Hurra for brunt tøj og en fraværende piberygende far

I år er det 40 år siden Gunilla Bergström (1942) udsendte sin første bog i serien om den seks-årige dreng Alfons Åberg. Og siden da er det blevet til på den gode side af 25 bøger om antihelten med det sparsomme strithår, det store runde hoved og den evigt brune sweater.

Det er de færreste i min generation, der ikke har historierne – især i det spartansk animerede tegnefilm med Thomas Winding i fortællerens rolle, som en del af grundtonen i ens identitet (og hvis ikke så bør de få det) .
I den fødselsdags-anlednidning er det vel på sin plads at spørge sig selv om Bergström stadig holder i 2012 - ud over de sentimentale argumenter. Det er især på sin plads, når svaret er: Ja, det gør de.

Jeg elsker Gunilla Bergströms egne illustrationer. De passer sindssygt godt til netop de meget enkle historier. De er næsten naive og flade, og så er jeg generelt en sucker for de indklippede collageelementer.

Novra, Alfons antihelt
Vi har læst et par håndfulde af bøgerne for vores børn – og både de og vi har nydt det. Sproget er tilforladeligt, historierne er uhyre enkle og den pædagogiske morale er opbyggelig: 

•  Det er ok ikke at være god til alt
• Det er ok at være bange
• Det er ok ikke at være en fandens karl
• Vi ved hvordan det føles hvis man bliver beskyldt for at stjæle
• Det er ok at tage fejl

Og så videre og så videre.

Og ved I hvad? Det passer! Jeg kan stadig fremkalde den følelse, jeg fik første gang jeg læste om Alfons, der uretmæssigt blev beskyldt for at stjæle. Eller hvad med dengang han kom til at give en mindre dreng en omgang næseblod. Og at den blodtud voksede i takt med hans dårlige samvittighed til gigantisk størrelse – kan man dø af en på tuden? Det tror jeg nok man næsten kan. Og så har jeg ikke engang fablet om 'Novra, Alfons Åberg’, hvor Alfons tager på tur i en hjemmebygget helikopter, på trods af at han ikke må bruge saven eller om Svipper, Alfons usynlige ven – hvis svenske navn er Mållgan, en viden man godt kan score sig et par nørdepoint på.

Konflikterne hos Alfons er for den voksne små – men det er det ikke for hverken Alfons eller for barnet. Og konflikterne bliver beskrevet med stor solidaritet med Alfons og med børnene, som Center for Børnelitteraturs Anne Karlskov Skyggebjerg så rigtigt pointerer i en analyse i Berlingske.
Det er hverdag og det er vigtigt.

Hvor er problemerne? Alfons Åberg skiller sig ud på flere måder. Han bor i en lejlighed – i en by. Og han bor der alene sammen med sin far – moderen er totalt og helt væk. Her bør der da i 1972 være basis for en ordentlig slasker af en socialrealistisk lækkerbisken, hvor problemerne tårner sig op - og den stakkels dreng må klare sig på trods. Og ved hjælp af en venlig dame fra kommunen blive anvist en plads med semi-fri leg i den rigtige natur, hvor den virkeligt virkelige verden er rigtigst.
Men sådan er Alfons ikke. Alfons’ vilkår bliver på ingen måde problematiseret. Alt ved ham bliver beskrevet som helt og aldeles almindeligt og upolitisk – og det var ikke hverdagskost i en tid med bøger som ’Lottes mor er kranfører’, hvor barnets vilkår bliver gjort til historiens kerne (og politisk).

 

Lad dog børnene være lidt i fred

Alfons’ far er en vanvittig odd figur i børnelitteraturen. Og for den voksne læser bogens sande helt: Han ryger pibe – konstant. Ham og Alfons har et virkelig fint og afdæmpet forhold. Faderens rolle er som regel bare at tusse rundt i sutsko, læse lidt avis, ryge noget mere pibe, være vanvittig flink og ellers bare være fraværende.

Han lader som Gunilla Bergstrøm selv ønsker ’børnene være lidt i fred. Ikke at de skal overlades til sig selv.’ Det er en banal sandhed. Men en sandhed.

Alfons er en helt almindelig dreng, der lever i nutiden; han har ikke superevner, er ikke overdrevet fræk eller har en kæleugle. Til gengæld har han helt almindelige konflikter og en far der flink og fraværende. Og så er han lige fyldt fyrre år. 

Det fortjener han da en fest for.