Når verden kan rende en dreng i ti minutter

Til min seks års fødselsdag gav min nu for længst afdøde kære farmor mig Christian Winthers ’Flugten til Amerika’ i gave. Hvorfor aner jeg ikke. Måske havde hun fået min faster til at købe den. Måske var Winther for hende en slags overgangsforfatter; man fik ’Hjortens flugt’ når man blev voksen, og ’Flugten til Amerika’ når man skulle i skole. Måske syntes hun bare, den var god. Eller tænkte hun, at hovedpersonen Peters trodsige og iltre temperament mindede hende om hendes yngste barnebarn. Det sidste er i hvert fald et godt bud.

Hvis jeg skal være helt ærlig, husker jeg ikke at jeg var jublende lykkelig for gaven, da jeg som seksårig i 1980 fik den læst op. Jeg syntes, den var lidt tynd i det. Og også ret gammel. Jeg ville vel hellere have noget med noget mere smæk på, et spil eller noget med noget engelsk fodbold. Men et eller andet må den have betydet for mig – udover den sentimentale årsag – jeg mistede min farmor relativt kort tid efter, for jeg kan uden at snyde citere store passager og har også altid kunnet det.

Og det kan jeg, tror jeg, fordi det 1) er godt 2) er skægt 3) essentielt og vigtigst 4) det er pisse elegant.

Historien kort fortalt

Peter er seks-syv år og skide sur. Han har haft en møg dag, han har for første gang oplevet kvindelig svigt, han har fået en dårlig karakter, hans bukser er gået i stykker og han har fået skældud. Som jeg sagde: gement dårlig dag. Derfor beslutter han sig for at lære dem et og andet og stikke af til det forjættede land Amerika. Heldigvis møder han sin lillebror, Emil, og Peter bruger sine talegaver til at fortælle om alle de herligheder, der er på den anden side.

Emil er ikke svær at lokke, og han henter en kringle og en billedbibel, og så er de to brødre klar til – helt bitre – at forlade deres barndomshjem. Men ak (og heldigvis); så langt kommer de ikke, da deres mor kalder dem ind hvor der er sagosuppe.

Den patroniserende overtone overdøves

Der er ingen tvivl. Det er en vildt patroniserende historie, hvor det er tydeligt, at den voksne læser skal more sig over den barnlige og absolutte trodsighed hos den viltre Peter. Ha, den vrede han havde stak nok ikke dybere end en tallerken rød og sød suppe (jeg har faktisk fået sagosuppe en gang; det er dæleme lang tid siden).

Derudover er det også et humoristisk billede på tidens (den er fra 1830) strøm af ulykkelige mennesker, der tog til Amerika for at finde lykke og guld. Et satirisk billede af de enorme forventninger, der var til at lykken i staterne blot kunne samles op fra gaderne ligesom guldet. Der var rigdom og frihed og ingen manerer. Sejt.

Det er patroniserende. Men det sjove er, at sådan følte den seksårige Jakob (der ellers i den grad var allergisk overfor talen-ned) det ikke inde i sin krop. Og denne manglende følelse er der stadigvæk. Jeg identificerer mig 100 % med Peter. Jeg kan forstå hans raseri, hans sorg, hans harme. For det kan da godt være at den er væk sammen med desserten. Meget muligt. Men skide være med det. Peters (og min) harme er ægte, og det synes jeg faktisk Winther beskriver så fint og præcist. Og jeg synes også Peters resolutte beslutning om lade verden omkring rende ham noget så præcist og aldeles, er stærk. De kan rende ham – i ti minutter. Men i de ti minutter er de edderhyleme mindre end ingenting for ham. Og det kan selv de patroniserende overtoner ikke fjerne.  Det er en følelse som jeg sagtens kan sætte mig ind i – og genkende både hos mig selv og hos mit søde afkom.

Niels Hausgaard har engang sagt at den vigtigste person i verden er den mor, der tager et grædende barn op på skødet, krammer det og siger ’Skidt med det’. Og nogle gange har han  ret.

