Pigeliv

Tove Ditlevsen: Annelise - tretten år

Det er nærliggende og fristende og uretfærdigt at se vinderne af Kulturministeiets børnebogspris som en bevægelse, hvor man kan se udviklingen i dansk børnelitteratur.

Sådan er det naturligvis ikke – men måske kan man se antydningen af pejlemærker for hvad man fra officielt hold har lagt vægt på.
Den grønne flaske og Henrik var indignerede realisme med børn, der i en ikke så fjern historisk fortid tumlede rundt blandt problemer og strukturer – alkoholisme og urbanisme. Og med Chico fik vi udsynet og den fattige dreng, der skulle lære børnene om livet blandt andre folkeslag.
Og så kommer 1950'ernes hverdag i København med Tove Ditlevsens Annelise.

Tove Ditlevsen: (1917-76). Tove Ditlevsen bliver i disse år mere og mere kanoniseret. Helt konkret fik hun sparket Martin A. Hansen ud af kanon, der er lavet fremragende teaterkoncerter med hende, teaterstykker om hende og min hustru synes at hendes "Gift" er noget af det vildeste hun nogensinde har læst.Ifølge Leksikon for børnelitteratur var hun i 1997 den tredjemest brugte forfatter i folkeskolens antologier - kun overgået af Benny Andersen og St. St. Blicher.

Ditlevsen skrev digte og romaner om barndom og pigeliv især centreret om Vesterbro. Og både Barndommens gade og Pigesind kan vel stadig læses i dag af unge. Måske skulle jeg (gen)læse dem snart. 

Men reelle børnebøger udgav hun kun to: Annelise - tretten år (1958) og Hvad nu Annelise (1960)

Annelise - tretten årAnnelise er surprise 13 år. Hun bor sammen med sin lillebror og mor i Sydhavnskvarteret i København. Men moderen er syg af gulsot og må på Kommunehospitalet. Og hvad så med ungerne? De må passes hos Annelises afdøde fars søster, der bor på Saxogade på Vesterbro og som Jens og Annelise ikke har mødt før. 

Fasteren hedder Yvonne; hun er temmelig sær og lever i et stormombrust forhold med den stærkt alkoholiserede Carl. Noget som Yvonne tror er en hemmelighed, men som alle på hele Vesterbro kender alt til.
Annelise forsøger at navigere rundt blandt den sære Yvonne, den uberegnelige Carl; hun skal prøve at passe på moderens penge, forsøge at få lidt dagligdagsliv med madpakker og skoletider for sig selv, sin lillebror og se om hun ikke kan hjælpe Yvonne og måske også Carl.
Samtidig er der også den charmerende Jan fra gården, som hun ret godt kan lide og der er en pyroman der hærger gaden.

Historien flyder fint af sted. Pyromanen drive historien frem uden det bliver virkelig farligt eller gjort specielt meget ud af det. Og i modsætning til de tidligere vindere foregår bogen her og nu (altså der i slut-1950’erne). Der er mode, filipenser, præ-teenageproblemer på det helt nære plan og så er der søreme også kærlighed.

Ironi og loyalitet
Ditvlevsen er klart en større forfatter end de tidligere vindere. Og hendes fortællerstemme er både mere loyal over for sin hovedperson samtidig med at den også har et klart ironisk glimt i øjet. Der er indskudte ironiske bemærkninger a la 'o mirakel'. Og ironien og manererne bliver tydeligt i fx næsten volumniøse beskrivelser hvor man kan læse at Ditlevsen morer sig over at skrive. Om det bliver for meget og for selvsmagende er en smagssag. Jeg er ikke sikker på at jeg synes det er lige lydefrit.

"I løbet af ti minutter var de hjemme hos Anelise, der med en vis beklemthed trådte ind i de kendte og kære stuer, hvor der lugtede hengemt og støvet som på et pulterkammer. Hun slog vinduerne i dagligstuen op og så at fru Olsen havde vandet lanterne så energisk, at deres underskåle var fulde til randen, og der lå små pytter i karmen. Mon hun havde fået barnet? Spørgsmålet blev besvaret i samme øjeblik, for bag en skinnende  blå barnevogn skråede nabokonen over vejen dernede, smal om livet igen og med to større børn i kølvandet".

OK - lige dette afsnit var i grunden meget fedt.

Jeg prøver om jeg kan lokke Alma til at pløje sig igennem den og se om nu hvor det er Ditlevsen der er forfatteren om den er noget for hende.

Jeg tvivler på at den kan læses hvis ikke man har de velvillige historiske briller på. Men har man dem – var det en fornøjelse.

Alice i Hyggeland

Næste bog i rækken af 1967-perler er Benny Andersens oplæsningsklassiker - nemlig første bind i serien om den let hysteriske og pølseformede konkrete metafor Snøvsen.

Benny Andersen: Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

 

Benny Andersen: (1929) er en af Danmarks mest læste og elskede forfattere. Og man skal vist have et hjerte af stål og is, hvis ikke man synes, at han er sympatisk.

Hans bløde jazzede elegance og hans afvæbnende venlige selvironi og hans talent for at se hverdagens hyggelige småparadokser og sproglege har gjort ham umådelig folkelig og populær. At en del af den danske folkesjæl, som tog ham til sig lige inden kaffen blev klar så har flyttet sig fra Andersens syn på verden omkring os – ja, det er både ironisk og frem for alt sørgeligt.

Andersen har siden 1960 skrevet venligt-modernistiske digte for voksne og været værtshuspianist. I 1963 udkom en samling af mundtlige og indsamlede børnerim og tælleremser ”Nikke Nikke Nambo” og året efter kom den internationale pendent ”Lille Peter Dille”.

Børnegennembruddet kom i 1967 med første bog om Snøvsen. 

Det var lidt med bange anelser jeg læste den her i 50-året for den nyere danske børnelitteraturs fødsel.
Torben Weinreich har sagt i sin festtale i magasinet Klods Hans, at "Snøvsen" var en af de bøger, der ikke holdt i dag.Og inden jeg læste den igen, var jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Jeg har ikke selv et nostalgisk forhold til Snøvsen (Andersen derimod). Jeg mindes ikke, at den blev læst op for mig i min sydsjællandske barndom; og jeg er ikke 100 % sikker på at jeg har læst den op for Alma og Pelle – og jeg ejer den faktisk ikke. Så jeg måtte låne den på biblioteket. Da Alma så den, udbrød hun spontant: ”Åh, Snøvsen, den er så sød og hyggelig”. Så for hende har den måske sat sig nostalgiske spor. Hyggelig var også en af mine forventninger, da jeg genlæste den. Men jeg var alvorligt bange for, at tiden havde været ond ved tonen og tempoet. 

Selve bogens præmis med at gøre sproglige billeder helt konkrete og levende er jo en god ide. Det er også en disciplin som Andersen og den relaterede Halfdan Rasmussen mestrer. Men hvad hvis sprogbillederne er bedagede. Jeg mener: hvem under 60 siger at man går fra snøvsen i dag? Mit sind er på mange områder voldsomt ældre end 43 – men jeg siger det altså ikke.Og hvad er en snøvs i grunden? Få svaret nederst på siden.

Frygten, der både bliver af- og be-kræftet

Især de første par kapitler bekræftede min frygt. Eigil undres over sine forældres sprog – skattevæsen, ti vilde heste osv. Det er meget hyggeligt, men også vildt gammelt (og lidt klappen på hovedet-overbærende).

Men da Snøvsen dukker op, bliver han faktisk en helt rigtig figur befriet for sin sproglige tid og er ikke længere en konkret metafor. Han er bare en børnebogsfigur, der er selvovervurderende, bange og skinger. Og den figur er en klassisk figur man finder i børnelitteraturen til alle tider.

Et andet element der beroligede mig, var, at den faktisk fungerer fint som oplæsningsbog. Den er mundtlig og rar at læse. Det er en ren hjemme-ude-hjem-historie med en masse krummelurer i historielinjen. Der er et væld af digressioner, forklaringer og baggrundshistorier, der næsten har lignelsespræg – fx om de to brødre hvis venskab ødelægges af en arv. Eller som fungerer som hyggelig vits, fx Bøhmanden, der ved hjælp af et ekko forsøger at blive en genstridig hikke kvit.

Og jeg må indrømme, at jeg grinede over historien med bageren og hans kone, der kom op og skændes om halve og hele kringler. Og hvor Andersen går til den sproglige logik på helt lewiscarrollsk-facon.

”Det er min den halve,” råbte bagerkonen og holdt fast i sin halvdel.
”Det er min den hele,” hylede bageren, og så hev de i hver sin del af kringlen som til sidst gik midt over, så bageren faldt baglæns ned i et dejtrug, hvor han næsten helt forsvandt. Det eneste man kunne se af ham var den halve kringle der stak op.

Bagerkonen gik hen til truget og tog den halve kringle fra ham.

”Her har I en halv kringle,” sagde hun til Eigil og katten og rakte Eigil den ene halvdel. ”Og her har I en anden halv kringle,” tilføjede hun og rakte Eigil den halvdel hun selv havde holdt fast i.

”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

I det hele taget havde jeg "Alice i Eventyrland" i hovedet, da jeg læste den. Undersøgelsen af sprogets logik og konkretisering af ord er tydelig - og vel også en voksenmodernistisk tilgang. Samtidig er bogen fyldt med fortællemæssige omveje, overskud ,fortællinger og sange; og det kan også findes i det engelske mesterværk. Men Snøvsen er langt fra så radikal og vild og creepy som Alice; den henvender sig for det første også til et yngre publikum og er temmelig dansk, andersensk og hyggelig. 

Hyggelig, sød og mest for nostalgikere

Jeg er på den ene side enig i ældstedatterens labels "hyggelig og sød". Men jeg er også enig med Weinreich og min egen frygt: tiden har gnavet heftigt i fundamentet for Snøvsen. Og så er jeg generelt bare ikke så forelsket i den arketypiske børnebogsfigur, som Snøvsen er. 

Snøvsen er en elskelig -  men også let hysterisk, hyklerisk og selvforelsket figur. Og det greb synes jeg som regel bliver for forceret.
(Derudover har jeg altid syntes at den pølsen på en fod var lidt klammo)

Snøvsen er blevet lavet som film - to gange og der er fire bind i serien, hvor den sidste udkom i 1984.  Og den bliver stadig genudgivet og læst. Jeg har en fornemmelse af at nostalgien og hyggen tæller meget, når den bliver valgt til puttelæsning. Og det er jo også en fin årsag – så skidt med, at den er lidt vel støvet.

Jeg nød selvfølgelig at læse den. Benny Andersen er elegant og rar. Og der er glimt af skægge og fede ting. Men det er langt fra den 1967-klassiker, der står stærkest.

Som lovet: servicemeddelse: En snøvs er den løse øverste del af en sæk, der er sammensnørret.  Det er også gammel slang for næsen.

Så at gå fra snøvsen vil enten sige - hvis man går næsevejen -  at man taber sit ansigt; eller hvis man går sæk-vejen at der er noget, der egentlig var lukket ned der bryder op. To sider af samme sag.

De gode værdier og den lange rejse

I mit ridt gennem Kulturministeriets Børnebogspriser er jeg nået til 1958. Og til en mastodont blandt danske børnebogsforfattere og til den første kvindelige prisvinder.

