Døden kan også være svimlende

Jeg er alvorligt bange for, at jeg endnu engang må trække inhabilitets-kortet igen. Og jeg vil også love, at jeg hiver det frem igen om nogle indlæg – de skal lige doseres ordentligt sådan nogle kort. Det skal de. Men mens jeg sidder i 1400-siders-fornøjelig voksenlæsning af Knausgårds eminente ’Min kamp’ er længere romaner en momental saga blot for mig, så i øjeblikket er der kun tid til læsning for mine børn og kortere billedbogssager. Og det er sådan en jeg vil anbefale lige nu; og det er her, at jeg som sagt må kaste våben og sige, at jeg muligvis ikke kan læse klart. For jeg kender Dorte Lilmose, jeg har læst på forfatterskolen med hende og jeg synes hun er sød.

Dorte Lilmose debuterede i 2008 med letlæsningsbogen ’Drengen der kom i fængsel’ og siden er der kommet en lille håndfuld romaner og to fine billedbøger, hvor de sidstnævnte handler om forskellige stadier i en skilsmisse, set meget i børnehøjde. Sidste år udkom hun med ’Klø når det klør’, og det er efter min ringe mening Dorte Lilmoses bedste.

Livet, døden og så videre

’Klø når det klør’ handler i al sin enkelthed om døden. En gammel mand står livstræt og tilfreds (?) og kigger ud på efterårshavet. En måge kommer og de to får sig en samtale om livet, venskaber, døden og det ærgerlige i, at manden endnu ikke har set en albatros, for det har han altid ønsket sig. Mens han ønsker sig albatrosser står Manden ved havet og håber og venter på at sige farvel til livet på den fineste og mest afklarede måde. Måge håber og venter også, ikke på døden - men på at få en bedste ven. Og selvom hun ikke er en albatros, giver hun Manden den fineste gave hun kan.

Lakonisk og præcist

Det er altså de store spørgsmål, som Dorte Lilmose tager fat på. Og i modsætning til de andre af Dorte Lilmoses ting jeg har læst er hendes vinkel klart mere distanceret og sproget mere nøgternt. Og det klæder historien sindssygt godt. Tonen er lakonisk og usentimental.

”Der var kun de to.

Sådan da.

Og have og himlen og det midtimellem.

’Er du bange?’ spurgte Måge.

’Ikke bange,’ svarede manden.

Måge syntes, det var synd og svært at forstå.”

Det er tydeligt, at den er i familie med Wolf Erlbruchs mesterværk ’And, Døden og tulipan’, selvom den er knap så ordøkonomisk som Erlbruchs. Det kan vel næsten heller ikke lade sig gøre.  Men emnet og indgangsvinklen er den samme. Døden er et vilkår. Og det kan godt være både fint og usentimentalt og helt stille og roligt. Især hvis man er afklaret og tilfreds. Erlbruch er altså en fin forfader at have.

Vidunderligt illustreret

’Klø når det klør’ er vidunderligt og stormombrusende illustreret af Sissan Richardt, som med collager og vandfarver på en næsten Stian Holesk måde rammer både dramaet, det lakoniske og det distancerede i teksten og spiller videre på det.  Det er altså godt det her.

Læs mere om Dorte Lilmose her

Kan du lide reggae, Aksel?

Anita Krumbach, som jeg stadig kender og synes er sød, har skrevet en ny roman, 'Røv og gulvsand'. Det er hendes anden efter den vidunderlige ’Et mærkeligt skib’. Krumbach skifter genre - det er ikke længere minimalistisk hverdagsrealisme. Men stilen er den samme; romanen er kun på små 80 sider, sætningerne er ultrakorte, tonen er tilbagelænet registrerende og hovedpersonen er stadig en dreng med en familie, der ikke helt hænger sammen.

Hennings lov paragraf 18

Aksel er 13 år og hans far Henning er en karl-skidesmart med store armbevægelser. De lever på kanten af budgettet i en stor kasse af et hus sammen med moderen - frisøren Skipper. 

Faderens liv peaker med den grotesk stort anlagte surprise 40-års-fødselsdag med band og milliarder af forskellige drinks. Kort efter går alting ned af bakke for far-Henning. Han bliver fyret fra sit job på flydende management-sprog og Skipper vælger at smutte til den lidt mere end klæge Beder. 

Det er mere end hvad Henning kan klare – og så er det ellers tur i derouten for far-Henning, mens Aksel bliver presset af de uudholdelige Beder og Skipper. Eneste lyspunkt for stakkels Aksel er hans ven Gregers og deres fælles passion for snappy dialoger, ordspillende kælenavne og Märklin-tog

Hvis jeg siger Tiramisu?

Hvor ’Et mærkeligt skib’ var knugende er ’Røv og gulvsand’ en ophobning af grotesker oven på en afgrund af opløsning. Groteskerne er især knyttet til Anita Krumbachs store talent for at finde bevidst irriterende replikker, der ganske underspillet farver umanerligt uudholdelige voksne. Det var der i det små i ’Et mærkeligt skib’ men i ’Røv og gulvsand’ ligger groteskerne tæt. Jeg er helt pjattet med moderens nye sheik, Beder, der kun siger irriterende ting på en irriterende måde: ’Hvis jeg siger Tiramisu, hvad siger du så? Min gode ven Aksel?’. Alene denne replik gør Beder inde i mit hoved til en Hansi Hinterseer-lignende figur (selvom hans hår er sort) i en sky af føn, sikker smag og herstal.  Eller far-Henning der i takt med at hans deroute og alkoholforbrug vokser bliver ren og desperat goddag mand økseskaft. 'Glen alt om gifler og rifler og hvad ved jeg. Krydderboller med tandsmør. Det er dét vi skal have!' Sagt men politisirener lyder og far-Henning lige har skudt gudinden Venus.

Det er den ondelyneme skægt i Anita Krumbachs eget underspillede groteske univers.'Røv og gulvsand' er mere Beckett end Cirkus Revyen med andre ord.

Bag på bogen stilles spørgsmålet om der overhovedet findes nogen voksne som Aksel kan bruge til noget?  Og svaret er ikke overraskende et entydigt NIXON!

At samle på lykke

Min datter er ikke en eventyr-pige. Og hun er sådan set også ligeglad med heste. Til gengæld er hun stærkt optaget af det nære, af relationer, af empati – og hvordan man er en god ven. Fik jeg nævnt at jeg synes hun er ret så sød?

Derfor læser vi meget hverdagsrealisme hjemme hos os. Og hvor det dog passer os, jeg har tidligere nævnt, at jeg ikke er et plotmenneske og jeg er heller ikke specielt oppe at køre over elvere og alfer, de er så nævenyttige.

At samle på lykke

Almas favoritbøger de seneste par aftner er den svenske miniserie om pigen Daniella, der bare bliver kaldt Dunne. Bøgerne er skrevet af svenske Rose Lagercrantz 'Mit lykkelige liv' og 'Mit hjerte hopper og danser'.

De handler om Dunne der skal begynde i skole og hun kender ikke en sjæl, men da hun møder Ella Frida, kommer der det der hørbare klik da de to 7-års-piger finder ud af at de naturligvis er verdens bedste veninder. De gynger, spiser ostemadder med agurk, har klubber, marsvin, skændes, leger. Og alt sammen sammen. Dunne er en empatisk og poetisk lille pige, der samler på lykkelige øjeblikke. Og hun tæller dem inden hun skal falde i søvn - pænt god ide, i øvrigt. Men ak, lykken er kort, for Ella Frida skal flytte.

