Yeah yeah yeah – og hvorfor bøger om 1960’erne (næsten) altid er gode ungdomsbøger

Jeg er faktisk i tvivl om min dansklærer Lillian bad os om at læse hele Lars Saabye Christensens ’Beatles’ i ottende eller niende klasse – eller om vi blot skulle læse et uddrag fra en eller anden antologi.  Jeg læste eller rettere sagt slugte de 450+-sider i hvert fald; og har siden gjort det mindst fem gange.  Det er en fremragende bog. En norsk tvilling til Bjarne Reuters Bjørn-trilogi, hvor 2’eren ’Når snerlen blomstrer’ er den bedste og vigtigste ungdomsbog for mig og - ved jeg - for mange andre i min generation – altså dem der uden at lyve kan sige at være født i midt-halvfjerdserne. Jeg kan næsten ikke vente til at skulle læse den igen. Bare den er lige så god, som jeg husker den.

Når snerlen blomstrer i Oslo

Nå, det var Saabye Christensen vi kom fra. ’Beatles’ foregår i Oslo fra 1965 hvor de fire hovedpersoner er 14 år og frem til 1972. De fire hovedpersoner er Kim, der er fortælleren og bliver kaldt Paul McCartney, den stammende Ola (Ringo), den store alvorlige og stabile Gunnar (John) og den flyvske Sebastian (George). De fire drenge er bedste venner og forguder Beatles og vokser op sammen med dem.  Der er lidt vrøvl med pigerne, med forældrene, med klassekammerater. 

Med andre ord som enhver anden ungdomsroman. Og som enhver anden ungdomsroman der foregår i 1960’erne er musikken en motor. Det samme er alle de bevidstgørende bevægelser der fandtes til overmål i årtiet; den seksuelle frigørelse, frigørelse med stoffer, bevægelser mod politik (læs socialisme og anarkisme), bevægelser mod og ind i kernefamilien, samfundets opbrud generelt, bevægelser mod alternative og knap så alternative religioner og en bevægelse mod Jim Morrisons grav på Pere Lachaise-kirkegården i Paris.

Ungdommens årti

Stort set alle ungdomsbøger der foregår i 1960’erne har disse bevægelser. Og jeg elsker det.  For det er en banal sandhed at 1960’erne som årti mimer den dengang helt nyudklækkede befolkningsgruppe, ungdommen. Årtiet startede helt purt, renskuret og uskyldigt – sådan ca.. Men så skete der noget. Musikken var en anden end forældrenes. Den var vild, eksperimenterende, beskidt, forbudt og fræk som bare pokker. Man blev mere bevidst om samfundet – der var noget der fame ikke var i orden. Man blev bevidst om at man ikke nødvendigvis behøvede at køre i den samme Corolla og få det samme fra Herstal som ens forældre. Man fandt ud af at det der sex-noget var vigtigt og skægt og frigørende. Man blev faktisk et individ i løbet af 1960’erne. Og det ligner pretty much den sti man også skal traske af når man gerne selv vil gennem ungdommens dynd.  Og fik jeg nævnt at musikken holder?

Andre generationsromaner fra 1980’erne, 1990’erne og så videre har vanskeligt ved at mime uskylden, selvbevidstheden og optimismen der er iboende i ungdommen på samme måde. For i de årtier er grundtonen fra begyndelsen kynisme, manglende uskyld og desillusion og så er jeg også en så gammel nar at jeg foretrækker Beatles, Stones, Hendrix og Doors frem for Muse, Bieber og ham den sure fra American Idol.

Fire-dobbelt Bjørn med skrue

I forhold til Bjørn-trilogien har ’Beatles’ den fordel at ungdommens forskellige veje bliver kanaliseret ud i flere personer. Ola gør en pige gravid og flytter til Trondheim for at gifte sig med hende, Gunnar bliver stærkt optaget af (munke)marxismen, der fjerner den sidste rest af sprælskhed og humor i ham. Sebastian drages mod hash, heroin, alternative religioner og Jim Morrison. Mens stakkels Kim kastes rundt mellem de tre positioner og de to vidunderlige piger Nina og Cecilie. Kim er ligesom Bjørn en opportunist. Han har ordet i sin magt, er vanvittig god til at lyve og har svært ved at holde et alvorligt fokus – en charmerende semi-sjuft. (Endnu engang en persontype der ofte er set i ungdomsromaner (og jeg elsker det)).

Lars Saabye Christensen er en stor tung forfatter. Han har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris. Og det mærkes. Der er mange – virkeligt mange – spøjse og skrevne billeder. Og måske var det fordi jeg i juledagenes læsning, måske blev lidt for træt af, hvor tydeligt bogen selv syntes den var skidesprællende charmerende at jeg sukkede en smule. Ligesom jeg heller ikke helt synes at Kims kærlighedskvaler mellem Nina og Cecilie bliver 100 % forløst og forstået. Detaljer.

Tak, Lillian

’Beatles’ er sindssygt god, Jeg er Lillian vildt taknemmelig for at have præsenteret mig for bogen. Jeg glæder mig til at læse den igen og måske endda også at se den når den 2013 får biografpremiere. Ironisk i grunden da Kim i den grad foragtede film.

’Beatles’ fortsatte i den knap så vellykkede ’Bly’ fra 1990 og jeg har lige fundet ud af ’Beatles’ også er blevet til en trilogi da ’Bisættelsen’ kom i 2008. Den skal jeg da søreme læse. Ligesom du skal læse ’Beatles’. Ja, gu skal du da det. Yeah Yeah Yeah.

Hey Claus, det hvirvler rundt i dit hoved Claus

Det begyndte med at vi sang Søren Kragh-Jacobsen-sange for vores børn, når det var puttetid.  
Og det førte til en snak om Søren Kragh-Jacobsens debut som filminstruktør med Hans Hansen-filmatiseringen ’Vil du se min smukke navle?’

Tina berettede, at hun både var pirret og åh så flov, da hun så den første gang som teenager hjemme hos sine forældre. 

Jeg bidrog med, at jeg måtte gemme anden del af bogtrilogien for mine forældre af flov frygt, da man på forsiden kunne se en temmelig topløs tegnet Lene. Jeg kunne også huske at jeg syntes, det var spændende og pirrende at læse bøgerne (og se på forsiden) som præ-teenager. Men at det sikkert ikke ville holde i dag.

Men det skal da komme an på en prøve, så filmen og trilogien blev bestilt og pløjet igennem.

Så fint, så uskyldigt og dybfølt

Hans Hansen (1939) havde siden slutningen af 1960’erne skrevet radiospil, teater og bøger for børn og unge. Han blev i 1988 filmkonsulent og hans frekvens på forfatterområdet faldt drastisk da. I 2003 kom dog den fine højtlæsningsserie om Lars Løve. Men Hans Hansens vigtigste bøger er trilogien om Claus og Lene: ’Vil du se min smukke navle?’ (1976), ’Elsk mig langsomt’ (1978) og ’Claus og Lene og Nina og’ (1978).

Jeg havde som sagt mine bange anelser, da jeg gik i gang med at genlæse bøgerne og se filmen. Jeg havde sådan en ’Det er sikkert endnu en 70’er Conny og Bolighajen-vibe’, men den frygt blev egentlig gjort til skamme i hvert fald i ’Vil du se min smukke navle?’. For den er overraskende fin og pur.

Bogen handler om Claus, der er tilflyttet en ny skole i niende klasse, han er gamle venner med den evigt wise-crackende Jørn og ikke specielt hemmeligt forelsket i Lene. 

Klassen skal til Sverige for at blive rystet sammen og Claus render rundt i en sky af usikkerhed, småjalousi og glæde og generel forvirring over de signaler, som Lene måske sender til ham. Parret ender dog i en robåd og bringer den ud på en svensk skovsø, hvor de kysser og bogens berømte titel bliver sagt. Og det vil Claus da enormt gerne, skulle jeg hilse og sige. Men det betyder ikke at Claus’ usikkerhed forsvinder heller ikke selvom hele bogen ender med at de finder sammen i et høfuldt svensk foderhus.

Det er sådan ca. det. Der sker med andre ord ingen dramatiske ting – der er lidt med et par fulde svenske rødder, men de bliver talt til rette. Resten er en sværmen om Claus’ usikkerhed. Og hans forelskelse i Lene og hans evigt kredsende tanker om dufte, hår, første gang, bryster, former og seksualitet. Det er så fint. Og det er stramt og næsten minimalistisk. Og på den måde er det forhåbentlig også eviggyldigt.  Kvaliteten falder dog en del i fortsættelserne, hvor der også lidt irriterende dukker en tidstypisk politisk – og seksuelt frigørende agenda op.

1970'erne med tydelig jernbanefløjl

Og ja, 70’erne er tydelige i bogen. Og jeg ved da godt, at det ikke er alle der holder så meget af det årti, som jeg gør. Ja, det vil vel sikkert skræmme de fleste af nutidens unge væk. Replikkerne er ikke lige i skabet og med 2012-øjne er det skægt så meget besvær hovedpersonerne har med at kommunikere med hinanden. Lene har fx ikke en telefon. 

Og jeg er da heller ikke fortaler for at ’Vil du se min smukke navle?’ skal hverken genudgives eller i kanon. Men det skal ikke forhindre mig i at være glædeligt overrasket over at bogen stadig giver et præcist, nuanceret, dybfølt og fint portræt af en forvirret og forelsket ung mand.

Det samme giver Søren Kragh-Jacobsens film. Her er der en my mere dramatik på drengen. Der er en elg der bliver skudt fx – til gengæld er der ikke noget afsluttende hanky panky i svensk hø. Men kernen i historien er den spirrende seksualitet, som alting drejer sig om, og den fanger Søren Kragh-Jacobsen i hver en sætning, blik, lyd. 

Det er så uskyldigt og så rigtigt. Kragh-Jacobsen er en fremragende personinstruktør – især af børn og unge. Man kan se Claus’ blanding af usikkerhed og glæde i Birger Larsens ansigt og i hans stemme. Og jeg kan sagtens huske hvor forelsket jeg blev i Lise-Lotte Rao, der spillede Lene. Lene er sikkert lige så forvirret og usikker og forelsket som Claus – hun er bare voldsomt mere ovenpå i Claus’ øjne. Og så er hun med Claus' ord bare pisse-dejlig.

Det kan varmt anbefales – især hvis man er over 35. Er fascineret af 1970'erne. Og har en faible for Søren Kragh-Jacobsen. Soundtracket er i hvert fald skide godt.