Grundrytmen

Når jeg alt for sjældent sidder og bikser med selv at skrive noget er det som regel på vers. Og selvom jeg ofte sætter dogmer op for mig selv om dog at prøve noget andet, ender jeg som regel altid i samme form: Fire strofer, fire slags daktyler og A-B A-B-rim. Og det tror jeg er ’Flugten til Amerika’s skyld. 

Christian Winther kan sin metrik. Det er hårdt, skarpt og konsekvent. Og så får man simpelthen foræret uendelige mængder elegancer forærende ved formen. Jeg prøver at rime mig ud af comfortzone, men rytmen i mit remse-dna hiver mig altid tilbage til Winther. Simpelthen fordi den form er den smukkeste.

Jeg tager afslutningen med som bevis.

Vort kærlige rolige fædrehjem

Vi skulle for evigt savne

Da åbned Mama sit vindue på klem

Og kaldte på vore navne:

’Emil og Peter – hvor skal I hen

Hvad gør I med bogen på gaden?

Skynd jer nu straks kom herind igen

Nu kommer Dorte med maden’

Betuttede begge to vi stod

Vor rejse gik rent i glemme

Og uvilkårligt lystred vor fod

Den moderligt myndige stemme

Min vrede nedslog hendes blide røst

Som lynstrålen egestubben

Jeg drukned’ min sorg og fandt mig trøst

På bunden af sagosuppen.

Hvorfor tager Go’ Morgen Danmark ikke børnelitteraturen alvorligt?

Jeg ved godt, at bunden for min naivitet ikke kan skimtes. Men da jeg så at Go’ Morgen Danmark på TV 2 havde bedt deres boganmelder Carsten Norton til at udpege de ti bedste børne- og ungdomsbøger, tænkte jeg at resultatet måske var forudsigeligt, kedeligt og sikkert. Det var den ikke. Stor ros hefra. Og stor ros for i det hele taget at tale om børnelitteratur. Det skal jeg søreme også huske.

Til gengæld udviser hans kanon et udvalg og især et par forglemmelser og et overblik, der ikke vidner om nogen særlig stor interesse endsige viden om børnelitteraturen. Og jeg er ellers overdænget med travlhed og dårlig samvittighed. Men raseri er godt at skrive på. Så inden jeg om et par uger begynder at anbefale målgruppebøger, Sakura Bestle, Winther, Meinke, Bach Lauritsen, Jensen og Scherfig/Dickmeiss og hvad jeg ellers elsker – kommer der lige først et surt opstød. Sorry.

Lad os tage listen og lad mig derefter brokke mig:

Nortons kanon

1. Rowling: Harry Potter  1-7
2. Baum: Troldmanden fra Oz
3.  Aakeson: Vitello
4. Milne: Peter Plys
5. Herge: Tintin
6. Strid: Historien om den kæmpestore pære
7. Ottesen: Grønnesø 1-3
8. Bergström: Alfons Aaberg
9. Nordquist: Peddersen og Findus
10. Ray: Peter Pedal

Det er tæt på at være imponerende. Ti valg. Det ene er ikke en børne- og ungdomsbog og ingen af dem ville være på min top ti. Et par af dem ville kandidere til en boblerplads. Og så er der altså et par forglemmelser i størrelsesorden Shakespeare, hvis man skulle lave en liste over de ti største engelske 15- 1600-tals-dramatikere.

Gammel sur mand der ikke kan blive tilfreds

Rowling: OK, kan man diskutere med milliarder af salgskroner? Jeg har mange gode ting at sige om Rowling – men det er først og fremmest litteratursociologiske. Hun rammer en målgruppe og en tid imponerende godt. Og så får hun for alvor gjort fantasy mainstream og bragt humor ind i genren. Og det er fame godt klaret. Men det ændrer altså ikke, at hun skriver som Enid Blyton og at fire af hendes bøger er 200 sider for lange og at Halvblodsprinsen var en pine for alle at kæmpe sig igennem. Alene den burde diskvalificere den til at komme på listen.

Baum: Ville den have været på listen hvis ikke Somewhere over the rainbow var en så fantastisk sang – og Judy var noget så yndig? Njah, vel?

Aakeson: Jeg elsker Fupz. Og hans Vitello-bøger er gode og velskrevne og veloplagte og skægge i deres egen meget tydeligt bevidste skabelon. En klar bobler til en plads blandt de bedste danske børnebøger.

Milne: Peter Plys. Ak, ja. Det er nuttet og i 1980’erne, hvor Norton og jeg trådte vores gymnasieconverser, var det endda også en måde hvor man kunne indynde sig hos de kønne og følsomme sproglige piger, ved at påpege de lommefilosofiske aspekter i gajolpakkelængde hos Plys. Det er fint nok. Men i top ti. Aldrig!

Herge: Tintin. Det er ikke en børnebog. Og hvis vi skal åbne for genresnyd, hvorfor så ikke Anders And?

Strid: Jeg har her på siden erklæret min kærlighed til Strid. Det gør jeg gerne igen. Jeg er pjattet med ham. Jeg ville have valgt Lille Frø, der er renere i snittet, skarpere og vildere. Og den ville kunne komme med som bobler.

Ottesen: Helt ærligt, jeg har ikke læst denne serie af Ottesen.

Bergström: Jeg synes Alfons Aaberg er dejlig og godt. Vitello uden humor og jeg er pjattet med de flade illustrationer. Men i top ti. Naahhhh. Skal vi ikke bare sige at der er et par andre svenskere der står nærmere.

Nordquist: Nordquist er en eminent illustrator. En af mine absolutte favoritter. Detaljerig, distinkt og præcis og humoristisk. Og historierne om den gamle mand og katten er fine.

Ray: Come nu helt og så ærligt on. Peter Pedal-bøgerne er hyggelige. Men det er jo også forbandet ringe skrevet. Måske er historiernes løsagtighed i strukturen charmerende. Den vil jeg til en vis grad godt være med på. Men charmen bliver altså for pæn og for renskuret og kedelig.

Ups

Så langt så kedeligt. Men hvordan man kan lave en liste over de ti bedste børne-og ungdomsbøger i verden nogensinde og så ikke tage Ole Lund Kirkegård, Bjarne Reuter, Halfdan Rasmussen, H.C. Andersen og ASTRID LINDGREN med og så end ikke kommentere det (i artiklen). Man kunne jo godt lave en kanon hvor man netop sagde - det behøver ikke alt sammen at være HC And og Lindgren. Fair nok. Men hvorfor så tage Peter Plys med. I don't get it.

Vidner om enten at man vil være a) kontroversiel eller at man har glemt det i forbifarten eller c) at ens holdninger om børnelitteratur hverken er fast forankret i empiri eller viden. Og det pisser mig helt ærligt af. At børnelitteraturen skal behandles stedmoderligt og sjusket. Øv. Og jeg plæderer jo ikke engang for at man skal tage det vildeste avantgarde eller kontroversielle bøger om død og lidelser med. Eller bøger der er skrevet på avanceret metrik og formfuldendte rim. Eller bøger der smækker en bunke historier op i små firkantede former. Selvom det kan jeg da søreme sagtens i en snæver vending.

Man skal bare tage noget der er godt. Hvorfor tage Baum, Milne og Ray med – men ikke Lewis Carroll? Eller Ingalls Wilder (ja, den!). Hvorfor kan man forglemme Halfdan Rasmussen, som jo er det vigtigste stykke litteratur i Danmark. Ja, det er. Sgu!

Føj

Jeg tror simpelthen det er den mest sjuskede og mest irriterende kanon jeg har set. Nogensinde. Inden for alle kunstarter og genrer. Det eneste gode er at Den lille Prins ikke er med.

Døden kan også være svimlende

Jeg er alvorligt bange for, at jeg endnu engang må trække inhabilitets-kortet igen. Og jeg vil også love, at jeg hiver det frem igen om nogle indlæg – de skal lige doseres ordentligt sådan nogle kort. Det skal de. Men mens jeg sidder i 1400-siders-fornøjelig voksenlæsning af Knausgårds eminente ’Min kamp’ er længere romaner en momental saga blot for mig, så i øjeblikket er der kun tid til læsning for mine børn og kortere billedbogssager. Og det er sådan en jeg vil anbefale lige nu; og det er her, at jeg som sagt må kaste våben og sige, at jeg muligvis ikke kan læse klart. For jeg kender Dorte Lilmose, jeg har læst på forfatterskolen med hende og jeg synes hun er sød.

Dorte Lilmose debuterede i 2008 med letlæsningsbogen ’Drengen der kom i fængsel’ og siden er der kommet en lille håndfuld romaner og to fine billedbøger, hvor de sidstnævnte handler om forskellige stadier i en skilsmisse, set meget i børnehøjde. Sidste år udkom hun med ’Klø når det klør’, og det er efter min ringe mening Dorte Lilmoses bedste.

Livet, døden og så videre

’Klø når det klør’ handler i al sin enkelthed om døden. En gammel mand står livstræt og tilfreds (?) og kigger ud på efterårshavet. En måge kommer og de to får sig en samtale om livet, venskaber, døden og det ærgerlige i, at manden endnu ikke har set en albatros, for det har han altid ønsket sig. Mens han ønsker sig albatrosser står Manden ved havet og håber og venter på at sige farvel til livet på den fineste og mest afklarede måde. Måge håber og venter også, ikke på døden - men på at få en bedste ven. Og selvom hun ikke er en albatros, giver hun Manden den fineste gave hun kan.

Lakonisk og præcist

Det er altså de store spørgsmål, som Dorte Lilmose tager fat på. Og i modsætning til de andre af Dorte Lilmoses ting jeg har læst er hendes vinkel klart mere distanceret og sproget mere nøgternt. Og det klæder historien sindssygt godt. Tonen er lakonisk og usentimental.

”Der var kun de to.

Sådan da.

Og have og himlen og det midtimellem.

’Er du bange?’ spurgte Måge.

’Ikke bange,’ svarede manden.

Måge syntes, det var synd og svært at forstå.”

Det er tydeligt, at den er i familie med Wolf Erlbruchs mesterværk ’And, Døden og tulipan’, selvom den er knap så ordøkonomisk som Erlbruchs. Det kan vel næsten heller ikke lade sig gøre.  Men emnet og indgangsvinklen er den samme. Døden er et vilkår. Og det kan godt være både fint og usentimentalt og helt stille og roligt. Især hvis man er afklaret og tilfreds. Erlbruch er altså en fin forfader at have.

Vidunderligt illustreret

’Klø når det klør’ er vidunderligt og stormombrusende illustreret af Sissan Richardt, som med collager og vandfarver på en næsten Stian Holesk måde rammer både dramaet, det lakoniske og det distancerede i teksten og spiller videre på det.  Det er altså godt det her.

Læs mere om Dorte Lilmose her

Kan du lide reggae, Aksel?

Anita Krumbach, som jeg stadig kender og synes er sød, har skrevet en ny roman, 'Røv og gulvsand'. Det er hendes anden efter den vidunderlige ’Et mærkeligt skib’. Krumbach skifter genre - det er ikke længere minimalistisk hverdagsrealisme. Men stilen er den samme; romanen er kun på små 80 sider, sætningerne er ultrakorte, tonen er tilbagelænet registrerende og hovedpersonen er stadig en dreng med en familie, der ikke helt hænger sammen.

Hennings lov paragraf 18

Aksel er 13 år og hans far Henning er en karl-skidesmart med store armbevægelser. De lever på kanten af budgettet i en stor kasse af et hus sammen med moderen - frisøren Skipper. 

Faderens liv peaker med den grotesk stort anlagte surprise 40-års-fødselsdag med band og milliarder af forskellige drinks. Kort efter går alting ned af bakke for far-Henning. Han bliver fyret fra sit job på flydende management-sprog og Skipper vælger at smutte til den lidt mere end klæge Beder. 

Det er mere end hvad Henning kan klare – og så er det ellers tur i derouten for far-Henning, mens Aksel bliver presset af de uudholdelige Beder og Skipper. Eneste lyspunkt for stakkels Aksel er hans ven Gregers og deres fælles passion for snappy dialoger, ordspillende kælenavne og Märklin-tog

Hvis jeg siger Tiramisu?

Hvor ’Et mærkeligt skib’ var knugende er ’Røv og gulvsand’ en ophobning af grotesker oven på en afgrund af opløsning. Groteskerne er især knyttet til Anita Krumbachs store talent for at finde bevidst irriterende replikker, der ganske underspillet farver umanerligt uudholdelige voksne. Det var der i det små i ’Et mærkeligt skib’ men i ’Røv og gulvsand’ ligger groteskerne tæt. Jeg er helt pjattet med moderens nye sheik, Beder, der kun siger irriterende ting på en irriterende måde: ’Hvis jeg siger Tiramisu, hvad siger du så? Min gode ven Aksel?’. Alene denne replik gør Beder inde i mit hoved til en Hansi Hinterseer-lignende figur (selvom hans hår er sort) i en sky af føn, sikker smag og herstal.  Eller far-Henning der i takt med at hans deroute og alkoholforbrug vokser bliver ren og desperat goddag mand økseskaft. 'Glen alt om gifler og rifler og hvad ved jeg. Krydderboller med tandsmør. Det er dét vi skal have!' Sagt men politisirener lyder og far-Henning lige har skudt gudinden Venus.

Det er den ondelyneme skægt i Anita Krumbachs eget underspillede groteske univers.'Røv og gulvsand' er mere Beckett end Cirkus Revyen med andre ord.

Bag på bogen stilles spørgsmålet om der overhovedet findes nogen voksne som Aksel kan bruge til noget?  Og svaret er ikke overraskende et entydigt NIXON!

At samle på lykke

Min datter er ikke en eventyr-pige. Og hun er sådan set også ligeglad med heste. Til gengæld er hun stærkt optaget af det nære, af relationer, af empati – og hvordan man er en god ven. Fik jeg nævnt at jeg synes hun er ret så sød?

Derfor læser vi meget hverdagsrealisme hjemme hos os. Og hvor det dog passer os, jeg har tidligere nævnt, at jeg ikke er et plotmenneske og jeg er heller ikke specielt oppe at køre over elvere og alfer, de er så nævenyttige.

At samle på lykke

Almas favoritbøger de seneste par aftner er den svenske miniserie om pigen Daniella, der bare bliver kaldt Dunne. Bøgerne er skrevet af svenske Rose Lagercrantz 'Mit lykkelige liv' og 'Mit hjerte hopper og danser'.

De handler om Dunne der skal begynde i skole og hun kender ikke en sjæl, men da hun møder Ella Frida, kommer der det der hørbare klik da de to 7-års-piger finder ud af at de naturligvis er verdens bedste veninder. De gynger, spiser ostemadder med agurk, har klubber, marsvin, skændes, leger. Og alt sammen sammen. Dunne er en empatisk og poetisk lille pige, der samler på lykkelige øjeblikke. Og hun tæller dem inden hun skal falde i søvn - pænt god ide, i øvrigt. Men ak, lykken er kort, for Ella Frida skal flytte.

Og så er det pludselig ikke så nemt at være en følsom og drømmende pige, når man både er alene og savner den bedste veninde, der kunne hjælpe en igennem det. Dunne besøger sin veninde i det forjættede Svendborg, hvor hun igen oplever lykken. Men tilbage i skolen er der ensomhed, dårlig samvittighed og irriterende klassekammerater og almindelige hverdags-trakasserier. Nøjagtig som der skal være i god hverdagsrealisme.

Stramt skrevet gengældt kærlighed

Men heldigvis er Dunnes kærlighed til veninden gengældt og Ella Frida er en entreprenant lille størrelse. Ella Frida aber aldrig efter, men hun gør tit næsten det samme. Og det er vel på det grundlag mangen et pigevenskab bliver dannet.

 Det hele er så fint skrevet af Rose Lagercrantz, med ultrakorte sætninger – det er tæt på at det er en førstelæser-bog. Lagercrantz tegner et præcist og rørende billede af et venskab og af en poetisk og tænksom pige. Det hele er gennemrørende illustreret af Eva Eriksson (der også har illustreret de fremragende småbørns-bøger om Jeppe). Alma elsker den. Jeg er ikke sikker på at hendes udadfarende lillebror har samme glæde ved den (den mangler først og fremmest mindst en skylander og en zombie). 

Men Pelle skal ikke afholde mig fra at glædes ved at anbefale bøgerne om Dunne. De er varme, kloge og filigranfine.

Yeah yeah yeah – og hvorfor bøger om 1960’erne (næsten) altid er gode ungdomsbøger

Jeg er faktisk i tvivl om min dansklærer Lillian bad os om at læse hele Lars Saabye Christensens ’Beatles’ i ottende eller niende klasse – eller om vi blot skulle læse et uddrag fra en eller anden antologi.  Jeg læste eller rettere sagt slugte de 450+-sider i hvert fald; og har siden gjort det mindst fem gange.  Det er en fremragende bog. En norsk tvilling til Bjarne Reuters Bjørn-trilogi, hvor 2’eren ’Når snerlen blomstrer’ er den bedste og vigtigste ungdomsbog for mig og - ved jeg - for mange andre i min generation – altså dem der uden at lyve kan sige at være født i midt-halvfjerdserne. Jeg kan næsten ikke vente til at skulle læse den igen. Bare den er lige så god, som jeg husker den.

Når snerlen blomstrer i Oslo

Nå, det var Saabye Christensen vi kom fra. ’Beatles’ foregår i Oslo fra 1965 hvor de fire hovedpersoner er 14 år og frem til 1972. De fire hovedpersoner er Kim, der er fortælleren og bliver kaldt Paul McCartney, den stammende Ola (Ringo), den store alvorlige og stabile Gunnar (John) og den flyvske Sebastian (George). De fire drenge er bedste venner og forguder Beatles og vokser op sammen med dem.  Der er lidt vrøvl med pigerne, med forældrene, med klassekammerater. 

Med andre ord som enhver anden ungdomsroman. Og som enhver anden ungdomsroman der foregår i 1960’erne er musikken en motor. Det samme er alle de bevidstgørende bevægelser der fandtes til overmål i årtiet; den seksuelle frigørelse, frigørelse med stoffer, bevægelser mod politik (læs socialisme og anarkisme), bevægelser mod og ind i kernefamilien, samfundets opbrud generelt, bevægelser mod alternative og knap så alternative religioner og en bevægelse mod Jim Morrisons grav på Pere Lachaise-kirkegården i Paris.

Ungdommens årti

Stort set alle ungdomsbøger der foregår i 1960’erne har disse bevægelser. Og jeg elsker det.  For det er en banal sandhed at 1960’erne som årti mimer den dengang helt nyudklækkede befolkningsgruppe, ungdommen. Årtiet startede helt purt, renskuret og uskyldigt – sådan ca.. Men så skete der noget. Musikken var en anden end forældrenes. Den var vild, eksperimenterende, beskidt, forbudt og fræk som bare pokker. Man blev mere bevidst om samfundet – der var noget der fame ikke var i orden. Man blev bevidst om at man ikke nødvendigvis behøvede at køre i den samme Corolla og få det samme fra Herstal som ens forældre. Man fandt ud af at det der sex-noget var vigtigt og skægt og frigørende. Man blev faktisk et individ i løbet af 1960’erne. Og det ligner pretty much den sti man også skal traske af når man gerne selv vil gennem ungdommens dynd.  Og fik jeg nævnt at musikken holder?

