Rebecca Bach –Lauritsen: Sommerdrenge

Sommer i et limbo med længslen efter at have de helt perfekte bryster

Jeg synes, der både er noget oprørsk og noget melankolsk over Rebecca Bach-Lauritsens anden og virkelig dejlige roman ’Sommerdrenge’, der udkommer i dag.

Der er en længsel efter at blive voksen, attråværdig og være til stede i den ene sommer, hvor ens bryster er perfekte, mens man kigger og bliver kigget på og spiser masser af pomfritter og leder efter friheden og træder væk fra barndom og sandslotte.

Sådan har Kille det i hvert fald næsten. Hun er på sommerferie hos sin farmor og hænger ud ved stranden med veninden Anna – hvis bryster er skræmmende perfekte og hvis trang til at blive set af drengene er større end Killes.

Kille ved sådan set ikke rigtig hvad hun vil.

Hun kan godt lide at ligge og mærke Annas perfekte bryster og komme med prøvende småkys. Og hun har et mildest talt tvetydigt forhold til Fisker, som hun både bygger sandslotte med og sutter pik på og har både lyst til at vise ham sine bryster (igen) og til at smadre ham og deres sandslotte til ukendelighed.

Kille er i et limbo mellem barn og voksen. Og som hun flere gange siger – ’jeg ved ikke hvad jeg vil’. 

Og dette limbo mellem alle de steder Kille er i bliver illustreret og især sanset så gennemfint i ’Sommerdrenge’.

Skallet maling og smagen af salt i søgende form

For sansningerne er der mange og mange præcise af. Der er maling der skaller, der er smagen af pomfrit-salt, der er morgendugget græs, der er summende fluer, der er forceret frihed bag på en knallert og der er knivskarpt sanset forvirring.

Sommerdrenge bliver fortalt som små sanseglimt – ofte kun med få linjer eller som små digtlignende lynglimt – replikker, envejstelefonsamtaler, sansninger. Og der skiftes med at fortælle i tredje person ental (hun/Kille), og første person flertal (vi) og ental (jeg).

Formen er altså radikal og søgende. Også mere radikal end Bach-Lauritsens rigtig gode debut ’Veronika lyder som harmonika’. Rebecca har gået på forfatterskolen – og har en umådelig sikker og nærværdsrealistisk hånd (a la Anita Krumbach), hvor indholdet ikke kastes i grams.

Jeg glæder mig helt vildt til at læse den næste. Og i øvrigt også den næste igen.

Det med småt

Og så er det også på tide at komme med en indrømmelse. Jeg har næppe været så inhabil som nu. Jeg kender Rebecca. Hun er min gode veninde. Hun er skide sød og skæg og dygtig. Og det er egentlig lidt sjovt at hendes romaner hidtil har været så alvorligt sansende og befriet for falbelader og pjat og deadpan humor, som hun i den grad også indeholder. Hvor er det bare skønt at man kan få det hele.

Læs mere om Rebecca her

Pernilla Stalfelt

Filosofi for de mindste

Jeg havde aldrig hørt om Pernilla Stalfelt før jeg gennempløjede Potskiloves blog om bl.a. børnebøger. Min fejl. For den svenske forfatter og illustrator er sådan en man skal læse, hvis man kan lide småskæve billedbøger der tør stille de store spørgsmål. Og hvis man samtidig har et afkom, der gerne vil tænke over de spørgsmål, er hun en rasende glimrende indgangsvinkel. Og det er temmelig tydeligt at Marie Dysgaard Christiansens ’Til de nysgerrige’-bøger bevæger sig af en sti som også Stalfelt har vadet af.

Det vil sige: store som i helt abnormt store emner (Livet, Døden, Kærligheden, Solen, Lort og Hår (ok, måske ikke alle er lige abnormt store) taget op med bevidst naiv streg, mange små billeder, humor – og den må gerne være tør og deadpan og en nøje afmålt dossering af sødme og fakta. Det har Dysgaard Christiansen gjort i sine to bøger. Stalfelt har gjort det i mere end en håndfuld bøger, der er udkommet på dansk – og endnu flere på svensk.

Store ting bliver helt konkrete; abstrakte ting bliver humoristiske, når livet både kan indeholde et strygejern, en sodavand og bakterier, der lever i ens næse. Eller hvis det viser sig at man bliver reinkarneret som en sten – og i øvrigt er det godt at man dør – for tænk hvordan verden ville se ud hvis alle levede altid. Konkret og humoristisk og tankevækkende. Også og især for målgruppen.

Men det er også poetisk – lidt vel gajolpakket for en voksen læser men min datter ville med garanti elske at sige at ’Et liv er meget sart / Som en solstråle på hånden … / som en vanddråbe på en gren … / en skør glasvase / eller som et blad der dirrer i vinden. / Man skal passe godt på livet’ Heldigvis bliver det bastante punkteret en smule af, at det er nogle myrer, der slår det hele fast med et ’Netop’.

På den måde synes jeg egentlig Dysgaard Christiansens bøger fungerer bedre. De er kortere og henvender sig også til en lidt yngre målgruppe, men der er skruet en smule op for den deadpan humor og lidt ned for poesibogen.

Den bedste af de Stalfelt-bøger jeg har læst er ’Hvad er kærlighed?’ hvor humoren og det konkrete bliver så fint og skægt og rørende – og hvor Stalfelts naive streg fjerner det sentimentale. 

Læs dem med dine nysgerrige børn. Netop, som myrerne ville slå fast.

Elle-Belle-Bolle og de andre.

Hold da helt magle, den ville aldrig været gået i dag. Det er den sætning, jeg flest gange har mumlet for mig selv og højt til dem der ellers har gidet høre på mig,  mens jeg har studeret og læst og tænkt over Bent H. Claëssons 40 år gamle og notorisk berømte seksualvejledning for børn ’Elle-Belle-Bolle-Bogen’.

Jeg er gået i gang med at læse forskellige forplantningsorienteringsbøger for børn; inspireret af Marie Dysgaard Christiansens glimrende ’Til de nysgerrige’ – dels fordi jeg synes emnet virkelig er skide spændende, og dels fordi min nu 8-årige datter er optaget på en nysgerrig og dragende måde.

At være vantro og ærgre sig over det

Claëssons bog er et ikon og et referencepunkt, når man taler om seksualorientering for børn. Inden for de sidste 15 år er den nok mere blevet refereret til med perfekt Arne Nougatgren-udtalelse end egentlig læst (det er ikke lang tid siden jeg fandt ud af at det faktisk var en helt ægte bog og ikke en parodi). Og den er helt igennem 1973. Men hey, jeg elsker de tidlige 1970’ere der både var uskyldige, eksperimenterende, og alt alt for meget.

Det er fx bare signifikant og skægt at bevidsthedsgørelsen af læseren bliver bragt helt frem og konkret i kolofonen som bliver beskrevet ’Denne side behøver du ikke læse. Den skal stå der, fordi der i alle bøger skal være nogle regler for de voksne.’ Tak, skal du have, du.

Nå, det var indholdet vi kom fra. Det der gør Elle-Belle-Bogen så grænseoverskridende i dag med 2013-briller, er hverken emne eller sprog  eller tilgang. De fleste bøger skriver pik og bolle og gør opmærksom på at det faktisk er temmelig rart at have sex. Det gør Elle-Bolle-Bogen også.

Det der gør den så underligt grænseoverskridende i dag er at man ser al ting. Og især at den er illustreret med fotografier. Der bliver ikke skjult noget. Man ser hele familien Sørensen i bad med nøgne børn og voksne sammen. Alene det ville have skabt ramaskrig i dag – og sgu ikke kun på direktionsgangene i Apple og facebook.

Og når man i 20 år har været vant til at se bolleri i børnebøger illustreret med muntre tegninger og ofte endda tækkeligt skjult af arme og nyvasket linned; ja, så virker det ret voldsomt for en snart 40-årig at se et så helt igennem nøgent par have sex. I hvert fald i en børnekontekst. 

Ole og Ida Sørensen boller lystigt. Men det er faktisk bare fint og uskyldigt og ikke lummert eller intimiderende (som en gammel kollega sagde om Deep Throat – kan man tale om porno, når der er så meget hår?) Og når først man er kommet over automatreaktionen pr. distance – ’Det der det kan man virkelig ikke i dag’ – så er det bare naturligt (med stemte t’er). Og det skægge er, at da jeg læste den for Alma – hæftede hun på ingen måde ved nøgenheden og det upfront bolleri.

Hun syntes heller ikke det var krænkende at se på fotografier af nøgne børn. Det var noget andet hun syntes var irriterende.

For sproget er som sagt også lige på. Svesken bliver tævet på disken.  Og der lægges også vægt på nydelsen ’Din pik er allerede blevet stiv siger moren glad idet hun tager om den.

Og din kusse er allerede blevet våd siger faren muntert.”  (Okay, muntert?!) og så fortsætter det ellers derudad i 20 sider med pik og kusse. Og der bad hun mig om at ændre det til tissemand/tissekone for hun syntes det var lidt for sexet, tror jeg hendes ord var.

Og hun syntes også – med god grund – at de fullfrontal fødselsbilleder fra første parket var lige lovlig voldsomme. Men ellers var hun interesseret og spørgende og ikke på nogen måde intimideret.

Og det er fanderme ærgerligt, synes jeg, der er vokset op i 1970’erne, at man bliver krænket og forarget pr andenmand – når børnene nu ikke synes de skal beskyttes og gerne vil vide hvordan det ser ud. Alma synes det er noget pjat; alle mennesker er jo nøgne en gang imellem, som hun siger. Fik jeg nævnt at hun er sød og i øvrigt har en plakat med Trille på sit værelse?

(En helt anden ting – der gør at den ikke ville være kommet i dag, er at bogen i begyndelsen præsenterer forskellige familietyper: Kernefamilien (Det er familien  Sørensen), der er familien med den enlige mor, familien med den enlige far, der er familien med to adopterede børn og der er kollektivfamilien. Men der er ingen familie hvor faderen eller moderen er homoseksuel. Det er med andre ord en heteronormativ og ciskønnet diskurs, der bliver trukket ned over læseren, som man ville sige i Sverige. Og helt ærlig undrer det mig at homoseksualitet ikke bliver nævnt hos Claësson).

Og så er der de andre

Hvordan, mor?

Den første Hvordan?-bog jeg har stødt på er Sten Hegelers ’Hvordan, mor?’ fra 1948. 

Det er klassisk formidling, hvor drengen Peter leger med pigen Marianne og kommer ustandseligt hen til sin mor og spørger om forskellen på piger og drenge og om hvordan man får børn. Moderen er pædagogisk, tålmodig og tegner gerne tingester (?) og revner, og forklarer at børn ikke kommer med storken, som Søren eller siger, og barnet blev lavet moderen og faderen var glade for hinanden.
Og det er synd for dem der fortæller at det er den langbenede fugl der viderebringer ungerne, for moderen og Peter ved jo ’det er noget spændende, som kan være noget rart og dejligt’.

Det er fint, følsomt og venligt skolemesteragtigt. Og det er sart og poestisk illustreret af Gerda Nystand.

Sådan får man et barn

Så er der en mere direkte tilgang i Per Holm Knudsens ’Sådan får man et barn’ fra 1971 med Holm Knudsens egne naive tegninger til. Her er tingesten og revnen blevet til pikken og kussen og ’Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt.’ 

Og man ser tegningerne af forældrene der boller som også kaldes sam-lege, som Holm Knudsen krukket insisterer på at kalde det. 

Og forældrene står i otte stive sider helt og så aldeles aldeles splitter, mens barnet vokser inde i morens mave. Hvorfor især faren også skal være nøgen, finder man ikke rigtigt ud af. 

Da tiden er inde kører faren moren til hospitalet i en blomstret berlingolignende bil, barnet bliver født og ’hvis der er noget, du ikke forstår, skal du spørge din mor og din far. Du kan osse spørge en anden, du godt kan lide’.

Holm Knudsens bog henvender sig til noget mindre børn – men tiden har været hård ved tonen i bogen.

Er det her der bliver bollet?

Der var store forventninger til Majse Njors og Nikoline Werdelins ’Er det her der bliver bollet?’ fra 2009. Og de forventninger blev ikke helt opfyldt. 

Dertil er der en masse bøvl med synsvinkler, et lidt for damebladsvoksent udgangspunkt  - der er drillerier mellem moren og faren og en underlig gøren nar af faren, som går hen over hovedet på målgruppen – hvis altså målgruppen er børn, og så er der ikke sparet på ordene. Den er helt ufattelig lang – den markedsføres ganske vist som oplæsningsbog, men den er for ufokuseret og træg i spyttet.

Det er fx helt mærkeligt når forældrene i 2009 har problemer med at fortælle hvordan og hvorfor de i grunden boller. 

Nikoline Werdelins tegninger af både bryster og kønsorganer er tækkeligt tildækket.

Da Emma blev Emma

Så er Peter Gotthardts og Kirsten Raagards ’Da Emma blev Emma’ fra 2008 mere vellykket. Den tager udgangspunkt i hvordan Emma både kan være sig selv og samtidig have sin mors næse og sin fars proptrækkerhår. Og så formidles der om sædceller og æg. 

Det bliver fortalt at faren stikker sin tissemand (ikke pik) ind i morens tissekone og at det faktisk er ret sjovt – illustreret med hjerter og dynen godt op over alting.

Gotthardts bog er faktisk rigtig sød og kærlig – og vinklen med at tage Emma og det hun har fået af sine forældre er fin. Jeg ærgrer mig dog over at der er en bamse og en kat, der fungerer som kommentatorer på historien – det bliver både søgt og forceret tuttenuttet.

Det kilder!  

Det kilder! Er skrevet af sexolog Janne Hejgaard og udkom i 2010. Og det er tydeligt, at læse at det netop er en sexolog og ikke en forfatter, der har skrevet historien. For børnene bliver kun papfigurer for den agenda hiver ned over en underlig bog, der har problemer med synsvinkel og målgruppe og historie.

William og Johanne går i gang med numse-læge-lege og opdager hinandens forskelligheder. Og ligesom i Hegelers bog, går børnene til deres forældre, for at få opklaret hvordan i al verden det der med forplantning foregår. William synes det er pænt flovt og ulækkert det hele.

Det er især målgruppen, der er problemet i den her bog. Numselegene og den eklatante uvidenhed hos især William indikerer at målgruppen er under 3, men samtidig tales der om menstruation og ordene pik og fisse bruges gerne og ofte. (Det er i øvrigt skægt at ordet fisse er intimiderende for mig – mens kusse bare har en Arne Nougatgren-klang over sig).

Min dreng syntes den var skæg – især numselegene. Vi voksne havde klart større problemer med at kønsorganer skulle navngives og en historie der ikke hænger sammen.

Jeg savner 1970'erne. Nogle gange

Det er en tæske svær genre – for hvor direkte skal man være? Skal man bygge det op omkring en historie – eller skal det være en fagbog? Og hvor meget ’Hvordan mor?’ ’Jo, nu skal du høre min dreng’, skal man køre. Og hvad dølen skal man kalde det; hedder det tissemand, pik eller en tingest?

Alle bøger jeg har læst har gjort opmærksom på at man boller, fordi det er dejligt. Men der er en klar tendens til at kønsorganer bliver mere tildækket jo længere væk fra 1970’erne man kommer. Og det tror jeg faktisk jeg synes er dødærgerligt. For børn synes ikke det er ulækkert eller krænkende – og man kan hvis man tager Elle-Belle-Bolle-bogen og skruer en smule ned for volumeknappen sagtens få en relevant og fin formidling til børn. De er nemlig ikke berøringsangste.

Marianne Iben Hansen: Sex og det

Sex - lige så usikkert og pinligt og dejligt som det er og var

Jeg har før været begejstret for Marianne Iben Hansens store evner for at rime. Men søreme om hun ikke også kan mere end det. Og endnu engang hamrer hun præcist ned i (det) andet emne, jeg synes er tæskevigtigt og sindssygt spændende; nemlig overgangen fra barn til voksen; overgangen til at være et bevidst seksuelt væsen. Jeps – rim, remser og ønsket om knalderi – det er mig.

I 2010 udkom novellesamlingen ’Sex og det’ med den lidt for fikse undertitel: historier fra hjertet og ned. Det er 18 noveller om sex, forelskelse, frustrationer, pinligheder, dumheder og mere sex.

Alle noveller har et navn som titel. Der er noveller  der er helt almindelige på 20 sider og der er den næsten rørende to-do-liste fra Hugo Skov og en email-korrespondance mellem Amalie og Gustav, der ikke helt kan finde ud af det.

Der er historier om Freja, der helt underligt bliver forelsket i Peter, der er Dante der ikke har haft sex og er ved at dø over det, der er Naja, der på ingen måde tænker på en anden end hendes kæreste (det gør hun altså ikke (på ære)), der er Sofie der bliver forført af en ældre (det vil sige stadig yngre end mig) poloklædt magasinmand, der er Amalie og Gustav der forsøger at redde deres forhold over email, der er Selma, der synes det er underligt at Asta ikke vil låne nogen sin tandbørste, men som gerne vil lade nogen stikke deres pik ind i hende, der er Lau der bliver forført men ikke mere, der er Jakob, hvis kæreste er sød og jaloux og der er mere.

