Døden og klitoris

Der er to ting ethvert sundt barn spørger sine forældre om: Hvad kommer man fra og hvor skal man hen? Jeg har tidligere skrevet om Maren Weischers ’Sådan begyndte verden’, der var et fint forsøg på at komme med en skabelsesberetning, der mere var fuld af atomer og bobler end af Adam og Eva.

Noget mere hverdagsnært er Marie Dysgaard Christiansens mini-serie ’Til de nysgerrige’, der forsøger at give seks-otte årige svaret på de to altomfattende spørgsmål: Hvad sker der når man dør? Og Hvordan boller man?

Slut, prut, finale – en bog om døden

Dysgaard Christiansen går meget konkret og usentimentalt til værks, når hun skal fortælle om døden. Måder man kan dø på er enten at glemme at man ikke kan svømme (ups), man kan rammes af en ondartet grøn byldepest-lignende sygdom, man kan slås ihjel af en ridder – eller dø af alderdom. 

Ligeså skægt og afmystificerende bliver fire forskellige efter-dødsscenarier forklaret.

Det er usentimentalt, pædagogisk, konkret og frem for alt skægt. Især i hendes helt igennem vidunderlige og naive tuschtegninger af mennesker med dinglende dillere og tørt konstaterende kommentarer.

Nogle gange vil man bare spille el-guitar

Samme tone er der i bogen om krop, sex og hvordan man får børn. Og der blev i den grad fniset igennem og spurgt interesseret ind til hvorfor-nu-det og gør-I-også-sådan, da Alma og hendes veninde læste den og læste den igen og fniste og læste mere i den. Alma syntes det var sjovt og spændende og fniste men det var ikke fordi hun var forlegen over for os eller syntes det var ulækkert. 

Igen er det usentimentalt, korte sætninger og naive og skægge tuschtegninger af naturlige og behårede kroppe, (der er ikke for fem flade ører brasilianske voksbehandlinger eller silikone). Der er forskellige bryster, forskellige tissemænd og bollestillinger. ’Og det kan godt se voldsomt ud, men de gør det, fordi de synes, det er dejligt’.

Og der bliver beskrevet at man også kan have sex med en af sit eget køn og at man sagtens kan få et barn selvom man ikke er en far og en mor. Og at også børn kan lide at pille ved sin tissemand eller tissekone en gang imellem. Og at piger er udstyret med en klitoris og at tissemænd vokser og at en kvindes tissekone bliver våd når hun får lyst til sex.

Hej Arne, må vi høre noget om at bolle?

Føler jeg mig hensat til min egen barndoms 70’ere? I den grad

Har jeg svært ved at læse bogen uden at høre Arne Nougatgren? Oh, yeah

Gør det noget? Ingenting.

Jeg synes det er så fint, konkret, naturligt og ikke mindst skide sjovt. Det er et meget vellykket bud på en ny Hvordan får man børn-bog (måske burde jeg gennemlæse et par håndfulde af dem og skrive om dem i efteråret. Det vil jeg gøre.).

Jeg holder også at den underlige digression efter beskrivelsen af, hvordan man har det efter en orgasme: ’Det er meget forskelligt. Hvordan voksne mennesker har sex. Det er ikke alle voksne mennesker, der synes, det er sjovt at have sex. Nogle kan bedre lide at spille el-guitar.’

Hvad for noget? Hovedformålet for alle der spiller el-guitar – det er da sex, ikke?

Bogen er skrevet ud fra et ønske om at ramme en yngre målgruppe, fjerne sig en smule for forplantningsvinklen og gøre op med den krops- og hårforskrækkelse der er lige nu. Og jeg må bare klappe, være enig og sige at Marie Dysgaard Christiansen rammer helt rent.

Læs mere om Marie Dysgaard Christiansen her

Når sprog kan mere end bare at være fantastisk

Som nævnt fire gange før lavede Kari Sønsthagen i anledning af Forfatterskolens 10-års-fødselsdag en minikanon på fem danske børnebøger, der var udkommet i den dekade. Og udover ’Snabels Herbarium’, ’Ti grønne fingre’, ’Mørkebarnet’ og ’Et mærkeligt skib’ som jeg allerede har fablet om, er turen nu kommet til Sanne Munk Jensens ’En dag skinner solen på en hunds røv’, der udkom i 2007. Ak ja, så er endnu en liste gennempløjet – endnu et dogme færdigleget.

