Velfungerende fjollerier med fodnoter

Når man som jeg er udstyret med en altfortærende bogorm af en datter og en søn der allerhelst kun vil noget med Robin og Samrita er de gode fælles højtlæsningsseancer en gedigen lykke. Men de gode bøger, der både rammer Alma (hvis skive er uendelig stor) og Pelle (der ikke er et så taknemmeligt publikum) er svære at finde. Især hvis det ikke altid skal være Lindgren, Kirkegård, Andersen og Fupz.

Højtlæsningsbogen er en genre, der har nogle faste elementer, der helst skal opfyldes alle sammen; hvis de skal være et hit i det kraghske hjem i hvert fald.

De skal være

• ·   Mundtlige
• ·   Stringente og have et højt fortælletempo
• ·   Spændende
• ·   Skægge (virkelig vigtigt – der må meget gerne være overstyrede vrede mennesker med - bare spørg Pelle)
• ·   Have et sprogligt lag, der kan glæde og overraske oplæseren

En oversvømmelse af fjol 

Og det seneste hit på Amager er Jacob Riisings ’Karmaboy’.

Kort fortalt: Niller bor på Skovlunde Bytorv hvis kerne består af fire mere og for det meste mindre succesfulde forretninger. En komet er på vej mod jorden og når den bryder gennem atmosfæren vil den have en størrelse og en retning, der bevirker at Skovlunde Bytorv og kun Skovlunde Bytorv bliver jævnet med jorden.

Og alle folk er pisse ligeglade; nok fordi Skovlunde Bytorv allerede er et hul i jorden i forvejen. Men Niller er ikke ligeglad. Han kan lide det sted han bor. Han drømmer stadig om torvedage med grillede Elkjærpølser Og derfor beslutter han sig for at lave sin egen superhelt Karmaboy.

Karmaboy vil som en anden dydsmønstret spejder udføre gode gerninger for folk, så han på denne måde vil få så meget kapital ind på karmakontoen, så folk til sidst vil interesse sig for ham og dermed være med til at standse kometen og dermed redde Skovlunde Bytorv. En plan der er dømt til at blive udnyttet.

For sådan er folk jo. Folk vil bare gerne have gratis arbejdskraft, have luftet deres hunde, lavet deres lektier, få stillet dåser på plads og hentet pinlig medicin uden at skulle levere andet tilbage end utaknemmelighed i rigelige mængder. Så Niller er sammen med resten af beboerne på Skovlunde Bytorv og hans ’ven’ den konstant sukkerkolde og råbende Tykke på spanden.

Jeg så Jacob Riising på Bogmessen fortælle en meget læsende pige, at hans bog nok var for alle – bare ikke for hende, da han nok troede hun ville synes at ’Karmaboy’ ville være for fjollet, sådan lidt for meget Kaptajn Underhyler-agtig og ret meget som Riising selv.

Og Riising har et eller sted ret. For 'Karmaboy' er afsindig fjollet, men jeg synes helt ærlig den er voldsomt meget bedre end Pilkeys noget kalkulerede og skabelonagtige verdenssucces.

Ja ja, der er prut og lort, pinligheder og superhelteparodier. Men Riisings styrke ligger i at fjollerierne ligger tæt og er på de fleste planer. Der er installationsguides for de børn der ikke ved hvad en bog er. Der er et veludbygget fodnoteapparat, der bl.a. fortæller hvad et bibliotek er (det er ligesom netflix, bare med gamle bøger), der er et omfattende resume i kapitel 37 så man faktisk ikke behøver at læse de foregående kapitler, der bliver sprunget kapitler over (så man kan prale af at have læst enormt meget, der er ultrakorte kapitler, der er et kapitel på tyrkisk.

Ligesom Riisings arbejde som tv-vært er der en konstant pegen på mediet og genrer og der bliver hele tiden pustet spædningsballoner op for sekundet efter at punktere dem.

Karmaboy er dermed langt mere vellykket end fx Frödin/Knutzons noget KBH K-introverte fortælling om Lille Allan

Og Karmaboy fungerer fordi den er simpelthen er skidesjovt og fortalt med et sådant overskud at det overbeviser både mig og mine børn der fik indtil flere grineflip (men jeg er også god til at lave stemmer).

En lidt vel gammeldags debut - Mino og dragen

Så vellykket er Frederik Brinth Christiansens første bog i serien om Mino langt fra. Mino er en lille dreng der bor alene sammen med sin far – moderen har forladt dem for at realisere sig selv og er så vidt hvad Mino har opfanget en ravnemor. En dag får han en pakke tilsendt fra hende – et æg, som han selv udruger i den tro at det bliver en ravnebror, men som titlen svagt antyder indeholder ægget ikke en ravn men derimod en drage. Denne drage, som Mino døber Tom, vokser eksplosivt hver gang Mino tænker på sin mor. For til sidst at tiltrække sig opmærksomhed fra alverdens tv-stationer. Men så en dag kommer cirkus og Minos mor til byen.

Jeg ved godt det er lidt snyd at sammenligne de to bøger. Riising har i ti år arbejdet med at få sin humor og sin tilgang perfektioneret, mens Brint Christiansen er debutant. Og Mino og dragen henvender sig også til et lidt yngre publikum.                              

Men sammenligningen kan bruges til at vise, hvad jeg synes en god højtlæsningsbog skal kunne. For hvor Riisings fjollerier er et spredehaglsskydende stalinorgel af pjat, der rammer på alle niveauer – man har en fornemmelse af at Riisings redaktør næsten har holdt ham tilbage - er Brint Christiansens humor og forældrelag kun koncentreret i dialoger og i det sproglige. Og jeg er stor fan af onkelhumor, ordspil og revyreferencer. Men de running gags der er i Mino og dragen virker mere som et forceret forsøg på at lave finurligheder (og jeg hader hader hader finurligheder – både betydningen og især ordet – føj).

Jeg er i hvert fald ikke vild med ordspil som at Milo læser ordet FRAGILE som Fra Gile. Eller den tilbagevendende replik fra faderen hvor den gamle bil skal have strammet fedtopsamleren eller have fedtet stramopsamleren (citeret og riffet efter hukommelsen)Og på den ligner  vitserne i Mino og dragen lidt den humor, der var i Kikkebakkeboligby. Det er der ikke noget galt i. Det er bare temmelig meget fra 1970'erne.

Og det er sgu synd. For jeg kan faktisk se at der kunne komme en fin bennyandersensk historie med en lille ulykkelig dreng, der tager ordet ravnemor alt for bogstaveligt på en magisk realistisk måde ud af grundideen med Mino.