Billedet er fra Kvinfo

Estrid Ott: (1900-67) var en dansk forfatter og journalist og pilot (sic!). Hun var udenrigskorrespondent på Berlingske Tidende - bl.a. krigskorrespondent i Vinterkrigen og var som forfatter uhyre produktiv. Hun debuterede som 17-årig og året efter blev hun redaktør på bladet Pigespejderen. Og netop pigespejderlivet og den internationale vinkel prægede Otts forfatterskab. Som den kvindelige pendent til Torry Gredsted.

Otts bøger var med hovedpersoner der var åbne, nysgerrige, frejdige og med respekt for natur, dyr og mennesker - altså de klassiske spejderdyder; det kan man godt have en ironisk distance til - men det er samtidig unægteligt gode værdier. Og Otts virke er hæsblæsende imponerende.
Ott fik stor succes med Bjørne-Kari-bøgerne. Jeg selv læste Lofots-Lise til mit speciale.

I 1947 begyndte man i Danmark at betale bibliotekspenge, og der var Ott den næsthøjeste bidragsmodtager og ved sin død i 1967 var hun der fik mest udbetalt.

Ott var altså en sand skrivekugle, produktiv og populær; hun skrev langt over 80 bøger - og med et helt vildt cv og karriereforgreninger, må hun være og blive en heltinde.

Chicos lange vandring:

Bogen er bortset fra at Chico er en dreng fra fattige kår en klassisk Ott-historie. Den foregår blandt hjemløse drenge i Lissabon. Den begynder frenetisk og hurtigt på en losseplads i Portugals hovedstad, hvor alle drenge kæmper en brav kamp for at tigge sig til en tålelig tilværelse, og hvor alle har kælenavne: Spanieren, Fregne, Frimærket. Sådan nogle navne.

Til den verden kommer Chico - Francisco. Chico er lille af sin alder og bor hjemme hos sine forældre, men de drømmer om en anden og bedre tilværelse i Brasilien. Men da Chico bliver syg, bliver han nødt til – indtil han bliver rask - at blive passet hos en fremmed dame, mens hans forældre tager til det forjættede Sydamerika.


Forældrene dør dog kort efter deres ankomst til Tropicaliaens hjemland og da damen er udsat for en ulykke, som Chico dels tror er dødelig - dels tror er hans skyld, stikker han af og bliver hjemløs.

Han møder drengene fra lossepladsen, redder en af dem ved hjælp af en god læge. Chico drømmer om den næsten Jesus-lignende Pade Americo (der var en virkelig og gennemgod person), der har et hjem og hjælper rod- og hjemløse drenge som ham og de andre lossepladsdrenge. Hagen er at Padrens hjem ligger i det nordlige Portugal. Men Chico har ikke meget håb, så han begiver sig ud på den lange vandring.

På turen følges han med gadedrengen Spanieren, der giver ham mere eller mindre lumpne tiggertricks. Han forsøger sig som hjælper blandt fiskere, bønder, hyrder og korkegs-skrællere. Han hjælper gamle koner og toreadorer og han sanser og oplever turen til det nordlige Portugal.

Fin og sansende og loyal ... men
Chicos lange vandring er en fin bog. Især når den sanser sammen med Chico og beskriver livet blandt bønder og fattige i Portugal. Den er knap så vellykket når de pædagogiske og lærebogstaktiske elementer er alt for tydelige.

Jeg holder meget lidt af de informationsbusser, der skal stoppe oplysninger enten faktuelle, moralske eller plotmæssige ned i halsen på læseren. Og hvor hovedpersonerne gøres dummere end de er, for at læserne skal have vigtige eller lærerige oplysninger.

Det er der lidt for meget af i Chico – både når han skal lære om hvad månederne hedder og hvordan man skal opføre sig. Men når Ott bare oplever de små hverdagsdramaer med Chico og sanser hvordan man skræller en korkeg – ja, så bliver jeg næsten flået tilbage til Ingalls Wilder. Og der er der dejligt at være.