Ikke romantisk. Ikke klinisk

Der bliver ikke pakket noget som helst ind. Det er direkte. En pik hedder en pik, men man kan også smelte i Netto over en husket duft  - eller man kan føle at man har sex med vinden fordi man bare er så skide-overraskende forelsket. 

Sex og det der følger med bliver ikke påklistret en eller anden romantisk følelse eller et syn på hvor svært det hele er. Eller det gør det - men i den næste historie er det et andet syn - et andet udgangspunkt og følelse. Og det hele er lige godt. Og det er sexen og forelskelsen og fascinationen der er formålet. Novellerne er befriende befriet for uønskede graviditeter, kønssygdomme og bekymrede pegefingre. (Uden at have lavet en næranalyse, vil jeg tro at kondomer kommer naturligt med i samtlige samlejer). Og det er signifikant at det er dem med overgreb og det der ligner der fungerer dårligst.

Tænk at ville ønske sig at man var 14 år igen. 

Det giver en indsigt om både drenge og piger og det der med sex. Og faktisk synes jeg, at det generelt er drengestemmerne Marianne Iben Hansen rammer mest præcist. De er i hvert fald ret meget som jeg var dengang. Eller som jeg ville ønske eller have håbet på at jeg ville have været.

14-årige Jakob ville have elsket den og ville synes at det var pirrende og spændende – men det er ikke på nogen måde lummert. Det er bare godt. Naturligvis er ikke alle noveller lige fantastiske – men historien om Naja og om Freja og om Niklas og om Mikkel og Sofie ville jeg have ønsket stod på min pensumliste da jeg var 14 år.

Døden og klitoris

Der er to ting ethvert sundt barn spørger sine forældre om: Hvad kommer man fra og hvor skal man hen? Jeg har tidligere skrevet om Maren Weischers ’Sådan begyndte verden’, der var et fint forsøg på at komme med en skabelsesberetning, der mere var fuld af atomer og bobler end af Adam og Eva.

Noget mere hverdagsnært er Marie Dysgaard Christiansens mini-serie ’Til de nysgerrige’, der forsøger at give seks-otte årige svaret på de to altomfattende spørgsmål: Hvad sker der når man dør? Og Hvordan boller man?

Slut, prut, finale – en bog om døden

Dysgaard Christiansen går meget konkret og usentimentalt til værks, når hun skal fortælle om døden. Måder man kan dø på er enten at glemme at man ikke kan svømme (ups), man kan rammes af en ondartet grøn byldepest-lignende sygdom, man kan slås ihjel af en ridder – eller dø af alderdom. 

Ligeså skægt og afmystificerende bliver fire forskellige efter-dødsscenarier forklaret.

Det er usentimentalt, pædagogisk, konkret og frem for alt skægt. Især i hendes helt igennem vidunderlige og naive tuschtegninger af mennesker med dinglende dillere og tørt konstaterende kommentarer.

Nogle gange vil man bare spille el-guitar

Samme tone er der i bogen om krop, sex og hvordan man får børn. Og der blev i den grad fniset igennem og spurgt interesseret ind til hvorfor-nu-det og gør-I-også-sådan, da Alma og hendes veninde læste den og læste den igen og fniste og læste mere i den. Alma syntes det var sjovt og spændende og fniste men det var ikke fordi hun var forlegen over for os eller syntes det var ulækkert. 

Igen er det usentimentalt, korte sætninger og naive og skægge tuschtegninger af naturlige og behårede kroppe, (der er ikke for fem flade ører brasilianske voksbehandlinger eller silikone). Der er forskellige bryster, forskellige tissemænd og bollestillinger. ’Og det kan godt se voldsomt ud, men de gør det, fordi de synes, det er dejligt’.

Og der bliver beskrevet at man også kan have sex med en af sit eget køn og at man sagtens kan få et barn selvom man ikke er en far og en mor. Og at også børn kan lide at pille ved sin tissemand eller tissekone en gang imellem. Og at piger er udstyret med en klitoris og at tissemænd vokser og at en kvindes tissekone bliver våd når hun får lyst til sex.

Hej Arne, må vi høre noget om at bolle?

Føler jeg mig hensat til min egen barndoms 70’ere? I den grad

Har jeg svært ved at læse bogen uden at høre Arne Nougatgren? Oh, yeah

Gør det noget? Ingenting.

Jeg synes det er så fint, konkret, naturligt og ikke mindst skide sjovt. Det er et meget vellykket bud på en ny Hvordan får man børn-bog (måske burde jeg gennemlæse et par håndfulde af dem og skrive om dem i efteråret. Det vil jeg gøre.).

Jeg holder også at den underlige digression efter beskrivelsen af, hvordan man har det efter en orgasme: ’Det er meget forskelligt. Hvordan voksne mennesker har sex. Det er ikke alle voksne mennesker, der synes, det er sjovt at have sex. Nogle kan bedre lide at spille el-guitar.’

Hvad for noget? Hovedformålet for alle der spiller el-guitar – det er da sex, ikke?

Bogen er skrevet ud fra et ønske om at ramme en yngre målgruppe, fjerne sig en smule for forplantningsvinklen og gøre op med den krops- og hårforskrækkelse der er lige nu. Og jeg må bare klappe, være enig og sige at Marie Dysgaard Christiansen rammer helt rent.

Læs mere om Marie Dysgaard Christiansen her

Fucking Provinsmål

Sanne Søndergaard er komiker, feminist, debattør, kønsbehåringsforkæmper og det har sidste har i hvert fald givet omtale og forsider i de seneste par måneder. Men midt i al omtalen og forargelsen og diskussionen om krop og stereotype glansbilleder har man glemt, at hun også er ungdomsbogsforfatter med tre glimrende bøger på sit cv.