Andre generationsromaner fra 1980’erne, 1990’erne og så videre har vanskeligt ved at mime uskylden, selvbevidstheden og optimismen der er iboende i ungdommen på samme måde. For i de årtier er grundtonen fra begyndelsen kynisme, manglende uskyld og desillusion og så er jeg også en så gammel nar at jeg foretrækker Beatles, Stones, Hendrix og Doors frem for Muse, Bieber og ham den sure fra American Idol.

Fire-dobbelt Bjørn med skrue

I forhold til Bjørn-trilogien har ’Beatles’ den fordel at ungdommens forskellige veje bliver kanaliseret ud i flere personer. Ola gør en pige gravid og flytter til Trondheim for at gifte sig med hende, Gunnar bliver stærkt optaget af (munke)marxismen, der fjerner den sidste rest af sprælskhed og humor i ham. Sebastian drages mod hash, heroin, alternative religioner og Jim Morrison. Mens stakkels Kim kastes rundt mellem de tre positioner og de to vidunderlige piger Nina og Cecilie. Kim er ligesom Bjørn en opportunist. Han har ordet i sin magt, er vanvittig god til at lyve og har svært ved at holde et alvorligt fokus – en charmerende semi-sjuft. (Endnu engang en persontype der ofte er set i ungdomsromaner (og jeg elsker det)).

Lars Saabye Christensen er en stor tung forfatter. Han har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris. Og det mærkes. Der er mange – virkeligt mange – spøjse og skrevne billeder. Og måske var det fordi jeg i juledagenes læsning, måske blev lidt for træt af, hvor tydeligt bogen selv syntes den var skidesprællende charmerende at jeg sukkede en smule. Ligesom jeg heller ikke helt synes at Kims kærlighedskvaler mellem Nina og Cecilie bliver 100 % forløst og forstået. Detaljer.

Tak, Lillian

’Beatles’ er sindssygt god, Jeg er Lillian vildt taknemmelig for at have præsenteret mig for bogen. Jeg glæder mig til at læse den igen og måske endda også at se den når den 2013 får biografpremiere. Ironisk i grunden da Kim i den grad foragtede film.

’Beatles’ fortsatte i den knap så vellykkede ’Bly’ fra 1990 og jeg har lige fundet ud af ’Beatles’ også er blevet til en trilogi da ’Bisættelsen’ kom i 2008. Den skal jeg da søreme læse. Ligesom du skal læse ’Beatles’. Ja, gu skal du da det. Yeah Yeah Yeah.

Hey Claus, det hvirvler rundt i dit hoved Claus

Det begyndte med at vi sang Søren Kragh-Jacobsen-sange for vores børn, når det var puttetid.  
Og det førte til en snak om Søren Kragh-Jacobsens debut som filminstruktør med Hans Hansen-filmatiseringen ’Vil du se min smukke navle?’

Tina berettede, at hun både var pirret og åh så flov, da hun så den første gang som teenager hjemme hos sine forældre. 

Jeg bidrog med, at jeg måtte gemme anden del af bogtrilogien for mine forældre af flov frygt, da man på forsiden kunne se en temmelig topløs tegnet Lene. Jeg kunne også huske at jeg syntes, det var spændende og pirrende at læse bøgerne (og se på forsiden) som præ-teenager. Men at det sikkert ikke ville holde i dag.

Men det skal da komme an på en prøve, så filmen og trilogien blev bestilt og pløjet igennem.

Så fint, så uskyldigt og dybfølt

Hans Hansen (1939) havde siden slutningen af 1960’erne skrevet radiospil, teater og bøger for børn og unge. Han blev i 1988 filmkonsulent og hans frekvens på forfatterområdet faldt drastisk da. I 2003 kom dog den fine højtlæsningsserie om Lars Løve. Men Hans Hansens vigtigste bøger er trilogien om Claus og Lene: ’Vil du se min smukke navle?’ (1976), ’Elsk mig langsomt’ (1978) og ’Claus og Lene og Nina og’ (1978).

Jeg havde som sagt mine bange anelser, da jeg gik i gang med at genlæse bøgerne og se filmen. Jeg havde sådan en ’Det er sikkert endnu en 70’er Conny og Bolighajen-vibe’, men den frygt blev egentlig gjort til skamme i hvert fald i ’Vil du se min smukke navle?’. For den er overraskende fin og pur.

Bogen handler om Claus, der er tilflyttet en ny skole i niende klasse, han er gamle venner med den evigt wise-crackende Jørn og ikke specielt hemmeligt forelsket i Lene. 

Klassen skal til Sverige for at blive rystet sammen og Claus render rundt i en sky af usikkerhed, småjalousi og glæde og generel forvirring over de signaler, som Lene måske sender til ham. Parret ender dog i en robåd og bringer den ud på en svensk skovsø, hvor de kysser og bogens berømte titel bliver sagt. Og det vil Claus da enormt gerne, skulle jeg hilse og sige. Men det betyder ikke at Claus’ usikkerhed forsvinder heller ikke selvom hele bogen ender med at de finder sammen i et høfuldt svensk foderhus.

Det er sådan ca. det. Der sker med andre ord ingen dramatiske ting – der er lidt med et par fulde svenske rødder, men de bliver talt til rette. Resten er en sværmen om Claus’ usikkerhed. Og hans forelskelse i Lene og hans evigt kredsende tanker om dufte, hår, første gang, bryster, former og seksualitet. Det er så fint. Og det er stramt og næsten minimalistisk. Og på den måde er det forhåbentlig også eviggyldigt.  Kvaliteten falder dog en del i fortsættelserne, hvor der også lidt irriterende dukker en tidstypisk politisk – og seksuelt frigørende agenda op.

1970'erne med tydelig jernbanefløjl

Og ja, 70’erne er tydelige i bogen. Og jeg ved da godt, at det ikke er alle der holder så meget af det årti, som jeg gør. Ja, det vil vel sikkert skræmme de fleste af nutidens unge væk. Replikkerne er ikke lige i skabet og med 2012-øjne er det skægt så meget besvær hovedpersonerne har med at kommunikere med hinanden. Lene har fx ikke en telefon. 

Og jeg er da heller ikke fortaler for at ’Vil du se min smukke navle?’ skal hverken genudgives eller i kanon. Men det skal ikke forhindre mig i at være glædeligt overrasket over at bogen stadig giver et præcist, nuanceret, dybfølt og fint portræt af en forvirret og forelsket ung mand.

Det samme giver Søren Kragh-Jacobsens film. Her er der en my mere dramatik på drengen. Der er en elg der bliver skudt fx – til gengæld er der ikke noget afsluttende hanky panky i svensk hø. Men kernen i historien er den spirrende seksualitet, som alting drejer sig om, og den fanger Søren Kragh-Jacobsen i hver en sætning, blik, lyd. 

Det er så uskyldigt og så rigtigt. Kragh-Jacobsen er en fremragende personinstruktør – især af børn og unge. Man kan se Claus’ blanding af usikkerhed og glæde i Birger Larsens ansigt og i hans stemme. Og jeg kan sagtens huske hvor forelsket jeg blev i Lise-Lotte Rao, der spillede Lene. Lene er sikkert lige så forvirret og usikker og forelsket som Claus – hun er bare voldsomt mere ovenpå i Claus’ øjne. Og så er hun med Claus' ord bare pisse-dejlig.

Det kan varmt anbefales – især hvis man er over 35. Er fascineret af 1970'erne. Og har en faible for Søren Kragh-Jacobsen. Soundtracket er i hvert fald skide godt.