Chicos liv fortsatte i Chicos lille æsel og Chicos store håb

Estrid Ott var og er en mastodont i dansk børnelitteratur. Men jeg er dog ret sikker på, at hun ikke har så meget at sige til nutidens børn. Selvom hendes moralske ståsted og hendes virketrang og udsyn er imponerende.

Palle Lauring: Stendolken

Palle Lauring (1909-96) var en af Danmarks absolut største og mest populære historiske formidlere. Især "Palle Laurings Danmarkshistorie" der udkom i ti bind fra 1961-79 placerede ham, som en meget læst formidler. Og der skulle i hvert fald være stille i mit barndomshjem når Lauring dukkede op på skærmen.
Det var mest for voksne og for de historieinteresserede Lauring skrev; men han skrev altså også historiske børnebøger. Og en af dem "Stendolken" blev belønnet med Kulturministeriets Børnebogspris i 1958.

Stendolken foregår i overgangen mellem Sten- og bronzealderen.

Ulv og hans søster Gerd er børn af landsbyens leder. I landsbyen er man bønder, men Ulv er en søgende natur, der bestemt ikke synes, at bondelivet er noget for ham. Samtidig føler han også, at hans fader negligerer ham til det kommende rite, hvor de 13-årige bliver voksne. Han opsøger sin onkel og også jægeren Grim fra de noget mere primitive Østersædere og opdager derved at landsbyen er ved at blive angrebet af fremmede udefra.

Ulv vil ikke længere være jæger, men flirter med tanken om at blive sømand og senere soldat – men da angrebet bliver slået ned bl.a. med hjælp fra Østersæderne bliver Ulv og Gerd lovet ansættelse hos Den Store Mand, der er leder af hele samfundet.

Det er meget tydeligt at Lauring forsøger at beskrive forholdende og strukturerne i et stenalder-/tidlig bronzealdersamfund og forsøger at sætte pigernes og de unge drenges muligheder op. Med andre ord: det er en historiebog i meget gennemsigtig forklædning; andet ville dæleme også underligt, når det er Lauring der er forfatteren.

Det får man en spændende og lærerig historiebog ud af – der er endda et faktuelt appendiks til sidst. Jeg er meget mere tvivlende når det gælder spørgsmålet: får man så en god bog ud af det?

Helt ærligt: ikke rigtig. Jeg kedede mig bravt gennem de 100 sider og formåede kun glimtvis at interessere mig for historien. Noget af sproget bliver oven i hatten temmelig klumpe-dumpet fx her i begyndelsen.

Ulv kom ud af døren og gik hen til sin søster: - Er du ikke snart færdig?
Gerd kørte med sine spinkle arme endnu et par gange knusestenen gennem det halvmalede korn, så rettede hun sig og strøg håret fra sin svedvåde pande: - Jo, om lidt. Du skal jo aldrig lave noget.
Han målte hende kritisk: - Jeg har hentet vand og brænde.
Hun rynkede på næsen: .- Ja og slået mors lyse kar i stykker

Resten af bogen er dog heldigvis ikke så bastant og uelegant skrevet. Men glemt guld – det er det ikke.

Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon

Næste skud på stammen fra det uforståeligt fantastiske 1967 er Flemming Quist Møllers debut som børnebogsforfatter nemlig Cykelmyggen Egon. Og Silas og Egon viser også hvor vild 1967 var; for de to bøger kunne i udtryk stort set ikke være mere forskellige.

Hvor Silas’ force er et poetisk, sejlende sprog. Og en historie der duver af sted. Hvor hovedpersonen er mangefacetteret, kynisk, ja, næsten usympatisk. Grundfarverne hos Bødker er jordfarvet – brun, grøn, grå.

Her er insektprotagonisten og pedalatleten Egon tæt på det stik modsatte. For Egon er fyldt med løsagtighed, flip og psykedeliske farver. Til genggæld er historien temmelig straight fortalt og Egon er helt igennem sympatisk, hjertevarm og entreprenant.

Flemming Quist Møller (1942) er tegner og musiker og havde sammen med partner in crime Jannik Hastrup lavet tegnefilm, julekalender ("Hvordan man opdrager sine forældre") og alt muligt andet fedt flip inden børnebogsdebuten i 1967.

Cykelmyggen blev skabt via en fortælling til sønnen Carl. Og da Carl grinede over det vidunderlige ord cykelmyg (der med sine indrim og sin nonsenssammensætning er poetisk, billedskabende og lydligt fedt) tænkte Quist Møller, at her var der en figur til en tegnefilm. Det blev dog en bog, men Quist Møllers tegnefilmsbaggrund fornægter sig ikke – og det er i illustrationerne og i flippet at bogen lever i dag.

Bogens historie er i grunden lige ud ad landevejen: Egon er anderledes end sine søskende, og vil hellere cykle end lave loops.

Efter et uheld hvor hans cykel smadrer (hvordan han har fået den i første omgang, kan man kun gisne om), bliver han bi-bud og derefter altmuligmand og til sidst artist i loppecirkus.


Historien virker som om den er fortalt og tegnet med et barn på skødet. Den er meget associeret frem – a la prøv lige og se her, kunne det ikke være fedt hvis det her skete.

På den måde bliver den enormt løst fortalt - meget a la hvordan man leger - og har den direkte målgruppe næsten med i skabelsesprocessen. Og Carl Quist Møller har da også siddet på farmands knæ, mens historien er fortalt og tegnet.

Det virker både løsagtigt - men også frit, legende, let og dejligt.

 Sproget har noget næsten svajer-kækhed over sig; jeg har set indslag hvor der bliver talt om sproglig vitalitet. Det er jeg ikke sikker på at jeg er enig i holder i dag. 

Men Quist Møller tegnefilms- og jazzede rytmiske baggrund er til gengæld tydelig på hvert et opslag. Der er sindssygt meget bevægelse i myggene og den løse improviserede del er meget charmerende.

Jeg elsker at kålormen fra Alice i Eventyrland umotiveret dukker op som en tydelig reference der bare bruges som en flygtig og fed ide.

FQM har i et interview fortalt at han sådan set ikke ville prøve at revolutionere – men bygge videre på traditionen. Han er inspireret af Elsa Beskow, selv om der umiddelbart er langt fra Egon til Tante Lilla, men det er årsagen til skiftet mellem de farvede og de sort/hvide opslag.

Senere er Cykelmyggen både gået til filmen og til balletten og og der er kommet efterfølgende bind om ham.

Flemming Quist Møller har senere lavet filmiske mesterværker som Bennys Badekar og bøger med et klart politisk sigte fx Snuden

Poul Jeppesen: Henrik

I min lille regelhule, hvor jeg bruger Kulturministeriets Børnebogspris som afstivere, er jeg nu nået 1956. Man havde fra ministeriel side åbenbart sprunget let og elegant over1955.

Mit forhold til vinderen i 1956 minder til forveksling om vidensforholdet mellem Jakob og  Alfred Johnsens Den grønne flaske. Det vil sige endog meget løst. For ligesom Johnsen havde jeg heller aldrig hørt om hverken forfatter eller bog.

Poul Jeppesen: Henrik

Poul Jeppesen: (1909-86) var udover forfatter også typograf – en detalje der slår igennem i Henrik. Jeppesen debuterede i 1942 med Jørgen Læredreng og skrev helt op til sin død realistiske og socialt bevidste bøger. Og her passer Henrik som fod i hose.

Bogen foregår i slutningen af 1800-tallet (der er dampsporvogne, der blev etableret i København i 1884 og en stor del af handlingen foregår på Vesterbro på Frydsvej, der skiftede navn til Sundevedsgade i 1891 –(ja, jeg syntes det var skægt at finde ud af)).

Titelpersonen, Henrik, er fra landet nærmere bestemt Farum. Men efter sin fars død tager han og hans søskende ind til byen med deres habengut og deres lille arv til deres lidt fine faster. Den sindige Henrik prøver at klare sig i den pulserende storby; men det er ikke helt nemt, når der er skurkagtige tølpere, folk der vil udnytte en, og at man i grunden helst bare vil passe sine heste.

Heldigvis er der også gode folk på Vesterbro bl.a. Rullekonen og hendes børn, hvor især den livlige og charmerende datter får øjnene op for Henrik.

Henrik og Den grønne flaske ligner som sagt hinanden. Begge romaner foregår i en ikke så fjern fortid. Og formålet med romanerne er begge tydelige. I Henrik er det især fortællingen om den begyndende urbanisering. Bogen beskriver de sociale skel og problemer blandt arbejdere og ufaglærte.

Der er forskellige veje ud af den sociale armod; Rullekonens søn arbejder som typograf og bliver senere skrivende journalist.

Bogen vinder klart når den er allermest indigneret på Henriks vegne (Jeppesen var som sagt typograf), når han får plads på Nørrebro og skal hugge kul for et par, der lader vores sindige helt gå for lud og kold vand (og det er næsten ment bogstaveligt).

Her er der virkelig noget på spil i bogen og Henriks skam og frustrationer står lysende klart.

Ellers er det en skolebog i forklædning. Og det kan jo være fint nok. Det er sympatisk og bestemt ikke dårligt, men Henrik løfter sig ikke voldsomt over det didaktiske. Og heller ikke denne bog er glemt guld. Desværre.

Kulturministeriets Børnebogspris anno 1954

Jeg kan godt lide at bygge huler af regler. Jeg føler mig tryg, når jeg opsætter nogle systemer, som jeg kaster mig ud i; for at lære nyt, møde ny inspiration, finde glemt guld og for at sætte kedsomheden for døren. 

Jeg er 100 %  vidende om, at projektet ofte strander, fordi det tager for lang tid, og fordi det i grunden er møgkedeligt, og at der ingen anden der synes det er spændende. Men hey, jeg har hørt 1001 album før du skal dø, så at læse samtlige vindere af Kulturministeriets Børnebogspris bør da være en smal sag.

Kulturministeriets børnebogspris er en af de fineste – hvis ikke den fornemste hæderbevisning – der gives til danske børnebogsforfattere. Den blev uddelt første gang i 1954. Og er siden blevet med enkelte undtagelser blevet uddelt hvert år.

I 1954 blev prisen delt – noget der ikke sker sjældent for prisen.

Den ene vinder er en elsket klassiker. Den anden havde jeg aldrig hørt om.

Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne.

Egon Mathiesen (1907-76) var maler. Og samme år (1932) hvor han debuterede som kunstner blev han også tilknyttet Fröbelseminariet og lærte om reformpædagogik. Han børnebogsdebuterede i 1939 og fik klassikerstatus med Frederik og Bilen (1944) og Aben Osvald (1947).

Mis med de blå øjne er fra 1949 – så han fik den ministerielle anerkendelse med fem års efterkrav. (Ency påstår, at han fik den for Frederik og bilen)




Anyway; Mis med de blå øjne handler den lille Mis, der har store blå øjne og et godt og optimistisk humør og sind.
Han er på jagt efter det paradislignende land med de mange mus. Mis leder og spørger sig frem og på vejen må han nøjes med en flue, en myg og en fedtet bladlus. På et tidspunkt møder han en flok andre katte der har gule øjne. Og Mis’ anderledes blå øjne og hans optimistiske syn på livet provokerer de andre katte. ”Du med dine blå øjne,” hvæser de. 

Ved en tilfældighed lander Mis på ryggen af en grum hund, der har jaget de sure katte op i et træ. Hunden løber forskrækket op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke indtil den ender i landet med de mange mus. Mis æder sig tyk og glad og vender tilbage til de utaknemmelige og vrisne katte og viser dem paradis. Og kattene takker ham behørigt - selvom han har blå øjne. Det manglede da også bare.

