Pernilla Stalfelt

Filosofi for de mindste

Jeg havde aldrig hørt om Pernilla Stalfelt før jeg gennempløjede Potskiloves blog om bl.a. børnebøger. Min fejl. For den svenske forfatter og illustrator er sådan en man skal læse, hvis man kan lide småskæve billedbøger der tør stille de store spørgsmål. Og hvis man samtidig har et afkom, der gerne vil tænke over de spørgsmål, er hun en rasende glimrende indgangsvinkel. Og det er temmelig tydeligt at Marie Dysgaard Christiansens ’Til de nysgerrige’-bøger bevæger sig af en sti som også Stalfelt har vadet af.

Det vil sige: store som i helt abnormt store emner (Livet, Døden, Kærligheden, Solen, Lort og Hår (ok, måske ikke alle er lige abnormt store) taget op med bevidst naiv streg, mange små billeder, humor – og den må gerne være tør og deadpan og en nøje afmålt dossering af sødme og fakta. Det har Dysgaard Christiansen gjort i sine to bøger. Stalfelt har gjort det i mere end en håndfuld bøger, der er udkommet på dansk – og endnu flere på svensk.

Store ting bliver helt konkrete; abstrakte ting bliver humoristiske, når livet både kan indeholde et strygejern, en sodavand og bakterier, der lever i ens næse. Eller hvis det viser sig at man bliver reinkarneret som en sten – og i øvrigt er det godt at man dør – for tænk hvordan verden ville se ud hvis alle levede altid. Konkret og humoristisk og tankevækkende. Også og især for målgruppen.

Men det er også poetisk – lidt vel gajolpakket for en voksen læser men min datter ville med garanti elske at sige at ’Et liv er meget sart / Som en solstråle på hånden … / som en vanddråbe på en gren … / en skør glasvase / eller som et blad der dirrer i vinden. / Man skal passe godt på livet’ Heldigvis bliver det bastante punkteret en smule af, at det er nogle myrer, der slår det hele fast med et ’Netop’.

På den måde synes jeg egentlig Dysgaard Christiansens bøger fungerer bedre. De er kortere og henvender sig også til en lidt yngre målgruppe, men der er skruet en smule op for den deadpan humor og lidt ned for poesibogen.

Den bedste af de Stalfelt-bøger jeg har læst er ’Hvad er kærlighed?’ hvor humoren og det konkrete bliver så fint og skægt og rørende – og hvor Stalfelts naive streg fjerner det sentimentale. 

Læs dem med dine nysgerrige børn. Netop, som myrerne ville slå fast.

Elle-Belle-Bolle og de andre.

Hold da helt magle, den ville aldrig været gået i dag. Det er den sætning, jeg flest gange har mumlet for mig selv og højt til dem der ellers har gidet høre på mig,  mens jeg har studeret og læst og tænkt over Bent H. Claëssons 40 år gamle og notorisk berømte seksualvejledning for børn ’Elle-Belle-Bolle-Bogen’.

Jeg er gået i gang med at læse forskellige forplantningsorienteringsbøger for børn; inspireret af Marie Dysgaard Christiansens glimrende ’Til de nysgerrige’ – dels fordi jeg synes emnet virkelig er skide spændende, og dels fordi min nu 8-årige datter er optaget på en nysgerrig og dragende måde.

At være vantro og ærgre sig over det

Claëssons bog er et ikon og et referencepunkt, når man taler om seksualorientering for børn. Inden for de sidste 15 år er den nok mere blevet refereret til med perfekt Arne Nougatgren-udtalelse end egentlig læst (det er ikke lang tid siden jeg fandt ud af at det faktisk var en helt ægte bog og ikke en parodi). Og den er helt igennem 1973. Men hey, jeg elsker de tidlige 1970’ere der både var uskyldige, eksperimenterende, og alt alt for meget.

Det er fx bare signifikant og skægt at bevidsthedsgørelsen af læseren bliver bragt helt frem og konkret i kolofonen som bliver beskrevet ’Denne side behøver du ikke læse. Den skal stå der, fordi der i alle bøger skal være nogle regler for de voksne.’ Tak, skal du have, du.

Nå, det var indholdet vi kom fra. Det der gør Elle-Belle-Bogen så grænseoverskridende i dag med 2013-briller, er hverken emne eller sprog  eller tilgang. De fleste bøger skriver pik og bolle og gør opmærksom på at det faktisk er temmelig rart at have sex. Det gør Elle-Bolle-Bogen også.

Det der gør den så underligt grænseoverskridende i dag er at man ser al ting. Og især at den er illustreret med fotografier. Der bliver ikke skjult noget. Man ser hele familien Sørensen i bad med nøgne børn og voksne sammen. Alene det ville have skabt ramaskrig i dag – og sgu ikke kun på direktionsgangene i Apple og facebook.

