Fantasien er fingernem og fuld af falbelader og læsefryd

Jeg er i grunden ikke til fantasy. Og det er søreme et handicap, når jeg gerne vil fortære alskens børnelitteratur. Jeg er kommet frem til at genrens naturlige iboende selvhøjtidelighed  af gode grunde er totalt blottet for selvironi. Og jeg kan så forfærdelig godt lide en eller anden flig af en kile af en distance i fortællingen.

En anden årsag er, at fokus  - som regel og malet med de allerbredeste pensler - er på skabelsen af universet, og den STORE plotbårne grundhistorie, hvor sprog og persontegning er gledet lidt i baggrunden.  Og jeg har fattet, at det er en dna-historie mellem det GODE og det ONDE; det ophidser mig bare ikke. Ja, ja, Sauron er vildt ond. Det er Mons også. Skal vi ikke snart have en kop kaffe?

Jeg har læst Tolkien – og det er fair at sige, at han var voldsomt meget bedre til at skabe et frodigt Herredet end et interessant sprog. Og jeg har læst Harry Potter, hvor der jo er humor,  jeg har bare meget svært ved at forlige mig med, at det virker som om at  hendes sprog og persontegning begynder der, hvor Enid Blyton sluttede.

Og jeg ved, at jeg er dum og firkantet. Og jeg ved, at der findes mange skide gode undtagelser: Josefine Ottesen, Lene Kaaberbøl, Bent Jacobsen, Kenneth Bøgh og Cecilie Eken bare for at tage fem danske forfattere, der pryder min bogreol. Men jeg føler mig bare på udebane.

Sifboppere, Øjekastere og Polkaprikkede Flammepadder
Men der er en fantasy-serie, som jeg til gengæld elsker uforbeholdent. Og det har jeg gjort siden midten af 80’erne, hvor Carsten Overskov (tror jeg – eller var det Christian Winnem?) i radioprogrammet 7.10 læste Knud Holtens ’Spejl-ørkenens gåde’.

Knud Holten (1945) debuterede i 1966 og har siden skrevet et væld af viltre og sprogligt fabulerende fantastiske fortællinger – bl.a. om Den rundtossede stjernesluger.
I 1982 udkom ’Spejl-ørkenens gåde’, der var første bind af seks om den forældreløse, langfingrede og charmerende Alex Morgenstjerne og hans excentriske tante Clothilde, hendes butler-robot Hjalte og et væld af de underligste væsner, de mest geniale superskurke, overraskende eventyr og en rødhåret pige med myrtegrønne øjne. Serien fik sit foreløbige punktum i I 1999 med ’Flamme-øglens tåre’. Der også er den sidst udgivne roman fra Holtens hånd.

I 2007 skrev han opslaget 'Vrøvl' i den vidunderlige 'Børnenes Ænsyklopædi'.

Læsefryd i en flyvende orange Duisenberg

’Spejl-ørkenens gåde’ er en blanding af en fantastisk fortælling og en børnekrimi pakket ind i et overvældende og selvrefererende sprog - og i et brus af spas og løjer og med en antydning af en seksuel identitetsskabelse.

Kort fortalt er Alex Morgenstjerne 14 år, bor på et børnehjem og er alene i verden, indtil hans ukendte tante Clothilde henter ham hjem til sit særegne hus ’Morgenstjernen’, der er beboet af tusindvis af farverige dyr og en robot-butler, der er skabt af Clothildes afdøde mand den geniale og flippede opfinder Sidenius.

Næppe er Alex blevet installeret hos sin tante, før han bliver hevet ind i eventyr, der ender i Tunesiens ørken med grumme uhyrer fra en anden verden, særprægede transportmidler, uhyggelige våben og superskurken Rosa Fantoma.

Men det uhyggelige bliver aldrig rigtigt uhyggeligt. Plottet aldrig rigtigt mystisk. Ligesom kampen mellem godt og ondt, i den grad også er af den milde slags. 

Forbandet fornøjelige falbelader
Det der for alvor er vigtigt i ’Spejl-ørkenenes gåde’ er sproget og fortællerstemmen. For der køres hele tiden på de højeste nagler i patos, humor, grotesker, parodier og almindeligt spradebasseri, at det konstant peger på sig selv og er en forbistret fryd at  at læse. Jeg bliver simpelthen nødt til at læse flere passager højt for helt at kunne nyde Holtens musik.

Fx:  Der har været et røveri i Morgenstjernen og Alex i den ombæring er blevet overfaldet og Hjalte, Clothilde og Alex taler om hvem der kunne finde på at bryde ind i Sidenius’ rodede gemakker.

’Jeg tvivler på, at der eksisterer sådan en hjerne nu om stunder.

Hun tog fejl!

-         -  Godt, lad os da se tide an, sagde Hjalte. Formentlig hører vi aldrig mere til de banditter, hvem de så end er.

Hvor tog han dog fejl!

-          - Jeg er heller ikke vild med at træffe dem igen, sagde Alex. Det er bare irriterende, at jeg har glemt, hvad der duftede så gennemtrængende af….

Nå det betyder sikkert ikke noget særligt.

Og Alex tog allermest og frygteligt fejl:

Den duft betød alt’

Er det ikke bare fedt?!  Det er alt for voldsomt i sin for-meget-hed og krukkede cliffhanger. Også naturbeskrivelserne er skrevet med så stort overskud og ekspansivt ordforråd at de færreste børnebøger kan være med: 

’Den var overdådig og fantastisk, gennemskåret på kryds og tværs af oldgamle, størknede lavastrømme, der sine steder hævede sig som mure i en labyrint. De største træer ragede ikke mere end fire-fem meter op. Til gengæld nåede blomstrende mangnolie-buske, kransliljer, padderokker og fjerbregner så gigantiske højder, at deres toppe fortabte sig i tusmørket, der stadig fortættedes’.

Fra Holten til Coen
’Spejl-ørkenens gåde’ er en genreblanding 1001 nat, sci-fi, børnedetektiv, fantastisk fortælling, gru og skræk og tempofyldt nonsens. Og så er den altså skrevet i 1982 – ca. 10 år før man begyndte at tale om metafiktion og intertekstualitet på universitetet.

Fortællerstemmen er så tydelig og referere hele tiden til sig selv og andre værker. Og jeg fangede det altså også da jeg sad midt i havregrynen ved morgenbordet i midt-80’ernes Sydsjælland.
Måske er det Knud Holtens skyld, at jeg elsker Coen-brødrenes film i dag. Jeg kan i hvert fald godt lide at tænke på det på den måde.