Hun debuterede i 2008 med den gode ’Kære dødsbog’ og i 2011 kom ’Proforma’. Begge fik stor anmelderros og rammer sin målgruppe rent, så vidt jeg kan fornemme på debatfora. Og det kan jeg godt forstå; for ’Proforma’, som jeg lige har færdigædt handler om identitet, om at være anderledes, om homoseksualitet, forelskelse, the load og så skriver Søndergaard både skægt og in your face. Senere er så kommet 'Hell Man' - som jeg desværre ikke har læst. Endnu.

I lære som almindelig

’Proforma’ handler om Siv, der har været übernørd hele sin folkeskole og er ikke udsprunget lesbisk oven i hatten. Hendes bedste ven er Lukas er bøsse og for at undgå at blive sat i den samme irriterende sladderfremkaldende bås, når de skal begynde i gymnasiet beslutter de sig for at lege kæreste – altså rent proforma. Skide god plan – hvis man altså lige ser bort fra alt det rod det medfører. Og er det smart at ville skjule sin identitet og seksualitet endnu mere end man har lyst til?

Siv kommer i klasse med Emma, der var en af Lukas’ plageånder i folleren. Lukas hader hende, Siv synes hun er temmelig appetitlig og vil gerne i absolut nærkontakt med hendes bryster. Til gengæld er både Emma og Lukas vilde med den krølhårede og intelligente og labre Markus fra 2. g, der – ta-da  - er vild med Siv. Det lyder som et afsnit af Frasier eller en komedie af Holberg, som ’Proforma’ også refererer til med maskerader, rænkespil. Hele pivtøjet.

Maskeraden og hemmelighederne kan naturligvis ikke holdes nede – og uvenskab og venskab og desperation og håb kommer og går i takt med irritation over åndede forældre og manglende fædre og en søgen efter at blive accepteret for det man er. Og en spids og præcis spidning af de sociale strukturer man næsten tvinges til at kunne mestre – også når man er 16 og lesbisk og übernørd.

Det er jo skægt

Sanne Søndergaard skriver fedt. Det er skønt at Sivs problemer ikke er i spørgsmålet om hun er lesbisk, eller hvad mon hendes familie vil sige. 

Søndergaards stil er direkte, veltimet skæg og pointesøgende ’C’est la vie, Selleri’, ’harpiks-homo’, ’Villa, Volvo og vaseline-sex’.

Måske er det også denne pointesøgning der er årsagen til en af mine små anker ved ’Proforma’ at Søndergaards åbenlyse talent skæve og skarpe sammenstillinger og hendes sproglige vitalitet går lidt ud over troværdigheden i personerne. Jeg mener, hvorfor er en så skarp og klog og skæg Siv så socialt afsporet? Humor er jo i den grad også et vigtigt socialt instrument. 

På samme måde er skelettet og især replikkerne ofte virker lidt for konstruerede. Nogle gange går det efter spektakulære ord eller vitser og så er det fino. Andre gange bliver intentionen lidt for tydelig.

’Æh, jeg har ikke nogen far, svarede jeg ned i bogen.

Har du ingen far () Hvorfor? Er de skilt?

Nej, jeg har bare aldrig haft en.

Jamen er han død… eller jeg mener, der har jo været en engang, ikke?

Ja, altså … det er en lidt … øh, dum historie. Min mor blev gravid med en fyr, som hun bare havde mødt en aften i byen, og så … øh, ja, så blev jeg født.

Seriøst?

Mm

Så du ved ikke hvem der er din far?

Nej

Og hun ved det heller ikke?

Det siger hun i hvert fald

Det er altså … ja, undskyld, men det er altså ret vildt, sagde hun og smilede forlegent

….”

Se, det er jo fint nok. Men jeg kan høre konstruktionen og jeg kan ikke lade være med at tænke dansk tv-dramatik med intim og fortrolig venindehygge.

På samme måde synes jeg at de forskellige forældretyper (bohemen, overklassen og parcelhusfamilien) er for bredt og for marionettet tegnet til at jeg kan se dem som andet end punkter, man kan vise en pointe ud fra. Og på den måde bliver konstruktionen og moralen lidt vel klar i spyttet. Det er noget med at man skal være tro mod sig selv, ikke?

Men men men det er blot minde skønhedspletter. For mig er Sanne Søndergaard først og fremmest forfatter.

Læs mere om Sanne Søndergaard her

Gnistrende underbevidsthedslivsrevypasserendeindfletningserindringsglimt

Ronnie Andersen fik i år Kulturministeriets Børnebogspris for ’Komatøs’ og blev dermed den anden forfatter fra Forfatterskolen, der løb med den største hæder. Yeah. Tillykke til ham og til skolen og Kari.

’Komatøs’ er Ronnie Andersens fjerde roman siden debuten ’Date med en engel’ fra 2008. Den fik stor og fortjent omtale fordi. den handlede så eksplicit om glæden ved at tage stoffer og pga. Ronnie Andersens sprog, der både er pågående, originalt, levende. ’Date med en engel’ blev fulgt op af ’6’ og ’Tilfælde’ og til sammen blev de en trilogi om drenge fra forskellige samfundslag.

Formalist. Me like

Ronnie Andersen er formalist. Han elsker at sætte regler op og følge dem til punkt og prikke. Motorerne kan være filmscener, musik og sprog. Samtlige kapitler i ’6’ består af seks sider; og det er lige nøjagtig sådan en glæde ved systemer og lege og regler, der giver en plads i mit hjerte (selvom min fascination af narkotika – og narkotika-kunst ikke er voldsom).

Jeg læste ’Komatøs’ da den udkom sidste år og var som sædvanlig glad. Og læste den igen for et par dage siden. Og helt tilfældigt havde jeg pauset ved kapitel 15 hvor bogen knækker. Dermed blev morgenlæsningen af de sidste seks kapitler, hvor tanker, billeder, glimt, sprog og erindringer strømmer til læseren helt frisk og rørende. Det var næsten som at læse en helt ny tekst og jeg kom ligesom første gang jeg læste bogen til at tænke på David Lynch-filmen ’Mulholland Drive’, hvor sære glimt og erindringer og lyde fletter sig ofte ret forvirrende ind i hinanden. Og hvis jeg har forstået begge korrekt er årsagen til den stream-of-conciousness-agtige tilgang den samme.

Historien kort fortalt:

Den 16-årige Maj er ikke udstyret med den mest trygge opvækst. Hun og hendes alkoholproblematiserede mor flytter rundt mellem de ikke-resursestærke danske kommuner. Maj skiller sig ud i den jyske by hun nu bor i. Hun ser anderledes ud, de bor i en campingvogn og i en møgbeskidt rønne som Maj forsøger på bedste evne at gøre rent for at få noget styr på tilværelsen og for at holde kommunen væk.

Hun bliver mobbet i sin klasse – eneste undtagelse er Filip, hendes kæreste, men heller ikke han kan stille noget op over for de småborgerlige modbydeligheder der kulminerer i at de tager Majs tørklæde og smider det ud på isen på søen. Og netop dette tørklæde er mere end betydningsfuldt for Maj.

Ud over at blive mobbet, være vred på at være vidne til moderens fornedrelse og tilværelsen som sådan og være sammen med Filip er Maj voldsomt interesseret i sprog, Hun undrer sig konstant over faste vendinger og sætter spørgsmål ved dem og irriteres over dem. Hvorfor hedder det at blive klappet i røven fx det burde jo være på osv. Ligesom hun efter at have samlet adskillige bogstavbrikker fra Scrabble har udviklet et spil der simpelt men dejligt går ud på at danne de meste billedskabende, sande og lange sammensatte ord ’Skuffedrikker’, ’Løgløgner’.

Men Maj ender ude på isen efter sit tørklæde – men isen knækker ligesom bogen; og de resterende seks kapitler er glimt af erindring og følelser der glider ud og ind af hinanden. Og ’Komatøs’ bliver mere end historien om Maj på kanten af normalen.

Jeg blev virkelig rørt over bogens afslutning. Det er effektfuldt, godt og velskrevet. Og det er fortjent at Ronnie Andersen har fået den store pris.  

Yeah yeah yeah – og hvorfor bøger om 1960’erne (næsten) altid er gode ungdomsbøger

Jeg er faktisk i tvivl om min dansklærer Lillian bad os om at læse hele Lars Saabye Christensens ’Beatles’ i ottende eller niende klasse – eller om vi blot skulle læse et uddrag fra en eller anden antologi.  Jeg læste eller rettere sagt slugte de 450+-sider i hvert fald; og har siden gjort det mindst fem gange.  Det er en fremragende bog. En norsk tvilling til Bjarne Reuters Bjørn-trilogi, hvor 2’eren ’Når snerlen blomstrer’ er den bedste og vigtigste ungdomsbog for mig og - ved jeg - for mange andre i min generation – altså dem der uden at lyve kan sige at være født i midt-halvfjerdserne. Jeg kan næsten ikke vente til at skulle læse den igen. Bare den er lige så god, som jeg husker den.

Når snerlen blomstrer i Oslo

Nå, det var Saabye Christensen vi kom fra. ’Beatles’ foregår i Oslo fra 1965 hvor de fire hovedpersoner er 14 år og frem til 1972. De fire hovedpersoner er Kim, der er fortælleren og bliver kaldt Paul McCartney, den stammende Ola (Ringo), den store alvorlige og stabile Gunnar (John) og den flyvske Sebastian (George). De fire drenge er bedste venner og forguder Beatles og vokser op sammen med dem.  Der er lidt vrøvl med pigerne, med forældrene, med klassekammerater. 

Med andre ord som enhver anden ungdomsroman. Og som enhver anden ungdomsroman der foregår i 1960’erne er musikken en motor. Det samme er alle de bevidstgørende bevægelser der fandtes til overmål i årtiet; den seksuelle frigørelse, frigørelse med stoffer, bevægelser mod politik (læs socialisme og anarkisme), bevægelser mod og ind i kernefamilien, samfundets opbrud generelt, bevægelser mod alternative og knap så alternative religioner og en bevægelse mod Jim Morrisons grav på Pere Lachaise-kirkegården i Paris.

Ungdommens årti

Stort set alle ungdomsbøger der foregår i 1960’erne har disse bevægelser. Og jeg elsker det.  For det er en banal sandhed at 1960’erne som årti mimer den dengang helt nyudklækkede befolkningsgruppe, ungdommen. Årtiet startede helt purt, renskuret og uskyldigt – sådan ca.. Men så skete der noget. Musikken var en anden end forældrenes. Den var vild, eksperimenterende, beskidt, forbudt og fræk som bare pokker. Man blev mere bevidst om samfundet – der var noget der fame ikke var i orden. Man blev bevidst om at man ikke nødvendigvis behøvede at køre i den samme Corolla og få det samme fra Herstal som ens forældre. Man fandt ud af at det der sex-noget var vigtigt og skægt og frigørende. Man blev faktisk et individ i løbet af 1960’erne. Og det ligner pretty much den sti man også skal traske af når man gerne selv vil gennem ungdommens dynd.  Og fik jeg nævnt at musikken holder?

Andre generationsromaner fra 1980’erne, 1990’erne og så videre har vanskeligt ved at mime uskylden, selvbevidstheden og optimismen der er iboende i ungdommen på samme måde. For i de årtier er grundtonen fra begyndelsen kynisme, manglende uskyld og desillusion og så er jeg også en så gammel nar at jeg foretrækker Beatles, Stones, Hendrix og Doors frem for Muse, Bieber og ham den sure fra American Idol.

Fire-dobbelt Bjørn med skrue

I forhold til Bjørn-trilogien har ’Beatles’ den fordel at ungdommens forskellige veje bliver kanaliseret ud i flere personer. Ola gør en pige gravid og flytter til Trondheim for at gifte sig med hende, Gunnar bliver stærkt optaget af (munke)marxismen, der fjerner den sidste rest af sprælskhed og humor i ham. Sebastian drages mod hash, heroin, alternative religioner og Jim Morrison. Mens stakkels Kim kastes rundt mellem de tre positioner og de to vidunderlige piger Nina og Cecilie. Kim er ligesom Bjørn en opportunist. Han har ordet i sin magt, er vanvittig god til at lyve og har svært ved at holde et alvorligt fokus – en charmerende semi-sjuft. (Endnu engang en persontype der ofte er set i ungdomsromaner (og jeg elsker det)).

Lars Saabye Christensen er en stor tung forfatter. Han har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris. Og det mærkes. Der er mange – virkeligt mange – spøjse og skrevne billeder. Og måske var det fordi jeg i juledagenes læsning, måske blev lidt for træt af, hvor tydeligt bogen selv syntes den var skidesprællende charmerende at jeg sukkede en smule. Ligesom jeg heller ikke helt synes at Kims kærlighedskvaler mellem Nina og Cecilie bliver 100 % forløst og forstået. Detaljer.

Tak, Lillian

’Beatles’ er sindssygt god, Jeg er Lillian vildt taknemmelig for at have præsenteret mig for bogen. Jeg glæder mig til at læse den igen og måske endda også at se den når den 2013 får biografpremiere. Ironisk i grunden da Kim i den grad foragtede film.

’Beatles’ fortsatte i den knap så vellykkede ’Bly’ fra 1990 og jeg har lige fundet ud af ’Beatles’ også er blevet til en trilogi da ’Bisættelsen’ kom i 2008. Den skal jeg da søreme læse. Ligesom du skal læse ’Beatles’. Ja, gu skal du da det. Yeah Yeah Yeah.

Hey Claus, det hvirvler rundt i dit hoved Claus

Det begyndte med at vi sang Søren Kragh-Jacobsen-sange for vores børn, når det var puttetid.  
Og det førte til en snak om Søren Kragh-Jacobsens debut som filminstruktør med Hans Hansen-filmatiseringen ’Vil du se min smukke navle?’

Tina berettede, at hun både var pirret og åh så flov, da hun så den første gang som teenager hjemme hos sine forældre. 

Jeg bidrog med, at jeg måtte gemme anden del af bogtrilogien for mine forældre af flov frygt, da man på forsiden kunne se en temmelig topløs tegnet Lene. Jeg kunne også huske at jeg syntes, det var spændende og pirrende at læse bøgerne (og se på forsiden) som præ-teenager. Men at det sikkert ikke ville holde i dag.

Men det skal da komme an på en prøve, så filmen og trilogien blev bestilt og pløjet igennem.

Så fint, så uskyldigt og dybfølt

Hans Hansen (1939) havde siden slutningen af 1960’erne skrevet radiospil, teater og bøger for børn og unge. Han blev i 1988 filmkonsulent og hans frekvens på forfatterområdet faldt drastisk da. I 2003 kom dog den fine højtlæsningsserie om Lars Løve. Men Hans Hansens vigtigste bøger er trilogien om Claus og Lene: ’Vil du se min smukke navle?’ (1976), ’Elsk mig langsomt’ (1978) og ’Claus og Lene og Nina og’ (1978).

Jeg havde som sagt mine bange anelser, da jeg gik i gang med at genlæse bøgerne og se filmen. Jeg havde sådan en ’Det er sikkert endnu en 70’er Conny og Bolighajen-vibe’, men den frygt blev egentlig gjort til skamme i hvert fald i ’Vil du se min smukke navle?’. For den er overraskende fin og pur.

Bogen handler om Claus, der er tilflyttet en ny skole i niende klasse, han er gamle venner med den evigt wise-crackende Jørn og ikke specielt hemmeligt forelsket i Lene. 

Klassen skal til Sverige for at blive rystet sammen og Claus render rundt i en sky af usikkerhed, småjalousi og glæde og generel forvirring over de signaler, som Lene måske sender til ham. Parret ender dog i en robåd og bringer den ud på en svensk skovsø, hvor de kysser og bogens berømte titel bliver sagt. Og det vil Claus da enormt gerne, skulle jeg hilse og sige. Men det betyder ikke at Claus’ usikkerhed forsvinder heller ikke selvom hele bogen ender med at de finder sammen i et høfuldt svensk foderhus.

Det er sådan ca. det. Der sker med andre ord ingen dramatiske ting – der er lidt med et par fulde svenske rødder, men de bliver talt til rette. Resten er en sværmen om Claus’ usikkerhed. Og hans forelskelse i Lene og hans evigt kredsende tanker om dufte, hår, første gang, bryster, former og seksualitet. Det er så fint. Og det er stramt og næsten minimalistisk. Og på den måde er det forhåbentlig også eviggyldigt.  Kvaliteten falder dog en del i fortsættelserne, hvor der også lidt irriterende dukker en tidstypisk politisk – og seksuelt frigørende agenda op.

1970'erne med tydelig jernbanefløjl

Og ja, 70’erne er tydelige i bogen. Og jeg ved da godt, at det ikke er alle der holder så meget af det årti, som jeg gør. Ja, det vil vel sikkert skræmme de fleste af nutidens unge væk. Replikkerne er ikke lige i skabet og med 2012-øjne er det skægt så meget besvær hovedpersonerne har med at kommunikere med hinanden. Lene har fx ikke en telefon. 

Og jeg er da heller ikke fortaler for at ’Vil du se min smukke navle?’ skal hverken genudgives eller i kanon. Men det skal ikke forhindre mig i at være glædeligt overrasket over at bogen stadig giver et præcist, nuanceret, dybfølt og fint portræt af en forvirret og forelsket ung mand.

Det samme giver Søren Kragh-Jacobsens film. Her er der en my mere dramatik på drengen. Der er en elg der bliver skudt fx – til gengæld er der ikke noget afsluttende hanky panky i svensk hø. Men kernen i historien er den spirrende seksualitet, som alting drejer sig om, og den fanger Søren Kragh-Jacobsen i hver en sætning, blik, lyd. 

