Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon

Næste skud på stammen fra det uforståeligt fantastiske 1967 er Flemming Quist Møllers debut som børnebogsforfatter nemlig Cykelmyggen Egon. Og Silas og Egon viser også hvor vild 1967 var; for de to bøger kunne i udtryk stort set ikke være mere forskellige.

Hvor Silas’ force er et poetisk, sejlende sprog. Og en historie der duver af sted. Hvor hovedpersonen er mangefacetteret, kynisk, ja, næsten usympatisk. Grundfarverne hos Bødker er jordfarvet – brun, grøn, grå.

Her er insektprotagonisten og pedalatleten Egon tæt på det stik modsatte. For Egon er fyldt med løsagtighed, flip og psykedeliske farver. Til genggæld er historien temmelig straight fortalt og Egon er helt igennem sympatisk, hjertevarm og entreprenant.

Flemming Quist Møller (1942) er tegner og musiker og havde sammen med partner in crime Jannik Hastrup lavet tegnefilm, julekalender ("Hvordan man opdrager sine forældre") og alt muligt andet fedt flip inden børnebogsdebuten i 1967.

Cykelmyggen blev skabt via en fortælling til sønnen Carl. Og da Carl grinede over det vidunderlige ord cykelmyg (der med sine indrim og sin nonsenssammensætning er poetisk, billedskabende og lydligt fedt) tænkte Quist Møller, at her var der en figur til en tegnefilm. Det blev dog en bog, men Quist Møllers tegnefilmsbaggrund fornægter sig ikke – og det er i illustrationerne og i flippet at bogen lever i dag.

Bogens historie er i grunden lige ud ad landevejen: Egon er anderledes end sine søskende, og vil hellere cykle end lave loops.

Efter et uheld hvor hans cykel smadrer (hvordan han har fået den i første omgang, kan man kun gisne om), bliver han bi-bud og derefter altmuligmand og til sidst artist i loppecirkus.


Historien virker som om den er fortalt og tegnet med et barn på skødet. Den er meget associeret frem – a la prøv lige og se her, kunne det ikke være fedt hvis det her skete.

På den måde bliver den enormt løst fortalt - meget a la hvordan man leger - og har den direkte målgruppe næsten med i skabelsesprocessen. Og Carl Quist Møller har da også siddet på farmands knæ, mens historien er fortalt og tegnet.

Det virker både løsagtigt - men også frit, legende, let og dejligt.

 Sproget har noget næsten svajer-kækhed over sig; jeg har set indslag hvor der bliver talt om sproglig vitalitet. Det er jeg ikke sikker på at jeg er enig i holder i dag. 

Men Quist Møller tegnefilms- og jazzede rytmiske baggrund er til gengæld tydelig på hvert et opslag. Der er sindssygt meget bevægelse i myggene og den løse improviserede del er meget charmerende.

Jeg elsker at kålormen fra Alice i Eventyrland umotiveret dukker op som en tydelig reference der bare bruges som en flygtig og fed ide.

FQM har i et interview fortalt at han sådan set ikke ville prøve at revolutionere – men bygge videre på traditionen. Han er inspireret af Elsa Beskow, selv om der umiddelbart er langt fra Egon til Tante Lilla, men det er årsagen til skiftet mellem de farvede og de sort/hvide opslag.

Senere er Cykelmyggen både gået til filmen og til balletten og og der er kommet efterfølgende bind om ham.

Flemming Quist Møller har senere lavet filmiske mesterværker som Bennys Badekar og bøger med et klart politisk sigte fx Snuden