For raske drenge i gamle dage

Kulturministeriets Børnebogspris 1961 blev endnu en deler. Men denne gang mellem to mænd – og en roman og billedbog. Billedbogen var skabt af en af dansk børnelitteraturs og illustrator-koryfæer. Romanen af en forfatter, der endnu engang var røget under min radar.

Poul E. Knudsen (1923-92). Det er svært at finde rigtig meget om Poul Erik Knudsen. Han var kontorchef i skatteforvaltningen, var fra Svendbog og vandt to romankonkurrencer hos Gyldendal. I 1953 med debuten ”Oprøret i Capua” og i 1960 med ”Væddemålet”. Det er sidstnævnte, der løb med prisen i 1961.

Knudsen udgave flere bøger og de fleste foregik i og omkring det gamle Rom. Således også vinderbogen

Væddemålet:

Væddemålet foregår under kejser Augustus dvs.et par årtier f.Kr.

Kimbreren Odbjørn er ilter, stærk og har en fintfølende for heste – især sin egen Gråblæst. Odbjørns far dør og han bliver i starten af bogen ladt alene med sin trælkvinde og en længsel efter herremanden Hugwas dejlige datter Groa. Thorkim vil dog også gerne gafle Groa og så bliver der pudset machovilje  præ vikingestyle. For den af de to kumpaner, der ved næste vårblot kommer tilbage med den støre hær af våbenføre mænd – ja, han vil blive gift med Groa.

Odbjørn følges med romeren Serbulus, der er kommet til Jylland. Men Serbulus forråder Odbjørn, der bliver taget til fange og solgt som slave. Han ender som staldslave ved Cirkus Maximus, hvor hans evner til at betvinge en hest og vogn som en anden Ben Hur gør ham til en kortvarig stjerne i Rom. Og under den store finale stikker Odbjørn af sammen med nogle andre slaver. Spørgsmålet er: når han tilbage til vårbloten og tilbage til Groa?

Sandalheltene lige før Tipslørdag

Væddemålet er i og for sig en tidsløs klassiske historie for raske drenge, og dem der har nydt lørdagsfilmene lige før de i Tipslørdag skulle falde i søvn til Stoke mod Luton. Til dem der er på fornavn med Ivanhoe, Long John Silver, D’Artagnan og som mere end en gang har forestillet sig selv i læder og sandaler.

Og selvom jeg var stærkt tvivlende i begyndelsen – morede jeg mig over actionscenerne og at blive kastet tilbage til de Walter Scott-lignende fortællinger, som jeg selv slugte på det sydsjællandske drengeværelse – jeps, jeg har også været en rask dreng med grønt på knæene og fægtekampe med bilantenner på hølofter.

Lidt vel krydret sprog

For mig var det kulørt og underholdende. Og så er en gennemført sprogligt – og det er måske meget fedt, men også temmelig irriterende og maneret. Og nok årsagen til at jeg kun vil anbefale Væddemålet til særligt indviede. Tag nu bare første afsnit:

Fra bakkerne norden for åløbet høres pludselig lyden af hovslag. Hule dunk som fra en underjordisk smedje. Som sad der svartalf og vætte dybt inde i bakkerne og slag sværd af glødejern, så funkerne sprøjtede mellem muld og rodtrævler. Med ét er det, som om bakken brænder, en sky af støv driver frem over lyngtæppet.

Hold da op. Det sprog er krydret. Men for mange i nutidens målgruppe kunne det lige så godt stå med runer. Helt ærligt: svartalf, vætte, funkerne? Og hvad med åløbet og rodtrævler og norden for. Og det er nok det at Væddemålet på trods af sin underholdende historie stadig er glemt og gemt rav i arkivet. Men man kunne da godt savne en god nutidig drenget historie med sandaler, kampe og skønjomfruer.

En skolebog - helt uden forklædning

Karen Herold Olsen – Afrika

Da kulturministeriet i 1960 skulle uddele årets børnebogspris, havde man åbenbart besluttet, at der skulle ske noget nyt: Prisen skulle deles med en skønlitterær bog (”Sanne”) og en skole-/fagbog (”Afrika”). Det er jeg umiddelbart ikke sikker på er en vanvittig god ide, og så vidt jeg kan skimme listen, var det også eneste tilfælde hvor det er sket.

Det er bestemt ikke for at forklejne Herold Olsens bog. Det er bare lidt noget rod at sammenligne ikke skøn- med faglitteratur – men at sammenligne bøger som børnene selv kan vælge – og så bøger som deres formidlere vælger for dem. Derudover sætter det også sådan en listenørd som mig i problemer. Den udgave jeg har læst af bogen om landet som alle børn kender, er den femte og fra 1974 – og som altså er lige så gammel som mig.

Det betyder også at den bog jeg har læst er markant anderledes end den bog, der vandt prisen i 1960. Om der overhovedet er overlap kan man tvivle på. Fx det første kapitel om Algeriet. Algeriet var i slut-1950’erne stadig ikke selvstændigt og var i krig med Frankrig (indtil 1962). Men med de forbehold, har jeg stadig som en stor og artig dreng læst Karen Herold Olsens bog.

Karen Herold Olsen: (1920-2014) Heller ikke Karen Herold Olsen havde jeg hørt om. Og det er jeg ked af, for efter en kort research fandt jeg ud af hun var for vild. Hun var fra Orø – som jeg har haft min gang på i flere år. Men hun havde et udsyn, der rakte længere end Vestsjælland. Hun tog til Afrika efter Anden verdenskrigen og skrev artikler og bøger om kontinentet. Hun rejste også gennem Nord- og Sydamerika og skrev bøger om Japan og Australien.

Afrika: 

Selvom det ikke er den prisvindende udgave jeg har læst; går jeg stærkt ud fra at stilen er den samme. Observerende, personlig eller med et fiktionaliseret blik gennem en anden person. 

De historiske, geografiske og kulturelle facts er alle pakket ind i en fortælling. 

I Algeriet-kapitlet er det om manden Ahmed Khedda, der rejser tilbage fra Frankrig og via Alger (nu Algier) til sin landsby. Her ser han landskaber, industri, landbrug, mennesker og alting bliver forklaret.

På sin køretur gennem byen passerer Ahmed Khedda store og små åbne pladser. Smukke moskeer og livlige forretningsgader med stormagasiner, små butikker, barer og restaurationer. Overalt er det let at se, at landet stadig er præget af , at landet var under fransk styre i over 130 år.

Altså, det havde jeg jo kampbrokket mig over, hvis det havde været fiktion. Nu synes jeg forsøget er forståeligt – men også forceret og lidt uelegant.

Det er til gengæld vildt sjovt og interessant at læse en historisk/antropologisk/kultursociologisk lærebog fra 1974 – og det havde nok været mere markant i 1960. Og jeg kunne ikke lade være med at læse den ovenpå en underlægningsmusik fra de diskussioner, der er i dag med privilegieblindhed, strukturel racisme og så videre, som i grunden bare er træls og uforsonlig og usympatisk.

Men man kan ikke lade være med at tænke på om ikke der er ord, vendinger, syn som vi i dag ikke betragter som krænkende som man i 2060 vil ryste på hovedet over og hviske – sagde de virkelig det dengang?

Karen Herold Olsen bruger i hvert fald ordet negere i flæng – og også på sådan en mildt patroniserende overherredømme måde. Tuaregstammen har i hvert fald sudanesiske negerslaver – og det kan negerslaverne sådan se godt lide. Det der med frihed –det er jo ikke lige så godt som tryghed og mad – i hvert fald ikke for de sudanesiske negerslaver.
Er bogen racistisk? Nej. På ingen måde. Og i hvert fald ikke-nikke-nej bevidst. 

Små hyggelige pygmæer

Men der er nogle ståsteder, der er temmelig tydeligt gammeldags her små fem årtier efter.

Helt skægt bliver det i afsnittet om pygmæer. De bliver beskrevet som glade naturfolk (det er lige før at der bliver skrevet, at de har god rytme i kroppen), nøgne, ublufærdige, dog pyntesyge.

Og der er især en type tillægsord, der går igen:

Jeg kan blive helt bedrøvet ved tanken om de hyggelige små folk en skønne dag vil være helt forsvundet

Hvert lille pygmæsamfund består af en eller flere familier

Hver familie bor i deres egen hytte, og lige så lykkelige og tilfredse de lever til daglig, lige så fortvivlede kan disse små folk blive, når de ister en af deres kære.

Nå, små puds. 

Tina synes ikke det er noget problem, men de diminutive tillægsord gennemsyrer bare hele kapitlet.

Alt i alt: Det er suverænt den bog jeg har læst fra denne liste, hvor tiden havde været mest ond. Den er sympatisk men gammeldags. Det er ikke Herold Olsens skyld – for hun var for vild.

Anarki, fantasi og voksenfri

Fjerde bog af de fem store 1967-monumenter er Ole Lund Kirkegårds debut ”Lille Virgil”.

Ole Lund Kirkegård var og er sammen med Halfdan Rasmussen (og H.C. Andersen) den største danske børnebogsforfatter. Bombastisk udsagn. Javist, men jeg tror faktisk godt mine holdning kan klare en tryktest.

 Ole Lund Kirkegård: (1940-79) var lærer, kunstner og forfatter. Inden sin alt for tidlige og tragisk ubærlige død nåede han at udgive otte romaner til børn. Og de otte bøger er alle klassikere der læses med glæde i dag.
fsthumt er der udkommet et par små historier og For et par år siden udkom en gemt og glemt billedbog - "Frække Friderik"

Kirkegård debuterede i 1966 i en novellekonkurrence i Poltiken med ’Dragen’ der indgår i ”Lille Virgil”.

Hovedpersonerne hos Kirkegård er som regel hvad man betegner som uden for normen. Skæve eksistenser. Men mange af hovedpersonerne opfatter sig ikke selv som outsidere. De er mildt overbærende over for det gængse samfund og er  fyldt af gå-på-mod, kreativitet og fantasi.

De voksne i bøgerne er i bedste fald statister (og det var nyt dengang i slut-60’erne). Nogle er bare observerende og flinke. Andre er småborgerlige, rasende, hysteriske og råbende. Men det er ikke de voksne, der sætter rammen for børnene. Børnene lever i et parallelsamfund hvor man ikke behøver at tænke på nattøj, ørevask, sengetider og gode nærende måltider.

Når børnene finder alliancer hos de voksne er det som regel også skæve eksistenser – gamle, døve, hjemløse – og voksne, der kan huske hvordan det var at være barn. Skurkene er som regel småborgerlige der bare gerne vil have pænhed for enhver pris.

Til gengæld er det meget signifikant at lærere ofte er flinke og ikke en stiv autoritær figur. Det synes jeg er kampfedt.

Det er meget svært ikke at hylde Ole Lund Kirkegård. Og det er meget nemt at se hans aftryk hos især Kim Fupz. Ole Lund Kirkegård holder også i dag og bliver læst og filmatiseret flittigt.
Læs i øvrigt Jens Andersens ganske fremragende biografi om ham.

Lille Virgil

Det er svært at sige noget nyt og spændende om Ole Lund Kirkegård og Lille Virgil.

Lille Virgil er nok den af Kirkegårds klassikere jeg kendere mindst til. Det var flere år siden jeg havde læst den; og jeg huskede den som om det tydeligt var en debut og hvor Kirkegårds stil endnu ikke var helt færdigbagt. 

Jeg tog fejl.

Lille Virgil er nemlig temmelig færdig. Hovedpersonen har ingen forældre – og det tematiseres og problematiseres på ingen måde. 

Han bor i et forladt hønsehus, drikker sodavand til morgenmad og kan i grunden bare godt lide at chille rundt spise rugbrød, gå i skole, lede efter skatte, se på de åndssvage voksne i byen og leve sammen med vennerne Oskar og Carl Emil. Alt i alt drømmen om et fordringsløst og frit barneliv.

Det er ikke en fortløbende historie. Det er faktisk ikke engang en roman. Kirkegård selv betragtede den som en samling af noveller. Og det giver en skønt flydende og opbrudt feeling.

At se Lille Virgil som i familie med Pippi – uden superkræfter og penge og en længsel efter sine forældre er nærliggende. Ligesom sin svenske storesøster er Lille Virgil fyldt til randen med frihed og en tro på at alting kan lade sig gøre. Et fantasiens frirum med absurditeter, poesi og humor.

Jeg elsker, at det ikke er noget problem, at han er alene uden voksne autoriteter. Jeg elsker hans møde med omverdenens konservative og absurde regler bare bliver observeret -- men hverken forklaret eller moraliseret over. Og jeg knuselsker Kirkegårds egne skæve, grimme tegninger.

Lille Virgil er en klassiker. Den vil stadig blive læst – og den peger fremad mod vidunderligheder som Gummi-Tarzan og Otto er et næsehorn.

Måske skule man afslutte med min top otte over Kirkegårds klassikere:

1. Gummi-Tarzan
2. Otto er et næsehorn
3. Albert
4. Hodja fra Pjort
5. Lille Virgil
6. Orla Frøsnapper
7. Frode og alle de andre rødder
8. En flodhest i huset

Mellem himmel og jord - i Grønland

Da Kulturministeriets Børnebogpris gik ind i 1960’erne blev det for anden gang en delt pris. Begge gik til kvindelige forfattere – og begge gik med til bøger med et internationalt udsyn. Den første var Karen Plovgaards ”Sanne”, der foregår i Grønland.

Karen Plovgaard (1887-1966)

Jeg havde aldrig hørt om Karen Plovgaard. Og en research på nettet gjorde mig ikke voldsomt klogere.

Siden 1925 har hun skrevet tekster og bøger til både voksne og børn. Og fra 1950’erne (og måske før) centreredes hendes bøger om livet på Grønland.

Sanne er den første bog af tre om pigen. I 1961 kom "Sanne og hendes ven" og året efter kom "Sanne bliver voksen", der så vidt jeg kan læse mig til blev Plovagaards sidste bog.

Da jeg fandt ud af at Sanne handlede om Nordgrønland fik jeg straks en skolebog i forklædning-feeling. Lidt ligesom de børneudsendelser i 1980’erne, der hed ’Mellem himmel og jord’ som gerne viste små film om Juan i Peru, Samreen i Bangladesh eller Sedinam i Ghana og hvordan deres helt almindelig dagligdags liv var.

Jeg kan huske at når jeg tog min modne-kasket på, syntes jeg det var enormt vigtigt og spændende og lærerigt – men i grunden kunne jeg bedst lide den lille fjollede tegnefilm, der indledte programmet. Sådan har jeg det stadig. Jeg synes at mellemfolkelig forståelse er en god ting. Jeg kan godt lide at lære – men jeg har en fintfølende radar når vitaminer bliver forceret ind i underholdning.

 

Sanne

Derfor var det med lidt bange anelser jeg læste bogen. Og de bange anelser blev egentlig gjort til skamme. For Sanne er en fin fin bog – selvom den didaktiske position er tydelig.

Sanne er en pige fra en nordgrønlandsk bygd. Hun bliver født under lidt dramatiske omstændigheder og hendes liv er meget sammen med livsstykket af hendes ahnak – hendes bedstemor.

Bedstemoderen lærer Sanne om hvordan man renser sælskind med en ulu, hun lærer hende at tygge sener om til tråd. Hun lærer hende om hvordan man gør kamikker klar, hvordan man syr en anorak og så videre. Samtidig får man et indblik i hvordan det er at leve i et fangersamfund hvor den voldsomme og brutale natur er betydende for alt.

Fortællerposition er med enkelte undtagelser temmelig loyal med Sanne og set gennem hendes øjne. Der er næsten ansatser til en grønlandsk udgave af Laura Ingalls Wilders mesterværk om livet på prærien.