Og når man i 20 år har været vant til at se bolleri i børnebøger illustreret med muntre tegninger og ofte endda tækkeligt skjult af arme og nyvasket linned; ja, så virker det ret voldsomt for en snart 40-årig at se et så helt igennem nøgent par have sex. I hvert fald i en børnekontekst. 

Ole og Ida Sørensen boller lystigt. Men det er faktisk bare fint og uskyldigt og ikke lummert eller intimiderende (som en gammel kollega sagde om Deep Throat – kan man tale om porno, når der er så meget hår?) Og når først man er kommet over automatreaktionen pr. distance – ’Det der det kan man virkelig ikke i dag’ – så er det bare naturligt (med stemte t’er). Og det skægge er, at da jeg læste den for Alma – hæftede hun på ingen måde ved nøgenheden og det upfront bolleri.

Hun syntes heller ikke det var krænkende at se på fotografier af nøgne børn. Det var noget andet hun syntes var irriterende.

For sproget er som sagt også lige på. Svesken bliver tævet på disken.  Og der lægges også vægt på nydelsen ’Din pik er allerede blevet stiv siger moren glad idet hun tager om den.

Og din kusse er allerede blevet våd siger faren muntert.”  (Okay, muntert?!) og så fortsætter det ellers derudad i 20 sider med pik og kusse. Og der bad hun mig om at ændre det til tissemand/tissekone for hun syntes det var lidt for sexet, tror jeg hendes ord var.

Og hun syntes også – med god grund – at de fullfrontal fødselsbilleder fra første parket var lige lovlig voldsomme. Men ellers var hun interesseret og spørgende og ikke på nogen måde intimideret.

Og det er fanderme ærgerligt, synes jeg, der er vokset op i 1970’erne, at man bliver krænket og forarget pr andenmand – når børnene nu ikke synes de skal beskyttes og gerne vil vide hvordan det ser ud. Alma synes det er noget pjat; alle mennesker er jo nøgne en gang imellem, som hun siger. Fik jeg nævnt at hun er sød og i øvrigt har en plakat med Trille på sit værelse?

(En helt anden ting – der gør at den ikke ville være kommet i dag, er at bogen i begyndelsen præsenterer forskellige familietyper: Kernefamilien (Det er familien  Sørensen), der er familien med den enlige mor, familien med den enlige far, der er familien med to adopterede børn og der er kollektivfamilien. Men der er ingen familie hvor faderen eller moderen er homoseksuel. Det er med andre ord en heteronormativ og ciskønnet diskurs, der bliver trukket ned over læseren, som man ville sige i Sverige. Og helt ærlig undrer det mig at homoseksualitet ikke bliver nævnt hos Claësson).

Og så er der de andre

Hvordan, mor?

Den første Hvordan?-bog jeg har stødt på er Sten Hegelers ’Hvordan, mor?’ fra 1948. 

Det er klassisk formidling, hvor drengen Peter leger med pigen Marianne og kommer ustandseligt hen til sin mor og spørger om forskellen på piger og drenge og om hvordan man får børn. Moderen er pædagogisk, tålmodig og tegner gerne tingester (?) og revner, og forklarer at børn ikke kommer med storken, som Søren eller siger, og barnet blev lavet moderen og faderen var glade for hinanden.
Og det er synd for dem der fortæller at det er den langbenede fugl der viderebringer ungerne, for moderen og Peter ved jo ’det er noget spændende, som kan være noget rart og dejligt’.

Det er fint, følsomt og venligt skolemesteragtigt. Og det er sart og poestisk illustreret af Gerda Nystand.

Sådan får man et barn

Så er der en mere direkte tilgang i Per Holm Knudsens ’Sådan får man et barn’ fra 1971 med Holm Knudsens egne naive tegninger til. Her er tingesten og revnen blevet til pikken og kussen og ’Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt.’ 

Og man ser tegningerne af forældrene der boller som også kaldes sam-lege, som Holm Knudsen krukket insisterer på at kalde det. 

Og forældrene står i otte stive sider helt og så aldeles aldeles splitter, mens barnet vokser inde i morens mave. Hvorfor især faren også skal være nøgen, finder man ikke rigtigt ud af. 

Da tiden er inde kører faren moren til hospitalet i en blomstret berlingolignende bil, barnet bliver født og ’hvis der er noget, du ikke forstår, skal du spørge din mor og din far. Du kan osse spørge en anden, du godt kan lide’.

Holm Knudsens bog henvender sig til noget mindre børn – men tiden har været hård ved tonen i bogen.

Er det her der bliver bollet?

Der var store forventninger til Majse Njors og Nikoline Werdelins ’Er det her der bliver bollet?’ fra 2009. Og de forventninger blev ikke helt opfyldt. 

Dertil er der en masse bøvl med synsvinkler, et lidt for damebladsvoksent udgangspunkt  - der er drillerier mellem moren og faren og en underlig gøren nar af faren, som går hen over hovedet på målgruppen – hvis altså målgruppen er børn, og så er der ikke sparet på ordene. Den er helt ufattelig lang – den markedsføres ganske vist som oplæsningsbog, men den er for ufokuseret og træg i spyttet.

Det er fx helt mærkeligt når forældrene i 2009 har problemer med at fortælle hvordan og hvorfor de i grunden boller. 

Nikoline Werdelins tegninger af både bryster og kønsorganer er tækkeligt tildækket.

Da Emma blev Emma

Så er Peter Gotthardts og Kirsten Raagards ’Da Emma blev Emma’ fra 2008 mere vellykket. Den tager udgangspunkt i hvordan Emma både kan være sig selv og samtidig have sin mors næse og sin fars proptrækkerhår. Og så formidles der om sædceller og æg. 

Det bliver fortalt at faren stikker sin tissemand (ikke pik) ind i morens tissekone og at det faktisk er ret sjovt – illustreret med hjerter og dynen godt op over alting.

Gotthardts bog er faktisk rigtig sød og kærlig – og vinklen med at tage Emma og det hun har fået af sine forældre er fin. Jeg ærgrer mig dog over at der er en bamse og en kat, der fungerer som kommentatorer på historien – det bliver både søgt og forceret tuttenuttet.

Det kilder!  

Det kilder! Er skrevet af sexolog Janne Hejgaard og udkom i 2010. Og det er tydeligt, at læse at det netop er en sexolog og ikke en forfatter, der har skrevet historien. For børnene bliver kun papfigurer for den agenda hiver ned over en underlig bog, der har problemer med synsvinkel og målgruppe og historie.

William og Johanne går i gang med numse-læge-lege og opdager hinandens forskelligheder. Og ligesom i Hegelers bog, går børnene til deres forældre, for at få opklaret hvordan i al verden det der med forplantning foregår. William synes det er pænt flovt og ulækkert det hele.

Det er især målgruppen, der er problemet i den her bog. Numselegene og den eklatante uvidenhed hos især William indikerer at målgruppen er under 3, men samtidig tales der om menstruation og ordene pik og fisse bruges gerne og ofte. (Det er i øvrigt skægt at ordet fisse er intimiderende for mig – mens kusse bare har en Arne Nougatgren-klang over sig).

Min dreng syntes den var skæg – især numselegene. Vi voksne havde klart større problemer med at kønsorganer skulle navngives og en historie der ikke hænger sammen.

Jeg savner 1970'erne. Nogle gange

Det er en tæske svær genre – for hvor direkte skal man være? Skal man bygge det op omkring en historie – eller skal det være en fagbog? Og hvor meget ’Hvordan mor?’ ’Jo, nu skal du høre min dreng’, skal man køre. Og hvad dølen skal man kalde det; hedder det tissemand, pik eller en tingest?

Alle bøger jeg har læst har gjort opmærksom på at man boller, fordi det er dejligt. Men der er en klar tendens til at kønsorganer bliver mere tildækket jo længere væk fra 1970’erne man kommer. Og det tror jeg faktisk jeg synes er dødærgerligt. For børn synes ikke det er ulækkert eller krænkende – og man kan hvis man tager Elle-Belle-Bolle-bogen og skruer en smule ned for volumeknappen sagtens få en relevant og fin formidling til børn. De er nemlig ikke berøringsangste.

Marianne Iben Hansen: Sex og det

Sex - lige så usikkert og pinligt og dejligt som det er og var

Jeg har før været begejstret for Marianne Iben Hansens store evner for at rime. Men søreme om hun ikke også kan mere end det. Og endnu engang hamrer hun præcist ned i (det) andet emne, jeg synes er tæskevigtigt og sindssygt spændende; nemlig overgangen fra barn til voksen; overgangen til at være et bevidst seksuelt væsen. Jeps – rim, remser og ønsket om knalderi – det er mig.

I 2010 udkom novellesamlingen ’Sex og det’ med den lidt for fikse undertitel: historier fra hjertet og ned. Det er 18 noveller om sex, forelskelse, frustrationer, pinligheder, dumheder og mere sex.

Alle noveller har et navn som titel. Der er noveller  der er helt almindelige på 20 sider og der er den næsten rørende to-do-liste fra Hugo Skov og en email-korrespondance mellem Amalie og Gustav, der ikke helt kan finde ud af det.

Der er historier om Freja, der helt underligt bliver forelsket i Peter, der er Dante der ikke har haft sex og er ved at dø over det, der er Naja, der på ingen måde tænker på en anden end hendes kæreste (det gør hun altså ikke (på ære)), der er Sofie der bliver forført af en ældre (det vil sige stadig yngre end mig) poloklædt magasinmand, der er Amalie og Gustav der forsøger at redde deres forhold over email, der er Selma, der synes det er underligt at Asta ikke vil låne nogen sin tandbørste, men som gerne vil lade nogen stikke deres pik ind i hende, der er Lau der bliver forført men ikke mere, der er Jakob, hvis kæreste er sød og jaloux og der er mere.

Ikke romantisk. Ikke klinisk

Der bliver ikke pakket noget som helst ind. Det er direkte. En pik hedder en pik, men man kan også smelte i Netto over en husket duft  - eller man kan føle at man har sex med vinden fordi man bare er så skide-overraskende forelsket. 

Sex og det der følger med bliver ikke påklistret en eller anden romantisk følelse eller et syn på hvor svært det hele er. Eller det gør det - men i den næste historie er det et andet syn - et andet udgangspunkt og følelse. Og det hele er lige godt. Og det er sexen og forelskelsen og fascinationen der er formålet. Novellerne er befriende befriet for uønskede graviditeter, kønssygdomme og bekymrede pegefingre. (Uden at have lavet en næranalyse, vil jeg tro at kondomer kommer naturligt med i samtlige samlejer). Og det er signifikant at det er dem med overgreb og det der ligner der fungerer dårligst.

Tænk at ville ønske sig at man var 14 år igen. 

Det giver en indsigt om både drenge og piger og det der med sex. Og faktisk synes jeg, at det generelt er drengestemmerne Marianne Iben Hansen rammer mest præcist. De er i hvert fald ret meget som jeg var dengang. Eller som jeg ville ønske eller have håbet på at jeg ville have været.

14-årige Jakob ville have elsket den og ville synes at det var pirrende og spændende – men det er ikke på nogen måde lummert. Det er bare godt. Naturligvis er ikke alle noveller lige fantastiske – men historien om Naja og om Freja og om Niklas og om Mikkel og Sofie ville jeg have ønsket stod på min pensumliste da jeg var 14 år.

Peter Frödin / Line Knutzon: Lille Allan – den menneskelige antenne

Når man hverken får det man frygter eller håber på

Da jeg først hørte om børnebogsamarbejdet mellem Line Knutzon og Peter Frödin blev jeg gennemlykkelig. Line Knutzon er en af de skæggeste og skarpeste og vilde forfattere, der er i landet. Og Frödin har jeg altid haft et blødt punkt for – lige siden Karrierehjørnet over Bullerfnis og Bellevue-revyerne med Det Brune Punktum.

Det kunne kun blive skægt, fabulerende, uforudsigeligt, karnevalistisk, genregrænseafprøvende og fuldstændig vidunderligt. Godt set og tænkt af Politikens Forlag.

Men hov. Det Brune Punktum og Peter Frödin er jo også et ikon over 1990’er-ironien (som jeg elskede - men som nok er ret meget bygget op om netop 1990'erne) og København K-indforståetheder, og vitser med ikke specielt skjulte hentydninger til Frödins homoseksualitet. Og her begyndte jeg, at frygte at det mere ville blive en bog for det voksne K-publikum end det ville blive en børnebog (jeg tror at børn er virkelig ligeglade med seksualitet og kändisverdens dårskab), der ville være mere radikal end Alice i Eventyrland. 

Det blev hverken eller. Det blev en ganske almindelig:

Højtlæsnings-rumfarce på Amager

Det er sommer i Urbanplanen, hvor Lille Alan bor sammen med sin far. Allans bedste ven Joku er væk og det er varmt. Meget varmt. Allan keder sig grusomt. Han hænger lidt ud med den gamle nabo Helge, der er vild med UFOer og han håber inderligt, at han kan komme i kontakt med en. Til det skal han bruge Allan og en masse sølvpapir. Allan bliver placeret på toppen af Urbanplanen helt indrullet i alufolie for at fungere som en menneskelig antenne. Og på den måde får de kontakt med UFOen Majken. Majken mister sin næsten magiske svensknøgle, der lander i varmemesterens hunds enorme – koloenorme - og dampende efterladenskab.

Men en UFO er ikke noget man bare kan gå og putte med. Så Majken bliver bortført og ført op til en rig og excentrisk samler. Og jagten går ind for at redde Majken før hun ender som et trofæ i den dyre ende af whiskeybæltet.

Lækker indpakning

Først og fremmest synes jeg, det er en virkelig lækker bog. God størrelse. Tykt papir. Fin fondstørrelse og John Kenn Mortensens illustrationer er der ikke noget at sætte fingre på. Den egner sig aldeles glimrende som højtlæsningsbog – jeg har dog ikke afprøvet den på mine poder. Det kunne være at man skulle give det et skud. 

Jeg har faktisk læst den to gange. Første gang var jeg kun i glimt begejstret; her anden gang var jeg gladere – uden dog at være lykkelig. Og det tror jeg skyldes det delvise fravær af de forventninger og den frygt, jeg antydede i begyndelsen.

1990’erne der ikke helt kan rystes af

Der kom allerede udslag på min fear-dar, når jeg ser titlen. Hvorfor hedder han Allan? Og hvorfor Lille Allan? Hvis ikke det var fordi min bror hedder Allan, ville jeg kategorisere det som et navn med klare tidsmarkører til Frödin/Knutzons barndom. (Og det vil jegsgu nok alligevel uantastet broderen min). Og der er flere af disse små detaljer, der for en voksen læser er skægge, ironiske og pudseløjerlige – fx lyder Taxa Tårnby skide sjovt og jeg fnes da også da Allans mor forlader Urabnplanen og Allan og Allans far for et once in a lifetime-job i Kop & Kande. Men jeg er på vej til at runde de 40. Og jeg syntes af Det Brune Punktum og deres generationssatire var både skarp og skæg der for små 15 år siden.

Det har med andre ord en tendens til at blive en lukket fest. Ikke fordi der er noget som helst galt med markører som Kop & Kande, Th Sørensen og noget som kaldes et resort.  Men det bliver bare for indforstået med den voksne læser.

Ih, hvor kunne jeg godt tænke mig at bremsen blev flået af

’Lille Allan’ er ren farce – med forviklinger, udredninger, næsten debile voksne og store hundelorte. Og på den måde er det et forsøg på at lave en oplæsningsbog a la Kirkegård. Men desværre er ’Lille Allan’ ikke nær så vild og ufriseret hverken i sprog eller handling som Kirkegård. Og det er fanderme synd – for det kan makkerparret Frödin og Knutzon. Det er jeg sikker på.

Og mon ikke de gør det i fortsættelsen ’Lille Allan og dobbeltgængerskolen’ der vist kommer i løbet af kort tid.

Mit håber dirrer i hvert fald.

Edit: Nu har jeg læst den for mine børn, og deres dom er noget mere positiv end deres lunkne fars. De var begge indfanget, men det er også signifikant - synes jeg, at de ikke opfangede den som en farce eller som komedie, men som en spændingsroman. Og da jeg læste den højt for dem med forskellige stemmer og med opmærksomme lyttere til var det også den bedste omgang af de tre jeg har læst den. Måske bliver jeg lykkelig for den når jeg har læst den en 10-15 gange mere. Måske.

Anders Johansen: Stjerneskælv

En af de bedste måder at lære nye gode bøger at kende på er gennem andre bøger. Når fine bøger fabler om andre fine bøger bliver jeg straks nysgerrig – på samme måde som når yndlingsmusikere lavere coversange.

En sådan anbefaling fik jeg smidt i nakken af ’Komatøs’ af Ronnie Andersen, hvor Maj taler om ’Stjerneskælv’ af Anders Johansen. Jeg kunne godt lide Komatøs – og hey, nu kan jeg også lide ’Stjerneskælv’.

Veninder gennem bøger

Og Maj og Liv kunne også være veninder. Hvor Maj i Komatøs lever i et dysfunktionelt forhold med sin mor i forskellige dele af udflygtsdanmark , bliver mobbet og lever på den tyndeste is, hvor det stort set kun er hendes sprog og glæde ved ord der holder hende oppe – er Liv i Stjerneskælv mere fra en good old parcelhuskernefamilie you can trust. 

Og dog. 

For Liv lever ikke sammen med sine forældre og sin storesøster Stella. Liv er på et hjem for piger hvis psyke og krop ikke er helt i sync.

Liv var i begyndelsen af sin skoletid dygtig og rar, men da der i de ældre klasser begyndte at komme mere fokus på sex og krop, falder hendes selvværd sammen. Især da en døgenigt af en dreng sender en kæde-sms ud om, at Liv er fedladen og i øvrigt ikke engang gider give hans usoignerede jeg et blowjob. Og da Livs perfekte søster Stella så oven i købet dør er der ikke mere at holde fast i for Liv. 

Kropskontrol - i den usunde udgave

Det vil sige; bortset fra gennemkontrol af egen krop. Liv begynder at løbe. Meget. Og hun sætter sig mål; hendes lår må aldrig komme til at røre hinanden og hendes BMI skal være under normalen og digitaltallet på vægten skal under 50, så under 45 og så ender hun på Slusegården, hvor hun får tiltusket sig det største værelse, gemmer spejle, taler med halvlækre terapeuter og hører emo-musik mens hendes vægt langsomt laaaaangsomt stiger.