Og så er det pludselig ikke så nemt at være en følsom og drømmende pige, når man både er alene og savner den bedste veninde, der kunne hjælpe en igennem det. Dunne besøger sin veninde i det forjættede Svendborg, hvor hun igen oplever lykken. Men tilbage i skolen er der ensomhed, dårlig samvittighed og irriterende klassekammerater og almindelige hverdags-trakasserier. Nøjagtig som der skal være i god hverdagsrealisme.

Stramt skrevet gengældt kærlighed

Men heldigvis er Dunnes kærlighed til veninden gengældt og Ella Frida er en entreprenant lille størrelse. Ella Frida aber aldrig efter, men hun gør tit næsten det samme. Og det er vel på det grundlag mangen et pigevenskab bliver dannet.

 Det hele er så fint skrevet af Rose Lagercrantz, med ultrakorte sætninger – det er tæt på at det er en førstelæser-bog. Lagercrantz tegner et præcist og rørende billede af et venskab og af en poetisk og tænksom pige. Det hele er gennemrørende illustreret af Eva Eriksson (der også har illustreret de fremragende småbørns-bøger om Jeppe). Alma elsker den. Jeg er ikke sikker på at hendes udadfarende lillebror har samme glæde ved den (den mangler først og fremmest mindst en skylander og en zombie). 

Men Pelle skal ikke afholde mig fra at glædes ved at anbefale bøgerne om Dunne. De er varme, kloge og filigranfine.

Yeah yeah yeah – og hvorfor bøger om 1960’erne (næsten) altid er gode ungdomsbøger

Jeg er faktisk i tvivl om min dansklærer Lillian bad os om at læse hele Lars Saabye Christensens ’Beatles’ i ottende eller niende klasse – eller om vi blot skulle læse et uddrag fra en eller anden antologi.  Jeg læste eller rettere sagt slugte de 450+-sider i hvert fald; og har siden gjort det mindst fem gange.  Det er en fremragende bog. En norsk tvilling til Bjarne Reuters Bjørn-trilogi, hvor 2’eren ’Når snerlen blomstrer’ er den bedste og vigtigste ungdomsbog for mig og - ved jeg - for mange andre i min generation – altså dem der uden at lyve kan sige at være født i midt-halvfjerdserne. Jeg kan næsten ikke vente til at skulle læse den igen. Bare den er lige så god, som jeg husker den.

Når snerlen blomstrer i Oslo

Nå, det var Saabye Christensen vi kom fra. ’Beatles’ foregår i Oslo fra 1965 hvor de fire hovedpersoner er 14 år og frem til 1972. De fire hovedpersoner er Kim, der er fortælleren og bliver kaldt Paul McCartney, den stammende Ola (Ringo), den store alvorlige og stabile Gunnar (John) og den flyvske Sebastian (George). De fire drenge er bedste venner og forguder Beatles og vokser op sammen med dem.  Der er lidt vrøvl med pigerne, med forældrene, med klassekammerater. 

Med andre ord som enhver anden ungdomsroman. Og som enhver anden ungdomsroman der foregår i 1960’erne er musikken en motor. Det samme er alle de bevidstgørende bevægelser der fandtes til overmål i årtiet; den seksuelle frigørelse, frigørelse med stoffer, bevægelser mod politik (læs socialisme og anarkisme), bevægelser mod og ind i kernefamilien, samfundets opbrud generelt, bevægelser mod alternative og knap så alternative religioner og en bevægelse mod Jim Morrisons grav på Pere Lachaise-kirkegården i Paris.

