Kulturministeriets Børnebogspris anno 1954

Jeg kan godt lide at bygge huler af regler. Jeg føler mig tryg, når jeg opsætter nogle systemer, som jeg kaster mig ud i; for at lære nyt, møde ny inspiration, finde glemt guld og for at sætte kedsomheden for døren. 

Jeg er 100 %  vidende om, at projektet ofte strander, fordi det tager for lang tid, og fordi det i grunden er møgkedeligt, og at der ingen anden der synes det er spændende. Men hey, jeg har hørt 1001 album før du skal dø, så at læse samtlige vindere af Kulturministeriets Børnebogspris bør da være en smal sag.

Kulturministeriets børnebogspris er en af de fineste – hvis ikke den fornemste hæderbevisning – der gives til danske børnebogsforfattere. Den blev uddelt første gang i 1954. Og er siden blevet med enkelte undtagelser blevet uddelt hvert år.

I 1954 blev prisen delt – noget der ikke sker sjældent for prisen.

Den ene vinder er en elsket klassiker. Den anden havde jeg aldrig hørt om.

Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne.

Egon Mathiesen (1907-76) var maler. Og samme år (1932) hvor han debuterede som kunstner blev han også tilknyttet Fröbelseminariet og lærte om reformpædagogik. Han børnebogsdebuterede i 1939 og fik klassikerstatus med Frederik og Bilen (1944) og Aben Osvald (1947).

Mis med de blå øjne er fra 1949 – så han fik den ministerielle anerkendelse med fem års efterkrav. (Ency påstår, at han fik den for Frederik og bilen)




Anyway; Mis med de blå øjne handler den lille Mis, der har store blå øjne og et godt og optimistisk humør og sind.
Han er på jagt efter det paradislignende land med de mange mus. Mis leder og spørger sig frem og på vejen må han nøjes med en flue, en myg og en fedtet bladlus. På et tidspunkt møder han en flok andre katte der har gule øjne. Og Mis’ anderledes blå øjne og hans optimistiske syn på livet provokerer de andre katte. ”Du med dine blå øjne,” hvæser de. 

Ved en tilfældighed lander Mis på ryggen af en grum hund, der har jaget de sure katte op i et træ. Hunden løber forskrækket op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke indtil den ender i landet med de mange mus. Mis æder sig tyk og glad og vender tilbage til de utaknemmelige og vrisne katte og viser dem paradis. Og kattene takker ham behørigt - selvom han har blå øjne. Det manglede da også bare.

Jeg elsker Mis med de blå øjne. Den er så skæg og så fin. Den ultra-enkle stil både i tegninger der ofte bare består af Mis med de store blå øjne og i de ordknappe opslag. Og montagen med hunden der løber op ad bakke og nedad igen i en uendelighed er genial. Begge de store unger blev smittet med min glæde og bogens kvaliteter; og stor var glæden også da jeg i går endelig læste den for den søde efternøler.

Bogens didaktiske form er tydelig. Det er noget med, at man skal være rar over for alle og at vi alle er ens indeni. Og skulle man være i tvivl bliver det skåret ud i pap, sat sammen med loddetin og bøjet i neonrør på det sidste opslag, der er klart det længste og mest knudrede. Jeg må altid læse det mindst tre gange før jeg finder rytmen i det.

Men det er en detalje. Mis med de blå øjne holder også i dag. Og man skal læse den.

Den anden vinder er Alfred Johnsen: Den grønne flaske

Jeg lægger mig fladt ned: Jeg havde aldrig havde hørt om Alfred Johnsen. En kort research fortalte at han var født i 1902, var lærer, forlægger og altså også forfatter. Den grønne flaske udkom i 1953 og var Johnsens tredje roman for børn.

Billedet er af Adriaen Brouwer og har
intet med Johnsens bog at gøre.

Bogen handler om den ni-årige Svend, hvis far - som titlen antyder - er stærkt alkoholiseret. Faderen bliver smidt hjemmefra, kommer i fængsel, bliver vagabond. Moderen forlanger skilsmisse og Svend er de facto alene i verden, da moderen arbejder om aftenen og er mest knyttet til lillesøsteren.

Svend lever i evigt dilemma. For han skammer sig over sin drikfældige far; han vil hverken kendes ved ham eller hans historie. Men samtidig savner Svend også faderen og deres fisketure har næsten mytisk skær for den lille dreng. Han kæmper med selvtilliden og med at finde voksenfigurer han kan støtte sig til.

Heldigvis finder Svend et arbejde på et æggepakkeri og han møder en rar kusk, en strunk hest og en flink gårdejer.

Den grønne flaske fungerer klart bedst når man er i hovedet på Svends kvaler med skismaet over savn og skam. Det er fint beskrevet – ikke sindssygt originalt, men loyalt over for drengen.

Til gengæld er der et par gange hvor bogen umotiveret skifter synsvinkel. Sikkert for at komme med en opklarende forklaring til læsere og lærere

Fru Nikolajsen sagde ikke noget. Hun kunne ikke fortælle børnene, at politiet havde tilbageholdt deres far, fordi han havde været i besiddelse af et par falske pengesedler.

Og vi har vel at mærke været i øjenhøjde med Svend gennem hele bogen. Og da faderen ved et uheld (måske med vilje) ender sine dage i mosen (sorry for spoileren) er det lidt sørgeligt for Svend – men så heller ikke mere end hvad en måneds solid bondemåltid kan kurere. Bogen slutter op ad en lys sti.

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke Bibliotekets udgave af Den grønne flaske er lånt voldsomt mange gange ud. Og det er vel kun listenørder med interesse for dansk børnelitteraturhistorie der vil læse den. Det vil sige Mig.

Den grønne flaske er ikke glemt guld. Den var i sin loyalitet og med sin empati for Svend og hans synspunkt ganske fin. Og indignation og at ville noget er også altid godt. Og den har med garanti haft sin ulykkelige aktualitet i 1950’erne – selvom den foregår i tiden op til første verdenskrig. Men den er også tung og med sine synsvinkelskift ofte lidt patroniserende over for Svend og sine læsere. Med andre ord: I behøver ikke læse den. 

Selv tak.