Men selv lykken på et behandlingshjem varer ikke evigt og en dag er Livs perfektordnede værelse blevet invaderet af den pommefrittes-konsumerende goth Nickie, der forsøger at holde sin cuttertrang stangen ved hjælp af en stram elastik og en verden-kan-rende-mig-noget-og-så-grusomt attitude.

Det er ikke et match made in heaven. Men de to piger når faktisk på en helt tyndhudet og ømskindet måde at nå ind til hinanden. Det er meget rørende.

Velkomponeret

’Stjerneskælv’ er virkelig velskrevet og velkomponeret. Om den ramte mig så rent fordi det er et hankønsvæsen, der beskriver en verden der i den grad er overbefolket med piger og med næsten kun piger i, ved jeg ikke. Men jeg kunne identificere mig overnåde med Liv og synes hun er gennemtroværdig.

Stjerneskælv er bare en god bog. Jeg er ikke nogen ’Komatøs’ men jeg vil helt vildt gerne anbefale den til dig også.

Jeg er forvirret og overvældet: Oskar K og Dorte Karrebæk: Biblia Pauperum Nova

Jeg må til det – jeg må skrive om mit møde med det andet danske bud på den første Børnelitteraturpris fra Nordisk Råd, nemlig Oskar K's og Dorte Karrebæks ’Biblia Pauperum Nova – ny bibel for de fattige i ånden’. Og jeg advarer og indrømmer blankt: det bliver vævende og famlende.

Først en kort beskrivelse: 

Bogen er en samling af tableauer og handler om en flok åndssvage, der skal opføre et teaterstykke om Jesu liv. Det gør de ved at bygge en kulisse a la middelalderens billedbibel. Udover selve teaterstykket er der utallige referencer og citater nyere – men mest ældre, der kommenterer og perspektiverer handlingen. Netop som det inspirerede middelalderlige forlæg.

Tableauet er på højre opslag – mens teksten er på venstre – sammen med hvad der øjensynligt er forfatterens regibemærkninger, til hvad tegneren skal have med.

Hvem er målgruppen - og er det ligegyldigt?

Efter at have gået rundt om mig selv i et par uger bliver jeg nødt til at krybe til korset (no pun intended, ok så da lille pun) og erkende at jeg simpelthen er i tvivl om hvad jeg skal mene. Og dog.

For det første er det en helt afsindig smuk bog. Dorte Karrebæks streg er som vanlig – men her er hun altså uovertruffen god – rørende, vulgær, karnevalistisk, skæg, plat, skarp, the lot.

Jeg elsker bogens regibemærkninger fra Oskar K til Karrebæk; de er faktisk hverken 90’er-meta-fikse eller postmoderne, men egentlig spændende, knugende og et virkningsfuldt greb.

Bogen rammes ind af sætningen ’Af intet er du kommet – til intet skal du blive’. Og i bogens sidste tableau kommer Gud helt træt ind på scenen for at dømme – men mikrofonen virker ikke og menneskene er i grunden forkælede børn og irriterende. Og til sidst giver folk op og går hjem til dem selv – og så blev den dommedag aflyst.

Se det er jo skideskægt, rent karneval, befriende og nihilistisk på en og samme gang. Jesus er i bogen som sagt åndssvag, og han er også usikker og bange og må ofte læse forud i sit manuskript. Og disciplene og menneskene fatter generelt ikke en meter af, hvad der foregår.

Når jeg skal fortælle om den kan jeg tale om hvor radikal den er. Hvor smuk den er. Hvor vild. Men jeg må blankt erkende, at jeg har vanskeligt ved at se at den er til børn. Jeg mener, når der udover citater fra Bibelen er ord fra den tyske 1200-tals mystiker Mester Eckehart bevæger man sig ud i en teologisk diskussion, hvor jeg har svært ved at være med.

Fra børnebøger til Gammel viden

Jeg er ikke teolog eller religionshistoriker – hey, jeg er ikke engang troende. Og man behøver vel ikke at være nogen af delene for at lade sig suge ind i Karrebæks tableauer og i den citatflodbølge der vælter ind over læseren. 

Men jeg må også erkende at jeg – når skal læse den som en børnebog (og igen, jeg er i tvivl om det i grunden er meningen) – bliver i tvivl om hvad jeg skal mene. For det er både en bog om Jesu’ liv samtidig med at det er et forsøg på et radikalt teologisk opgør med synet på netop Jesus, Gud og Dommedag. Og for at lave den overbygning skal man vel have grunden på plads. Eller skal man? Og jeg er lidt (ok, meget) i tvivl om deres fortolkning er fræk og kontroversiel eller om det er en ældre provokation.

