Når en kam er mere end en kam

Lea Leten (1982) er illustrator og forfatter. Hun er datter af Mats Leten, der blandt meget andet står bag de vidunderlige bøger om Kaj til de allerførste læsere og den fabelagtige ’Finn Herman’. Noget jeg forhåbentlig vender tilbage til.

Nå, Lea Leten debuterede som forfatter i 2005 med ’Mor og Minna i svømmehallen’, som hun selv illustrerede ligesom hun har gjort i den drenge-trilogi, jeg vil fable om. Trilogi-betegnelsen er noget jeg har tvunget nedover de sagesløse bøger. Jeg er ikke sikker på, at det skal tænkes sådan – eller om hvor meget man får ud af at prøve på det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på dem som sammenhængende.

De tre drenge hedder Knud, Mads og Uffe. De er ca. lige gamle, ligner hinanden, har nogle fantastisk søde og elskelige familier, og så støder de alle tre på forhindringer, når de møder voksenverdenens forventninger. Nogle mere eksistentielt end andre.

Jeg har været i tvivl om i hvilken rækkefølge jeg skulle præsentere dem -  efter hvornår de udkom eller efter hvor gode de er og på den måde slutte med den bedste; men her vinder bibliotekaren over forfatteren. Igen. Kronologisk rækkefølge it is.

En kam af det pureste kærlighed: Det er Knuds fars fødselsdag. Og Knud glæder sig. For han ved allerede, at han ligesom sidste år skal i stormagasinet og købe strømper med mange flotte farver som gave. Men ak, strømperne er grå og kedelige; i stedet får Knud øje på en smuk lilla kam med en stjerne, der glimter. Og lilla er faderens yndlingsfarve. Knud passer godt på kammen og kan næsten ikke vente med at give gaven. Men da han viser kammen til sin venner i gården, griner de ad ham. For der er jo noget som Knud ikke har tænkt på: Faderen er skaldet som et pillet æg!

Og så bliver gaven, der før var så pæn og så lilla, pludselig dum og forkert. Måske ved faderen ikke engang hvad en kam er, tænker Knud. Stakkels, stakkels Knud. Den gave der for to sekunder siden var et fysisk billede på Knuds kærlighed er nu en hån. Og vi der er medlem af Foreningen af hele verdens små-usikre pleasere sidder sammen med Knud på trappen og er helt sørgelige indeni.

Naturligvis kender faderen dog til begrebet ’kam’. Og så er den jo oven i købet smuk og lilla. Og åget fjernes fra Knuds skuldre og alting ender i kreativt idyl. Ah.

’Gaven til far’ udkom i 2007 og er en perle. Jeg tror det er de færreste der ikke kender den knude i maven som Knud har. Og hvor en gave ikke blot er et kam  – at den der gave er langt mere end en kærlig tanke, men tværtimod en fysisk manifestation af hele ens kærlighed puttet ned i et stykke lilla plastik. Det er så gennemgribende fint og Letens bløde, naive, runde og sødmefulde illustrationer underbygger det hele.

På lakridsjagt: Helt så vellykket er ’Mads maler kunst' fra 2009’ trods alt ikke. Mads er hjemme hos sin bedstemor og maler billeder til hende. Og hun kvitterer med lakridser. Og som den entreprenør Mads er, begiver han sig ud i verden for at male billeder af andre mennesker for derigennem at få flere lakridser. Men verden er som bekendt befolket af utaknemmelige skarn, der ikke synes at Mads’ talent er lige så stort som hans bedstemor synes. Så Mads vender hjem med uforrettet sag, masser af billeder, frustrerede tårer, men ingen lakridser. Hjemme hos bedstemoderen vanker der trøst og lakridser. Og de bliver enige om, at det ikke er nemt at være kunstmaler for ’Mennesker vil have malet alt muligt, men i virkeligheden vil de ikke alligevel’.

Der er mere pang på farverne i 'Mads maler kunst' og især akvarel-valmuerne på omslaget er smukke. Og humoren i ’Mads maler kunst’ er mere skarp og satirisk. Det er sure og forfængelige mennesker den lille kunstner-spire støder på. Jeg holder fx meget af en evigt forsmået brokkerøv, der bliver rasende over, at Mads portrætterer ham, så man næsten ikke kan se forskel på ham og hans hund.

Men hvor Knud var på jagt efter det, der kunne vise essensen af sin kærlighed til sin far, er Mads på jagt efter lakridser. Og nok derfor virker ’Gaven til far’ stærkere end 'Mads maler kunst' på trods af dens åbenlyse kvaliteter.

Karina – og den perfekte fisketur. I ’Uffe fanger en fisk’ fra 2010 er det også forholdet mellem far og søn, der er på spil. Men her er det ikke sønnens forventninger til den voksne verden det drejer sig om – men faderens forventninger til et liv med sønnen. For Uffes far var selv som dreng på fisketur med sin far. Og de tog billeder af deres fangst og alt muligt. Uffes far har tydeligvis glædet sig til at opleve det samme med sin dreng.

Men fisken som Uffe fanger er blot en bette pjosker, som faren synes de skal smide tilbage i vandet. Uffe er ligeglad, han synes den er sød og opkalder den efter sin svømmelærer, Karina. Men Uffe bliver forfærdet, da det går op for ham, at formålet med fisketuren er at Karina skal spises. Derfor stikker han af med sin kælefisk og slipper hende ud et sted, hvor der er mange planter – det er Karina nemlig pjattet med. Uffe bliver dog bange – for han har jo ødelagt sin fars forventninger til, hvordan den perfekte far/søn-fisketur er – for ikke at tale om at han bare er stukket af. Det er heavy stuff for en lille dreng. Heldigvis finder far og søn ud af, at det ikke er fisken, der er det vigtige for den perfekte fisketur.

'Uffe fanger en fisk' er en rigtig fin fortælling. Især Uffes forhold til Karina er rørende og skægt. Og den fortælling er stærkere end faderens længsler efter den næsten mytiske far/søn-fisketur.

Jeg er ret vild med Lea Leten. Hun er virkelig god til at indfange store følelser hos små drenge uden at det bliver patroniserende eller for sødt og ufarligt; hun formår tværtimod at se drengenes kvaler og formidle dem i respekt for børnene. Naivt og nuttet på overfladen. Men nedenunder er der de største eksistentielle følelser.

Samtidig sidder man som voksen læser og kan overskue situationen. Man ved, at Knuds far  vil blive lykkelig for kammen. Man ved, at Mads ikke får succes ude i verden - men uforbeholden støtte af sin bedstemor. Og man kender det alt for godt, at ens egne uplettede idylliske barndomsoplevelser måske ikke står i samme magiske lys hos ens børn. Og man ved, at det er helt ok. Men det ved barnet jo ikke. Og begge lag formidler Leten helt fint og poetisk og præcist. 

Jeg har ofte givet 'Gaven til far' som gave - og jeg vil søreme gøre det igen. Uffe, Mads og Knud er empatiske og søde drenge, der bare gerne vil manifestere deres kærlighed - og have lakridser. Det er stærke sager bag de bløde former. 

Læs mere om Lea Leten her