En skolebog - helt uden forklædning

Karen Herold Olsen – Afrika

Da kulturministeriet i 1960 skulle uddele årets børnebogspris, havde man åbenbart besluttet, at der skulle ske noget nyt: Prisen skulle deles med en skønlitterær bog (”Sanne”) og en skole-/fagbog (”Afrika”). Det er jeg umiddelbart ikke sikker på er en vanvittig god ide, og så vidt jeg kan skimme listen, var det også eneste tilfælde hvor det er sket.

Det er bestemt ikke for at forklejne Herold Olsens bog. Det er bare lidt noget rod at sammenligne ikke skøn- med faglitteratur – men at sammenligne bøger som børnene selv kan vælge – og så bøger som deres formidlere vælger for dem. Derudover sætter det også sådan en listenørd som mig i problemer. Den udgave jeg har læst af bogen om landet som alle børn kender, er den femte og fra 1974 – og som altså er lige så gammel som mig.

Det betyder også at den bog jeg har læst er markant anderledes end den bog, der vandt prisen i 1960. Om der overhovedet er overlap kan man tvivle på. Fx det første kapitel om Algeriet. Algeriet var i slut-1950’erne stadig ikke selvstændigt og var i krig med Frankrig (indtil 1962). Men med de forbehold, har jeg stadig som en stor og artig dreng læst Karen Herold Olsens bog.

Karen Herold Olsen: (1920-2014) Heller ikke Karen Herold Olsen havde jeg hørt om. Og det er jeg ked af, for efter en kort research fandt jeg ud af hun var for vild. Hun var fra Orø – som jeg har haft min gang på i flere år. Men hun havde et udsyn, der rakte længere end Vestsjælland. Hun tog til Afrika efter Anden verdenskrigen og skrev artikler og bøger om kontinentet. Hun rejste også gennem Nord- og Sydamerika og skrev bøger om Japan og Australien.

Afrika: 

Selvom det ikke er den prisvindende udgave jeg har læst; går jeg stærkt ud fra at stilen er den samme. Observerende, personlig eller med et fiktionaliseret blik gennem en anden person. 

De historiske, geografiske og kulturelle facts er alle pakket ind i en fortælling. 

I Algeriet-kapitlet er det om manden Ahmed Khedda, der rejser tilbage fra Frankrig og via Alger (nu Algier) til sin landsby. Her ser han landskaber, industri, landbrug, mennesker og alting bliver forklaret.

På sin køretur gennem byen passerer Ahmed Khedda store og små åbne pladser. Smukke moskeer og livlige forretningsgader med stormagasiner, små butikker, barer og restaurationer. Overalt er det let at se, at landet stadig er præget af , at landet var under fransk styre i over 130 år.

Altså, det havde jeg jo kampbrokket mig over, hvis det havde været fiktion. Nu synes jeg forsøget er forståeligt – men også forceret og lidt uelegant.

Det er til gengæld vildt sjovt og interessant at læse en historisk/antropologisk/kultursociologisk lærebog fra 1974 – og det havde nok været mere markant i 1960. Og jeg kunne ikke lade være med at læse den ovenpå en underlægningsmusik fra de diskussioner, der er i dag med privilegieblindhed, strukturel racisme og så videre, som i grunden bare er træls og uforsonlig og usympatisk.

Men man kan ikke lade være med at tænke på om ikke der er ord, vendinger, syn som vi i dag ikke betragter som krænkende som man i 2060 vil ryste på hovedet over og hviske – sagde de virkelig det dengang?

Karen Herold Olsen bruger i hvert fald ordet negere i flæng – og også på sådan en mildt patroniserende overherredømme måde. Tuaregstammen har i hvert fald sudanesiske negerslaver – og det kan negerslaverne sådan se godt lide. Det der med frihed –det er jo ikke lige så godt som tryghed og mad – i hvert fald ikke for de sudanesiske negerslaver.
Er bogen racistisk? Nej. På ingen måde. Og i hvert fald ikke-nikke-nej bevidst. 

Små hyggelige pygmæer

Men der er nogle ståsteder, der er temmelig tydeligt gammeldags her små fem årtier efter.

Helt skægt bliver det i afsnittet om pygmæer. De bliver beskrevet som glade naturfolk (det er lige før at der bliver skrevet, at de har god rytme i kroppen), nøgne, ublufærdige, dog pyntesyge.

Og der er især en type tillægsord, der går igen:

Jeg kan blive helt bedrøvet ved tanken om de hyggelige små folk en skønne dag vil være helt forsvundet

Hvert lille pygmæsamfund består af en eller flere familier

Hver familie bor i deres egen hytte, og lige så lykkelige og tilfredse de lever til daglig, lige så fortvivlede kan disse små folk blive, når de ister en af deres kære.

Nå, små puds. 

Tina synes ikke det er noget problem, men de diminutive tillægsord gennemsyrer bare hele kapitlet.

Alt i alt: Det er suverænt den bog jeg har læst fra denne liste, hvor tiden havde været mest ond. Den er sympatisk men gammeldags. Det er ikke Herold Olsens skyld – for hun var for vild.