Det er også markant at de anmeldere og lektører, der har været gladest for den, har læst den som et kunstnerisk og postmoderne bud på en billedbibel, mens dem der har læst den ud fra et teologisk udgangspunkt har været mere forbeholdne over for bogens gudsbegreb.

Da jeg købte bogen gik jeg ind i Børnenes Boghandel – der ikke havde den; men de henviste mig til Arnold Busck overfor der vist nok havde den – men de mente jeg ikke skulle lede i deres børneafdeling – men nok snarere i deres afdeling for kunstbøger. Der var den nu heller ikke, den stod i afdelingen for Gammel viden og tro, tror jeg nok.

Og hvor stiller det så mig? Jeg synes den er smuk. Kors, hvor er den smuk og vild og uregerlig. Og dét kan jeg enormt godt lide. Men jeg har intet begreb om hvor den stiller sig som tekst om Jesu liv. Jeg er forvirret. Jeg  må spørge en voksen. 

Marianne Iben Hansen – rimets hersker

Jeg har nævnt det før – og jeg gør det gerne igen; jeg er pjattet med rim. Jeg elsker når sprog koges ned til lyde, til rytmer, til musik. Og jeg elsker det nogle gange vidunderlige nonsens der kommer ud af regler og stavelsesnørderi.

Som jeg før har antydet her på bloggen, er det dog ikke alle der mestrer genren eller tager reglerne alvorligt. Hvor det nonsensiske bliver sjasket og uden poesi og hvor der mindst en gang optræder et is/fis eller et slut/prut-rim. Ak.

Men der er undtagelser. Og en af de allerbedste – hvis ikke den bedste - når det drejer sig om at få fantasi, nonsens og en temmelig ekvilibristisk teknik til at gå op i en højere enhed – er Marianne Iben Hansen. Hun er irriterende dygtig. Og skæg.

Marianne Iben Hansen har siden sin debut i 2004 skrevet 11 rimbøger, en roman, en billedfortælling og en novellesamling. Og det er rimene jeg her vil kigge på og klappe af.

For de mindste og for de hardcore

Marianne Iben Hansen har skrevet rim for de mindste – ’Kan man ride på en høne’ – og ’Tag med i Zoo’.  Her bliver der rimet helt tilforladeligt 

Se løven den er vild / men man sku’ ikke tro det / Den ligger nok så fredeligt / og slikker på sin pote.

Og bortset fra at Cecilie Eken (og jeg) nok vil påpege at det ikke rimer helt er det ganske fint.  Hun har (naturligvis) lavet en ABC ’A, B kom og C’ der også er for de små og som hverken udfordrer genren eller hendes talent.

’Fino badino badulle’ er en nonsenssamling med hilsner til både Halfdan og til Nikke Nikke Nambo. Ikke alt er lige fantastisk, men når hun rammer den fx i titelrimet, opstår der den skønneste, den misundelsesværdigste og halfdanske opstår med indrim, bogstavrim og nonsens. Hurra.

Fino badino badulle

Basta Kanasta kanut

Trille ka tralle

Karina ka rulle

Og Kammas kamel er kaput

Ih, hun er irriterende god

Men der hvor Marianne Iben Hansen virkelig er bedre end de fleste, er i hendes fortællende rim. Hvor hun stramt og konsekvent får fortalt en historie, der både kan være skæg, rørende og tæt på det dejligste pjat.

Palle P og Perlen

Palle er en ensom mand, der drømmer om at finde noget som ingen andre har. En vaskeægte skat. Og hvor heldigt; en dag støder han ind i en perfekt og enorm perle. 

Palle slår det fast med syvtommersøm og kridt på dør, at han er verdens lykkeligste mand. I hvert fald lige til der går en halv dag og han kommer i tanke om at perlen og lykken jo kan tyvstjæles.

Palle må derfor beskytte den. Og så begynder et veritabelt  oprustningskapløb mellem indkøbte våben og Palles frygt.

Men selv det vildeste våben kan ikke stække frygt. Den vinder hver og evig eneste gang. Sådan er det.

Palle er frygtsom og bange og da han kommer til at smadre alt med sit seneste indkøb – en kanon, tropper drengen Jon op. Jon synes Palles våben er fede og i øvrigt ser han også noget positivt i Palle. Og Palle overgiver sig og finder ud af at glæden ved en frygtlåst skat er til at overse. Og at en ven er meget bedre.

Hvor er det bare en fin historie.

Jeg har indenfor de seneste 14 dage læst den på den anden side af 20 gange for min søn, der elsker den. (Og også elsker fortællingen om at han elsker den). Og jeg er enig med Pelle, for det er næsten en perfekt bog. Rytmen er afstemt og næsten lydefri. De ekvilibristiske rim overskygger ikke historien – men underbygger den tværtimod. Jeg synes ganske enkelt det er sindssygt rørende det rim-work in progress som Palle får til at vokse på sin dør i takt med at historien skrider frem.

Så skidt med at det ikke er alle versefødder der glider uden mislyde og at Jon rimer temmelig mange gange på kanon. Palle P og Perlen er en vidunderlig bog.

Bogen er fint og skægt illustreret af Jon Ramheimsætner

Nanna Nokkefår får nok

Hvor remsen i Palle P var fast og historien næsten opbyggelig – helt konkret med det voksende rim på Palles dør, er fortællingen om det nougatfarvede nokkefår Nanna tæt på avantgarde. 

Handlingen fortaber sig lidt – det er vist noget med et får der keder sig gevaldigt på en mark, stikker af og møder modekongen Frode, der tager hende med ind til byen, hvor Nannas krøllede frisure bjergtager hele byens modeelite. Så meget at hun i bogstaveligste forstand bliver begravet i gaver. Og derfor stikker hun af til en paradisø hvor stjerner og stjernefår kan være, når de ligesom får for meget. Sådan ca. det. Jeg har ikke lagt så meget mærke til handlingen og til fårtegningen.

Det er altså noget andet der er på spil i ’Nanna Nokkefår får nok’; nemlig at frembringe de mest ekvilibristiske rim – og lave de hårdeste rytmer, de tætteste indrim, bogstavrim. Det hele. Godt illustreret i titlen, hvor man både finder et labert ordspil og bogstavrim.

I det hele taget er Nanna Nokkefår en tour de force i onklede revy-ordspil, fikse næstenrim der holder vand, fordi det er skideskægt, charmerende og fantasifuldt. Jeg elsker når Nanna tæller nokkefår når hun skal sove og rim som fx Bob der / Helikopter er jo bare sjovt og elegant.

Tempoet er sindssygt højt fx her hvor Nannas berømmelse er ved at blive banket ind i skallen på hende

For hun fatter ikke rigtig,

Hvad der forgår

Og hvorfor

Folk har fårehår

Og hvorfor

De mon står

Dér alle mand

Og råber Nanna

Det er hårdt og fermt og skægt. Og det reducerer sproget til musik og rytme. Det elsker jeg som sagt, men det får også den konsekvens at læsetempoet stiger i en sådan grad at det simpelthen bliver vanskeligt at forstå, hvad der egentlig foregår. Og det er måske også lige meget. Det er jo lyde, musik, leg med sproget. Det er avantgarde.

Nanna Nokkefår er illustreret af Hanne Bartolin der også står bag - 

Axel elsker biler

Marianne Iben Hansens bog om den kubikglade and, Axel, er et hovedværk. Ikke bare for Marianne Iben Hansen eller for den rimede fortælling, men for billedbøger inden for de seneste 10 år. 

Ikke så meget pga. handlingen. Axel er pjattet med biler, men hans forældre påstår at ænders naturlige feature er at svømme. Det er Axel temmelig indifferent overfor. Han stikker af, møder en elefant og to giraffer og suser lykkeligt af sted i snabeldyrets bil. 

Axel møder mekanikeren Harry og får job hos ham og forenes med sine forældre.

Igen er det sproget og formen der hæver bogen op. Og det der gør ’Axel elsker biler’ så fin er bl.a. det enkleste greb, som jeg er grøn af misundelse over ikke at have fundet på. Nemlig noget så simpelt og colombusægget som et omkvæd. 

Når Axel er ved at koge over af begejstring over bilers dejlighed begynder det ’i en brandbil, en kranbil/en gammel veteranbil/ en sølvbil, en blå bil/ en racerbil en rå bil’. Det virker helt vildt godt, genkendeligt og fint. Og lykken stiger når der umiddelbart efter riffes og rimes på  bilmærker. På Porche. På Suzuki. På Jeep, Jaguar, Mazda RX-7. En opremsning af lækre ord og brands.

Og ikke nok med det; hele bogen emmer af rimoverskud. Så når Axel og familie til sidst i bogen drøner af sted – snirkler rimene med på bagsiden af bogen og videre ud i den virkelige verden. Og her rimer tju-hej-biler på se-nu-lige-mig-biler, og fjongbiler rimer på underlig facon-biler. Det er helt vildt godt. Skægt. Ekvilibristisk. Misundelsesværdigt.

 Marianne Iben Hansen er når hun er bedst - rimets hersker.

Axel elsker biler, Nanna Nokkefår får nok og Palle P og perlen