Viser opslag med etiketten Intertekstualitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Intertekstualitet. Vis alle opslag

torsdag den 27. juni 2013

Magisk realisme for børn af papir

Well, efter et halvt år, hvor jeg har været travlhedsblå i hele mit ansigt, er jeg nu igen freelance i mediebranchen – med tryk på første stavelse. Og det giver mig ro og tid og plads til at kaste mig over favoritbeskæftigelsen: Børnelitteratur. YEAH.

Og hvad er bedre at begynde sin sommerferie med at erklære mig inhabil. Igen. For igen kender jeg forfatteren. Igen synges jeg hun er sød. Hun var en af mine undervisere på Forfatterskolen og er Tina Sakura Bestle.

Hun debuterede i 2004 (som Tina Schmidt) med de fine billedbøger ’Jok’ og ’Fars dreng’.  Sammen med Anne-Marie Donslund har hun skrevet serien om de siamesiske tvillinger Ærte og H. Og sidste år kom den rigtig dejlige billedbog ’Lille Lort’, der også er en bog, jeg har ord om.

Metaforer tages bogstaveligt. Dejligt bogstaveligt.
’Papirdrengen’ er fra 2010. Og handler om drengen Cairo, hvis mor er cirkusprinsesse; altså indtil den dag, hvor hun for øjnene af sin elskede søn styrter ned fra tinderne og dør. Det var den dag Cairo umærkeligt blev forvandlet til papir, kommer på børnehjem sammen med den evigt sjattissende Pletten. Her bliver han adopteret af et ægtepar, hvis ord er is.

Cairo stikker af fra ægteparret og for nogle angribende sakse for at tage på en rejse der skal føre hans mor til himlen, redde sig selv og blive en ægte dreng. Men verden er fuld af farer, når man er en dreng og af papir. Sakse er pænt farlige. Det samme er ild og voksne er generelt nogle lumpne figurer, der lyver, svigter og er egoistiske. Heldigvis er der også flinke talende tigre med vildt dårlig ånde og en sød fregnet pige, der hedder Ella. Og frem for alt er der drenge, der gør det rigtige, fordi man skal.

Sakura Bestles tager metaforer og gør dem helt konkrete. Hvis stemningen hos et ægtepar er kold er deres ord isterninger der falder til jorden med kolde klank. Og hvis tabet af ens mor gør en til den tyndhudede side – ja, så bliver ens hud pergamentstyndt. Og de valg fører Sakura Bestle konsekvent ud igennem hele bogen. Det gør den filigran-agtig, sælsom og magisk.

Jeg holder især meget af mødet og venskabet med Ella. Det er så fint, og der kommer noget alvorligt og mærkbart på spil. Noget der ridser op, hvad der er det rigtige at gøre. Som i Brødrene Løvehjerte, hvor man bliver nødt til at gøre noget farligt – ellers er man bare en sølle kryster. Og jeg holder virkelig meget af at Cairo bærer hele sin historie og alle sine hemmeligheder helt konkret uden på huden. At læse en som en åben bog bliver helt og aldeles konkret.


Hey, hun kan jo lide Louis Jensen bedre end jeg kan.
Referencerne til Bibelen og især Pinnochio er tydelige. Og jeg fornærmer ingen ved at sige at Tina Sakura Bestle er inspireret af Louis Jensen og hans netop sælsomme og magiske og konkrete univers. Det er godt. Romanen handler om svigtede børn og om venskab der gør en stærkere og til et helt og rigtigt menneske. Helt konkret.


Og den så gennemførte magiske realisme gør Tina Sakura Bestle til en helt særlig forfatter på den danske børnebogsscene (i hvert fald hvad jeg ved af). 

Og hun placerer sig også anderledes i forhold til kolleger fra forfatterskolen. Og selvom man på ingen måde kan sige at folk der kommer ud på den anden side af Forfatterskolen er strømlinede har jeg alligevel ikke læst nogen som Tina Sakura. 

Hvor Krumbach og Bach-Lauritsen er minimalistiske i deres nær-realisme. 
Hvor Ronni Andersen og Jesper Nicolaj Christensen kører med et næsten aggressivt og farvet sprog og en realisme på yderkanten. 
Og hvor Lilmose forsøger at ramme de små børns udsyn så præcist som muligt. Er Sakura Bestle helt sin egen i sit eget magiske univers. Hun er god. Og det er ’Papirdrengen’ den ondelyneme også. Og i år fik den teaterpremiere på teateret Nocando.

tirsdag den 20. november 2012

Langt fra det rene idyl


Oskar K og Dorte Karrebæk er vel et af de særeste makkerpar i dansk børnelitteratur. Deres bøger sammen er fabulerende, løse. De er ikke bange for at kaste et væld af intertekstualiteter, digressioner og flerstemmighed i hovederne på børnene.

Og når de ser et tabu eller en øm ligtorn; så tager de tilløb, sætter af og rammer lige i midten af smerten med stor og nænsom fryd.

Død, sex, vold, handicappede, lort, politisk korrekthed, sygdomme. Jeg kan ikke mindes et uldent emne, de ikke har hoppet på.

I ’Børnenes bedemand’ og  i den senere vidunderlige og knugende ’Idiot’ (som jeg vender tilbage til)  er det poetisk og ømt. I letlæsnings-serien ’De tre’ er det falbelader, glide i en bananskrald, få bæ i knolden og ren ramasjang.

’De tre’ er vel egentlig en samling af fire graphic novels for de første læsere, der dog er i stand til at kode Oskar K’s og Karrebæks genrebrud og leg med formen på tegneserien med talebobler, rebusser und alles.





Nederdrægtig med tyndskid på halen
’De tre’ handler om de to hårde hunde Simba og Carlo, der en dag møder den lille men nederdrægtige kat Gerda Roulund, som har tyndskid på halen. Derfor og fra da af bliver hun kaldt Røvlund. 
Hvis ikke man synes det er skide (undskyld ordspillet) skægt - er 'De tre' noget man skal gå en stor bue uden om. Jeg fniser i øvrigt stadig over det.

De to hunde tager sig modvilligt af hende, mens de spiller whist og spiser sushi. Men det vil den som nævnt nederdrægtige Røvlund naturligvis ikke finde sig i. Så hun vælger at vise at det er hende der har kysen på ved at terrorisere de to stakkels bøvede hunde.




En autist til halv pris
Og så går det ellers slag i slag gennem de fire bind – Carlo bliver bidt midt over, Simba får vand i hovedet, Carlo boller Dåse-Åse tyk, Røvlund vil købe sig en negerdreng, men da de er udsolgte får hun en autist til halv pris og så videre og så videre og så videre. Det er grovkornet – stærkt fabulerende og skægt. 
Det er ikke plottet eller de psykologiske dybder man skal læse den for.
Det er ren grovkornet og fabulerende farce. Jeg er sikker på at min dreng vil elske dem, når han får formspringene ind i kroppen.
Men det er dog ikke bøger, jeg ville læse sammen med mine børn foran min mor.