Ungdommens årti

Stort set alle ungdomsbøger der foregår i 1960’erne har disse bevægelser. Og jeg elsker det.  For det er en banal sandhed at 1960’erne som årti mimer den dengang helt nyudklækkede befolkningsgruppe, ungdommen. Årtiet startede helt purt, renskuret og uskyldigt – sådan ca.. Men så skete der noget. Musikken var en anden end forældrenes. Den var vild, eksperimenterende, beskidt, forbudt og fræk som bare pokker. Man blev mere bevidst om samfundet – der var noget der fame ikke var i orden. Man blev bevidst om at man ikke nødvendigvis behøvede at køre i den samme Corolla og få det samme fra Herstal som ens forældre. Man fandt ud af at det der sex-noget var vigtigt og skægt og frigørende. Man blev faktisk et individ i løbet af 1960’erne. Og det ligner pretty much den sti man også skal traske af når man gerne selv vil gennem ungdommens dynd.  Og fik jeg nævnt at musikken holder?

Andre generationsromaner fra 1980’erne, 1990’erne og så videre har vanskeligt ved at mime uskylden, selvbevidstheden og optimismen der er iboende i ungdommen på samme måde. For i de årtier er grundtonen fra begyndelsen kynisme, manglende uskyld og desillusion og så er jeg også en så gammel nar at jeg foretrækker Beatles, Stones, Hendrix og Doors frem for Muse, Bieber og ham den sure fra American Idol.

Fire-dobbelt Bjørn med skrue

I forhold til Bjørn-trilogien har ’Beatles’ den fordel at ungdommens forskellige veje bliver kanaliseret ud i flere personer. Ola gør en pige gravid og flytter til Trondheim for at gifte sig med hende, Gunnar bliver stærkt optaget af (munke)marxismen, der fjerner den sidste rest af sprælskhed og humor i ham. Sebastian drages mod hash, heroin, alternative religioner og Jim Morrison. Mens stakkels Kim kastes rundt mellem de tre positioner og de to vidunderlige piger Nina og Cecilie. Kim er ligesom Bjørn en opportunist. Han har ordet i sin magt, er vanvittig god til at lyve og har svært ved at holde et alvorligt fokus – en charmerende semi-sjuft. (Endnu engang en persontype der ofte er set i ungdomsromaner (og jeg elsker det)).

Lars Saabye Christensen er en stor tung forfatter. Han har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris. Og det mærkes. Der er mange – virkeligt mange – spøjse og skrevne billeder. Og måske var det fordi jeg i juledagenes læsning, måske blev lidt for træt af, hvor tydeligt bogen selv syntes den var skidesprællende charmerende at jeg sukkede en smule. Ligesom jeg heller ikke helt synes at Kims kærlighedskvaler mellem Nina og Cecilie bliver 100 % forløst og forstået. Detaljer.

Tak, Lillian

’Beatles’ er sindssygt god, Jeg er Lillian vildt taknemmelig for at have præsenteret mig for bogen. Jeg glæder mig til at læse den igen og måske endda også at se den når den 2013 får biografpremiere. Ironisk i grunden da Kim i den grad foragtede film.

’Beatles’ fortsatte i den knap så vellykkede ’Bly’ fra 1990 og jeg har lige fundet ud af ’Beatles’ også er blevet til en trilogi da ’Bisættelsen’ kom i 2008. Den skal jeg da søreme læse. Ligesom du skal læse ’Beatles’. Ja, gu skal du da det. Yeah Yeah Yeah.

Hey Claus, det hvirvler rundt i dit hoved Claus

Det begyndte med at vi sang Søren Kragh-Jacobsen-sange for vores børn, når det var puttetid.  
Og det førte til en snak om Søren Kragh-Jacobsens debut som filminstruktør med Hans Hansen-filmatiseringen ’Vil du se min smukke navle?’

Tina berettede, at hun både var pirret og åh så flov, da hun så den første gang som teenager hjemme hos sine forældre. 

Jeg bidrog med, at jeg måtte gemme anden del af bogtrilogien for mine forældre af flov frygt, da man på forsiden kunne se en temmelig topløs tegnet Lene. Jeg kunne også huske at jeg syntes, det var spændende og pirrende at læse bøgerne (og se på forsiden) som præ-teenager. Men at det sikkert ikke ville holde i dag.

Men det skal da komme an på en prøve, så filmen og trilogien blev bestilt og pløjet igennem.

Så fint, så uskyldigt og dybfølt

Hans Hansen (1939) havde siden slutningen af 1960’erne skrevet radiospil, teater og bøger for børn og unge. Han blev i 1988 filmkonsulent og hans frekvens på forfatterområdet faldt drastisk da. I 2003 kom dog den fine højtlæsningsserie om Lars Løve. Men Hans Hansens vigtigste bøger er trilogien om Claus og Lene: ’Vil du se min smukke navle?’ (1976), ’Elsk mig langsomt’ (1978) og ’Claus og Lene og Nina og’ (1978).

Jeg havde som sagt mine bange anelser, da jeg gik i gang med at genlæse bøgerne og se filmen. Jeg havde sådan en ’Det er sikkert endnu en 70’er Conny og Bolighajen-vibe’, men den frygt blev egentlig gjort til skamme i hvert fald i ’Vil du se min smukke navle?’. For den er overraskende fin og pur.

Bogen handler om Claus, der er tilflyttet en ny skole i niende klasse, han er gamle venner med den evigt wise-crackende Jørn og ikke specielt hemmeligt forelsket i Lene. 

Klassen skal til Sverige for at blive rystet sammen og Claus render rundt i en sky af usikkerhed, småjalousi og glæde og generel forvirring over de signaler, som Lene måske sender til ham. Parret ender dog i en robåd og bringer den ud på en svensk skovsø, hvor de kysser og bogens berømte titel bliver sagt. Og det vil Claus da enormt gerne, skulle jeg hilse og sige. Men det betyder ikke at Claus’ usikkerhed forsvinder heller ikke selvom hele bogen ender med at de finder sammen i et høfuldt svensk foderhus.

Det er sådan ca. det. Der sker med andre ord ingen dramatiske ting – der er lidt med et par fulde svenske rødder, men de bliver talt til rette. Resten er en sværmen om Claus’ usikkerhed. Og hans forelskelse i Lene og hans evigt kredsende tanker om dufte, hår, første gang, bryster, former og seksualitet. Det er så fint. Og det er stramt og næsten minimalistisk. Og på den måde er det forhåbentlig også eviggyldigt.  Kvaliteten falder dog en del i fortsættelserne, hvor der også lidt irriterende dukker en tidstypisk politisk – og seksuelt frigørende agenda op.

1970'erne med tydelig jernbanefløjl

Og ja, 70’erne er tydelige i bogen. Og jeg ved da godt, at det ikke er alle der holder så meget af det årti, som jeg gør. Ja, det vil vel sikkert skræmme de fleste af nutidens unge væk. Replikkerne er ikke lige i skabet og med 2012-øjne er det skægt så meget besvær hovedpersonerne har med at kommunikere med hinanden. Lene har fx ikke en telefon. 

Og jeg er da heller ikke fortaler for at ’Vil du se min smukke navle?’ skal hverken genudgives eller i kanon. Men det skal ikke forhindre mig i at være glædeligt overrasket over at bogen stadig giver et præcist, nuanceret, dybfølt og fint portræt af en forvirret og forelsket ung mand.

Det samme giver Søren Kragh-Jacobsens film. Her er der en my mere dramatik på drengen. Der er en elg der bliver skudt fx – til gengæld er der ikke noget afsluttende hanky panky i svensk hø. Men kernen i historien er den spirrende seksualitet, som alting drejer sig om, og den fanger Søren Kragh-Jacobsen i hver en sætning, blik, lyd. 

Det er så uskyldigt og så rigtigt. Kragh-Jacobsen er en fremragende personinstruktør – især af børn og unge. Man kan se Claus’ blanding af usikkerhed og glæde i Birger Larsens ansigt og i hans stemme. Og jeg kan sagtens huske hvor forelsket jeg blev i Lise-Lotte Rao, der spillede Lene. Lene er sikkert lige så forvirret og usikker og forelsket som Claus – hun er bare voldsomt mere ovenpå i Claus’ øjne. Og så er hun med Claus' ord bare pisse-dejlig.

Det kan varmt anbefales – især hvis man er over 35. Er fascineret af 1970'erne. Og har en faible for Søren Kragh-Jacobsen. Soundtracket er i hvert fald skide godt.

Form og indhold i et perfekt match

Cecilie Eken (1970) debuterede i 1993 med  ’Troldemandens søn’ og har siden skrevet små 25 bøger; hvor langt de fleste er i fantasy-genren. 

Hun er en af de absolut største danske børnebogsforfattere.  Hun har modtaget Kulturministeriets store børnebogspris to gange og Torben Weinreich tager hende med i sin samling af de fire bedste danske nutidige børnebogsforfatterskaber (sammen med Haller, Reuter og Aakeson).

Udover at være en eminent god fortæller har Cecilie Eken et ualmindeligt stort talent for og glæde ved formalia. I ’Sikkas fortælling’ er en del fortalt via heksametre. Og hun underviser på Forfatterskolen i metrik. Jeg havde hende i faget Den rimede fortælling – og jeg elskede det uforbeholdent. 

Det var så klart mit moment på Forfatterskolen. Og jeg har også været så heldig at optræde med Cecilie Eken med rim og ærefrygtsrystende bukser.

Og når jeg selv rimer, så er der i den grad talt stavelser og tryk og der er tjekket med rimordbog og fjernet omvendte ordstillinger. Det har Cecilie Eken banket ind i mit rim-dna. Og jeg elsker det!

Eken har skrevet et par rimede bøger bl.a. den stærkt poetiske og erotiske ’Vingekatten’. Og så lige også ’Mørkebarnet’, som jeg vil rose til skyerne lige nu.

Den arketypiske fortælling

’Mørkebarnet’ handler om to piger, der begge bor i en blomstrende og idyllisk have. Den ene er lys og glad, har blomsterranker i lokkerne og sine forældres udelte kærlighed. 

Den anden, derimod, er mørk, ensom, vred, gloomy og tvær – og hende vil forældrene  ikke kendes ved.

Mørkebarnet martres af ubændig jalousi over at det er den lyse pige der får lov til at sove i sengen og bliver kaldt en gave af forældrene.

Derfor hidklader hun de sorteste monstre, der skal fjerne lysbarnet. Men inden det ulykkeligste sker og den lyse pige bliver slået ihjel mærker Mørkebarnet smerten og angsten hos Lysbarnet. Og Mørkebarnet jager monstrene væk. Forældrene kommer styrtende til; og Lysbarnet fortæller at det var Mørkebarnets styrke og vrede der frelste hende. 

Forældrene forstår endelig at Mørkebarnet og Lysbarnet er to sider af samme sag. At deres barn også indeholder en livsnødvendig mørk, dyster og destruktiv side.
Samtidig kan man også - hvis man er barn - sagtens læse den bogstaveligt - at der altså er tale om piger.

Det er jo en fin arketypisk historie om at man indeholder både en lys og en mørk side. Og at man ikke kan leve uden. Samtidig er det også et vink til forældrene om at acceptere at deres lille engel også har følelser der ikke er sådan nogen man praler med på forældre-intra.

Så langt så godt.

Det sublime

Det der gør ’Mørkebarnet’ til et værk, man også vil tale om om mange år er formen. Cecilie Eken har nemlig fortalt historien som en sonetkrans. Og jeg vil her komme med en kort og ufuldstændig beskrivelse af soneters lyksaligheder. 

En sonet er en af de mest klassiske digtformer, Shakespeare excellerede i dem – 14 linjer på 11 stavelser, skrevet i jamber og opdelt i to dele, der begge er opdelt i yderligere to dele.

En sonetkrans er så 15 digte, der hænger sammen.