Desværre er Plovgaards bog ikke helt lige så vidunderligt skrevet – og også en del for kort. På de små 100 sider følger man Sannes liv indtil hun bliver en stor pige, overvejer at tage til Danmark og måske også får øjnene op for det der med drenge. Og det er altså for kort til at man går helt i zen og bare får lyst til at flytte til Grønland og lave sine egne tråde, købe legetøj en gang om året og smæske sig i spæk.

Om det er glemt og gemt guld (eller kryolit i dette tilfælde) er jeg usikker på. Jeg drømmer bare om at Sanne var fire gange så lang, så også jeg kunne lære teknikken med at rense et sælsind med en ulu – i hvert fald i fantasien.

Pigeliv

Tove Ditlevsen: Annelise - tretten år

Det er nærliggende og fristende og uretfærdigt at se vinderne af Kulturministeiets børnebogspris som en bevægelse, hvor man kan se udviklingen i dansk børnelitteratur.

Sådan er det naturligvis ikke – men måske kan man se antydningen af pejlemærker for hvad man fra officielt hold har lagt vægt på.
Den grønne flaske og Henrik var indignerede realisme med børn, der i en ikke så fjern historisk fortid tumlede rundt blandt problemer og strukturer – alkoholisme og urbanisme. Og med Chico fik vi udsynet og den fattige dreng, der skulle lære børnene om livet blandt andre folkeslag.
Og så kommer 1950'ernes hverdag i København med Tove Ditlevsens Annelise.

Tove Ditlevsen: (1917-76). Tove Ditlevsen bliver i disse år mere og mere kanoniseret. Helt konkret fik hun sparket Martin A. Hansen ud af kanon, der er lavet fremragende teaterkoncerter med hende, teaterstykker om hende og min hustru synes at hendes "Gift" er noget af det vildeste hun nogensinde har læst.Ifølge Leksikon for børnelitteratur var hun i 1997 den tredjemest brugte forfatter i folkeskolens antologier - kun overgået af Benny Andersen og St. St. Blicher.

Ditlevsen skrev digte og romaner om barndom og pigeliv især centreret om Vesterbro. Og både Barndommens gade og Pigesind kan vel stadig læses i dag af unge. Måske skulle jeg (gen)læse dem snart. 

Men reelle børnebøger udgav hun kun to: Annelise - tretten år (1958) og Hvad nu Annelise (1960)

Annelise - tretten årAnnelise er surprise 13 år. Hun bor sammen med sin lillebror og mor i Sydhavnskvarteret i København. Men moderen er syg af gulsot og må på Kommunehospitalet. Og hvad så med ungerne? De må passes hos Annelises afdøde fars søster, der bor på Saxogade på Vesterbro og som Jens og Annelise ikke har mødt før. 

Fasteren hedder Yvonne; hun er temmelig sær og lever i et stormombrust forhold med den stærkt alkoholiserede Carl. Noget som Yvonne tror er en hemmelighed, men som alle på hele Vesterbro kender alt til.
Annelise forsøger at navigere rundt blandt den sære Yvonne, den uberegnelige Carl; hun skal prøve at passe på moderens penge, forsøge at få lidt dagligdagsliv med madpakker og skoletider for sig selv, sin lillebror og se om hun ikke kan hjælpe Yvonne og måske også Carl.
Samtidig er der også den charmerende Jan fra gården, som hun ret godt kan lide og der er en pyroman der hærger gaden.

Historien flyder fint af sted. Pyromanen drive historien frem uden det bliver virkelig farligt eller gjort specielt meget ud af det. Og i modsætning til de tidligere vindere foregår bogen her og nu (altså der i slut-1950’erne). Der er mode, filipenser, præ-teenageproblemer på det helt nære plan og så er der søreme også kærlighed.

Ironi og loyalitet
Ditvlevsen er klart en større forfatter end de tidligere vindere. Og hendes fortællerstemme er både mere loyal over for sin hovedperson samtidig med at den også har et klart ironisk glimt i øjet. Der er indskudte ironiske bemærkninger a la 'o mirakel'. Og ironien og manererne bliver tydeligt i fx næsten volumniøse beskrivelser hvor man kan læse at Ditlevsen morer sig over at skrive. Om det bliver for meget og for selvsmagende er en smagssag. Jeg er ikke sikker på at jeg synes det er lige lydefrit.

