Form og indhold i et perfekt match

Cecilie Eken (1970) debuterede i 1993 med  ’Troldemandens søn’ og har siden skrevet små 25 bøger; hvor langt de fleste er i fantasy-genren. 

Hun er en af de absolut største danske børnebogsforfattere.  Hun har modtaget Kulturministeriets store børnebogspris to gange og Torben Weinreich tager hende med i sin samling af de fire bedste danske nutidige børnebogsforfatterskaber (sammen med Haller, Reuter og Aakeson).

Udover at være en eminent god fortæller har Cecilie Eken et ualmindeligt stort talent for og glæde ved formalia. I ’Sikkas fortælling’ er en del fortalt via heksametre. Og hun underviser på Forfatterskolen i metrik. Jeg havde hende i faget Den rimede fortælling – og jeg elskede det uforbeholdent. 

Det var så klart mit moment på Forfatterskolen. Og jeg har også været så heldig at optræde med Cecilie Eken med rim og ærefrygtsrystende bukser.

Og når jeg selv rimer, så er der i den grad talt stavelser og tryk og der er tjekket med rimordbog og fjernet omvendte ordstillinger. Det har Cecilie Eken banket ind i mit rim-dna. Og jeg elsker det!

Eken har skrevet et par rimede bøger bl.a. den stærkt poetiske og erotiske ’Vingekatten’. Og så lige også ’Mørkebarnet’, som jeg vil rose til skyerne lige nu.

Den arketypiske fortælling

’Mørkebarnet’ handler om to piger, der begge bor i en blomstrende og idyllisk have. Den ene er lys og glad, har blomsterranker i lokkerne og sine forældres udelte kærlighed. 

Den anden, derimod, er mørk, ensom, vred, gloomy og tvær – og hende vil forældrene  ikke kendes ved.

Mørkebarnet martres af ubændig jalousi over at det er den lyse pige der får lov til at sove i sengen og bliver kaldt en gave af forældrene.

Derfor hidklader hun de sorteste monstre, der skal fjerne lysbarnet. Men inden det ulykkeligste sker og den lyse pige bliver slået ihjel mærker Mørkebarnet smerten og angsten hos Lysbarnet. Og Mørkebarnet jager monstrene væk. Forældrene kommer styrtende til; og Lysbarnet fortæller at det var Mørkebarnets styrke og vrede der frelste hende. 

Forældrene forstår endelig at Mørkebarnet og Lysbarnet er to sider af samme sag. At deres barn også indeholder en livsnødvendig mørk, dyster og destruktiv side.
Samtidig kan man også - hvis man er barn - sagtens læse den bogstaveligt - at der altså er tale om piger.

Det er jo en fin arketypisk historie om at man indeholder både en lys og en mørk side. Og at man ikke kan leve uden. Samtidig er det også et vink til forældrene om at acceptere at deres lille engel også har følelser der ikke er sådan nogen man praler med på forældre-intra.

Så langt så godt.

Det sublime

Det der gør ’Mørkebarnet’ til et værk, man også vil tale om om mange år er formen. Cecilie Eken har nemlig fortalt historien som en sonetkrans. Og jeg vil her komme med en kort og ufuldstændig beskrivelse af soneters lyksaligheder. 

En sonet er en af de mest klassiske digtformer, Shakespeare excellerede i dem – 14 linjer på 11 stavelser, skrevet i jamber og opdelt i to dele, der begge er opdelt i yderligere to dele.

En sonetkrans er så 15 digte, der hænger sammen.

Første digts sidste linje bliver gentaget, som andet digts første linje og så videre. Det hele samles så i det store afsluttende 15. digt, Mestersonetten. I Mestersonetten er første linje den første linje i første digt, anden linje er første linje i andet digt og så fremdeles. Med andre ord alting hænger sammen. Og en sonetkrans er ikke noget man bare lige klasker sammen. Inger Christensen har fx gjort det så fantastisk med ’Sommerfugledalen’.

I ’Mørkebarnet’ spiller form og indhold perfekt sammen. Den arketypiske og tidløse historie og den überklassiske form med de rolige jamber og de gentagende linjer, der skaber en næsten sugende bevægelse, som ender i det sublime i mestersonetten.

Det er helt vildt godt. Og det er ikke kun en værk for form-nørder der fælder tårer over metrik. Min datter er også vild med den og jeg har også oplevet andre og yngre piger der elsker den. Jeg tvivler - trods alt - på at det er jamberne der gør det – nok snarere den klassiske og lidt uhyggelige historie.

Kari Sønsthagen tog den med i sin samling af de fem bedste børnebøg i årtusindets første årti. Og den fik Kulturministeriets børnebogspris for 2007. Og i år kunne man opleve ’Mørkebarnet’ som teaterstykker.

Læs mere om Cecilie Eken her