Nå, nok om mine feticher. Man kan strengt taget godt diskutere om Munk Jensens roman er for børn; den hører i hvert fald i den voksne ende af børne- og ungdomsspektret. Hovedpersonen, Alma, går fx på Universitetet, har rundet de 20 år, har egen lejlighed på Vesterbrogade, studiejob som cafe-betvinger på Sebastopol. Men bogen handler om identitet og barndom og ungdom og den er udkommet på Gyldendals B&U-afdeling, så jeg har min ryg fri – og jeg vil altid gerne læse og anbefale en roman, der er god. Og det er Sanne Munk Jensens edderbangmuggeme.

Identitetsjagt på et trøstesløst grundlag

En dag hjem fra universitetet mener Alma noget så bestemt at hun ser sin savnede lillesøster Amelia ved DGI-byen. Alma bliver helt febrilsk og leder efter hende – uden held. Og i løbet af den næste uges tid bliver Almas liv med bofællen Julie, der er i Kibbutz, Tobi, som hun er i kærestelimbo med, og frem for alt lillesøsteren Amelia og moderen optrevlet.

Almas liv har ikke været en mazurka på violer. Hun er halvt polsk, kender ikke sin far og er vokset op i Esbjerg hos en alkoholiseret mor, der jagter en eller form for lykke og sikkerhed på knejper ved at invitere de stygt kiksede mænd hjem mellem hendes ben. Lykkejagten lykkes ikke helt. Og det er heller ikke lykkeligt for Alma og hendes lillesøster Amelia.

Almas værn er hendes hoved, hendes sprog og hendes verden-kan-rende-mig-noget-og-så-vanvittigt-grusomt-attitude. Hun flygter / bliver anbragt på nordjysk efterskole, hvor hun møder Julie. De bliver tætte veninder og deler et sarkastisk syn på verden og har også en spirende og nysgerrig lesbisk fling, som Alma ikke på noget tidspunkt helt kan finde ud af, hvad hun skal stille op med.

Mindst lige så stor usikkerhed har Alma om hvad hun skal stille op med Amelia, der ellers var ladt tilbage i Esbjerg men pludselig en dag står i Almas pædagogstuderende-fyldte århusianske kollektiv.

Alma vil så gerne gøre det rigtige både over for Amelia, over for Julie, overfor hendes skiftende kærester og overfor omverdenens forventninger til hendes kloge hoved og styrke. Så meget at hun bliver en identitetsmæssig vindbøjtel, som er dømt til at skuffe de mennesker, der faktisk forventer noget af hende og kan lide hende. Meget mere end hun og læseren i begyndelsen er klar over. På den måde ligner hun Lee fra Sittenfelds 'Klasse'. Uden sammenligning i øvrigt.

Almas liv og skyggesider og sår bliver åbenbaret, samtidig med at jagten på den forsvundne og savnede og nu-måske-tilbagevendte lillesøster Amelia går ind. Det er fint. Det er stærkt og kraftspetervælteme rørende.

Alma er i hendes sprog

Jeg har læst den tre gange og hver gang rammer og overrasker bogens slutning mig. Og det er ikke kun fordi den rammer en i den sentimentale tårekanal, men også fordi Almas stemme er helt vildt stærk.  Sproget er saftig, tonen er skarp og selvironisk og intelligent og på den måde mimer den fuldstændig Almas person: Skarp, utilnærmelig, sårbar.

Da jeg begyndte at læse den til denne her opgave, tænkte jeg at det virkede, som om at den var blevet overhalet indenom. Og at seks år også er lang tid. Og et virilt og levende sprog åbenbart godt kan have en udløbsdato. 

Det var på indtil side ti. Hvor jeg fandt ud af at sproget ikke blot er manerer. Og lige nu skammer jeg mig over min holdning. For det første er sproget stadig veloplagt og kraftfuldt. For det andet er Almas sprog også hendes tilgang til verden. Og dermed bliver det i den grad også hende - netop både utilnærmeligt og sårbart.

For selvom der findes mange af de nyere ungdomsforfattere Ronnie Andersen, Jesper Nicolaj Christensen, Sanne Søndergaard med mange flere, hvis sprog gnistrer og sætter ordspor med en lækker aggressivitet – ja, så har jeg ikke set sproget være både identitetsskabende og viltert som hos Munk Jensens Alma. Ikke så præcist i hvert fald. For Almas sprog er ikke bare karl-skide-smart der skal farve dialoger og tanker med  oppe-at-køre-manerer (og det er der ikke noget galt med i øvrigt). Nej, hendes sprog er hendes forsvar mod verden – det er hende selv. (Og så kan jeg vist ikke sige det flere gange uden at det bliver pinligt)

Nok blapren fra min side: Vi tager et næsten helt tilfældigt citat – men jeg kunne have klippet utallige steder:

’Ikke noget seriøst? Du har altså leveret en useriøs præstation med den  … din ynglekæp, det kan da umuligt have været særlig godt for hende’ ()

Min vejrtrækning blev mere og mere hektisk og min krop blev helt stiv. Den fede idiot. Hvorfor spurgte han mig sådan noget, var det bare for at kunne få lov at fortælle, at han selv havde haft gang i den horisontale mambo? Nærmest som at ringe og sige ’hej, jeg tænkte på, skal du noget i aften? Nå, ikke? Jeg skal i biografen med George Clooney!’

’Altså, det har jo bare været sådan noget engang ’in-and-out-opeartion’, og det har betydet zip.’

Jeg synes det er sindssygt fedt. Sproget  og billederne er upfront og veloplagt skægge, samtidig med at det tegner et billede af Alma, der hænger en-til-en sammen. (det kunne jeg så godt)

Det er effing fantastisk. Og jeg vil heller ikke her være uenig med Kari eller nogen anden. Den vandt Orla-prisen i 2008 og var nomineret til Berlingskes læsernes bogpris – men blev slået af en bog om ’Blekingegadebanden’.

Hvis jeg var lærer i en niende klasse ville jeg i hvert fald stopfodre/kraftigt opfordre mine elever til at læse den (og det bliver de også, ved jeg). Og så ville jeg bede dem om at glemme den temmelig ferske pastel-forside der er så langt fra Almas liv og essensen i 'En dag skinner solen også på en hunds røv'.

Fucking Provinsmål

Sanne Søndergaard er komiker, feminist, debattør, kønsbehåringsforkæmper og det har sidste har i hvert fald givet omtale og forsider i de seneste par måneder. Men midt i al omtalen og forargelsen og diskussionen om krop og stereotype glansbilleder har man glemt, at hun også er ungdomsbogsforfatter med tre glimrende bøger på sit cv.

Hun debuterede i 2008 med den gode ’Kære dødsbog’ og i 2011 kom ’Proforma’. Begge fik stor anmelderros og rammer sin målgruppe rent, så vidt jeg kan fornemme på debatfora. Og det kan jeg godt forstå; for ’Proforma’, som jeg lige har færdigædt handler om identitet, om at være anderledes, om homoseksualitet, forelskelse, the load og så skriver Søndergaard både skægt og in your face. Senere er så kommet 'Hell Man' - som jeg desværre ikke har læst. Endnu.

I lære som almindelig

’Proforma’ handler om Siv, der har været übernørd hele sin folkeskole og er ikke udsprunget lesbisk oven i hatten. Hendes bedste ven er Lukas er bøsse og for at undgå at blive sat i den samme irriterende sladderfremkaldende bås, når de skal begynde i gymnasiet beslutter de sig for at lege kæreste – altså rent proforma. Skide god plan – hvis man altså lige ser bort fra alt det rod det medfører. Og er det smart at ville skjule sin identitet og seksualitet endnu mere end man har lyst til?

Siv kommer i klasse med Emma, der var en af Lukas’ plageånder i folleren. Lukas hader hende, Siv synes hun er temmelig appetitlig og vil gerne i absolut nærkontakt med hendes bryster. Til gengæld er både Emma og Lukas vilde med den krølhårede og intelligente og labre Markus fra 2. g, der – ta-da  - er vild med Siv. Det lyder som et afsnit af Frasier eller en komedie af Holberg, som ’Proforma’ også refererer til med maskerader, rænkespil. Hele pivtøjet.

Maskeraden og hemmelighederne kan naturligvis ikke holdes nede – og uvenskab og venskab og desperation og håb kommer og går i takt med irritation over åndede forældre og manglende fædre og en søgen efter at blive accepteret for det man er. Og en spids og præcis spidning af de sociale strukturer man næsten tvinges til at kunne mestre – også når man er 16 og lesbisk og übernørd.

Det er jo skægt

Sanne Søndergaard skriver fedt. Det er skønt at Sivs problemer ikke er i spørgsmålet om hun er lesbisk, eller hvad mon hendes familie vil sige. 

Søndergaards stil er direkte, veltimet skæg og pointesøgende ’C’est la vie, Selleri’, ’harpiks-homo’, ’Villa, Volvo og vaseline-sex’.

Måske er det også denne pointesøgning der er årsagen til en af mine små anker ved ’Proforma’ at Søndergaards åbenlyse talent skæve og skarpe sammenstillinger og hendes sproglige vitalitet går lidt ud over troværdigheden i personerne. Jeg mener, hvorfor er en så skarp og klog og skæg Siv så socialt afsporet? Humor er jo i den grad også et vigtigt socialt instrument. 

På samme måde er skelettet og især replikkerne ofte virker lidt for konstruerede. Nogle gange går det efter spektakulære ord eller vitser og så er det fino. Andre gange bliver intentionen lidt for tydelig.

’Æh, jeg har ikke nogen far, svarede jeg ned i bogen.

Har du ingen far () Hvorfor? Er de skilt?

Nej, jeg har bare aldrig haft en.

Jamen er han død… eller jeg mener, der har jo været en engang, ikke?

Ja, altså … det er en lidt … øh, dum historie. Min mor blev gravid med en fyr, som hun bare havde mødt en aften i byen, og så … øh, ja, så blev jeg født.

Seriøst?

Mm

Så du ved ikke hvem der er din far?

Nej

Og hun ved det heller ikke?

Det siger hun i hvert fald

Det er altså … ja, undskyld, men det er altså ret vildt, sagde hun og smilede forlegent

….”

Se, det er jo fint nok. Men jeg kan høre konstruktionen og jeg kan ikke lade være med at tænke dansk tv-dramatik med intim og fortrolig venindehygge.

På samme måde synes jeg at de forskellige forældretyper (bohemen, overklassen og parcelhusfamilien) er for bredt og for marionettet tegnet til at jeg kan se dem som andet end punkter, man kan vise en pointe ud fra. Og på den måde bliver konstruktionen og moralen lidt vel klar i spyttet. Det er noget med at man skal være tro mod sig selv, ikke?

Men men men det er blot minde skønhedspletter. For mig er Sanne Søndergaard først og fremmest forfatter.

Læs mere om Sanne Søndergaard her

Gnistrende underbevidsthedslivsrevypasserendeindfletningserindringsglimt

Ronnie Andersen fik i år Kulturministeriets Børnebogspris for ’Komatøs’ og blev dermed den anden forfatter fra Forfatterskolen, der løb med den største hæder. Yeah. Tillykke til ham og til skolen og Kari.

’Komatøs’ er Ronnie Andersens fjerde roman siden debuten ’Date med en engel’ fra 2008. Den fik stor og fortjent omtale fordi. den handlede så eksplicit om glæden ved at tage stoffer og pga. Ronnie Andersens sprog, der både er pågående, originalt, levende. ’Date med en engel’ blev fulgt op af ’6’ og ’Tilfælde’ og til sammen blev de en trilogi om drenge fra forskellige samfundslag.

Formalist. Me like

Ronnie Andersen er formalist. Han elsker at sætte regler op og følge dem til punkt og prikke. Motorerne kan være filmscener, musik og sprog. Samtlige kapitler i ’6’ består af seks sider; og det er lige nøjagtig sådan en glæde ved systemer og lege og regler, der giver en plads i mit hjerte (selvom min fascination af narkotika – og narkotika-kunst ikke er voldsom).

Jeg læste ’Komatøs’ da den udkom sidste år og var som sædvanlig glad. Og læste den igen for et par dage siden. Og helt tilfældigt havde jeg pauset ved kapitel 15 hvor bogen knækker. Dermed blev morgenlæsningen af de sidste seks kapitler, hvor tanker, billeder, glimt, sprog og erindringer strømmer til læseren helt frisk og rørende. Det var næsten som at læse en helt ny tekst og jeg kom ligesom første gang jeg læste bogen til at tænke på David Lynch-filmen ’Mulholland Drive’, hvor sære glimt og erindringer og lyde fletter sig ofte ret forvirrende ind i hinanden. Og hvis jeg har forstået begge korrekt er årsagen til den stream-of-conciousness-agtige tilgang den samme.

Historien kort fortalt:

Den 16-årige Maj er ikke udstyret med den mest trygge opvækst. Hun og hendes alkoholproblematiserede mor flytter rundt mellem de ikke-resursestærke danske kommuner. Maj skiller sig ud i den jyske by hun nu bor i. Hun ser anderledes ud, de bor i en campingvogn og i en møgbeskidt rønne som Maj forsøger på bedste evne at gøre rent for at få noget styr på tilværelsen og for at holde kommunen væk.

Hun bliver mobbet i sin klasse – eneste undtagelse er Filip, hendes kæreste, men heller ikke han kan stille noget op over for de småborgerlige modbydeligheder der kulminerer i at de tager Majs tørklæde og smider det ud på isen på søen. Og netop dette tørklæde er mere end betydningsfuldt for Maj.

Ud over at blive mobbet, være vred på at være vidne til moderens fornedrelse og tilværelsen som sådan og være sammen med Filip er Maj voldsomt interesseret i sprog, Hun undrer sig konstant over faste vendinger og sætter spørgsmål ved dem og irriteres over dem. Hvorfor hedder det at blive klappet i røven fx det burde jo være på osv. Ligesom hun efter at have samlet adskillige bogstavbrikker fra Scrabble har udviklet et spil der simpelt men dejligt går ud på at danne de meste billedskabende, sande og lange sammensatte ord ’Skuffedrikker’, ’Løgløgner’.

Men Maj ender ude på isen efter sit tørklæde – men isen knækker ligesom bogen; og de resterende seks kapitler er glimt af erindring og følelser der glider ud og ind af hinanden. Og ’Komatøs’ bliver mere end historien om Maj på kanten af normalen.

Jeg blev virkelig rørt over bogens afslutning. Det er effektfuldt, godt og velskrevet. Og det er fortjent at Ronnie Andersen har fået den store pris.  

Fupz, kærligheden og den fine nominering

Nordisk Råd har for første gang besluttet at deres litteraturpris skal udvides, så der også uddeles en pris til børne- og ungdomslitteratur. Det er jo fantastisk. Jeg elsker priser. Priser er godt. Opmærksomhed endnu bedre. Og diskussioner om hvem der i grunden burde have været nomineret og vundet er det allerbedste. 

Der er 14 nominerede til prisen to fra hhv. Sverige, Norge, Finland, Danmark og Island og en fra hhv. Færøerne, Grønland, Åland og de samiske sprog.

Mit samiske (og mit finske) er lidt rustent, så jeg vil i første omgang blot se på de danske nominerede og de af de norske og svenske jeg kan få læst inden prisen og de 350.000 kroner uddeles i slutningen af oktober.

Nomineret i hver sin kategori 

De danske bøger er udvalgt af formand for Dansklærerforeningen Jens Raahauge og forfatter Cecilie Eken. Og de har valgt to billedbøger af to af de største navne inden for dansk børnelitteratur. Og det er ca. hvad de to bøger har tilfælles.

De to er

• Kim Fupz Aakeson / Eva Eriksson: Søndag
• Oskar K / Dorte Karrebæk: Biblia Pauperum Nova.

Jeg vil i første hug kaste mig over Fupz; jeg skal simpelthen bruge lidt mere tid til at finde ud af hvad jeg mener om Oskar K/ Karrebæks bog (jeg tvivler på at jeg kommer til det).

Intet er så komplekst og enkelt som kærlighed

Torsten er seks år og skal snart være storebror. Han hænger ud sammen med sin dårligste ven den vildt fregnede Willy, der sætter en tanke i Torstens hjerne som en spids sten i en sko. For hvorfor vil voksne formere sig – igen, når de nu har fx en Torsten. Svaret fra Willy er enkelt og uhyggeligt; det vil de, fordi de ikke synes at deres ældste barn er lige så labert og sødt som en baby. Der er intet der er så sødt som en baby.

Torsten prøver at indynde sig hos sine forældre med de ting han kan – tælle til 109 fx eller rydde op på sit værelse, selvom det er hulens kedeligt og det meste skubbes under sengen. Eller han prøver at tale mere nuttet; uden dog at det hjælper.

Torsten prøver at finde ud af hvad kærlighed er for en størrelse og hvordan den fungerer. Han er ikke sikker på at han forstår at hans far kan elske Torstens mor over alt på jorden, når han engang kaldte hende en dum kælling. Eller Torstens farmor der har fire børn hvor en døde som lille – hvem elsker hun mest? Eller hvad med Torstens egen bamse Hr. Brix som han elskede over alt på jorden – men som nu er glemt under sengen.