Første digts sidste linje bliver gentaget, som andet digts første linje og så videre. Det hele samles så i det store afsluttende 15. digt, Mestersonetten. I Mestersonetten er første linje den første linje i første digt, anden linje er første linje i andet digt og så fremdeles. Med andre ord alting hænger sammen. Og en sonetkrans er ikke noget man bare lige klasker sammen. Inger Christensen har fx gjort det så fantastisk med ’Sommerfugledalen’.

I ’Mørkebarnet’ spiller form og indhold perfekt sammen. Den arketypiske og tidløse historie og den überklassiske form med de rolige jamber og de gentagende linjer, der skaber en næsten sugende bevægelse, som ender i det sublime i mestersonetten.

Det er helt vildt godt. Og det er ikke kun en værk for form-nørder der fælder tårer over metrik. Min datter er også vild med den og jeg har også oplevet andre og yngre piger der elsker den. Jeg tvivler - trods alt - på at det er jamberne der gør det – nok snarere den klassiske og lidt uhyggelige historie.

Kari Sønsthagen tog den med i sin samling af de fem bedste børnebøg i årtusindets første årti. Og den fik Kulturministeriets børnebogspris for 2007. Og i år kunne man opleve ’Mørkebarnet’ som teaterstykker.

Læs mere om Cecilie Eken her

Langt fra det rene idyl

Oskar K og Dorte Karrebæk er vel et af de særeste makkerpar i dansk børnelitteratur. Deres bøger sammen er fabulerende, løse. De er ikke bange for at kaste et væld af intertekstualiteter, digressioner og flerstemmighed i hovederne på børnene.

Og når de ser et tabu eller en øm ligtorn; så tager de tilløb, sætter af og rammer lige i midten af smerten med stor og nænsom fryd.

Død, sex, vold, handicappede, lort, politisk korrekthed, sygdomme. Jeg kan ikke mindes et uldent emne, de ikke har hoppet på.

I ’Børnenes bedemand’ og  i den senere vidunderlige og knugende ’Idiot’ (som jeg vender tilbage til)  er det poetisk og ømt. I letlæsnings-serien ’De tre’ er det falbelader, glide i en bananskrald, få bæ i knolden og ren ramasjang.

’De tre’ er vel egentlig en samling af fire graphic novels for de første læsere, der dog er i stand til at kode Oskar K’s og Karrebæks genrebrud og leg med formen på tegneserien med talebobler, rebusser und alles.

Nederdrægtig med tyndskid på halen

’De tre’ handler om de to hårde hunde Simba og Carlo, der en dag møder den lille men nederdrægtige kat Gerda Roulund, som har tyndskid på halen. Derfor og fra da af bliver hun kaldt Røvlund. 

Hvis ikke man synes det er skide (undskyld ordspillet) skægt - er 'De tre' noget man skal gå en stor bue uden om. Jeg fniser i øvrigt stadig over det.

De to hunde tager sig modvilligt af hende, mens de spiller whist og spiser sushi. Men det vil den som nævnt nederdrægtige Røvlund naturligvis ikke finde sig i. Så hun vælger at vise at det er hende der har kysen på ved at terrorisere de to stakkels bøvede hunde.

En autist til halv pris

Og så går det ellers slag i slag gennem de fire bind – Carlo bliver bidt midt over, Simba får vand i hovedet, Carlo boller Dåse-Åse tyk, Røvlund vil købe sig en negerdreng, men da de er udsolgte får hun en autist til halv pris og så videre og så videre og så videre. Det er grovkornet – stærkt fabulerende og skægt. 

Det er ikke plottet eller de psykologiske dybder man skal læse den for.

Det er ren grovkornet og fabulerende farce. Jeg er sikker på at min dreng vil elske dem, når han får formspringene ind i kroppen.

Men det er dog ikke bøger, jeg ville læse sammen med mine børn foran min mor.

Læs mere om Oskar K. her