Jeg er forvirret og overvældet: Oskar K og Dorte Karrebæk: Biblia Pauperum Nova

Jeg må til det – jeg må skrive om mit møde med det andet danske bud på den første Børnelitteraturpris fra Nordisk Råd, nemlig Oskar K's og Dorte Karrebæks ’Biblia Pauperum Nova – ny bibel for de fattige i ånden’. Og jeg advarer og indrømmer blankt: det bliver vævende og famlende.

Først en kort beskrivelse: 

Bogen er en samling af tableauer og handler om en flok åndssvage, der skal opføre et teaterstykke om Jesu liv. Det gør de ved at bygge en kulisse a la middelalderens billedbibel. Udover selve teaterstykket er der utallige referencer og citater nyere – men mest ældre, der kommenterer og perspektiverer handlingen. Netop som det inspirerede middelalderlige forlæg.

Tableauet er på højre opslag – mens teksten er på venstre – sammen med hvad der øjensynligt er forfatterens regibemærkninger, til hvad tegneren skal have med.

Hvem er målgruppen - og er det ligegyldigt?

Efter at have gået rundt om mig selv i et par uger bliver jeg nødt til at krybe til korset (no pun intended, ok så da lille pun) og erkende at jeg simpelthen er i tvivl om hvad jeg skal mene. Og dog.

For det første er det en helt afsindig smuk bog. Dorte Karrebæks streg er som vanlig – men her er hun altså uovertruffen god – rørende, vulgær, karnevalistisk, skæg, plat, skarp, the lot.

Jeg elsker bogens regibemærkninger fra Oskar K til Karrebæk; de er faktisk hverken 90’er-meta-fikse eller postmoderne, men egentlig spændende, knugende og et virkningsfuldt greb.

Bogen rammes ind af sætningen ’Af intet er du kommet – til intet skal du blive’. Og i bogens sidste tableau kommer Gud helt træt ind på scenen for at dømme – men mikrofonen virker ikke og menneskene er i grunden forkælede børn og irriterende. Og til sidst giver folk op og går hjem til dem selv – og så blev den dommedag aflyst.

Se det er jo skideskægt, rent karneval, befriende og nihilistisk på en og samme gang. Jesus er i bogen som sagt åndssvag, og han er også usikker og bange og må ofte læse forud i sit manuskript. Og disciplene og menneskene fatter generelt ikke en meter af, hvad der foregår.

Når jeg skal fortælle om den kan jeg tale om hvor radikal den er. Hvor smuk den er. Hvor vild. Men jeg må blankt erkende, at jeg har vanskeligt ved at se at den er til børn. Jeg mener, når der udover citater fra Bibelen er ord fra den tyske 1200-tals mystiker Mester Eckehart bevæger man sig ud i en teologisk diskussion, hvor jeg har svært ved at være med.

Fra børnebøger til Gammel viden

Jeg er ikke teolog eller religionshistoriker – hey, jeg er ikke engang troende. Og man behøver vel ikke at være nogen af delene for at lade sig suge ind i Karrebæks tableauer og i den citatflodbølge der vælter ind over læseren. 

Men jeg må også erkende at jeg – når skal læse den som en børnebog (og igen, jeg er i tvivl om det i grunden er meningen) – bliver i tvivl om hvad jeg skal mene. For det er både en bog om Jesu’ liv samtidig med at det er et forsøg på et radikalt teologisk opgør med synet på netop Jesus, Gud og Dommedag. Og for at lave den overbygning skal man vel have grunden på plads. Eller skal man? Og jeg er lidt (ok, meget) i tvivl om deres fortolkning er fræk og kontroversiel eller om det er en ældre provokation.

Det er også markant at de anmeldere og lektører, der har været gladest for den, har læst den som et kunstnerisk og postmoderne bud på en billedbibel, mens dem der har læst den ud fra et teologisk udgangspunkt har været mere forbeholdne over for bogens gudsbegreb.

Da jeg købte bogen gik jeg ind i Børnenes Boghandel – der ikke havde den; men de henviste mig til Arnold Busck overfor der vist nok havde den – men de mente jeg ikke skulle lede i deres børneafdeling – men nok snarere i deres afdeling for kunstbøger. Der var den nu heller ikke, den stod i afdelingen for Gammel viden og tro, tror jeg nok.

Og hvor stiller det så mig? Jeg synes den er smuk. Kors, hvor er den smuk og vild og uregerlig. Og dét kan jeg enormt godt lide. Men jeg har intet begreb om hvor den stiller sig som tekst om Jesu liv. Jeg er forvirret. Jeg  må spørge en voksen.