At pisse i autoriteternes taske

Den nyere danske billedbog, der har betydet mest for mig og min familie er uden sammenligning Jakob Martin Strids ’Lille frø’. Den udkom i 2005 efter at have vundet Gyldendals nordiske billedbogskonkurrence året før. Og den er vidunderlig, skæg, anarkistisk, satirisk, gribende og så kan jeg endog meget nemt relatere til den. Men mere om det lige om lidt.

Jakob Martin Strid (1972) er illustrator og forfatter og begyndte som tegneserieskaber for Socialisten Weekend i 90’erne; noget han i et par omgange fortsatte med på Politiken – med stor succes. Han børnebogsdebuterede i 1999 med rimsamlingen ’Mustafas kiosk’ og siden er der kommet en håndfuld virkelig dejlige bøger senest ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ fra 2012.

Fælles for alle Strids børnebøger er en poetisk og anarkistisk tone. Autoriteter er generelt nogle surmulende, koleriske og bedrevidende jakkesæt, der bare vil blande sig i alt og især stoppe fredelige folk og børn i at hygge sig med ostemadder, lystfiskeri og kaffe. Det er jo ikke ulig grundtonen hos Ole Lund Kirkegård.
Og fælles for alle Strids bøger er at de er sindssygt gode. Og så er de skamlæst herhjemme.

I ’Lille frø’ kommer titelfiguren bogstaveligt talt bragende ind i midten hos en intetanende frø-familie. Men familien elsker den øjeblikkeligt og uforbeholdent. Og de tager den – i øvrigt ikke kønsspecifikke unge – til sig.
Men der er en lille hage ved den nytilkomne. Den er anarkistisk og meget slem. Og det er ikke altid lige lykken at vågne op med farver i ansigtet, en smeltet telefon i ovnen og helt bibliotek af våde bøger. Derfor søger familien råd hos en skolepsykolog, som straks hiver en handlingsplan frem. Det er Lille frø ligeglad med og efter en ildebrand i psykologhovedhår og urin i psykologtaske tager Frø-far og Frø-mor hjem pinligt berørte, med uforrettet sag - men med masser af skæld ud til Lille frø.

Det finder den sig ikke i. Og den stikker af alene til verdens ende og verdens højeste bjerg. Her møder den en meget Gud-lignende guru, hvis løsning for alle Lille frøs problemer er, at den da bare skal finde sin indre ro.

Men ide i den indre ro er der møgkedelig. Heldigvis har Lille frø sine farver med; og så må selv Gud give fortabt. Lille frø bliver kastet ned fra bjerget, hvor den til alt held bliver fundet af Frø-familien, hvis kærlighed som sagt er uforbeholden og betingelsesløs, så alting ender i glædestårer. Og dog. For den lille afsluttende epilog afslører at Lille frø faktisk bliver meget berømt, og alle hans slemme ting kommer på museum.

Jeg elsker ’Lille frø’ uforbeholdent. Jeg synes, det er vidunderligt skægt, at der bogstaveligt talt bliver pisset på sagsbehandlere og religion og new age-typer. Og når man, som jeg, har en udafreagerende, fantasi- og temperamentsfuld lille dreng, der nogle gange har et liberalt forhold til regler og fornuft er identifikationsfaktoren ca. absolut.

 Men det er trods alt ikke kun sentimentalitet, som er årsagen til vores begejstring. ’Lille frø’ er en rørende fortælling, der fra børnenes vinkel fortæller om en skæv anarkist, der ikke bliver forstået af sine nærmeste – men heldigvis elsket alligevel. Og hvor mange har ikke oplevet netop dette? Samtidig er det en næsten ondskabsfuld – men også uhyre præcis - satire over forskellige former for autoriteternes patroniserende løsninger. Det er sindssygt sjovt. Og jeg klukler hver eneste gang Lille frø keder sig midt i sin indre ro - 'Men heldigvis havde den sine farver med'.

Men jeg synes epilogen lægger endnu et lag på fortællingen. For det første er det en fin måde, at tale med sit barn om, hvad man lige har læst. Og vel kan det læses som en hilsen til Emil fra Lønneberg; oprøreren der endte med at blive sognerådsformand.
Men der er andet og meget mere på spil. For det der har gjort Lille frø så berømt, at han ender på museum, er jo netop de meget slemme ting han har gjort. Det er altså oprøreret i sig selv, der ender med at blive kanoniseret af samfundet.  Accepteret og omfavnet og leflet for.
Jeg har altid læst den afslutning som Strids hilsen til sin venstreorienterede oprørske uregerlige baggrund. 'Bare bliv ved venner. Om føje år kanoniserer de det, som de nu bekæmper.' (At der så også er en sjat ironi i, at oprøret ender med at komme på toppen af parnasset, er en anden historie).Og på den måde bliver afslutningen også et billede på, at det er oprøret, der former og giver et menneske kant. 

Men først og fremmest er det en fortælling om et barn, der er uhyre selvstændigt, gør hvad det selv vil, og hverken kan eller vil bestemmes over. Og alligevel bliver elsket uforbeholdent af sin familie - simpelthen bare ved at den er vores egen lille Frø. Og det er lige netop det, der skaber det vidunderlige individ.

Det vil jeg huske på næste gang min dreng udfordrer mig og fornuften.

Læs mere om Jakob Martin Strid her