"I løbet af ti minutter var de hjemme hos Anelise, der med en vis beklemthed trådte ind i de kendte og kære stuer, hvor der lugtede hengemt og støvet som på et pulterkammer. Hun slog vinduerne i dagligstuen op og så at fru Olsen havde vandet lanterne så energisk, at deres underskåle var fulde til randen, og der lå små pytter i karmen. Mon hun havde fået barnet? Spørgsmålet blev besvaret i samme øjeblik, for bag en skinnende  blå barnevogn skråede nabokonen over vejen dernede, smal om livet igen og med to større børn i kølvandet".

OK - lige dette afsnit var i grunden meget fedt.

Jeg prøver om jeg kan lokke Alma til at pløje sig igennem den og se om nu hvor det er Ditlevsen der er forfatteren om den er noget for hende.

Jeg tvivler på at den kan læses hvis ikke man har de velvillige historiske briller på. Men har man dem – var det en fornøjelse.

Alice i Hyggeland

Næste bog i rækken af 1967-perler er Benny Andersens oplæsningsklassiker - nemlig første bind i serien om den let hysteriske og pølseformede konkrete metafor Snøvsen.

Benny Andersen: Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

 

Benny Andersen: (1929) er en af Danmarks mest læste og elskede forfattere. Og man skal vist have et hjerte af stål og is, hvis ikke man synes, at han er sympatisk.

Hans bløde jazzede elegance og hans afvæbnende venlige selvironi og hans talent for at se hverdagens hyggelige småparadokser og sproglege har gjort ham umådelig folkelig og populær. At en del af den danske folkesjæl, som tog ham til sig lige inden kaffen blev klar så har flyttet sig fra Andersens syn på verden omkring os – ja, det er både ironisk og frem for alt sørgeligt.

Andersen har siden 1960 skrevet venligt-modernistiske digte for voksne og været værtshuspianist. I 1963 udkom en samling af mundtlige og indsamlede børnerim og tælleremser ”Nikke Nikke Nambo” og året efter kom den internationale pendent ”Lille Peter Dille”.

Børnegennembruddet kom i 1967 med første bog om Snøvsen. 

Det var lidt med bange anelser jeg læste den her i 50-året for den nyere danske børnelitteraturs fødsel.
Torben Weinreich har sagt i sin festtale i magasinet Klods Hans, at "Snøvsen" var en af de bøger, der ikke holdt i dag.Og inden jeg læste den igen, var jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Jeg har ikke selv et nostalgisk forhold til Snøvsen (Andersen derimod). Jeg mindes ikke, at den blev læst op for mig i min sydsjællandske barndom; og jeg er ikke 100 % sikker på at jeg har læst den op for Alma og Pelle – og jeg ejer den faktisk ikke. Så jeg måtte låne den på biblioteket. Da Alma så den, udbrød hun spontant: ”Åh, Snøvsen, den er så sød og hyggelig”. Så for hende har den måske sat sig nostalgiske spor. Hyggelig var også en af mine forventninger, da jeg genlæste den. Men jeg var alvorligt bange for, at tiden havde været ond ved tonen og tempoet. 

Selve bogens præmis med at gøre sproglige billeder helt konkrete og levende er jo en god ide. Det er også en disciplin som Andersen og den relaterede Halfdan Rasmussen mestrer. Men hvad hvis sprogbillederne er bedagede. Jeg mener: hvem under 60 siger at man går fra snøvsen i dag? Mit sind er på mange områder voldsomt ældre end 43 – men jeg siger det altså ikke.Og hvad er en snøvs i grunden? Få svaret nederst på siden.

Frygten, der både bliver af- og be-kræftet

Især de første par kapitler bekræftede min frygt. Eigil undres over sine forældres sprog – skattevæsen, ti vilde heste osv. Det er meget hyggeligt, men også vildt gammelt (og lidt klappen på hovedet-overbærende).

