At samle på lykke

Min datter er ikke en eventyr-pige. Og hun er sådan set også ligeglad med heste. Til gengæld er hun stærkt optaget af det nære, af relationer, af empati – og hvordan man er en god ven. Fik jeg nævnt at jeg synes hun er ret så sød?

Derfor læser vi meget hverdagsrealisme hjemme hos os. Og hvor det dog passer os, jeg har tidligere nævnt, at jeg ikke er et plotmenneske og jeg er heller ikke specielt oppe at køre over elvere og alfer, de er så nævenyttige.

At samle på lykke

Almas favoritbøger de seneste par aftner er den svenske miniserie om pigen Daniella, der bare bliver kaldt Dunne. Bøgerne er skrevet af svenske Rose Lagercrantz 'Mit lykkelige liv' og 'Mit hjerte hopper og danser'.

De handler om Dunne der skal begynde i skole og hun kender ikke en sjæl, men da hun møder Ella Frida, kommer der det der hørbare klik da de to 7-års-piger finder ud af at de naturligvis er verdens bedste veninder. De gynger, spiser ostemadder med agurk, har klubber, marsvin, skændes, leger. Og alt sammen sammen. Dunne er en empatisk og poetisk lille pige, der samler på lykkelige øjeblikke. Og hun tæller dem inden hun skal falde i søvn - pænt god ide, i øvrigt. Men ak, lykken er kort, for Ella Frida skal flytte.

Og så er det pludselig ikke så nemt at være en følsom og drømmende pige, når man både er alene og savner den bedste veninde, der kunne hjælpe en igennem det. Dunne besøger sin veninde i det forjættede Svendborg, hvor hun igen oplever lykken. Men tilbage i skolen er der ensomhed, dårlig samvittighed og irriterende klassekammerater og almindelige hverdags-trakasserier. Nøjagtig som der skal være i god hverdagsrealisme.

Stramt skrevet gengældt kærlighed

Men heldigvis er Dunnes kærlighed til veninden gengældt og Ella Frida er en entreprenant lille størrelse. Ella Frida aber aldrig efter, men hun gør tit næsten det samme. Og det er vel på det grundlag mangen et pigevenskab bliver dannet.

 Det hele er så fint skrevet af Rose Lagercrantz, med ultrakorte sætninger – det er tæt på at det er en førstelæser-bog. Lagercrantz tegner et præcist og rørende billede af et venskab og af en poetisk og tænksom pige. Det hele er gennemrørende illustreret af Eva Eriksson (der også har illustreret de fremragende småbørns-bøger om Jeppe). Alma elsker den. Jeg er ikke sikker på at hendes udadfarende lillebror har samme glæde ved den (den mangler først og fremmest mindst en skylander og en zombie). 

Men Pelle skal ikke afholde mig fra at glædes ved at anbefale bøgerne om Dunne. De er varme, kloge og filigranfine.