældres udelte kærlighed. 

Den anden, derimod, er mørk, ensom, vred, gloomy og tvær – og hende vil forældrene  ikke kendes ved.

Mørkebarnet martres af ubændig jalousi over at det er den lyse pige der får lov til at sove i sengen og bliver kaldt en gave af forældrene.

Derfor hidklader hun de sorteste monstre, der skal fjerne lysbarnet. Men inden det ulykkeligste sker og den lyse pige bliver slået ihjel mærker Mørkebarnet smerten og angsten hos Lysbarnet. Og Mørkebarnet jager monstrene væk. Forældrene kommer styrtende til; og Lysbarnet fortæller at det var Mørkebarnets styrke og vrede der frelste hende. 

Forældrene forstår endelig at Mørkebarnet og Lysbarnet er to sider af samme sag. At deres barn også indeholder en livsnødvendig mørk, dyster og destruktiv side.
Samtidig kan man også - hvis man er barn - sagtens læse den bogstaveligt - at der altså er tale om piger.

Det er jo en fin arketypisk historie om at man indeholder både en lys og en mørk side. Og at man ikke kan leve uden. Samtidig er det også et vink til forældrene om at acceptere at deres lille engel også har følelser der ikke er sådan nogen man praler med på forældre-intra.

Så langt så godt.

Det sublime

Det der gør ’Mørkebarnet’ til et værk, man også vil tale om om mange år er formen. Cecilie Eken har nemlig fortalt historien som en sonetkrans. Og jeg vil her komme med en kort og ufuldstændig beskrivelse af soneters lyksaligheder. 

En sonet er en af de mest klassiske digtformer, Shakespeare excellerede i dem – 14 linjer på 11 stavelser, skrevet i jamber og opdelt i to dele, der begge er opdelt i yderligere to dele.

En sonetkrans er så 15 digte, der hænger sammen.

Første digts sidste linje bliver gentaget, som andet digts første linje og så videre. Det hele samles så i det store afsluttende 15. digt, Mestersonetten. I Mestersonetten er første linje den første linje i første digt, anden linje er første linje i andet digt og så fremdeles. Med andre ord alting hænger sammen. Og en sonetkrans er ikke noget man bare lige klasker sammen. Inger Christensen har fx gjort det så fantastisk med ’Sommerfugledalen’.

I ’Mørkebarnet’ spiller form og indhold perfekt sammen. Den arketypiske og tidløse historie og den überklassiske form med de rolige jamber og de gentagende linjer, der skaber en næsten sugende bevægelse, som ender i det sublime i mestersonetten.

Det er helt vildt godt. Og det er ikke kun en værk for form-nørder der fælder tårer over metrik. Min datter er også vild med den og jeg har også oplevet andre og yngre piger der elsker den. Jeg tvivler - trods alt - på at det er jamberne der gør det – nok snarere den klassiske og lidt uhyggelige historie.

Kari Sønsthagen tog den med i sin samling af de fem bedste børnebøg i årtusindets første årti. Og den fik Kulturministeriets børnebogspris for 2007. Og i år kunne man opleve ’Mørkebarnet’ som teaterstykker.

Læs mere om Cecilie Eken her

På rimjagt med lodne trolde og en barber, der er skaldet som Roskildevej’n

Jeg er en rim-kinda guy. Jeg synes det er gennemgribende fantastisk at læse tekster, hvor der rimes godt, originalt og skægt i en rytme granitstøbt af de smukkeste jamber og trokæer og dansende daktyler. Og jeg synes det er en pine at trækkes gennem det modsatte – forsuttede nødrim, ordvendte omstillinger,  myriader af apostrofer og  en lidt vel rigelig let omgang med rytmer. Det kan rim/remse-overlæreren ikke lide.

Denne side vil være fyldt til randen af beskrivelser af min glæde ved rim og remser. Selve formen giver når den er bedst automatisk en flydende musisk tekst og ofte med det dejligste nonsens og helt nørdet leg med ord. Jeg elsker det. Punktum. Og jeg kan sagtens se mig selv senere ævle langt om rimets/remsens rolle i dansk børnelitterær sammenhæng. Spændende. Men ikke nu. Nu bliver det langt ævl om et af de absolutte hovedværker indenfor genren. Hvis ikke det største. Og det er naturligvis af Halfdan Rasmussen (1915-2002)

’Halfdans ABC’ udkom i det magiske år for dansk børnelitteratur, 1967, og med kongeniale tegninger af Ib Spang Olsen. Alle kender den. Alle har fået den og givet den væk. Lars Bukdahl mener, at det aldrig kan gå helt galt med Danmark, når vi alle har fået ABC’en mejslet ind i vores sproglige dna.  Gid det er så vel.

Og samtidig er den et monster, som alle andre rimbøger bliver sammenlignet med. Og dens lækre og oplagte alfabet-motor er så effektiv og fristende, at den har låst mange andre rimsmedes forestilling om hvordan en rim-samling skal se ud. Og det er søreme ærgerligt, for man kan altså også så kan bruge andre former som motor for ens rim- og remse-trang.

Jeg vil forsøge at beskrive hvordan og hvornår Halfdan Rasmussener bedst i ABC’en og hvilke delelementer der er i emnerne for hans nonsens.

Jeg har forsigtigt og fra hoften opdelt de 28 små digte i
fem kategorier: 

• Poetisk nonsens, 
• Vitsende nonsens, 
• Narrativt nonsens, 
• Bogstavrimende nonsens 
• Sprogpædagogisk nonsens. 

Og jeg tager det i omvendt rækkefølge:

Sprogpædagogisk nonsens:

Q et er bogstav i alfabetet

Man bruger det sjældent

Men her kan du se det!

Dansk er jo et irriterende sprog, hvis man vil bruge alfabet-motoren, da hverken q, x eller z er hyppige eller skægge bogstaver. Jeg er helt sikker på at xylofonen kun har opnået sin imponerende store popularitet i Danmark, fordi det er det eneste ord, man kender der begynder med det forkætrede x.

Halfdan Rasmussens løsning er tæt på at være virkelig elegant. Ganske vidst er rimet (alfabetet/ se det) kun næsten et rim, men den lakoniske og selvrefererende humor og perfekte rytme hiver det hjem.

Bogstavrimende nonsens

Den stærkt bogstavrimende motor er faktisk ikke en der bruges i særlig høj grad i ’Halfdans ABC’. Bogstavrimende findes som elementer i andre rim: Bennys bukser brændte, Gåsen gav et gæstebud, Hundrede høns i hønsegården, Købte kugler og krudt for en krone osv. Men i forhold til hvad alfabtet-motoren ellers lægger op til er allitterationerne kun noget Halfdan Rasmussen bruger som effekt i visse rim – i nogle tilfælde dog som den bærende motor:

Mest rent i F:

Freddy Fræk fra Fakse

Fangede i fælder

Femten flotte

friske fiskefrikadeller.

Hvor det kun et ud af elleve ord der ikke begynder med F.

Den bogstavrimende motor er et greb, der ofte bruges i andre forfatteres ABC’er – sikkert inspireret af Kaj & Andreas ugesang og tit med stærkt svigtende held og talent.

Narrativt nonsens (aka rodebunken)

Små rim hvis hovedformål er at fortælle en lille bitte historie og hvor det er historien der er det bærende element. Bedst fx i Y

Ylle, Dylle, Dolle

Tre små lodne trolde

Gik på jagt med vanter på

For at skyde hvad de så

Ylle skød en kaffekande

Dylle skød en stegepande

Dolle skød en kasserolle

Ylle, Dylle, Dolle

Og underligst i L

Lirum i Virum

Og Larum i Farum

Tog fra Nærum

Med fru Lærum

For at købe smør

I Smørum

Jeg er vild med fortællingen om troldene og køkkenredskaberne, men har aldrig kunnet få L-digtet til at flyve. Der er noget med den nedadgående rytme og det kedelige navn fru Lærum, der er for konstrueret og løber ud i sandet. For mig virker det næsten som om det ikke er skrevet til denne ABC – jeg aner det ikke. Og hvis ikke det var fordi, jeg er overbevist om at Halfdan Rasmussen er ufejlbarlig, ville jeg mene, at her var der et digt, der ikke var stramt nok. Ups, sagde jeg det?

Vitsende nonsens

Vits-begrebet er her brugt ret frit. Men det er rim, der jagter en pointe, et slag med halen. Det kan enten være den rene vits som i den ironiske historie om Gåsens juleaften eller om forvekslingskomedien om den bukselånende Børge. Men det kan også være jagten på dejlige hjemmelavede ord

Norske nisser nyser ikke

Når det blæser højt mod nord

Låser de med nissenøgler

Deres nissenæsebor

Eller spektakulære rim

Øen i søen har kun en barber

Til gengæld så klipper han alt hvad han ser

Han klipper sin fætter, sin hund og sit får

Han klipper billetter når færgerne går

Han klipper sin plæne, sin hæk og sit hegn

Man selv er han skaldet som Roskildevej’n

De to digte er naturligvis mine favoritter i værket.  Ø-rimet med de perfekte daktyler, den temposættende gentagelse med ’Han klipper….’ og det skægge overraskende rim og konkrete billede til sidst. Alt det og mere til er med til at gøre det uforbeholdent vidunderligt. Det samme kan man sige om ordet ’nissenæsebor’ og de hårde trokæer i N-digtet. Elsker det.

Poetisk nonsens

Min ældste datter elsker de fine poetiske digte med de sarte og dejlige billeder som Halfdan Rasmussen er en mester i at skabe. Mest filigran-agtigt i bogens første digt:

Ane lagde anemoner

I kanonen på Trekroner

Ved det allerførste skud

Sprang Anes anemoner ud.

Hun har søreme god og sikker smag, den datter.

Halfdans ABC er et hovedværk i dansk litteratur. Og et fortjent et af slagsen. Hans formbevidsthed, hans humor og det – jeg siger det igen – kongeniale samarbejde med Ib Spang Olsen, hans rimfantasi og skæve og fine billeder gør bogen både elegant og skør og er i bogstaveligste forstand uovertruffen.

Samtidig har den som sagt skabt sin egen genre, som har fået sine naturlige efterfølgere. Som jeg om ikke så lang tid vil gennemgå en håndfuld af.

’Halfdans ABC’ udkom i et første oplag i 1967 på uhørte 25.000 eksemplarer.  Hvor mange eksemplarer af den er solgt i Danmark? Måske har Lars Bukdahl alligevel ret i, at det måske ikke kan gå helt galt, når vi har Ylle, Benny og nissenæsebor i vores blod.