Men da Snøvsen dukker op, bliver han faktisk en helt rigtig figur befriet for sin sproglige tid og er ikke længere en konkret metafor. Han er bare en børnebogsfigur, der er selvovervurderende, bange og skinger. Og den figur er en klassisk figur man finder i børnelitteraturen til alle tider.

Et andet element der beroligede mig, var, at den faktisk fungerer fint som oplæsningsbog. Den er mundtlig og rar at læse. Det er en ren hjemme-ude-hjem-historie med en masse krummelurer i historielinjen. Der er et væld af digressioner, forklaringer og baggrundshistorier, der næsten har lignelsespræg – fx om de to brødre hvis venskab ødelægges af en arv. Eller som fungerer som hyggelig vits, fx Bøhmanden, der ved hjælp af et ekko forsøger at blive en genstridig hikke kvit.

Og jeg må indrømme, at jeg grinede over historien med bageren og hans kone, der kom op og skændes om halve og hele kringler. Og hvor Andersen går til den sproglige logik på helt lewiscarrollsk-facon.

”Det er min den halve,” råbte bagerkonen og holdt fast i sin halvdel.
”Det er min den hele,” hylede bageren, og så hev de i hver sin del af kringlen som til sidst gik midt over, så bageren faldt baglæns ned i et dejtrug, hvor han næsten helt forsvandt. Det eneste man kunne se af ham var den halve kringle der stak op.

Bagerkonen gik hen til truget og tog den halve kringle fra ham.

”Her har I en halv kringle,” sagde hun til Eigil og katten og rakte Eigil den ene halvdel. ”Og her har I en anden halv kringle,” tilføjede hun og rakte Eigil den halvdel hun selv havde holdt fast i.

”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

I det hele taget havde jeg "Alice i Eventyrland" i hovedet, da jeg læste den. Undersøgelsen af sprogets logik og konkretisering af ord er tydelig - og vel også en voksenmodernistisk tilgang. Samtidig er bogen fyldt med fortællemæssige omveje, overskud ,fortællinger og sange; og det kan også findes i det engelske mesterværk. Men Snøvsen er langt fra så radikal og vild og creepy som Alice; den henvender sig for det første også til et yngre publikum og er temmelig dansk, andersensk og hyggelig. 

Hyggelig, sød og mest for nostalgikere

Jeg er på den ene side enig i ældstedatterens labels "hyggelig og sød". Men jeg er også enig med Weinreich og min egen frygt: tiden har gnavet heftigt i fundamentet for Snøvsen. Og så er jeg generelt bare ikke så forelsket i den arketypiske børnebogsfigur, som Snøvsen er. 

Snøvsen er en elskelig -  men også let hysterisk, hyklerisk og selvforelsket figur. Og det greb synes jeg som regel bliver for forceret.
(Derudover har jeg altid syntes at den pølsen på en fod var lidt klammo)

Snøvsen er blevet lavet som film - to gange og der er fire bind i serien, hvor den sidste udkom i 1984.  Og den bliver stadig genudgivet og læst. Jeg har en fornemmelse af at nostalgien og hyggen tæller meget, når den bliver valgt til puttelæsning. Og det er jo også en fin årsag – så skidt med, at den er lidt vel støvet.

Jeg nød selvfølgelig at læse den. Benny Andersen er elegant og rar. Og der er glimt af skægge og fede ting. Men det er langt fra den 1967-klassiker, der står stærkest.

Som lovet: servicemeddelse: En snøvs er den løse øverste del af en sæk, der er sammensnørret.  Det er også gammel slang for næsen.

Så at gå fra snøvsen vil enten sige - hvis man går næsevejen -  at man taber sit ansigt; eller hvis man går sæk-vejen at der er noget, der egentlig var lukket ned der bryder op. To sider af samme sag.

De gode værdier og den lange rejse

I mit ridt gennem Kulturministeriets Børnebogspriser er jeg nået til 1958. Og til en mastodont blandt danske børnebogsforfattere og til den første kvindelige prisvinder.

