Pigeliv

Tove Ditlevsen: Annelise - tretten år

Det er nærliggende og fristende og uretfærdigt at se vinderne af Kulturministeiets børnebogspris som en bevægelse, hvor man kan se udviklingen i dansk børnelitteratur.

Sådan er det naturligvis ikke – men måske kan man se antydningen af pejlemærker for hvad man fra officielt hold har lagt vægt på.
Den grønne flaske og Henrik var indignerede realisme med børn, der i en ikke så fjern historisk fortid tumlede rundt blandt problemer og strukturer – alkoholisme og urbanisme. Og med Chico fik vi udsynet og den fattige dreng, der skulle lære børnene om livet blandt andre folkeslag.
Og så kommer 1950'ernes hverdag i København med Tove Ditlevsens Annelise.

Tove Ditlevsen: (1917-76). Tove Ditlevsen bliver i disse år mere og mere kanoniseret. Helt konkret fik hun sparket Martin A. Hansen ud af kanon, der er lavet fremragende teaterkoncerter med hende, teaterstykker om hende og min hustru synes at hendes "Gift" er noget af det vildeste hun nogensinde har læst.Ifølge Leksikon for børnelitteratur var hun i 1997 den tredjemest brugte forfatter i folkeskolens antologier - kun overgået af Benny Andersen og St. St. Blicher.

Ditlevsen skrev digte og romaner om barndom og pigeliv især centreret om Vesterbro. Og både Barndommens gade og Pigesind kan vel stadig læses i dag af unge. Måske skulle jeg (gen)læse dem snart. 

Men reelle børnebøger udgav hun kun to: Annelise - tretten år (1958) og Hvad nu Annelise (1960)

Annelise - tretten årAnnelise er surprise 13 år. Hun bor sammen med sin lillebror og mor i Sydhavnskvarteret i København. Men moderen er syg af gulsot og må på Kommunehospitalet. Og hvad så med ungerne? De må passes hos Annelises afdøde fars søster, der bor på Saxogade på Vesterbro og som Jens og Annelise ikke har mødt før. 

Fasteren hedder Yvonne; hun er temmelig sær og lever i et stormombrust forhold med den stærkt alkoholiserede Carl. Noget som Yvonne tror er en hemmelighed, men som alle på hele Vesterbro kender alt til.
Annelise forsøger at navigere rundt blandt den sære Yvonne, den uberegnelige Carl; hun skal prøve at passe på moderens penge, forsøge at få lidt dagligdagsliv med madpakker og skoletider for sig selv, sin lillebror og se om hun ikke kan hjælpe Yvonne og måske også Carl.
Samtidig er der også den charmerende Jan fra gården, som hun ret godt kan lide og der er en pyroman der hærger gaden.

Historien flyder fint af sted. Pyromanen drive historien frem uden det bliver virkelig farligt eller gjort specielt meget ud af det. Og i modsætning til de tidligere vindere foregår bogen her og nu (altså der i slut-1950’erne). Der er mode, filipenser, præ-teenageproblemer på det helt nære plan og så er der søreme også kærlighed.

Ironi og loyalitet
Ditvlevsen er klart en større forfatter end de tidligere vindere. Og hendes fortællerstemme er både mere loyal over for sin hovedperson samtidig med at den også har et klart ironisk glimt i øjet. Der er indskudte ironiske bemærkninger a la 'o mirakel'. Og ironien og manererne bliver tydeligt i fx næsten volumniøse beskrivelser hvor man kan læse at Ditlevsen morer sig over at skrive. Om det bliver for meget og for selvsmagende er en smagssag. Jeg er ikke sikker på at jeg synes det er lige lydefrit.

"I løbet af ti minutter var de hjemme hos Anelise, der med en vis beklemthed trådte ind i de kendte og kære stuer, hvor der lugtede hengemt og støvet som på et pulterkammer. Hun slog vinduerne i dagligstuen op og så at fru Olsen havde vandet lanterne så energisk, at deres underskåle var fulde til randen, og der lå små pytter i karmen. Mon hun havde fået barnet? Spørgsmålet blev besvaret i samme øjeblik, for bag en skinnende  blå barnevogn skråede nabokonen over vejen dernede, smal om livet igen og med to større børn i kølvandet".

OK - lige dette afsnit var i grunden meget fedt.

Jeg prøver om jeg kan lokke Alma til at pløje sig igennem den og se om nu hvor det er Ditlevsen der er forfatteren om den er noget for hende.

Jeg tvivler på at den kan læses hvis ikke man har de velvillige historiske briller på. Men har man dem – var det en fornøjelse.