Elle-Belle-Bolle og de andre.

Hold da helt magle, den ville aldrig været gået i dag. Det er den sætning, jeg flest gange har mumlet for mig selv og højt til dem der ellers har gidet høre på mig,  mens jeg har studeret og læst og tænkt over Bent H. Claëssons 40 år gamle og notorisk berømte seksualvejledning for børn ’Elle-Belle-Bolle-Bogen’.

Jeg er gået i gang med at læse forskellige forplantningsorienteringsbøger for børn; inspireret af Marie Dysgaard Christiansens glimrende ’Til de nysgerrige’ – dels fordi jeg synes emnet virkelig er skide spændende, og dels fordi min nu 8-årige datter er optaget på en nysgerrig og dragende måde.

At være vantro og ærgre sig over det

Claëssons bog er et ikon og et referencepunkt, når man taler om seksualorientering for børn. Inden for de sidste 15 år er den nok mere blevet refereret til med perfekt Arne Nougatgren-udtalelse end egentlig læst (det er ikke lang tid siden jeg fandt ud af at det faktisk var en helt ægte bog og ikke en parodi). Og den er helt igennem 1973. Men hey, jeg elsker de tidlige 1970’ere der både var uskyldige, eksperimenterende, og alt alt for meget.

Det er fx bare signifikant og skægt at bevidsthedsgørelsen af læseren bliver bragt helt frem og konkret i kolofonen som bliver beskrevet ’Denne side behøver du ikke læse. Den skal stå der, fordi der i alle bøger skal være nogle regler for de voksne.’ Tak, skal du have, du.

Nå, det var indholdet vi kom fra. Det der gør Elle-Belle-Bogen så grænseoverskridende i dag med 2013-briller, er hverken emne eller sprog  eller tilgang. De fleste bøger skriver pik og bolle og gør opmærksom på at det faktisk er temmelig rart at have sex. Det gør Elle-Bolle-Bogen også.

Det der gør den så underligt grænseoverskridende i dag er at man ser al ting. Og især at den er illustreret med fotografier. Der bliver ikke skjult noget. Man ser hele familien Sørensen i bad med nøgne børn og voksne sammen. Alene det ville have skabt ramaskrig i dag – og sgu ikke kun på direktionsgangene i Apple og facebook.

Og når man i 20 år har været vant til at se bolleri i børnebøger illustreret med muntre tegninger og ofte endda tækkeligt skjult af arme og nyvasket linned; ja, så virker det ret voldsomt for en snart 40-årig at se et så helt igennem nøgent par have sex. I hvert fald i en børnekontekst. 

Ole og Ida Sørensen boller lystigt. Men det er faktisk bare fint og uskyldigt og ikke lummert eller intimiderende (som en gammel kollega sagde om Deep Throat – kan man tale om porno, når der er så meget hår?) Og når først man er kommet over automatreaktionen pr. distance – ’Det der det kan man virkelig ikke i dag’ – så er det bare naturligt (med stemte t’er). Og det skægge er, at da jeg læste den for Alma – hæftede hun på ingen måde ved nøgenheden og det upfront bolleri.

Hun syntes heller ikke det var krænkende at se på fotografier af nøgne børn. Det var noget andet hun syntes var irriterende.

For sproget er som sagt også lige på. Svesken bliver tævet på disken.  Og der lægges også vægt på nydelsen ’Din pik er allerede blevet stiv siger moren glad idet hun tager om den.

Og din kusse er allerede blevet våd siger faren muntert.”  (Okay, muntert?!) og så fortsætter det ellers derudad i 20 sider med pik og kusse. Og der bad hun mig om at ændre det til tissemand/tissekone for hun syntes det var lidt for sexet, tror jeg hendes ord var.

Og hun syntes også – med god grund – at de fullfrontal fødselsbilleder fra første parket var lige lovlig voldsomme. Men ellers var hun interesseret og spørgende og ikke på nogen måde intimideret.

Og det er fanderme ærgerligt, synes jeg, der er vokset op i 1970’erne, at man bliver krænket og forarget pr andenmand – når børnene nu ikke synes de skal beskyttes og gerne vil vide hvordan det ser ud. Alma synes det er noget pjat; alle mennesker er jo nøgne en gang imellem, som hun siger. Fik jeg nævnt at hun er sød og i øvrigt har en plakat med Trille på sit værelse?

(En helt anden ting – der gør at den ikke ville være kommet i dag, er at bogen i begyndelsen præsenterer forskellige familietyper: Kernefamilien (Det er familien  Sørensen), der er familien med den enlige mor, familien med den enlige far, der er familien med to adopterede børn og der er kollektivfamilien. Men der er ingen familie hvor faderen eller moderen er homoseksuel. Det er med andre ord en heteronormativ og ciskønnet diskurs, der bliver trukket ned over læseren, som man ville sige i Sverige. Og helt ærlig undrer det mig at homoseksualitet ikke bliver nævnt hos Claësson).

Og så er der de andre

Hvordan, mor?

Den første Hvordan?-bog jeg har stødt på er Sten Hegelers ’Hvordan, mor?’ fra 1948. 

Det er klassisk formidling, hvor drengen Peter leger med pigen Marianne og kommer ustandseligt hen til sin mor og spørger om forskellen på piger og drenge og om hvordan man får børn. Moderen er pædagogisk, tålmodig og tegner gerne tingester (?) og revner, og forklarer at børn ikke kommer med storken, som Søren eller siger, og barnet blev lavet moderen og faderen var glade for hinanden.
Og det er synd for dem der fortæller at det er den langbenede fugl der viderebringer ungerne, for moderen og Peter ved jo ’det er noget spændende, som kan være noget rart og dejligt’.

Det er fint, følsomt og venligt skolemesteragtigt. Og det er sart og poestisk illustreret af Gerda Nystand.

Sådan får man et barn

Så er der en mere direkte tilgang i Per Holm Knudsens ’Sådan får man et barn’ fra 1971 med Holm Knudsens egne naive tegninger til. Her er tingesten og revnen blevet til pikken og kussen og ’Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt.’ 

Og man ser tegningerne af forældrene der boller som også kaldes sam-lege, som Holm Knudsen krukket insisterer på at kalde det. 

Og forældrene står i otte stive sider helt og så aldeles aldeles splitter, mens barnet vokser inde i morens mave. Hvorfor især faren også skal være nøgen, finder man ikke rigtigt ud af. 

Da tiden er inde kører faren moren til hospitalet i en blomstret berlingolignende bil, barnet bliver født og ’hvis der er noget, du ikke forstår, skal du spørge din mor og din far. Du kan osse spørge en anden, du godt kan lide’.

Holm Knudsens bog henvender sig til noget mindre børn – men tiden har været hård ved tonen i bogen.

Er det her der bliver bollet?

Der var store forventninger til Majse Njors og Nikoline Werdelins ’Er det her der bliver bollet?’ fra 2009. Og de forventninger blev ikke helt opfyldt. 

Dertil er der en masse bøvl med synsvinkler, et lidt for damebladsvoksent udgangspunkt  - der er drillerier mellem moren og faren og en underlig gøren nar af faren, som går hen over hovedet på målgruppen – hvis altså målgruppen er børn, og så er der ikke sparet på ordene. Den er helt ufattelig lang – den markedsføres ganske vist som oplæsningsbog, men den er for ufokuseret og træg i spyttet.

Det er fx helt mærkeligt når forældrene i 2009 har problemer med at fortælle hvordan og hvorfor de i grunden boller. 

Nikoline Werdelins tegninger af både bryster og kønsorganer er tækkeligt tildækket.

Da Emma blev Emma

Så er Peter Gotthardts og Kirsten Raagards ’Da Emma blev Emma’ fra 2008 mere vellykket. Den tager udgangspunkt i hvordan Emma både kan være sig selv og samtidig have sin mors næse og sin fars proptrækkerhår. Og så formidles der om sædceller og æg. 

Det bliver fortalt at faren stikker sin tissemand (ikke pik) ind i morens tissekone og at det faktisk er ret sjovt – illustreret med hjerter og dynen godt op over alting.

Gotthardts bog er faktisk rigtig sød og kærlig – og vinklen med at tage Emma og det hun har fået af sine forældre er fin. Jeg ærgrer mig dog over at der er en bamse og en kat, der fungerer som kommentatorer på historien – det bliver både søgt og forceret tuttenuttet.

Det kilder!  

Det kilder! Er skrevet af sexolog Janne Hejgaard og udkom i 2010. Og det er tydeligt, at læse at det netop er en sexolog og ikke en forfatter, der har skrevet historien. For børnene bliver kun papfigurer for den agenda hiver ned over en underlig bog, der har problemer med synsvinkel og målgruppe og historie.

William og Johanne går i gang med numse-læge-lege og opdager hinandens forskelligheder. Og ligesom i Hegelers bog, går børnene til deres forældre, for at få opklaret hvordan i al verden det der med forplantning foregår. William synes det er pænt flovt og ulækkert det hele.

Det er især målgruppen, der er problemet i den her bog. Numselegene og den eklatante uvidenhed hos især William indikerer at målgruppen er under 3, men samtidig tales der om menstruation og ordene pik og fisse bruges gerne og ofte. (Det er i øvrigt skægt at ordet fisse er intimiderende for mig – mens kusse bare har en Arne Nougatgren-klang over sig).

Min dreng syntes den var skæg – især numselegene. Vi voksne havde klart større problemer med at kønsorganer skulle navngives og en historie der ikke hænger sammen.

Jeg savner 1970'erne. Nogle gange

Det er en tæske svær genre – for hvor direkte skal man være? Skal man bygge det op omkring en historie – eller skal det være en fagbog? Og hvor meget ’Hvordan mor?’ ’Jo, nu skal du høre min dreng’, skal man køre. Og hvad dølen skal man kalde det; hedder det tissemand, pik eller en tingest?

Alle bøger jeg har læst har gjort opmærksom på at man boller, fordi det er dejligt. Men der er en klar tendens til at kønsorganer bliver mere tildækket jo længere væk fra 1970’erne man kommer. Og det tror jeg faktisk jeg synes er dødærgerligt. For børn synes ikke det er ulækkert eller krænkende – og man kan hvis man tager Elle-Belle-Bolle-bogen og skruer en smule ned for volumeknappen sagtens få en relevant og fin formidling til børn. De er nemlig ikke berøringsangste.