Jeg elsker Mis med de blå øjne. Den er så skæg og så fin. Den ultra-enkle stil både i tegninger der ofte bare består af Mis med de store blå øjne og i de ordknappe opslag. Og montagen med hunden der løber op ad bakke og nedad igen i en uendelighed er genial. Begge de store unger blev smittet med min glæde og bogens kvaliteter; og stor var glæden også da jeg i går endelig læste den for den søde efternøler.

Bogens didaktiske form er tydelig. Det er noget med, at man skal være rar over for alle og at vi alle er ens indeni. Og skulle man være i tvivl bliver det skåret ud i pap, sat sammen med loddetin og bøjet i neonrør på det sidste opslag, der er klart det længste og mest knudrede. Jeg må altid læse det mindst tre gange før jeg finder rytmen i det.

Men det er en detalje. Mis med de blå øjne holder også i dag. Og man skal læse den.

Den anden vinder er Alfred Johnsen: Den grønne flaske

Jeg lægger mig fladt ned: Jeg havde aldrig havde hørt om Alfred Johnsen. En kort research fortalte at han var født i 1902, var lærer, forlægger og altså også forfatter. Den grønne flaske udkom i 1953 og var Johnsens tredje roman for børn.

Billedet er af Adriaen Brouwer og har
intet med Johnsens bog at gøre.

Bogen handler om den ni-årige Svend, hvis far - som titlen antyder - er stærkt alkoholiseret. Faderen bliver smidt hjemmefra, kommer i fængsel, bliver vagabond. Moderen forlanger skilsmisse og Svend er de facto alene i verden, da moderen arbejder om aftenen og er mest knyttet til lillesøsteren.

Svend lever i evigt dilemma. For han skammer sig over sin drikfældige far; han vil hverken kendes ved ham eller hans historie. Men samtidig savner Svend også faderen og deres fisketure har næsten mytisk skær for den lille dreng. Han kæmper med selvtilliden og med at finde voksenfigurer han kan støtte sig til.

Heldigvis finder Svend et arbejde på et æggepakkeri og han møder en rar kusk, en strunk hest og en flink gårdejer.

Den grønne flaske fungerer klart bedst når man er i hovedet på Svends kvaler med skismaet over savn og skam. Det er fint beskrevet – ikke sindssygt originalt, men loyalt over for drengen.

Til gengæld er der et par gange hvor bogen umotiveret skifter synsvinkel. Sikkert for at komme med en opklarende forklaring til læsere og lærere

Fru Nikolajsen sagde ikke noget. Hun kunne ikke fortælle børnene, at politiet havde tilbageholdt deres far, fordi han havde været i besiddelse af et par falske pengesedler.

Og vi har vel at mærke været i øjenhøjde med Svend gennem hele bogen. Og da faderen ved et uheld (måske med vilje) ender sine dage i mosen (sorry for spoileren) er det lidt sørgeligt for Svend – men så heller ikke mere end hvad en måneds solid bondemåltid kan kurere. Bogen slutter op ad en lys sti.

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke Bibliotekets udgave af Den grønne flaske er lånt voldsomt mange gange ud. Og det er vel kun listenørder med interesse for dansk børnelitteraturhistorie der vil læse den. Det vil sige Mig.

Den grønne flaske er ikke glemt guld. Den var i sin loyalitet og med sin empati for Svend og hans synspunkt ganske fin. Og indignation og at ville noget er også altid godt. Og den har med garanti haft sin ulykkelige aktualitet i 1950’erne – selvom den foregår i tiden op til første verdenskrig. Men den er også tung og med sine synsvinkelskift ofte lidt patroniserende over for Svend og sine læsere. Med andre ord: I behøver ikke læse den. 

Selv tak.