For raske drenge i gamle dage

Kulturministeriets Børnebogspris 1961 blev endnu en deler. Men denne gang mellem to mænd – og en roman og billedbog. Billedbogen var skabt af en af dansk børnelitteraturs og illustrator-koryfæer. Romanen af en forfatter, der endnu engang var røget under min radar.

Poul E. Knudsen (1923-92). Det er svært at finde rigtig meget om Poul Erik Knudsen. Han var kontorchef i skatteforvaltningen, var fra Svendbog og vandt to romankonkurrencer hos Gyldendal. I 1953 med debuten ”Oprøret i Capua” og i 1960 med ”Væddemålet”. Det er sidstnævnte, der løb med prisen i 1961.

Knudsen udgave flere bøger og de fleste foregik i og omkring det gamle Rom. Således også vinderbogen

Væddemålet:

Væddemålet foregår under kejser Augustus dvs.et par årtier f.Kr.

Kimbreren Odbjørn er ilter, stærk og har en fintfølende for heste – især sin egen Gråblæst. Odbjørns far dør og han bliver i starten af bogen ladt alene med sin trælkvinde og en længsel efter herremanden Hugwas dejlige datter Groa. Thorkim vil dog også gerne gafle Groa og så bliver der pudset machovilje  præ vikingestyle. For den af de to kumpaner, der ved næste vårblot kommer tilbage med den støre hær af våbenføre mænd – ja, han vil blive gift med Groa.

Odbjørn følges med romeren Serbulus, der er kommet til Jylland. Men Serbulus forråder Odbjørn, der bliver taget til fange og solgt som slave. Han ender som staldslave ved Cirkus Maximus, hvor hans evner til at betvinge en hest og vogn som en anden Ben Hur gør ham til en kortvarig stjerne i Rom. Og under den store finale stikker Odbjørn af sammen med nogle andre slaver. Spørgsmålet er: når han tilbage til vårbloten og tilbage til Groa?

Sandalheltene lige før Tipslørdag

Væddemålet er i og for sig en tidsløs klassiske historie for raske drenge, og dem der har nydt lørdagsfilmene lige før de i Tipslørdag skulle falde i søvn til Stoke mod Luton. Til dem der er på fornavn med Ivanhoe, Long John Silver, D’Artagnan og som mere end en gang har forestillet sig selv i læder og sandaler.

Og selvom jeg var stærkt tvivlende i begyndelsen – morede jeg mig over actionscenerne og at blive kastet tilbage til de Walter Scott-lignende fortællinger, som jeg selv slugte på det sydsjællandske drengeværelse – jeps, jeg har også været en rask dreng med grønt på knæene og fægtekampe med bilantenner på hølofter.

Lidt vel krydret sprog

For mig var det kulørt og underholdende. Og så er en gennemført sprogligt – og det er måske meget fedt, men også temmelig irriterende og maneret. Og nok årsagen til at jeg kun vil anbefale Væddemålet til særligt indviede. Tag nu bare første afsnit:

Fra bakkerne norden for åløbet høres pludselig lyden af hovslag. Hule dunk som fra en underjordisk smedje. Som sad der svartalf og vætte dybt inde i bakkerne og slag sværd af glødejern, så funkerne sprøjtede mellem muld og rodtrævler. Med ét er det, som om bakken brænder, en sky af støv driver frem over lyngtæppet.

Hold da op. Det sprog er krydret. Men for mange i nutidens målgruppe kunne det lige så godt stå med runer. Helt ærligt: svartalf, vætte, funkerne? Og hvad med åløbet og rodtrævler og norden for. Og det er nok det at Væddemålet på trods af sin underholdende historie stadig er glemt og gemt rav i arkivet. Men man kunne da godt savne en god nutidig drenget historie med sandaler, kampe og skønjomfruer.