Alice i Hyggeland

Næste bog i rækken af 1967-perler er Benny Andersens oplæsningsklassiker - nemlig første bind i serien om den let hysteriske og pølseformede konkrete metafor Snøvsen.

Benny Andersen: Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

 

Benny Andersen: (1929) er en af Danmarks mest læste og elskede forfattere. Og man skal vist have et hjerte af stål og is, hvis ikke man synes, at han er sympatisk.

Hans bløde jazzede elegance og hans afvæbnende venlige selvironi og hans talent for at se hverdagens hyggelige småparadokser og sproglege har gjort ham umådelig folkelig og populær. At en del af den danske folkesjæl, som tog ham til sig lige inden kaffen blev klar så har flyttet sig fra Andersens syn på verden omkring os – ja, det er både ironisk og frem for alt sørgeligt.

Andersen har siden 1960 skrevet venligt-modernistiske digte for voksne og været værtshuspianist. I 1963 udkom en samling af mundtlige og indsamlede børnerim og tælleremser ”Nikke Nikke Nambo” og året efter kom den internationale pendent ”Lille Peter Dille”.

Børnegennembruddet kom i 1967 med første bog om Snøvsen. 

Det var lidt med bange anelser jeg læste den her i 50-året for den nyere danske børnelitteraturs fødsel.
Torben Weinreich har sagt i sin festtale i magasinet Klods Hans, at "Snøvsen" var en af de bøger, der ikke holdt i dag.Og inden jeg læste den igen, var jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Jeg har ikke selv et nostalgisk forhold til Snøvsen (Andersen derimod). Jeg mindes ikke, at den blev læst op for mig i min sydsjællandske barndom; og jeg er ikke 100 % sikker på at jeg har læst den op for Alma og Pelle – og jeg ejer den faktisk ikke. Så jeg måtte låne den på biblioteket. Da Alma så den, udbrød hun spontant: ”Åh, Snøvsen, den er så sød og hyggelig”. Så for hende har den måske sat sig nostalgiske spor. Hyggelig var også en af mine forventninger, da jeg genlæste den. Men jeg var alvorligt bange for, at tiden havde været ond ved tonen og tempoet. 

Selve bogens præmis med at gøre sproglige billeder helt konkrete og levende er jo en god ide. Det er også en disciplin som Andersen og den relaterede Halfdan Rasmussen mestrer. Men hvad hvis sprogbillederne er bedagede. Jeg mener: hvem under 60 siger at man går fra snøvsen i dag? Mit sind er på mange områder voldsomt ældre end 43 – men jeg siger det altså ikke.Og hvad er en snøvs i grunden? Få svaret nederst på siden.

Frygten, der både bliver af- og be-kræftet

Især de første par kapitler bekræftede min frygt. Eigil undres over sine forældres sprog – skattevæsen, ti vilde heste osv. Det er meget hyggeligt, men også vildt gammelt (og lidt klappen på hovedet-overbærende).

Men da Snøvsen dukker op, bliver han faktisk en helt rigtig figur befriet for sin sproglige tid og er ikke længere en konkret metafor. Han er bare en børnebogsfigur, der er selvovervurderende, bange og skinger. Og den figur er en klassisk figur man finder i børnelitteraturen til alle tider.

Et andet element der beroligede mig, var, at den faktisk fungerer fint som oplæsningsbog. Den er mundtlig og rar at læse. Det er en ren hjemme-ude-hjem-historie med en masse krummelurer i historielinjen. Der er et væld af digressioner, forklaringer og baggrundshistorier, der næsten har lignelsespræg – fx om de to brødre hvis venskab ødelægges af en arv. Eller som fungerer som hyggelig vits, fx Bøhmanden, der ved hjælp af et ekko forsøger at blive en genstridig hikke kvit.

Og jeg må indrømme, at jeg grinede over historien med bageren og hans kone, der kom op og skændes om halve og hele kringler. Og hvor Andersen går til den sproglige logik på helt lewiscarrollsk-facon.

”Det er min den halve,” råbte bagerkonen og holdt fast i sin halvdel.
”Det er min den hele,” hylede bageren, og så hev de i hver sin del af kringlen som til sidst gik midt over, så bageren faldt baglæns ned i et dejtrug, hvor han næsten helt forsvandt. Det eneste man kunne se af ham var den halve kringle der stak op.

Bagerkonen gik hen til truget og tog den halve kringle fra ham.

”Her har I en halv kringle,” sagde hun til Eigil og katten og rakte Eigil den ene halvdel. ”Og her har I en anden halv kringle,” tilføjede hun og rakte Eigil den halvdel hun selv havde holdt fast i.

”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

I det hele taget havde jeg "Alice i Eventyrland" i hovedet, da jeg læste den. Undersøgelsen af sprogets logik og konkretisering af ord er tydelig - og vel også en voksenmodernistisk tilgang. Samtidig er bogen fyldt med fortællemæssige omveje, overskud ,fortællinger og sange; og det kan også findes i det engelske mesterværk. Men Snøvsen er langt fra så radikal og vild og creepy som Alice; den henvender sig for det første også til et yngre publikum og er temmelig dansk, andersensk og hyggelig. 

Hyggelig, sød og mest for nostalgikere

Jeg er på den ene side enig i ældstedatterens labels "hyggelig og sød". Men jeg er også enig med Weinreich og min egen frygt: tiden har gnavet heftigt i fundamentet for Snøvsen. Og så er jeg generelt bare ikke så forelsket i den arketypiske børnebogsfigur, som Snøvsen er. 

Snøvsen er en elskelig -  men også let hysterisk, hyklerisk og selvforelsket figur. Og det greb synes jeg som regel bliver for forceret.
(Derudover har jeg altid syntes at den pølsen på en fod var lidt klammo)

Snøvsen er blevet lavet som film - to gange og der er fire bind i serien, hvor den sidste udkom i 1984.  Og den bliver stadig genudgivet og læst. Jeg har en fornemmelse af at nostalgien og hyggen tæller meget, når den bliver valgt til puttelæsning. Og det er jo også en fin årsag – så skidt med, at den er lidt vel støvet.

Jeg nød selvfølgelig at læse den. Benny Andersen er elegant og rar. Og der er glimt af skægge og fede ting. Men det er langt fra den 1967-klassiker, der står stærkest.

Som lovet: servicemeddelse: En snøvs er den løse øverste del af en sæk, der er sammensnørret.  Det er også gammel slang for næsen.

Så at gå fra snøvsen vil enten sige - hvis man går næsevejen -  at man taber sit ansigt; eller hvis man går sæk-vejen at der er noget, der egentlig var lukket ned der bryder op. To sider af samme sag.