Døden kan også være svimlende

Jeg er alvorligt bange for, at jeg endnu engang må trække inhabilitets-kortet igen. Og jeg vil også love, at jeg hiver det frem igen om nogle indlæg – de skal lige doseres ordentligt sådan nogle kort. Det skal de. Men mens jeg sidder i 1400-siders-fornøjelig voksenlæsning af Knausgårds eminente ’Min kamp’ er længere romaner en momental saga blot for mig, så i øjeblikket er der kun tid til læsning for mine børn og kortere billedbogssager. Og det er sådan en jeg vil anbefale lige nu; og det er her, at jeg som sagt må kaste våben og sige, at jeg muligvis ikke kan læse klart. For jeg kender Dorte Lilmose, jeg har læst på forfatterskolen med hende og jeg synes hun er sød.

Dorte Lilmose debuterede i 2008 med letlæsningsbogen ’Drengen der kom i fængsel’ og siden er der kommet en lille håndfuld romaner og to fine billedbøger, hvor de sidstnævnte handler om forskellige stadier i en skilsmisse, set meget i børnehøjde. Sidste år udkom hun med ’Klø når det klør’, og det er efter min ringe mening Dorte Lilmoses bedste.

Livet, døden og så videre

’Klø når det klør’ handler i al sin enkelthed om døden. En gammel mand står livstræt og tilfreds (?) og kigger ud på efterårshavet. En måge kommer og de to får sig en samtale om livet, venskaber, døden og det ærgerlige i, at manden endnu ikke har set en albatros, for det har han altid ønsket sig. Mens han ønsker sig albatrosser står Manden ved havet og håber og venter på at sige farvel til livet på den fineste og mest afklarede måde. Måge håber og venter også, ikke på døden - men på at få en bedste ven. Og selvom hun ikke er en albatros, giver hun Manden den fineste gave hun kan.

Lakonisk og præcist

Det er altså de store spørgsmål, som Dorte Lilmose tager fat på. Og i modsætning til de andre af Dorte Lilmoses ting jeg har læst er hendes vinkel klart mere distanceret og sproget mere nøgternt. Og det klæder historien sindssygt godt. Tonen er lakonisk og usentimental.

”Der var kun de to.

Sådan da.

Og have og himlen og det midtimellem.

’Er du bange?’ spurgte Måge.

’Ikke bange,’ svarede manden.

Måge syntes, det var synd og svært at forstå.”

Det er tydeligt, at den er i familie med Wolf Erlbruchs mesterværk ’And, Døden og tulipan’, selvom den er knap så ordøkonomisk som Erlbruchs. Det kan vel næsten heller ikke lade sig gøre.  Men emnet og indgangsvinklen er den samme. Døden er et vilkår. Og det kan godt være både fint og usentimentalt og helt stille og roligt. Især hvis man er afklaret og tilfreds. Erlbruch er altså en fin forfader at have.

Vidunderligt illustreret

’Klø når det klør’ er vidunderligt og stormombrusende illustreret af Sissan Richardt, som med collager og vandfarver på en næsten Stian Holesk måde rammer både dramaet, det lakoniske og det distancerede i teksten og spiller videre på det.  Det er altså godt det her.

Læs mere om Dorte Lilmose her