De gode værdier og den lange rejse

I mit ridt gennem Kulturministeriets Børnebogspriser er jeg nået til 1958. Og til en mastodont blandt danske børnebogsforfattere og til den første kvindelige prisvinder.

Billedet er fra Kvinfo

Estrid Ott: (1900-67) var en dansk forfatter og journalist og pilot (sic!). Hun var udenrigskorrespondent på Berlingske Tidende - bl.a. krigskorrespondent i Vinterkrigen og var som forfatter uhyre produktiv. Hun debuterede som 17-årig og året efter blev hun redaktør på bladet Pigespejderen. Og netop pigespejderlivet og den internationale vinkel prægede Otts forfatterskab. Som den kvindelige pendent til Torry Gredsted.

Otts bøger var med hovedpersoner der var åbne, nysgerrige, frejdige og med respekt for natur, dyr og mennesker - altså de klassiske spejderdyder; det kan man godt have en ironisk distance til - men det er samtidig unægteligt gode værdier. Og Otts virke er hæsblæsende imponerende.
Ott fik stor succes med Bjørne-Kari-bøgerne. Jeg selv læste Lofots-Lise til mit speciale.

I 1947 begyndte man i Danmark at betale bibliotekspenge, og der var Ott den næsthøjeste bidragsmodtager og ved sin død i 1967 var hun der fik mest udbetalt.

Ott var altså en sand skrivekugle, produktiv og populær; hun skrev langt over 80 bøger - og med et helt vildt cv og karriereforgreninger, må hun være og blive en heltinde.

Chicos lange vandring:

Bogen er bortset fra at Chico er en dreng fra fattige kår en klassisk Ott-historie. Den foregår blandt hjemløse drenge i Lissabon. Den begynder frenetisk og hurtigt på en losseplads i Portugals hovedstad, hvor alle drenge kæmper en brav kamp for at tigge sig til en tålelig tilværelse, og hvor alle har kælenavne: Spanieren, Fregne, Frimærket. Sådan nogle navne.

Til den verden kommer Chico - Francisco. Chico er lille af sin alder og bor hjemme hos sine forældre, men de drømmer om en anden og bedre tilværelse i Brasilien. Men da Chico bliver syg, bliver han nødt til – indtil han bliver rask - at blive passet hos en fremmed dame, mens hans forældre tager til det forjættede Sydamerika.


Forældrene dør dog kort efter deres ankomst til Tropicaliaens hjemland og da damen er udsat for en ulykke, som Chico dels tror er dødelig - dels tror er hans skyld, stikker han af og bliver hjemløs.

Han møder drengene fra lossepladsen, redder en af dem ved hjælp af en god læge. Chico drømmer om den næsten Jesus-lignende Pade Americo (der var en virkelig og gennemgod person), der har et hjem og hjælper rod- og hjemløse drenge som ham og de andre lossepladsdrenge. Hagen er at Padrens hjem ligger i det nordlige Portugal. Men Chico har ikke meget håb, så han begiver sig ud på den lange vandring.

På turen følges han med gadedrengen Spanieren, der giver ham mere eller mindre lumpne tiggertricks. Han forsøger sig som hjælper blandt fiskere, bønder, hyrder og korkegs-skrællere. Han hjælper gamle koner og toreadorer og han sanser og oplever turen til det nordlige Portugal.

Fin og sansende og loyal ... men
Chicos lange vandring er en fin bog. Især når den sanser sammen med Chico og beskriver livet blandt bønder og fattige i Portugal. Den er knap så vellykket når de pædagogiske og lærebogstaktiske elementer er alt for tydelige.

Jeg holder meget lidt af de informationsbusser, der skal stoppe oplysninger enten faktuelle, moralske eller plotmæssige ned i halsen på læseren. Og hvor hovedpersonerne gøres dummere end de er, for at læserne skal have vigtige eller lærerige oplysninger.

Det er der lidt for meget af i Chico – både når han skal lære om hvad månederne hedder og hvordan man skal opføre sig. Men når Ott bare oplever de små hverdagsdramaer med Chico og sanser hvordan man skræller en korkeg – ja, så bliver jeg næsten flået tilbage til Ingalls Wilder. Og der er der dejligt at være.

Chicos liv fortsatte i Chicos lille æsel og Chicos store håb

Estrid Ott var og er en mastodont i dansk børnelitteratur. Men jeg er dog ret sikker på, at hun ikke har så meget at sige til nutidens børn. Selvom hendes moralske ståsted og hendes virketrang og udsyn er imponerende.