Louis Jensen er ubetinget den forfatter der er skyld i at jeg for alvor kastede min kærlighed til børnelitteraturen. I slutningen af 1990'erne var jeg i et dødvande på universitetet. Jeg kedede mig og passede ikke ind og trængte til noget der kunne bringe min litteraturglæde tilbage.
Gyldendal
Og der stødte jeg tilfældigvis på Louis Jensens små firkantede historier. Og det viste mig en helt ny verden. Jeg var - og er - meget begejstret for 60'ernes modernistiske og konkrete digte. Jørgen Leth, Per Højholt, Hans Jørgen Nielsen, Vagn Steen. Sådan nogen.
Og der ramte Louis Jensens stramme grafiske historier der på ualmindeligt få tegn blev fyldt ud med poesi, meta, eventyr, vitser, fjol, filosofi, kærlighed, næser, nys, skarpt og viltert sprog og selvkommentarer. Vidunderligt. Og det hele kongenialt illustreret af Lillian Brøgger.
Det var jo for katten i hatten helt vildt. Og jeg mente og mener stadig at hele projektet er noget af det mest radikale der har været i dansk litteratur overhovedet.
Nu er han død. Efter signende på en cykeltur sammen med sine venner hvor de ville fejre forårets komme med kaffe og kransekage. Og det er jo helt louisjensensk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar