Sanne Søndergaard er komiker, feminist, debattør, kønsbehåringsforkæmper og det har sidste har i hvert fald givet omtale og
forsider i de seneste par måneder. Men midt i al omtalen og forargelsen og
diskussionen om krop og stereotype glansbilleder har man glemt, at hun også er ungdomsbogsforfatter
med tre glimrende bøger på sit cv.
Hun debuterede i 2008 med den gode ’Kære dødsbog’ og i 2011
kom ’Proforma’. Begge fik stor anmelderros og rammer sin målgruppe rent, så vidt
jeg kan fornemme på debatfora. Og det kan jeg godt forstå; for ’Proforma’, som
jeg lige har færdigædt handler om identitet, om at være anderledes, om homoseksualitet,
forelskelse, the load og så skriver Søndergaard både skægt og in your face. Senere er så kommet 'Hell Man' - som jeg desværre ikke har læst. Endnu.
I lære som almindelig
’Proforma’ handler om Siv, der har været übernørd hele sin
folkeskole og er ikke udsprunget lesbisk oven i hatten. Hendes bedste ven er Lukas er bøsse og
for at undgå at blive sat i den samme irriterende sladderfremkaldende bås, når
de skal begynde i gymnasiet beslutter de sig for at lege kæreste – altså rent
proforma. Skide god plan – hvis man altså lige ser bort fra alt det rod det
medfører. Og er det smart at ville skjule sin identitet og seksualitet endnu
mere end man har lyst til?
Siv kommer i klasse med Emma, der var en af Lukas’
plageånder i folleren. Lukas hader hende, Siv synes hun er temmelig appetitlig
og vil gerne i absolut nærkontakt med hendes bryster. Til gengæld er både Emma
og Lukas vilde med den krølhårede og intelligente og labre Markus fra 2. g, der
– ta-da - er vild med Siv. Det lyder som
et afsnit af Frasier eller en komedie af Holberg, som ’Proforma’ også refererer
til med maskerader, rænkespil. Hele pivtøjet.
Maskeraden og hemmelighederne kan naturligvis ikke holdes nede – og uvenskab og venskab og desperation og håb kommer og går i takt med irritation over åndede forældre og manglende fædre og en søgen efter at blive accepteret for det man er. Og en spids og præcis spidning af de sociale strukturer man næsten tvinges til at kunne mestre – også når man er 16 og lesbisk og übernørd.
Det er jo skægt
Sanne Søndergaard skriver fedt. Det er skønt at Sivs problemer ikke er i spørgsmålet om hun er lesbisk, eller hvad mon hendes familie vil sige.
Søndergaards stil er direkte, veltimet skæg og pointesøgende ’C’est la vie, Selleri’,
’harpiks-homo’, ’Villa, Volvo og vaseline-sex’.
Måske er det også denne pointesøgning der er årsagen til en
af mine små anker ved ’Proforma’ at Søndergaards åbenlyse talent skæve og skarpe sammenstillinger og hendes sproglige vitalitet går lidt ud over troværdigheden i personerne. Jeg mener, hvorfor er en så skarp og klog og skæg Siv så socialt afsporet? Humor er jo i den grad også et vigtigt socialt instrument.
På samme måde er skelettet og især replikkerne ofte virker
lidt for konstruerede. Nogle gange går det efter spektakulære ord eller vitser
og så er det fino. Andre gange bliver intentionen lidt for tydelig.
’Æh, jeg har ikke nogen far, svarede jeg ned i bogen.
Har du ingen far () Hvorfor? Er de skilt?
Nej, jeg har bare aldrig haft en.
Jamen er han død… eller jeg mener, der har jo været en
engang, ikke?
Ja, altså … det er en lidt … øh, dum historie. Min mor blev
gravid med en fyr, som hun bare havde mødt en aften i byen, og så … øh, ja, så
blev jeg født.
Seriøst?
Mm
Så du ved ikke hvem der er din far?
Nej
Og hun ved det heller ikke?
Det siger hun i hvert fald
Det er altså … ja, undskyld, men det er altså ret vildt,
sagde hun og smilede forlegent
….”
Se, det er jo fint nok. Men jeg kan høre konstruktionen og
jeg kan ikke lade være med at tænke dansk tv-dramatik med intim og fortrolig
venindehygge.
På samme måde synes jeg at de forskellige forældretyper
(bohemen, overklassen og parcelhusfamilien) er for bredt og for marionettet tegnet til at jeg kan se dem som andet end punkter, man kan vise en pointe ud
fra. Og på den måde bliver konstruktionen og moralen lidt vel klar i spyttet. Det er noget med
at man skal være tro mod sig selv, ikke?
Men men men det er blot minde skønhedspletter. For mig er Sanne Søndergaard først
og fremmest forfatter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar