Silas og det store jubelår

Han kom sejlende i en sær lille brednæste båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømme føre sig som den havde lyst. Selv lå han nede i bunden og man måtte tro der var en der havde god tid, det gik kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom båd.

Disse få linjer er anslaget og det første afsnit i Cecil Bødkers jubilæumsklassiker ”Silas og den sorte hoppe”. Og det er noget af det bedste, jeg har læst i dansk børnelitteraturhistorie. Det er ikke et kontroversielt synspunkt. Bestemt heller ikke i 2017 – jubilæet for dansk børnelitteraturs mest grundstødende år.

Når de springende propper er lande og når den let sure asti-smag er væk. Når skåltalerne er afsluttet med et højt hurra; står det klart at for dansk børnelitteratur var der et før og et efter 1967. Og det er en sindssyg god anledning til at få gang i bloggen igen og vel at mærke genlæse klassikerne.

Og den første er den mest oplagte idet forfatteren oven i hatten fyldte 90 for en måned siden. Nemlig Cecil Bødker og første bind i serien om Silas.

Første gang jeg stødte på Silas og den sorte hoppe, var i begyndelsen af 1980’erne i en tysk tv-version. Hovedpersonen var mut, mørkhåret og stemningen var middelalderlig og let mystisk. Måske dragede det mig; måske så jeg bare stort set alt der blev vist i tv dengang. Jeg lånte i hvert fald bogforlægget på biblioteket, selvom hesten i titlen skræmte mig. Det var faktisk først som voksen, og da jeg læste modernisme-novellen ’Øjet’ at det gik op for mig at serien og forfatter-Bødker var dansk og ikke tysk. Siden er der kommet 14 bind – det sidste i 2001.

Silas-bøgernes klassikerstatus skyldes flere ting. Først var det noget så sjældent som en voksen- og endda en litterær anerkendt forfatter, der kastede sig over børnebøgerne; og det kan man i den grad læse. For det andet må Silas-figuren have været en knytnæve der i slut-60’erne, hvor hovedpersoner som Flemming, Jan, Puk, Susy og andre var frejdige, gode – muligvis lidt frække, men entydige og i hvert fald entydigt sympatiske.

Sådan er Silas ikke. Han er moody, selvstændig – men også kynisk, usympatisk, manipulerende, tyvagtig. Silas lever i en verden med svigtende voksne, der kun er ude på at snyde, svindle, stjæle og muligvis slå ham ihjel. Det må have været grænseoverskridende og pirrende der i 1967. Silas alene i en verden, hvor man stort set ikke kan stole på nogen. Og i hvert fald ingen voksne – måske ikke engang sin egen hovedperson.

Jeg genlæste den for nogle år siden med småbange anelser. Havde tiden været ond ved den. Havde Harry Potter gjort Silas anakronistisk? Og da jeg læste den igen i 2017 var den 11-årige Alma i mine tanker. Kunne Silas sige noget til hende i dag.

Svaret er ikke entydigt. Jeg er vild med Bødkers sprog. Og stemningen i bogen. Og anslaget elsker jeg stadig.

Det er hestehandleren Bartolins blik på båden, vi får. Og hele bådens dovne, egensindige og uforudsigelige ridt ned af floden er et billede på Silas og den person han er. Og den næsten magiske tiltrækningskraft han har på både Bartolin og læseren.

Men for mig at se er det først og fremmest en poetik over Bødkers stil i bogen. Nemlig tilbagelænet, uforudsigeligt, flydende og ikke som andre. Det er elegant, dragende og afsindig godt. Jeg vender ofte tilbage til disse syv linjer. For selvom jeg virkelig godt kan lide den, og også kunne lide den i min bogslugende barndom, læste jeg ikke mere end et – måske to bind mere i serien dengang.  Jeg har i de seneste år læst bogen to gange – og heller ikke her fik jeg lyst til at kaste mig over efterfølgerne.

Og hvorfor så ikke det?

Jeg tror at det semi-magiske, halvmiddelalderlige univers keder mig en smule. Jeg er hverken til magiske fløjter, heste og folk i særk. Jeg kan godt se at Silas’ historie og modstand mod svigefulde voksne er eviggyldig. Silas er en spændende og mangefacetteret figur; men jeg kunne sådan set ikke lide ham dengang. Jeg var klart mere på team Ben-Godik.  

Her 50 år efter læser jeg den også mere med historiske briller. Og der holder den. Silas har fået mange efterfølgere 50 år efter. Selv Harry Potter og djævlevennen Filip Engell er også kyniske og ondskabsfulde. Så Silas har sat sine spor. Jeg er blot i tvivl om tiden ikke har været lidt hård ved den. Om den er relevant også for andre end mig der er lidt nostalgiske og som slubrer anslag i mig.

Jeg opfordrede/tvang derfor Alma til at læse den for at høre hvordan en 11-årig i 2017 tog den.

”Den var meget fin.” var svaret.

”Der er jo lavet flere bind, har du mon lyst til at læse dem,” indyndede faderen sig.

”Mnahhh,” sagde hun. Hvilket for den der kan tale 11-årsk betyder. 1) at min datter er høflig 2) at hun syntes den var lidt kedelig. Og efter lidt lokken kom det også frem at hun blev lidt forvirret over ortografien og de manglende citationstegn. Derudover fandt hun en korrekturfejl, og det gjorde hende glad.

Deraf kan man konkludere: Ikke noget som helst. Andet end at Alma og jeg er lidt enige. Jeg hylder Silas – men mest for dens historiske rambuk og for Bødkers suveræne anslag. Tillykke og hils Godik.

Orla 75 %

Tredje etape i gennemgangen af de 12 Orla-nominerede går gennem en nyklassisk billedbogsserie, en fanbog om en håndboldspiller og en kærligheds-comming-of-age-bog om elvere.

Skal vi så se at komme i gang.

Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning

Alle elsker Vitello. Eller, det bør alle i hvert fald. 'Vitello gør en god gerning' er 14. bind i Kim Fupz Aakesons serie om drengen, der bor ved Ringvejen og hænger ud med sine dårlige venner og sin klamme og hemmelige kæreste og med en mor, der bevæger sig i periferien af det pædagogisk korrekte.

Vitellobøgerne er en børne-sitcom i bogform. Og det fungerer som regel altid pisse godt. Det er stramt, genkendeligt og Kim Fupz er uden sammenligning den bedste i Danmark til at skrive skægge og lækre replikker. Vitello-bøgerne er ganske enkelt sindssygt sjove. 

Sitcom-formen er naturligt nok temmelig skematisk – men dette afbløder Fupz ironisk og elegant. .

I 'Vitello gør en god gerning' er der ingen hjemme at lege med udover møgungen William, der til gengæld er klædt i en flot uniform og gerne vil stige i spejdergraderne for at få en kniv. Og en kniv, er da ca. det sejeste Vitello kan forestille sig, derfor klamprer han sin egen uniform sammen af en UFO-kasket og nogle klistermærker og vil hjælpe William med at gøre gode gerninger, så også han kan få sig en vildt sej kniv. 

Det kan næsten kun gå galt. 

Og det gør det også. 

Det er skægt og falden-på-halen-farce-agtigt. Og det plejer jeg ellers at være til fals for. Men jeg var ikke toplykkelig for tricksene i ’Vitello gør en god gerning’. Måske fordi farcen var for forceret.  Vitellos konstante forkerte udtalelse af Tjikkerlikker tjikkerlikker var lidt vel konstrueret, og det fungerede bare ikke på mig.

'Vitello gør en god gerning' er altså ikke den bedste af Vitello-bøgerne (det er den med den klamme kæreste, synes jeg). Men det er da godt. Bevares. Virkelig godt. Det er jo Fupz.

Maria Lundsby Krüger: Alt om Mikkel Hansen

Ok, jeg kommer lige med en formodning, som jeg ikke har en skid at have i. Jeg tror ikke at 'Alt om Mikkel Hansen' er skrevet ud fra et stort indre behov fra hverken forfatter eller forlags side. 

Et bud kunne være, at forlaget har stirret på bestsellerlisterne for børnebøger og set på ’Alt om Lionel Messi’ og ’Alt om Neymar’ eller hvad de nu hedder og tænkt So ein Succes muss wir auch machen; for derefter at have skuet ud over landskabet af danske sportsstjerner og fundet Mikkel Hansen.

Det kan jeg godt forstå. Det er der ingenting forgjort eller odiøst i. Det er bare ikke altid man får en rigtig god bog ud af det.

Og 'Alt om Mikkel Hansen' gør sådan set det som det udgiver sig for at være: et udvidet dobbelt-fan-opslag i Vi unge med historier, baggrund, anekdoter og slet skjulte reklamer for tøjfirmaer. Det er der heller ikke noget underligt i. Det er bare ikke litteratur. Jeg tror heller ikke ’Alt om Mikkel Hansen’ forsøger at være det. Det er jo en fanbog og en sådan behøver vel ikke et helt vildt spændende objekt, der har oplevet sindssygt mange ting og kan fortælle dem personligt og nyt.

Jeg har i mange år været vild med håndbold. Jeg nyder at se Mikkel Hansen på en bane og læste den derfor med distanceret interesse og undrede mig igen og igen over det skisma der er i forskellen mellem det at skide højt og flot på Janteloven og bare ville være den bedste og gerne ville kæmpe for det og vise det. Og samtidig slå så hårdt på, at man er totalt grounded. Og når der så gøres opmærksom på at årsagen til at Hansen rykkede fra at være et talent i GOG og til at være en af verdens bedste var, at man droppede 'kongen af Gudme-attituderne' og blev mere ydmyg. I mit hoved hænger det ikke sammen. Det behøver det heller ikke. Men det danske håndboldlandshold har større chance for at vinde OL-guld i 2016 end 'Alt om Mikkel Hansen' har for at vinde en Orla-pris (i hvert fald den moralske).

Nicole Boyle Rødtness: Elverskud - Skæbnedans

Hvis der er nogle vandrør i Orlasammenhænge -  og hvis jeg hører rigtigt efter, så er Nicole Boyle Rødtness favorit til at vinde titlen i år. Og efter jeg har læst ’Elverskud’ tror jeg endnu mere på at vandrørene har fat i den lange ende. For ’Skæbnedans’ rammer klokkeklart ned i den målgruppe, som jeg forestiller mig vil stemme til Orla.

'Skæbnesdans' er første bind i serien om Birke, der er halvt elverpige med hul i ryggen und alles. Og en gang om måneden skal hun og hendes søstre danse i den lille by, hvor de bor for at få stillet deres sult af de hypnotiserede borgere. Deres mor, der var elver døde, under fødslen sammen med Birkes fjerde søster. Faderen er derimod menneske og forsøger dels at holde døtrenes stamtræ hemmelig for omverdenen, samtidig med at han prøver at få deres liv til at være så almindeligt som muligt.

Det er ikke nogen nem opgave, når hans døtre jo lever af at folk bliver småforheksede af deres dans. Ydermere vanskeliggøres det hele af at søstrene er ved at nå den alder, hvor drenge og en spirende seksualitet udgør en evigt voksende interesse. Og det er altså helt ærlig svært at skjule en hul ryg når man gerne vil i nærkontakt med et lækkert stykke dreng helst i ensom svømmehal med dunkel belysning og romantik i elastiske metermål. Og så har elverpiger unægtelig en dragende effekt på hankønsvæsener.

Familiens hemmelighed er med andre ord i konstant fare for at blive afsløret. Og måske kommer fortiden og dens hemmeligheder også og presser Birke, hendes søstre og hendes far.

Kærlighed, mystik, dans, elvere, grusomheder og begær. Det er hvad siderne i 'Skæbnedans' er spækket med. Og grebet med at lade en flok overnaturlige figurer blende ind mellem almindelige unge mennesker er godt set – og vel også i familie med fx Twilight-serien (uden dog at have læst en linje af Meyers serie).

Skæbnedans fungerer fint. Boyle Rødtness er god til at skrue en sikker og genretro historie sammen. Og det virker som om ’Skæbnedans’ er meget bevidst om sine virkemidler. Mange kapitler slutter med en mega cliffhanger, og dette trick skaber jo en voldsom fremdrift. Det er jeg sikker på at målgruppen synes er fedt. Jeg, derimod, er skide kedelig (jeg ville skrive blasert, men jeg ved at jeg har slidt dette mit nye yndlingsord op) og synes at når cliffhangerne bliver drysset med en så generøs hånd som de gør i ’Skæbnedans’, ja, så bliver det for konstrueret og corny.

Jeg er sådan en læser, hvis primære læsebegær ikke fyldes af hvad der sker i historien. Plotpunkter og sådan har aldrig rigtig bidt sig fast i mig. Måske er det derfor jeg ikke er til fantasy? Sikkert. Jeg er klart mere til der, hvor jeg bare kan forstå en hovedperson og føøøøøøøøle med ham/hende/den/det og især til der, hvor sproget bliver musik og hvor sproget giver mig nye måder at se verden på. Og her synes jeg ’Skæbnedans’ halter. For selvom den fungerer fint som historie så synes jeg altså sproget i den er for anonymt til mig.

Men det lidt kedelige sprog og nogle ikke altid troværdige personer afholdt mig hverken fra at være ok underholdt, at måske lade mig friste til også læse bind to og at blive bekræftet i at ’Skæbnesdans’ sagtens kan et Orlaklistermærke på næste oplag.

Ni ud af tolv bøger. Jeg kan næsten ikke vente til at få dusinet fuldt og give mit bud på en vinder - både en reel og en moralsk. Jeg er også spændt!

Orla-prisen 2014. Pt. 1

I april bliver DR’s børnebogsprisen Orla uddelt for niende gang siden 2005. Og de seneste tre gange er der kun blevet uddelt én pris på tværs af målgrupper, genrer, formater. Personligt synes jeg det er noget rod – når målgruppen skal stemme om, hvem der skal have æren og den fine kludedukke har billedbøger og fagbøger ikke en jordisk chance mod fantasy og bøger om One Direction.

(Og bare for at udstille min egen intolerans over for konsistens i mine holdninger, har jeg ikke samme problem mht. Weekendavisens priser).

Nå, men det giver mig en anledning til at læse hvad de unge mennesker nu om dage kaster sig over og samtidig ligner det jo en listeleg – og jeg elsker listelege. Uforbeholdent. Jeg er en freak.

Der er 12 nominerede; og de er:

• ·         Jim Lyngvild: Vild med heste
• ·         Nils Hartmann: Varulve og vampyrer
• ·         Maria Lundby Krüger: Alt om Mikkel Hansen
• ·         Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning
• ·         Sissel Bøe: Troldesuppe
• ·         Anders Morgenthaler: Børnemagt – da verden gik under
• ·         Mette Finderup: Smertens barn
• ·         Anette Herzog: Drenge, kys og kolde fødder
• ·         Benni Bødker: Djævlens øjne
• ·         Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven
• ·         Nicole Boyle Rødtnes: Elverskud – skædnedans
• ·         Manu Sareen: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse

Jeg vil læse dem – ja, jeg vil – og skrive om dem i klumper. Første klump er (i øvrigt lige som klump 2-4) på tre.

Mette Finderup: Smertensbarn

Jeg har vist slået det fast før: jeg er ikke til fantasy. Og ingen glæde er for mig større end glæden ved at mine fordomme og forestillinger bliver gjort til skamme. For helt ærlig; jeg synes Mette Finderups ’Smertensbarn’ er ganske fremragende, velskrevet og fundamentalt spændende.

Det er første bind i en serie om vikingetidspigen Gyrith. Hun er datter af byens mægtigste mand og skal som byens vigtigste jomfru på en sejdrejse for at formilde den underskønne frugtbarhedsgudinde Freya – og dermed blive en del af den løgn, som kvinder i generationer har fortalt hinanden. For der er ingen af soon-to-be-kvinderne i byen der har mødt den blide gudinde. Men for Gyrith viser det sig at løgnen er sand. Hun møder Freja – som dog hverken er mild eller underskøn – men en grotesk stor og ækel og umættelig vrangbillede af en kvinde, der bliver utilfreds med, at Gyrith ikke er en endnu en mand hun kan udnytte. Men gudindens utilfredshed bliver til flammende raseri, da Gyrith i selvforsvar slår Frejas enorme kat ihjel. Og gudinder er ikke de rareste at komme i clinch med og Freja kaster en forbandelse over Gyrith så alle hun elsker vil dø.

Gyrith flygter fra Asgård og hun har den smukke og mystiske Balder med sig. Og gudindens vrede og Gyriths skæbne følger med – og efter Gyriths bror – den smukke Ulver, dør finder Gyriths ud af, man ikke skal undervurdere en gudindes forbandelse og hendes skæbne er støbt i jernbeton.

Som sagt – jeg er ikke til fantasy sådan generelt – og Finderups bog bliver betragtet som netop fantasy, der er både gudinder og parallelle verdener og mystiske hændelser. Men dette er først og fremmest også en frigørelseshistorie – en historisk roman og en beskrivelse af en stærk og ilter pige. Og så er den som sagt også bare fundamentalt spændende, veloplagt og velskrevet.

Sissel Bøe: Troldesuppe

Troldesuppe er niende bind i norskfødte Sissel Bøes billedbogsserie ’Troldeliv’ alle illustreret af hendes ægtemand Peter Madsen – hvis formidling af den nordiske mytologi i Valhalla-tegneserierne ikke kan overvurderes. Og stemningen i Troldesuppes illustrationer er naturligt nok i familie med Valhalla. De er mørke, detaljerige, nordiske, louismoeske, varme og hyggelige. Det er så klart Madsens illustrationer, der er det største aktiv i Troldesuppe.

Troldefamilien skal lave den årlige efterårssuppe hvor hvert medlem skal bidrage med sin yndlingsingrediens for at få skabt den nødvendige magi. Alle troldene går på jagt for at finde hver deres ulækkerhed – alle undtagen den lille pige Rolla, der ikke ved hvad hun skal bidrage med, da hun jo kun kan lide honning. (Og dette implicitte og alligevel enorme plothul er altså ikke til at overse - heller ikke for målgruppen).

Jeg kan godt lide moralen – at hvis alle i et fællesskab bidrager med deres yndlingsting skabes der magi. Og jeg kan også godt lide tanken om, at hvis man giver noget fra sig i et fællesskab får man det tilbage tifold. Og som sagt ligger min begejstring for Peter Madsens illustrationer næsten i mine gener. Men alt det trods er Troldesuppe altså for omstændelig, forudsigelig og skematisk.

Nils Hartmann: Varulve og vampyrer

Vi bliver i det overnaturlige med et nordisk tvist. Nils Hartmanns lille og for mig overraskende fine fagbog om vampyrer, ellepiger, åmænd, marer og andre uhyggeligheder.

Bogen er i ultrakorte læsevenlige afsnit med binde-streger ved de mere ukurante og uvante ord. Og så tager bogen historierne om de overnaturlige væsener 100 % alvorligt. Både hvorfor de kommer og hvordan man kan undgå dem og evt. slå dem ihjel. Jeg kan i hvert fald sagtens huske, hvordan jeg var stærkt fascineret af både marer og de hulryggede elverpiger. Det er faktisk rigtig fint. Selvom vampyrerne i bogen fylder lidt vel rigeligt efter min smag; men jeg ser også med undren på både Anne Rice og Stephanie Meyer.

Er dette en af vinderne af Orla-prisen 2014? Måske. Spændingen kan man føle på; men hvis jeg har bare en smule ret i mine litteratursociologiske overvejelser, er der kun en af de tre bøger der har en chance.

Fantasien er fingernem og fuld af falbelader og læsefryd

Jeg er i grunden ikke til fantasy. Og det er søreme et handicap, når jeg gerne vil fortære alskens børnelitteratur. Jeg er kommet frem til at genrens naturlige iboende selvhøjtidelighed  af gode grunde er totalt blottet for selvironi. Og jeg kan så forfærdelig godt lide en eller anden flig af en kile af en distance i fortællingen.

En anden årsag er, at fokus  - som regel og malet med de allerbredeste pensler - er på skabelsen af universet, og den STORE plotbårne grundhistorie, hvor sprog og persontegning er gledet lidt i baggrunden.  Og jeg har fattet, at det er en dna-historie mellem det GODE og det ONDE; det ophidser mig bare ikke. Ja, ja, Sauron er vildt ond. Det er Mons også. Skal vi ikke snart have en kop kaffe?

Jeg har læst Tolkien – og det er fair at sige, at han var voldsomt meget bedre til at skabe et frodigt Herredet end et interessant sprog. Og jeg har læst Harry Potter, hvor der jo er humor,  jeg har bare meget svært ved at forlige mig med, at det virker som om at  hendes sprog og persontegning begynder der, hvor Enid Blyton sluttede.

Og jeg ved, at jeg er dum og firkantet. Og jeg ved, at der findes mange skide gode undtagelser: Josefine Ottesen, Lene Kaaberbøl, Bent Jacobsen, Kenneth Bøgh og Cecilie Eken bare for at tage fem danske forfattere, der pryder min bogreol. Men jeg føler mig bare på udebane.

Sifboppere, Øjekastere og Polkaprikkede Flammepadder
Men der er en fantasy-serie, som jeg til gengæld elsker uforbeholdent. Og det har jeg gjort siden midten af 80’erne, hvor Carsten Overskov (tror jeg – eller var det Christian Winnem?) i radioprogrammet 7.10 læste Knud Holtens ’Spejl-ørkenens gåde’.

