Da jeg begyndte på det her halløj, var det min mening kun at skrive indlæg om de bøger for børn og unge, som jeg holder allermest af.
- Enten fordi de minder mig om lige netop den sommerhusferie i Rävehytten eller sender mig tilbage til mit drengeværelse med litervis af lunken te.
- Eller også fordi værkerne vækker min trang til at stå på sidelinjen og råbe 'Røv! Kan I ikke se at den her bog er afsindigt og håbløst og uretfærdigt overset. Ihhh!'
- Eller også fordi kanoniseringen af en bog er retfærdig, og at man i grunden er et utaknemmeligt skarn og burde skamme sig, hvis man ikke har værket stående i sin reol. Og man burde tage sig sammen og læse den et par gange om måneden i frådende andægtighed.
Mindst sådan.
Og der skulle gå en hel uge og en sjat førend jeg kom på bedre tanker og tænkte at det måske var en lige lovlig rigid ramme at smække ned over sig selv. Derfor vil jeg også snart have meninger og ord om bøger, hvis klassikerstatus er mere .... hmmm .... flygtig og kortvarig.
Jeg gider af mange gode og ædruelige grunde ikke skrive hele indlæg om bøger, jeg ikke kan lide - eller som jeg synes er ligegyldige. Jeg vil ikke være anmelder her. Ikke lige nu. Men jeg vil gerne skrive om bøger, der ikke nødvendigvis ændrer mit syn på verden, litteraturen og mig selv - men som bare fungerer og er fine.
Derfor: Mod det næsten uforglemmelige univers!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar