Anarki, fantasi og voksenfri

Fjerde bog af de fem store 1967-monumenter er Ole Lund Kirkegårds debut ”Lille Virgil”.

Ole Lund Kirkegård var og er sammen med Halfdan Rasmussen (og H.C. Andersen) den største danske børnebogsforfatter. Bombastisk udsagn. Javist, men jeg tror faktisk godt mine holdning kan klare en tryktest.

 Ole Lund Kirkegård: (1940-79) var lærer, kunstner og forfatter. Inden sin alt for tidlige og tragisk ubærlige død nåede han at udgive otte romaner til børn. Og de otte bøger er alle klassikere der læses med glæde i dag.
fsthumt er der udkommet et par små historier og For et par år siden udkom en gemt og glemt billedbog - "Frække Friderik"

Kirkegård debuterede i 1966 i en novellekonkurrence i Poltiken med ’Dragen’ der indgår i ”Lille Virgil”.

Hovedpersonerne hos Kirkegård er som regel hvad man betegner som uden for normen. Skæve eksistenser. Men mange af hovedpersonerne opfatter sig ikke selv som outsidere. De er mildt overbærende over for det gængse samfund og er  fyldt af gå-på-mod, kreativitet og fantasi.

De voksne i bøgerne er i bedste fald statister (og det var nyt dengang i slut-60’erne). Nogle er bare observerende og flinke. Andre er småborgerlige, rasende, hysteriske og råbende. Men det er ikke de voksne, der sætter rammen for børnene. Børnene lever i et parallelsamfund hvor man ikke behøver at tænke på nattøj, ørevask, sengetider og gode nærende måltider.

Når børnene finder alliancer hos de voksne er det som regel også skæve eksistenser – gamle, døve, hjemløse – og voksne, der kan huske hvordan det var at være barn. Skurkene er som regel småborgerlige der bare gerne vil have pænhed for enhver pris.

Til gengæld er det meget signifikant at lærere ofte er flinke og ikke en stiv autoritær figur. Det synes jeg er kampfedt.

Det er meget svært ikke at hylde Ole Lund Kirkegård. Og det er meget nemt at se hans aftryk hos især Kim Fupz. Ole Lund Kirkegård holder også i dag og bliver læst og filmatiseret flittigt.
Læs i øvrigt Jens Andersens ganske fremragende biografi om ham.

Lille Virgil

Det er svært at sige noget nyt og spændende om Ole Lund Kirkegård og Lille Virgil.

Lille Virgil er nok den af Kirkegårds klassikere jeg kendere mindst til. Det var flere år siden jeg havde læst den; og jeg huskede den som om det tydeligt var en debut og hvor Kirkegårds stil endnu ikke var helt færdigbagt. 

Jeg tog fejl.

Lille Virgil er nemlig temmelig færdig. Hovedpersonen har ingen forældre – og det tematiseres og problematiseres på ingen måde. 

Han bor i et forladt hønsehus, drikker sodavand til morgenmad og kan i grunden bare godt lide at chille rundt spise rugbrød, gå i skole, lede efter skatte, se på de åndssvage voksne i byen og leve sammen med vennerne Oskar og Carl Emil. Alt i alt drømmen om et fordringsløst og frit barneliv.

Det er ikke en fortløbende historie. Det er faktisk ikke engang en roman. Kirkegård selv betragtede den som en samling af noveller. Og det giver en skønt flydende og opbrudt feeling.

At se Lille Virgil som i familie med Pippi – uden superkræfter og penge og en længsel efter sine forældre er nærliggende. Ligesom sin svenske storesøster er Lille Virgil fyldt til randen med frihed og en tro på at alting kan lade sig gøre. Et fantasiens frirum med absurditeter, poesi og humor.

Jeg elsker, at det ikke er noget problem, at han er alene uden voksne autoriteter. Jeg elsker hans møde med omverdenens konservative og absurde regler bare bliver observeret -- men hverken forklaret eller moraliseret over. Og jeg knuselsker Kirkegårds egne skæve, grimme tegninger.

Lille Virgil er en klassiker. Den vil stadig blive læst – og den peger fremad mod vidunderligheder som Gummi-Tarzan og Otto er et næsehorn.

Måske skule man afslutte med min top otte over Kirkegårds klassikere:

1. Gummi-Tarzan
2. Otto er et næsehorn
3. Albert
4. Hodja fra Pjort
5. Lille Virgil
6. Orla Frøsnapper
7. Frode og alle de andre rødder
8. En flodhest i huset