Det er så uskyldigt og så rigtigt. Kragh-Jacobsen er en fremragende personinstruktør – især af børn og unge. Man kan se Claus’ blanding af usikkerhed og glæde i Birger Larsens ansigt og i hans stemme. Og jeg kan sagtens huske hvor forelsket jeg blev i Lise-Lotte Rao, der spillede Lene. Lene er sikkert lige så forvirret og usikker og forelsket som Claus – hun er bare voldsomt mere ovenpå i Claus’ øjne. Og så er hun med Claus' ord bare pisse-dejlig.

Det kan varmt anbefales – især hvis man er over 35. Er fascineret af 1970'erne. Og har en faible for Søren Kragh-Jacobsen. Soundtracket er i hvert fald skide godt.

Den forbistrede første gang

"Sex er den vigtigste årsag til at der bliver læst ungdomsbøger," sådan sagde en af mine undervisere på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Og jeg satte det fede flueben ud for den påstand; det var i hvert fald hovedårsagen til, at jeg læste bøger for unge dengang for urimeligt lang tid siden. Jeg blev dybt fascineret af Bjørn i 'Når snerlen blomstrer' og spejlede mig i knap så succesfulde surrogat-charmører og kæmpede mig igennem 'Pige-liv' for dog bare at få det mindste indblik i hvad piger mon gik og tænkte på  - og måske også få et par tips eller to.

Og jeg er så ubeskeden, at jeg betragter det som en helt igennem normal årsag. Og jeg vælger endda at tro på at ungdommen nu til dags til trods for Mokai, iPods, Arto og Menuchips er lige så bimlende forvirrede, usikre, nysgerrige og småliderlige som jeg var. Og naturligvis er den første gang stadig en af kernekonflikterne i ungdomsbøger. Et uudtømmeligt emne, som jeg stadig synes er ca. noget af det vigtigste i ungdomslitteratur.

Der udkommer mange - som i rigtig mange - bøger om seksuel identitetsskabelse og den med bæven hviskende mytiske første gang. Og jeg stødte på et forholdsvis nyt dansk bud.

Sarah Engell (1979) debuterede i 2009 med 'Hvis bare...' og to år efter kom 'Forbandede mødom', hvis titel jeg den ondelyneme gerne ville have hugget. 'Forbandede mødom' er den første i en serie på to om Maria og hendes kvaler med forældre, drenge, veninder, boksning og sex. You know the drill. Andet bind udkom i år og hedder 'Forpulede kærlighed', og det er netop denne miniserie jeg vil fable lidt om.

At være pakket ind i mødom
Maria skal til at gå i niende klasse, og hun er kæreste med den lidt ældre hunk - boksetræneren Jannick. De to har været kæreste i en håndfuld måneder - og Maria er stadig jomfru; noget hun synes både er irriterende og uforståeligt. Bedsteveninden, den ret seksuelt udfarende (tenderende til det promiskuøse) Christina, er i den grad enig, især fordi Jannick er lækker og har haft andre kærester og øjensynligt er en erfaren aktør på teenagepigeskibsbrikser.

Stakkels Maria ved ikke hvad hun skal tænke og føle; tale med Jannick om det er for pinligt og derfor tyr hun til lingerie i kaliber up-front. Og underspillede sætninger som 'Skal vi bolle?' Det virker ikke. Fordømt.

Maria bumler rundt mellem usikkerhed, jalousi, forventninger fra veninden og sig selv og pludselig er Maria helt mentalt pakket ind i sin mødom. Og jeg tillader mig at spoile: Hendes første gang bliver derfor med en helt tilfældig person på et halvsnusket kollegieværelse. Fyren er ikke usympatisk eller uintelligent. Han er helt almindelig på sin drogede måde.

Alt det er så virkelig fint. Jeg forstår virkelig Maria og jeg kan godt lide hendes hoppen rundt mellem alle mulige forventninger og myter. Og det er tydeligt at hun er usikker og forvirret og jeg kan helt vildt godt lide at selve akten i grunden er udramatisk - at fyren faktisk er flink. 
Hele dette setup virker for den 38-årige læser troværdigt og fint. Og sproget og især dialogerne er pågående og velskrevne. Jeg forstår og mærker Maria.

Men jeg skubbes lidt væk - og det ville jeg i den grad også været blevet som 14-årig nysgerrig dreng, når de store effektvåben køres frem og historien går fra art blive en fintfølende hverdagsrealistisk beskrivelse af Marias kamp mod hymen, til en problemrealistisk historie om Marias forhold til sine forældre. Ligesom jeg ikke kan forstå hvorfor Christina skal formes over en Samantha-fra-Sex-and-the-City-skabelon. Eller, jeg kan jo godt forstå spejlingen, og at det er en anden måde at reagere på og sådan - men det ville man vel også kunne få, hvis man havde skruet effekterne ned fra 15 til 7.

Tre forpulet forløsende ord
I efterfølgeren 'Forpulede kærlighed' er Maria stadig kæreste med Jannick - og de har sex og alt muligt.
Her er det ikke mødommen, der fylder hende. Men at hun ikke kan sige 'Jeg elsker dig' til ham. Og de usagte ord vokser til en mur af grotesk akavethed for hende og Jannick. Og det blandet op med venindeproblemer, jalousi, pis med forældrene, et lesbisk pornoforbrug, Jannicks labre veninde og en forestående bokseturnering.

Sproget og Marias forvirring er stadig lydefri, men hovedkonflikten er altså ikke så stærk som i 1'eren. Det er effekterne desværre. Men jeg er også plot-purist og decideret kedelig.


Men hey, som 14-årig ville jeg have slugt især 'Forbandede mødom', spejlet mig i den og have forstået mysteriet piger bare en lille smule bedre. De er lidt lige som drenge - bare anderledes, ikke?



Læs mere om Sarah Engell her