Når sprog kan mere end bare at være fantastisk

Som nævnt fire gange før lavede Kari Sønsthagen i anledning af Forfatterskolens 10-års-fødselsdag en minikanon på fem danske børnebøger, der var udkommet i den dekade. Og udover ’Snabels Herbarium’, ’Ti grønne fingre’, ’Mørkebarnet’ og ’Et mærkeligt skib’ som jeg allerede har fablet om, er turen nu kommet til Sanne Munk Jensens ’En dag skinner solen på en hunds røv’, der udkom i 2007. Ak ja, så er endnu en liste gennempløjet – endnu et dogme færdigleget.

Nå, nok om mine feticher. Man kan strengt taget godt diskutere om Munk Jensens roman er for børn; den hører i hvert fald i den voksne ende af børne- og ungdomsspektret. Hovedpersonen, Alma, går fx på Universitetet, har rundet de 20 år, har egen lejlighed på Vesterbrogade, studiejob som cafe-betvinger på Sebastopol. Men bogen handler om identitet og barndom og ungdom og den er udkommet på Gyldendals B&U-afdeling, så jeg har min ryg fri – og jeg vil altid gerne læse og anbefale en roman, der er god. Og det er Sanne Munk Jensens edderbangmuggeme.

Identitetsjagt på et trøstesløst grundlag

En dag hjem fra universitetet mener Alma noget så bestemt at hun ser sin savnede lillesøster Amelia ved DGI-byen. Alma bliver helt febrilsk og leder efter hende – uden held. Og i løbet af den næste uges tid bliver Almas liv med bofællen Julie, der er i Kibbutz, Tobi, som hun er i kærestelimbo med, og frem for alt lillesøsteren Amelia og moderen optrevlet.

Almas liv har ikke været en mazurka på violer. Hun er halvt polsk, kender ikke sin far og er vokset op i Esbjerg hos en alkoholiseret mor, der jagter en eller form for lykke og sikkerhed på knejper ved at invitere de stygt kiksede mænd hjem mellem hendes ben. Lykkejagten lykkes ikke helt. Og det er heller ikke lykkeligt for Alma og hendes lillesøster Amelia.

Almas værn er hendes hoved, hendes sprog og hendes verden-kan-rende-mig-noget-og-så-vanvittigt-grusomt-attitude. Hun flygter / bliver anbragt på nordjysk efterskole, hvor hun møder Julie. De bliver tætte veninder og deler et sarkastisk syn på verden og har også en spirende og nysgerrig lesbisk fling, som Alma ikke på noget tidspunkt helt kan finde ud af, hvad hun skal stille op med.

Mindst lige så stor usikkerhed har Alma om hvad hun skal stille op med Amelia, der ellers var ladt tilbage i Esbjerg men pludselig en dag står i Almas pædagogstuderende-fyldte århusianske kollektiv.

Alma vil så gerne gøre det rigtige både over for Amelia, over for Julie, overfor hendes skiftende kærester og overfor omverdenens forventninger til hendes kloge hoved og styrke. Så meget at hun bliver en identitetsmæssig vindbøjtel, som er dømt til at skuffe de mennesker, der faktisk forventer noget af hende og kan lide hende. Meget mere end hun og læseren i begyndelsen er klar over. På den måde ligner hun Lee fra Sittenfelds 'Klasse'. Uden sammenligning i øvrigt.

Almas liv og skyggesider og sår bliver åbenbaret, samtidig med at jagten på den forsvundne og savnede og nu-måske-tilbagevendte lillesøster Amelia går ind. Det er fint. Det er stærkt og kraftspetervælteme rørende.

Alma er i hendes sprog

Jeg har læst den tre gange og hver gang rammer og overrasker bogens slutning mig. Og det er ikke kun fordi den rammer en i den sentimentale tårekanal, men også fordi Almas stemme er helt vildt stærk.  Sproget er saftig, tonen er skarp og selvironisk og intelligent og på den måde mimer den fuldstændig Almas person: Skarp, utilnærmelig, sårbar.

Da jeg begyndte at læse den til denne her opgave, tænkte jeg at det virkede, som om at den var blevet overhalet indenom. Og at seks år også er lang tid. Og et virilt og levende sprog åbenbart godt kan have en udløbsdato. 

Det var på indtil side ti. Hvor jeg fandt ud af at sproget ikke blot er manerer. Og lige nu skammer jeg mig over min holdning. For det første er sproget stadig veloplagt og kraftfuldt. For det andet er Almas sprog også hendes tilgang til verden. Og dermed bliver det i den grad også hende - netop både utilnærmeligt og sårbart.

For selvom der findes mange af de nyere ungdomsforfattere Ronnie Andersen, Jesper Nicolaj Christensen, Sanne Søndergaard med mange flere, hvis sprog gnistrer og sætter ordspor med en lækker aggressivitet – ja, så har jeg ikke set sproget være både identitetsskabende og viltert som hos Munk Jensens Alma. Ikke så præcist i hvert fald. For Almas sprog er ikke bare karl-skide-smart der skal farve dialoger og tanker med  oppe-at-køre-manerer (og det er der ikke noget galt med i øvrigt). Nej, hendes sprog er hendes forsvar mod verden – det er hende selv. (Og så kan jeg vist ikke sige det flere gange uden at det bliver pinligt)

Nok blapren fra min side: Vi tager et næsten helt tilfældigt citat – men jeg kunne have klippet utallige steder:

’Ikke noget seriøst? Du har altså leveret en useriøs præstation med den  … din ynglekæp, det kan da umuligt have været særlig godt for hende’ ()

Min vejrtrækning blev mere og mere hektisk og min krop blev helt stiv. Den fede idiot. Hvorfor spurgte han mig sådan noget, var det bare for at kunne få lov at fortælle, at han selv havde haft gang i den horisontale mambo? Nærmest som at ringe og sige ’hej, jeg tænkte på, skal du noget i aften? Nå, ikke? Jeg skal i biografen med George Clooney!’

’Altså, det har jo bare været sådan noget engang ’in-and-out-opeartion’, og det har betydet zip.’

Jeg synes det er sindssygt fedt. Sproget  og billederne er upfront og veloplagt skægge, samtidig med at det tegner et billede af Alma, der hænger en-til-en sammen. (det kunne jeg så godt)

Det er effing fantastisk. Og jeg vil heller ikke her være uenig med Kari eller nogen anden. Den vandt Orla-prisen i 2008 og var nomineret til Berlingskes læsernes bogpris – men blev slået af en bog om ’Blekingegadebanden’.

Hvis jeg var lærer i en niende klasse ville jeg i hvert fald stopfodre/kraftigt opfordre mine elever til at læse den (og det bliver de også, ved jeg). Og så ville jeg bede dem om at glemme den temmelig ferske pastel-forside der er så langt fra Almas liv og essensen i 'En dag skinner solen også på en hunds røv'.