Billedet er fra Kvinfo

Estrid Ott: (1900-67) var en dansk forfatter og journalist og pilot (sic!). Hun var udenrigskorrespondent på Berlingske Tidende - bl.a. krigskorrespondent i Vinterkrigen og var som forfatter uhyre produktiv. Hun debuterede som 17-årig og året efter blev hun redaktør på bladet Pigespejderen. Og netop pigespejderlivet og den internationale vinkel prægede Otts forfatterskab. Som den kvindelige pendent til Torry Gredsted.

Otts bøger var med hovedpersoner der var åbne, nysgerrige, frejdige og med respekt for natur, dyr og mennesker - altså de klassiske spejderdyder; det kan man godt have en ironisk distance til - men det er samtidig unægteligt gode værdier. Og Otts virke er hæsblæsende imponerende.
Ott fik stor succes med Bjørne-Kari-bøgerne. Jeg selv læste Lofots-Lise til mit speciale.

I 1947 begyndte man i Danmark at betale bibliotekspenge, og der var Ott den næsthøjeste bidragsmodtager og ved sin død i 1967 var hun der fik mest udbetalt.

Ott var altså en sand skrivekugle, produktiv og populær; hun skrev langt over 80 bøger - og med et helt vildt cv og karriereforgreninger, må hun være og blive en heltinde.

Chicos lange vandring:

Bogen er bortset fra at Chico er en dreng fra fattige kår en klassisk Ott-historie. Den foregår blandt hjemløse drenge i Lissabon. Den begynder frenetisk og hurtigt på en losseplads i Portugals hovedstad, hvor alle drenge kæmper en brav kamp for at tigge sig til en tålelig tilværelse, og hvor alle har kælenavne: Spanieren, Fregne, Frimærket. Sådan nogle navne.

Til den verden kommer Chico - Francisco. Chico er lille af sin alder og bor hjemme hos sine forældre, men de drømmer om en anden og bedre tilværelse i Brasilien. Men da Chico bliver syg, bliver han nødt til – indtil han bliver rask - at blive passet hos en fremmed dame, mens hans forældre tager til det forjættede Sydamerika.


Forældrene dør dog kort efter deres ankomst til Tropicaliaens hjemland og da damen er udsat for en ulykke, som Chico dels tror er dødelig - dels tror er hans skyld, stikker han af og bliver hjemløs.

Han møder drengene fra lossepladsen, redder en af dem ved hjælp af en god læge. Chico drømmer om den næsten Jesus-lignende Pade Americo (der var en virkelig og gennemgod person), der har et hjem og hjælper rod- og hjemløse drenge som ham og de andre lossepladsdrenge. Hagen er at Padrens hjem ligger i det nordlige Portugal. Men Chico har ikke meget håb, så han begiver sig ud på den lange vandring.

På turen følges han med gadedrengen Spanieren, der giver ham mere eller mindre lumpne tiggertricks. Han forsøger sig som hjælper blandt fiskere, bønder, hyrder og korkegs-skrællere. Han hjælper gamle koner og toreadorer og han sanser og oplever turen til det nordlige Portugal.

Fin og sansende og loyal ... men
Chicos lange vandring er en fin bog. Især når den sanser sammen med Chico og beskriver livet blandt bønder og fattige i Portugal. Den er knap så vellykket når de pædagogiske og lærebogstaktiske elementer er alt for tydelige.

Jeg holder meget lidt af de informationsbusser, der skal stoppe oplysninger enten faktuelle, moralske eller plotmæssige ned i halsen på læseren. Og hvor hovedpersonerne gøres dummere end de er, for at læserne skal have vigtige eller lærerige oplysninger.

Det er der lidt for meget af i Chico – både når han skal lære om hvad månederne hedder og hvordan man skal opføre sig. Men når Ott bare oplever de små hverdagsdramaer med Chico og sanser hvordan man skræller en korkeg – ja, så bliver jeg næsten flået tilbage til Ingalls Wilder. Og der er der dejligt at være.

Chicos liv fortsatte i Chicos lille æsel og Chicos store håb

Estrid Ott var og er en mastodont i dansk børnelitteratur. Men jeg er dog ret sikker på, at hun ikke har så meget at sige til nutidens børn. Selvom hendes moralske ståsted og hendes virketrang og udsyn er imponerende.