Voksne hører bare ikke efter

Torsten forsøger at finde svar hos sine forældre. Men enten hører de ikke efter, synes at valget mellem koteletter eller kylling er vigtigere eller også forstår de ham bare ikke. Torsten er overladt til sig selv med at finde ud af hvad kærlighed er og hvordan den udvikler sig, forsvinder og kommer igen. Og det gør han så fint og så fupzk.

Stor og sart og fupzk

Søndag er en stor billedbog. 20 opslag mod det sædvanlige 12 og alting er fint og sart og præcist og sødt illustreret af svenske Eva Eriksson.

Jeg kender ikke til nogen der er så dygtige til at skrive distinkte replikker i danske børnebøger som Kim Fupz. De lyder godt, er tæskelækre at sige og huske; og de er nødvendigvis ikke 100 % realistiske. Men det er bedøvende ligegyldigt. Fordi de netop lyder godt. Jeg er bare lidt usikker på, hvordan jeg har det med dele af Torstens replikker og tanker. Fx da pigen Augusta spørger Torsten om de skal være kærester

’Hvorfor?’ havde Torsten spurgt

’Bare fordi,’ ()

’Fordi hvad?’

’Fordi man skal have en kæreste, man skal elske nogen.’

’Hvad laver kærester?’

’De holder hinanden i hånden og elsker hinanden () Det er ægte kærlighed.’

’Jeg tror jeg siger nej tak.’

Misforstå mig ikke; jeg synes det er godt og skægt og skarpt. Men jeg kan ikke lade være med at høre Sidse Babett Knudsen og Nikolai Lie Kaas for mig snarere end en seksårig dreng. Og der er flere eksempler på det, hvor Torstens tanker bliver lidt vel hmm gammelkloge(?) eller lidt vel konstruerede. Måske er det en pointe (det er det sikkert), det er jo de store filosofiske tanker, der pindes ud.

Jeg kan helt vildt godt lide at bogen og Torstens tanker ikke har jalousi (eller reproduktion) som eksplicit faktor. Torsten er ikke jaloux på sin kommende bror eller søster. Han er heller ikke gal på sin far eller mor. Han er bare nervøs og prøver bare at forstå hvordan og hvorfor kærligheden udvikler sig.

Og det gør den så fint og så fupzk med smil, fugtige tårekanaler og lækre sætninger.

Jeg synes på ingen måde at det er Fupz’ bedste, men når man er så sindssygt god som han er – er selv det næstbedste overmåde godt.

Læs også Charlotte Hitzners anmeldelse her. (Spoiler: jeg er enig)

Se de andre nominerede her

Den største kærlighedserklæring til en mand

Jeg er temmelig vild med kanoner og lister og anbefalinger fra kloge mennesker. Det har jeg altid været og altså også, da jeg som famlende voksen og universitetsstuderende begyndte at interessere mig for børnelitteratur. Jeg prøvede at danne mig et overblik over det allerbedste og læste at Søren Vinterberg pegede på Laura Ingalls Wilders bøger om sin opvækst i det amerikanske Midtvesten i midten af 1800-tallet som det bedste stykke børnelitteratur, han havde læst.

Nå ja. Bevares. Jeg havde da læst de første tre-fire bøger som barn et par gange. Min klasselærer, Drue, havde læst ’Det lille hus på prærien’ op i første klasse, og jeg havde set Michael Landon og Melissa Gilbert i tv-serien, så jeg kendte det da. Men måske havde især sidstnævnte givet mig en fornemmelse af noget amerikansk biedermeier med en nuttet hund og en forkælet overklassepige. Damn you, Nellie Olsson. Og jeg huskede vist også noget med alenlange beskrivelser af hvordan man byggede en stald alene, hvordan man kunne få koldfeber af vandmeloner og en næsten racistisk frygt for indianere. Men jeg var pivåben og var villig til at give serien endnu et skud. 
Klogt valg.

For et par måneder efter, da jeg havde pløjet mig igennem samtlige otte bind, plus Rose Wilder Lanes bog om sin mor og samtlige artikler på nettet om familien Wilder, var der næsten modige tårer på vej ned over kind i erkendelsen af, at der altså bare ikke var mere at læse.