Knud Holten (1945) debuterede i 1966 og har siden skrevet et væld af viltre og sprogligt fabulerende fantastiske fortællinger – bl.a. om Den rundtossede stjernesluger.
I 1982 udkom ’Spejl-ørkenens gåde’, der var første bind af seks om den forældreløse, langfingrede og charmerende Alex Morgenstjerne og hans excentriske tante Clothilde, hendes butler-robot Hjalte og et væld af de underligste væsner, de mest geniale superskurke, overraskende eventyr og en rødhåret pige med myrtegrønne øjne. Serien fik sit foreløbige punktum i I 1999 med ’Flamme-øglens tåre’. Der også er den sidst udgivne roman fra Holtens hånd.

I 2007 skrev han opslaget 'Vrøvl' i den vidunderlige 'Børnenes Ænsyklopædi'.

Læsefryd i en flyvende orange Duisenberg

’Spejl-ørkenens gåde’ er en blanding af en fantastisk fortælling og en børnekrimi pakket ind i et overvældende og selvrefererende sprog - og i et brus af spas og løjer og med en antydning af en seksuel identitetsskabelse.

Kort fortalt er Alex Morgenstjerne 14 år, bor på et børnehjem og er alene i verden, indtil hans ukendte tante Clothilde henter ham hjem til sit særegne hus ’Morgenstjernen’, der er beboet af tusindvis af farverige dyr og en robot-butler, der er skabt af Clothildes afdøde mand den geniale og flippede opfinder Sidenius.

Næppe er Alex blevet installeret hos sin tante, før han bliver hevet ind i eventyr, der ender i Tunesiens ørken med grumme uhyrer fra en anden verden, særprægede transportmidler, uhyggelige våben og superskurken Rosa Fantoma.

Men det uhyggelige bliver aldrig rigtigt uhyggeligt. Plottet aldrig rigtigt mystisk. Ligesom kampen mellem godt og ondt, i den grad også er af den milde slags. 

Forbandet fornøjelige falbelader
Det der for alvor er vigtigt i ’Spejl-ørkenenes gåde’ er sproget og fortællerstemmen. For der køres hele tiden på de højeste nagler i patos, humor, grotesker, parodier og almindeligt spradebasseri, at det konstant peger på sig selv og er en forbistret fryd at  at læse. Jeg bliver simpelthen nødt til at læse flere passager højt for helt at kunne nyde Holtens musik.

Fx:  Der har været et røveri i Morgenstjernen og Alex i den ombæring er blevet overfaldet og Hjalte, Clothilde og Alex taler om hvem der kunne finde på at bryde ind i Sidenius’ rodede gemakker.

’Jeg tvivler på, at der eksisterer sådan en hjerne nu om stunder.

Hun tog fejl!

-         -  Godt, lad os da se tide an, sagde Hjalte. Formentlig hører vi aldrig mere til de banditter, hvem de så end er.

Hvor tog han dog fejl!

-          - Jeg er heller ikke vild med at træffe dem igen, sagde Alex. Det er bare irriterende, at jeg har glemt, hvad der duftede så gennemtrængende af….

Nå det betyder sikkert ikke noget særligt.

Og Alex tog allermest og frygteligt fejl:

Den duft betød alt’

Er det ikke bare fedt?!  Det er alt for voldsomt i sin for-meget-hed og krukkede cliffhanger. Også naturbeskrivelserne er skrevet med så stort overskud og ekspansivt ordforråd at de færreste børnebøger kan være med: 

’Den var overdådig og fantastisk, gennemskåret på kryds og tværs af oldgamle, størknede lavastrømme, der sine steder hævede sig som mure i en labyrint. De største træer ragede ikke mere end fire-fem meter op. Til gengæld nåede blomstrende mangnolie-buske, kransliljer, padderokker og fjerbregner så gigantiske højder, at deres toppe fortabte sig i tusmørket, der stadig fortættedes’.

Fra Holten til Coen
’Spejl-ørkenens gåde’ er en genreblanding 1001 nat, sci-fi, børnedetektiv, fantastisk fortælling, gru og skræk og tempofyldt nonsens. Og så er den altså skrevet i 1982 – ca. 10 år før man begyndte at tale om metafiktion og intertekstualitet på universitetet.

Fortællerstemmen er så tydelig og referere hele tiden til sig selv og andre værker. Og jeg fangede det altså også da jeg sad midt i havregrynen ved morgenbordet i midt-80’ernes Sydsjælland.
Måske er det Knud Holtens skyld, at jeg elsker Coen-brødrenes film i dag. Jeg kan i hvert fald godt lide at tænke på det på den måde.