Mellem himmel og jord - i Grønland

Da Kulturministeriets Børnebogpris gik ind i 1960’erne blev det for anden gang en delt pris. Begge gik til kvindelige forfattere – og begge gik med til bøger med et internationalt udsyn. Den første var Karen Plovgaards ”Sanne”, der foregår i Grønland.

Karen Plovgaard (1887-1966)

Jeg havde aldrig hørt om Karen Plovgaard. Og en research på nettet gjorde mig ikke voldsomt klogere.

Siden 1925 har hun skrevet tekster og bøger til både voksne og børn. Og fra 1950’erne (og måske før) centreredes hendes bøger om livet på Grønland.

Sanne er den første bog af tre om pigen. I 1961 kom "Sanne og hendes ven" og året efter kom "Sanne bliver voksen", der så vidt jeg kan læse mig til blev Plovagaards sidste bog.

Da jeg fandt ud af at Sanne handlede om Nordgrønland fik jeg straks en skolebog i forklædning-feeling. Lidt ligesom de børneudsendelser i 1980’erne, der hed ’Mellem himmel og jord’ som gerne viste små film om Juan i Peru, Samreen i Bangladesh eller Sedinam i Ghana og hvordan deres helt almindelig dagligdags liv var.

Jeg kan huske at når jeg tog min modne-kasket på, syntes jeg det var enormt vigtigt og spændende og lærerigt – men i grunden kunne jeg bedst lide den lille fjollede tegnefilm, der indledte programmet. Sådan har jeg det stadig. Jeg synes at mellemfolkelig forståelse er en god ting. Jeg kan godt lide at lære – men jeg har en fintfølende radar når vitaminer bliver forceret ind i underholdning.

 

Sanne

Derfor var det med lidt bange anelser jeg læste bogen. Og de bange anelser blev egentlig gjort til skamme. For Sanne er en fin fin bog – selvom den didaktiske position er tydelig.

Sanne er en pige fra en nordgrønlandsk bygd. Hun bliver født under lidt dramatiske omstændigheder og hendes liv er meget sammen med livsstykket af hendes ahnak – hendes bedstemor.

Bedstemoderen lærer Sanne om hvordan man renser sælskind med en ulu, hun lærer hende at tygge sener om til tråd. Hun lærer hende om hvordan man gør kamikker klar, hvordan man syr en anorak og så videre. Samtidig får man et indblik i hvordan det er at leve i et fangersamfund hvor den voldsomme og brutale natur er betydende for alt.

Fortællerposition er med enkelte undtagelser temmelig loyal med Sanne og set gennem hendes øjne. Der er næsten ansatser til en grønlandsk udgave af Laura Ingalls Wilders mesterværk om livet på prærien.

Desværre er Plovgaards bog ikke helt lige så vidunderligt skrevet – og også en del for kort. På de små 100 sider følger man Sannes liv indtil hun bliver en stor pige, overvejer at tage til Danmark og måske også får øjnene op for det der med drenge. Og det er altså for kort til at man går helt i zen og bare får lyst til at flytte til Grønland og lave sine egne tråde, købe legetøj en gang om året og smæske sig i spæk.

Om det er glemt og gemt guld (eller kryolit i dette tilfælde) er jeg usikker på. Jeg drømmer bare om at Sanne var fire gange så lang, så også jeg kunne lære teknikken med at rense et sælsind med en ulu – i hvert fald i fantasien.