Pissegodt

Heldigvis fik jeg børn og i øjeblikket godnatlæses ’Det lille hus på prærien’ til begejstring for syvårig datter og endeløs jubel for 39-årig far.

For Laura Ingalls Wilders bøger er en uomgængelig milepæl i børnelitteraturen og i nybyggerlitteraturen. Den kan sagtens stå ved siden af Mobergs mesterværk uden at skamme sig (sgu).

Og det er der flere forskellige årsager til. Først og sidst: Laura Ingalls Wilder skriver simpelthen pissegodt. Detaljeret, billedskabende, lyrisk. Dertil har hun en helt igennem nilsmalmrosk evne til at sanse og huske, hvordan verden blev betragtet og forstået gennem sine egne øjne som barn. Det er gennemført troværdigt.

Og så er det altså bare en fundamental spændende historie. Jeg er ikke helt sikker på, at min Alma helt fatter, at de altså ikke havde elektricitet, de havde ikke indlagt vand, varme, mobiltelefoner. Søm var ikke noget, man bare lige havde, heller ikke vinduer og skulle man skrive til sin familie i Wisconsins store skove; ja, så skulle man regne med over et halvt år før man fik svar. Ikke nogen franske visitter der.

Og så er der den ondelyneme langt fra tv-seriens tuttenuttethed, hvor de største problemer er om Nellie får større bolsjer end Laura til den grumme vindblæste og mudderbefængte kamp om overlevelse og frihed. Helt ærlig, hunden Jack er altså ikke en fluffy størrelse men en bister bulldog. Bare for at tage et eksempel.

Og ja, jeg er da klar over at Almas begejstring for bøgerne nok ikke er helt upåvirket af faderens falden i svime. Men Alma og jeg taler taler stadig om dengang de fik koldfeber og om dengang Caroline snørede sit korset helt ind og om hvorfor de sender et lys ned i brønden, når den skal graves.

Man er ikke en god pige, hvis man synes at ens storesøster er et artig pain

Og samtidig er det historien om en uregerlig pige, der ikke har det helt så let med at indordne sig især sin mors noget strenge regler for, hvordan en god og artig pige bør opføre sig. I hvert fald ikke så let som den kønne, lyshårede og dydsmønstrede storesøster Mary. 

Laura vil hellere lege vildt som en dreng, strunte i den forhadte kyse, gå på opdagelse i indianerlejre, have en papoose og være sammen med sin far – end at sidde og være stille, brodere og være en uselvisk og artig pige og give alt slik og perler til lillesøster Carrie.

Laura gør meget ud af at fortælle, at hun ser op til Mary og hendes evne til at opføre sig korrekt. Så meget, at jeg ikke kan lade være med at tænke at Laura i virkeligheden synes at Mary er en pain, men det må man ikke synes. Især ikke når Mary ender med at blive blind. Så der kompenseres for den dårlige samvittighed der.

Når jeg bli’r en stor pige….

Til gengæld er Laura Ingalls Wilders primære formål med bogen helt oprigtig. Nemlig en uforbeholden kærlighedserklæring til sin far.

Faderen, Charles, kan alt. Alting. The lot. Det hele. Tous.  Og det er overmåde nemt for en akademiker, der ganske vist har en Bosch-skruemaskine men helt ærlig er lidt usikker på hvorfor – at få tværet sin mindreværd ud over det hele af Charles Ingalls; hvis ikke det altså var fordi, at han er fantastisk. Han spiller violin, er skæg, en god nabo, en kærlig far (der kun slår sine døtre når han vil lære dem at de ikke må slå (hm)), han bygger selv familiens huse, ofte uden søm, han graver en brønd. Og han gør det alene.

Og ja, der er mange lange beskrivelser af hvordan man laver et hus, graver en brønd, laver en skorsten og smækker en dør sammen. Og ja, det er fantastisk. Og det er det også på trods – og på grund af – nybyggernes lidt vel manglende forståelse for at indianere altså var der først og at de sådan set også godt må være der stadigvæk. Men flå mig om ikke netop disse holdninger var almindelig praksis. Og en vanvittig god måde at sætte sig ind i tankegangen hos frihedshungrende amerikanske nybyggere.

Jeg ved ikke om det er det bedste børnelitteratur der er skrevet. Men det er altså ikke langt fra. Og måske skal jeg til at øve mig noget med noget tømmer, så jeg kan komme til at fremstå bare en lille smule som Charles hvis Alma på et tidspunkt vil skrive sine erindringer.

Magisk realisme for børn af papir

Well, efter et halvt år, hvor jeg har været travlhedsblå i hele mit ansigt, er jeg nu igen freelance i mediebranchen – med tryk på første stavelse. Og det giver mig ro og tid og plads til at kaste mig over favoritbeskæftigelsen: Børnelitteratur. YEAH.

Og hvad er bedre at begynde sin sommerferie med at erklære mig inhabil. Igen. For igen kender jeg forfatteren. Igen synges jeg hun er sød. Hun var en af mine undervisere på Forfatterskolen og er Tina Sakura Bestle.

Hun debuterede i 2004 (som Tina Schmidt) med de fine billedbøger ’Jok’ og ’Fars dreng’.  Sammen med Anne-Marie Donslund har hun skrevet serien om de siamesiske tvillinger Ærte og H. Og sidste år kom den rigtig dejlige billedbog ’Lille Lort’, der også er en bog, jeg har ord om.

Metaforer tages bogstaveligt. Dejligt bogstaveligt.

’Papirdrengen’ er fra 2010. Og handler om drengen Cairo, hvis mor er cirkusprinsesse; altså indtil den dag, hvor hun for øjnene af sin elskede søn styrter ned fra tinderne og dør. Det var den dag Cairo umærkeligt blev forvandlet til papir, kommer på børnehjem sammen med den evigt sjattissende Pletten. Her bliver han adopteret af et ægtepar, hvis ord er is.

Cairo stikker af fra ægteparret og for nogle angribende sakse for at tage på en rejse der skal føre hans mor til himlen, redde sig selv og blive en ægte dreng. Men verden er fuld af farer, når man er en dreng og af papir. Sakse er pænt farlige. Det samme er ild og voksne er generelt nogle lumpne figurer, der lyver, svigter og er egoistiske. Heldigvis er der også flinke talende tigre med vildt dårlig ånde og en sød fregnet pige, der hedder Ella. Og frem for alt er der drenge, der gør det rigtige, fordi man skal.

Sakura Bestles tager metaforer og gør dem helt konkrete. Hvis stemningen hos et ægtepar er kold er deres ord isterninger der falder til jorden med kolde klank. Og hvis tabet af ens mor gør en til den tyndhudede side – ja, så bliver ens hud pergamentstyndt. Og de valg fører Sakura Bestle konsekvent ud igennem hele bogen. Det gør den filigran-agtig, sælsom og magisk.

Jeg holder især meget af mødet og venskabet med Ella. Det er så fint, og der kommer noget alvorligt og mærkbart på spil. Noget der ridser op, hvad der er det rigtige at gøre. Som i Brødrene Løvehjerte, hvor man bliver nødt til at gøre noget farligt – ellers er man bare en sølle kryster. Og jeg holder virkelig meget af at Cairo bærer hele sin historie og alle sine hemmeligheder helt konkret uden på huden. At læse en som en åben bog bliver helt og aldeles konkret.

Hey, hun kan jo lide Louis Jensen bedre end jeg kan.

Referencerne til Bibelen og især Pinnochio er tydelige. Og jeg fornærmer ingen ved at sige at Tina Sakura Bestle er inspireret af Louis Jensen og hans netop sælsomme og magiske og konkrete univers. Det er godt. Romanen handler om svigtede børn og om venskab der gør en stærkere og til et helt og rigtigt menneske. Helt konkret.

Og den så gennemførte magiske realisme gør Tina Sakura Bestle til en helt særlig forfatter på den danske børnebogsscene (i hvert fald hvad jeg ved af). 

Og hun placerer sig også anderledes i forhold til kolleger fra forfatterskolen. Og selvom man på ingen måde kan sige at folk der kommer ud på den anden side af Forfatterskolen er strømlinede har jeg alligevel ikke læst nogen som Tina Sakura. 

Hvor Krumbach og Bach-Lauritsen er minimalistiske i deres nær-realisme. 

Hvor Ronni Andersen og Jesper Nicolaj Christensen kører med et næsten aggressivt og farvet sprog og en realisme på yderkanten. 

Og hvor Lilmose forsøger at ramme de små børns udsyn så præcist som muligt. Er Sakura Bestle helt sin egen i sit eget magiske univers. Hun er god. Og det er ’Papirdrengen’ den ondelyneme også. Og i år fik den teaterpremiere på teateret Nocando.

Læs mere om Tina her