Det begyndte med at vi sang Søren Kragh-Jacobsen-sange for
vores børn, når det var puttetid.
Og det førte til en snak om Søren Kragh-Jacobsens debut som filminstruktør med Hans Hansen-filmatiseringen ’Vil du se min smukke navle?’
Tina berettede, at hun både var pirret og åh så flov, da hun så den første gang som teenager hjemme hos sine forældre.
Jeg bidrog med, at jeg måtte gemme anden del af bogtrilogien for mine forældre af flov frygt, da man på forsiden kunne se en temmelig topløs tegnet Lene. Jeg kunne også huske at jeg syntes, det var spændende og pirrende at læse bøgerne (og se på forsiden) som præ-teenager. Men at det sikkert ikke ville holde i dag.
Og det førte til en snak om Søren Kragh-Jacobsens debut som filminstruktør med Hans Hansen-filmatiseringen ’Vil du se min smukke navle?’
Tina berettede, at hun både var pirret og åh så flov, da hun så den første gang som teenager hjemme hos sine forældre.
Jeg bidrog med, at jeg måtte gemme anden del af bogtrilogien for mine forældre af flov frygt, da man på forsiden kunne se en temmelig topløs tegnet Lene. Jeg kunne også huske at jeg syntes, det var spændende og pirrende at læse bøgerne (og se på forsiden) som præ-teenager. Men at det sikkert ikke ville holde i dag.
Men det skal da komme an på en prøve, så filmen og trilogien
blev bestilt og pløjet igennem.
Så fint, så uskyldigt og dybfølt
Hans Hansen (1939) havde siden slutningen af 1960’erne
skrevet radiospil, teater og bøger for børn og unge. Han blev i 1988
filmkonsulent og hans frekvens på forfatterområdet faldt drastisk da. I 2003
kom dog den fine højtlæsningsserie om Lars Løve. Men Hans Hansens vigtigste
bøger er trilogien om Claus og Lene: ’Vil du se min smukke navle?’ (1976), ’Elsk
mig langsomt’ (1978) og ’Claus og Lene og Nina og’ (1978).
Jeg havde som sagt mine bange anelser, da jeg gik i gang med
at genlæse bøgerne og se filmen. Jeg havde sådan en ’Det er sikkert endnu en 70’er
Conny og Bolighajen-vibe’, men den frygt blev egentlig gjort til skamme i hvert
fald i ’Vil du se min smukke navle?’. For den er overraskende fin og pur.
Bogen handler om Claus, der er tilflyttet en ny skole i
niende klasse, han er gamle venner med den evigt wise-crackende Jørn og ikke
specielt hemmeligt forelsket i Lene.
Klassen skal til Sverige for at blive rystet sammen og Claus
render rundt i en sky af usikkerhed, småjalousi og glæde og generel forvirring
over de signaler, som Lene måske sender til ham. Parret ender dog i en robåd og
bringer den ud på en svensk skovsø, hvor de kysser og bogens berømte titel
bliver sagt. Og det vil Claus da enormt gerne, skulle jeg hilse og sige. Men
det betyder ikke at Claus’ usikkerhed forsvinder heller ikke selvom hele bogen
ender med at de finder sammen i et høfuldt svensk foderhus.
Det er sådan ca. det. Der sker med andre ord ingen
dramatiske ting – der er lidt med et par fulde svenske rødder, men de bliver
talt til rette. Resten er en sværmen om Claus’ usikkerhed. Og hans forelskelse
i Lene og hans evigt kredsende tanker om dufte, hår, første gang, bryster,
former og seksualitet. Det er så fint. Og det er stramt og næsten
minimalistisk. Og på den måde er det forhåbentlig også eviggyldigt. Kvaliteten falder dog en del i fortsættelserne,
hvor der også lidt irriterende dukker en tidstypisk politisk – og seksuelt
frigørende agenda op.
Og ja, 70’erne er tydelige i bogen. Og jeg ved da godt, at det ikke er alle der holder så meget af det årti, som jeg gør. Ja, det vil vel sikkert
skræmme de fleste af nutidens unge væk. Replikkerne er ikke lige i skabet og med 2012-øjne er det skægt så meget besvær hovedpersonerne har med at kommunikere med
hinanden. Lene har fx ikke en telefon.
Og jeg er da heller ikke fortaler for at
’Vil du se min smukke navle?’ skal hverken genudgives eller i kanon. Men det
skal ikke forhindre mig i at være glædeligt overrasket over at bogen stadig
giver et præcist, nuanceret, dybfølt og fint portræt af en forvirret og
forelsket ung mand.
Det samme giver Søren Kragh-Jacobsens film. Her er der en my
mere dramatik på drengen. Der er en elg der bliver skudt fx – til gengæld er
der ikke noget afsluttende hanky panky i svensk hø. Men kernen i historien er den
spirrende seksualitet, som alting drejer sig om, og den fanger Søren
Kragh-Jacobsen i hver en sætning, blik, lyd.
Det er så uskyldigt og så rigtigt.
Kragh-Jacobsen er en fremragende personinstruktør – især af børn og unge. Man
kan se Claus’ blanding af usikkerhed og glæde i Birger Larsens ansigt og i hans
stemme. Og jeg kan sagtens huske hvor forelsket jeg blev i Lise-Lotte Rao, der
spillede Lene. Lene er sikkert lige så forvirret og usikker og forelsket som
Claus – hun er bare voldsomt mere ovenpå i Claus’ øjne. Og så er hun med Claus' ord bare pisse-dejlig.
Det kan varmt anbefales – især hvis man er over 35. Er fascineret af 1970'erne. Og har en
faible for Søren Kragh-Jacobsen. Soundtracket er i hvert fald skide godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar