God debat med de forkerte eksempler

I oktober har der været noget så sjældent som en debat om børnelitteratur i landets aviser. Wow. Og det bredte sig endda til EkstraBladet, hvor man så kunne se Nationen udbrede deres vid ud fra et interview med lederen af Center for Børnelitteratur, Nina Christensen. Det var hmm bizart.

Debatten har foregået i Kristeligt Dagblad, der er en de fineste aviser, når det gælder om at tage børnelitteraturen alvorligt og blev skudt i gang ved det nævnte interview, hvor Nina Christensen tog et opgør med, hvad hun kaldte ’den sorgløse børnebog’. Og det faktum at forældre og andre formidlere vælger de bøger, som de selv fik læst højt som børn. Og det er netop ofte historier, hvor børn lever i en tidløs verden, der er fyldt med harmoni og ikke afspejler ’en virkelighed hvor børn er meget mere på egen hånd end tidligere’.

Så langt er jeg helt enig med lederen af Center for Børnelitteratur. Jeg synes det er drønærgerligt at man skal i specialboghandlere for at støde på anden børnelitteratur end Reuter, Kirkegård, Flunkerne og Lindgren (og jeg maler med de brede pensler her).

Men Pippi er jo god, ikke?

Jeg synes bare, det er vildt træls at hendes pointer bliver spidsvinklet med eksemplerne Ole Lund Kirkegaard, Astrid Lindgren og H.C. Andersen. Jeg kunne godt have drømt om at interviewet havde nævnt meget læste bøger fra omkring 1980, hvis kvalitet og virkelighedsnærhed nærmere sig sidste salgsdato.

For jeg kan sagtens se hvad Christensen mener - og jeg er enig i at universerne hos Pippi og Topper er i en tidløs verden, som moderne børn kan have problemer med at spejle sig i, med mindre de har superkræfter, røven (eller i hvert en kuffert) fuld af guld og en magisk blyant eller tæppe.  

Problemet er med at nævne de tre forfattere er jo bare at man hurtigt kommer til at tale kvalitet og at tidløse harmoniske historier udelukker nutidige historier, der afspejler børnenes virkelighed. 

Pippi er jo ikke en lyserød prinsesse. Hendes liv er i den grad ikke harmonisk og børnene hos Kirkegaard i høj grad er på egen hånd forbi de voksne som regel er koleriske idioter. Og så er de tre nævnte forfattere det tætteste på tre uangribelige genier, man kan komme i en børnelitterær kontekst.  

Netop den pointe fik tidligere anmelder Jon Helt Harder ugen efter understreget så fint. Men han kom dog i sit forsvar for Lindgren og Kirkegård netop ind i en kvalitetsdiskussion og spurgte om vi skal tilbage til træsnits-70’erne med bøger som ’Sådan var det, da Petras forældre blev skilt’ og ’Lottes mor er kranfører’.

Svaret på Jon Helt Harders implicitte spørgsmål er ret entydigt nej.

Hvorfor fravælges den moderne børnebog?

Ugen efter Jon Helt Harders indlæg fik han støtte af en anden anmelder – Anna Poulsen – der også ærgrede sig over den falske litterære modsætning, der var i Nina Christensens interview.

Anna Poulsen mener at problemet i den moderne børnebog er at barnet ganske vist er alene om at klare problemerne , men også er alene om ’at klare følelserne. () Barnet er således alene i både handling og holdning. Og det er det, fordi barnet i en moderne pædagogisk og psykologisk optik anses for mere kompetent end tidligere, hvilket legaliserer de voksnes fravær. Børn og voksne kan derfor ikke altid dele historien med hinanden i en følelsesmæssig henseende.’ Og det er altså derfor at de voksne formidlere fravælger de nyere børnebøger – simpelthen fordi de ikke har nogen at identificere sig med, og der derfor kommer et mismatch mellem den hyggelige oplæsningssituation og de fraværende voksne i de moderne børnebøger.

Jeg er, hvis jeg forstår Anna Poulsen korrekt – temmelig uenig. Både i diagnosticeringen af årsagen til at formidlere fravælger den moderne børnebog og at hendes karakteristik skulle være et problem. For efterlader den manglende voksne netop ikke plads til oplæseren i samtalen med barnet om en ikke-harmoniske virkelighed der findes i bogen? Og i tilgift får børnene også et litterært bud på deres egen nutidige virkelighed (og igen: Hodja udelukker jo ikke Vitello - Pippi ikke Papirdrengen).

Jeg tror desværre problemet findes implicit i Harders og Poulsens indlæg: nemlig i det totale fravær af konkrete titler inden for nyere dansk børnelitteratur.

For som den tidligere leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur Torben Weinreich påpeger, er der sket et markant kvalitets-løft inden for dansk børnelitteratur inden for de seneste 10-15 år. Men hverken Helt Harder eller Poulsen nævner en eneste titel, og så er det søreme svært at diskutere og finde ud af om man er enig. 

Og debatten gør det i hvert fald ikke nemmere for forældrene at fra- eller tilvælge den moderne børnebog ud fra et veloplyst grundlag.

Den hippiede afslutning

Jeg synes det er vildt fedt med en debat om børnelitteratur. Om hvad litteraturen har at tilbyde børn og forældre i 2012 fyldt med 24-timers højenergisk Cartoon Network og når selv de mest kulturradikale forældre med god samvittighed har Ramasjang, iPad, Facebook og Cowey. 

Men jeg kan ikke se at der er nogen som helst modsætning med at foiegras-fodre sine poder med Astrid Lindgren og læse nyere danske børnebøger. De er faktisk som regel ret gode. Ja, de er. 

Pædagogik-parodi med motorsav

En af de stærkeste genre i børnelitteraturens 500 år lange historie er bøger, der med mere eller mindre brutale midler fortæller børn, hvad de må og navnligt hvad de ikke må. Og hvad der sker, hvis den uvorne pode alligevel vælger at krydse grænsen. Et eksempel kunne være James Janeways bog der udkom på dansk i 1729 med den mundrette og ganske sigende titel 'En liden aandelige Exempel-Bog for Børn, Det er, En udførlig Beretning om adskillige smaa Børns omvendelse, hellige og exemplariske Levnet, samt glædelige Død'. Andre eksempler er den klassiske 'Den danske Skolemester', der udkom anonymt 1766-67. 

Og man kan vel finde reminiscenser også i dag - her bliver børnene dog ikke slået ihjel - trods alt, men man får at vide, hvad der er i orden, hvis man vil være en ordentlig kammerat.

Genren har også fået sine modgenrer - parodien. Den absolut mest berømte er Heinreich Hoffmanns 'Den store Bastian' (da 1847) og en af de skæggeste nyere udgave er om de to entreprenante møgunger Lars og Lone.


Så længe de ikke keder sig
'Lars og Lone alene hjemme' udkom i 1996 og er skrevet og illustreret af den dansk-boende nordmand Jon Ranheimsætter (f. 1947).

Bogen er et katalog af ting, man som forældre frygter at ens børn laver, når de er alene hjemme.

Lars og Lone er alene med deres far og han har et ret laissez faire forhold til børneopdragelse.
Han efterlader ungerne alene hjemme med skumfiduser og Matador Mix som morgenmad.

Ungerne er hjælpsomme og iderige og ved hvor faderens motorsav er henne. De saver sofaen i stykker. Uheldigvis kommer Lars til at save Lones hånd af. Nå, for søren. Det er heldigvis ikke værre end hvad man kan ordne med lim og tape.

Og herefter bliver det kun værre. Ungerne begynder at ryge (det kan de godt lide), drikker rensebenzin og leger kannibaler og opdragelsesrejsende. Men Lone synes det er for kedeligt at blive kogt - det tager simpelthen for lang tid at blive mør.

Og da det ikke er sundt at kede sig, beslutter de sig for at hjælpe faderen med husets fyr, der vist nok trænger til eftersyn. Det gør det ikke mere efter de har skruet på nogle ventiler, fyret eksploderer og huset jævnes med jorden.
 
Men faderen tager det stille og roligt da han kommer hjem til forbrændte og maltrakterede børn og et hus der er en ruin - bare så længe at de ikke har kedet sig.

En vognstang på en kilometer
Selv den mest tykhudede og tunghøre kan fornemme den kilometerlange vognstang, der bliver viftet med: Hallo, det her er en parodi. Det er skæg og ballade og gas. Og den er på den måde lidt vel programmatisk for min sarte smag - hvis ikke det lige var fordi at den slet og ret er skide skæg. Ranheimsætters superenkle blyantsstreger er næsten uden baggrund og en historie man ved kun kan ende på en måde - galt.

Jeg  er vild med Lars og Lone lakoniske og nøgterne tilgang til livet. Nå, kom du til at brænde mit hår af - der tog du fusen på mig. Og jeg elsker at de leger opdragelsesrejsende.

Bogen er skrevet så den kan bruges som let-læsningsbog for førstegangslæsere. Og det vil jeg da anbefale at den bruges som. Hvis man tør. 
Hvilket minder mig om at der er lang tid siden jeg har set hvad min entreprenante dreng render rundt og laver.

Sig det med tusindfryd

Kombinationen af drenge og tørrede planter har måske lidt overraskende været brugt flere gange i nyere nordiske billedbøger. Og med stor kunstnerisk kvalitet vil jeg understrege. Stian Holes Garmann havde et herbarium, dagens bog handler om en dreng og hans herbarium, og jeg lover mig selv, at jeg i den nærmeste fremtid vil anbefale en også fremragende bog om en dreng og hans talenter med planter. Aner man et tema her?

Dagens bog udkom i 2007 er skrevet af Christina Weise, illustreret af Rasmus Bregnhøi og hedder ’Snabels herbarium’. Det var også en af de fem bøger som Kari Sønsthagen kårede som de bedste i årtusindets første årti. Og ’Snabels herbarium’ er virkelig indtagende og rørende.

Urtica dioeca

Snabel er en indadvendt dreng med en dyb hemmelighed. Han samler på planter, presser og tørrer dem i bøger, klistrer dem på ark og samler arkene sammen i sit eget herbarium. Snabel blev engang drillet med favnen fuld af anemoner og derfor har han ikke engang fortalt om herbariet til sin bedste ven og nabo – den noget mere energiske dreng Lille. For tanken om at Snabels eneste ven også skal gør nar ad ham er helt forfærdelig. 


Men Lille opdager naturligvis hemmelighed. Og til Snabels store lykke, synes Lille at herbariet er lige så fantastisk, som det i grunden også er. Men lykken varer kort, da den viltre Lille kommer til at vælte et glas med pæresaft udover Snabels dyrebare ark. I panik stikker Lille af. Snabel bliver forfærdet og rasende, da han opdager de tilsølede papirer og det tomme værelse. Snabel skriver derfor et meget vredt brev til sin nu tidligere ven.

Og der sidder to venner i to huse ved siden af hinanden. Den ene er ulykkelig over at være kommet til at ødelægge sin vens dyrebareste eje. Den anden er ulykkelig over måske at have ødelagt det dyrebareste han har. For det allerdejligste de har er o deres venskab, ikke? Og pæresaft kan jo tørres af og man kan sige undskyld. Og herbariet og venskabet  genskabes med en meget smuk gestus.

’Snabels herbarium’ handler om venskab, dårlig samvittighed og om tilgivelse. Emnet er almengyldigt og vigtigt. Weises tekst er rørende og fin. Men det er Rasmus Bregnhøis på en gang enkle og detaljerede og konkrete illustrationer og collager med ægte tørrede planter, der gør ’Snabels herbarium’ til en sugende fantastisk oplevelse. 

Rasmus Bregnhøi er en af mine yndlingsillustratorer og 'Snabels herbarium' er en vidunderlig bog.

Se mere af Christina Weises arbejde her.

Vægtløst godt

Stian Hole (1969) er norsk forfatter og illustrator og han kan ikke anbefales eller værdsættes nok. Alene hans collageagtige, drømmende og superdetaljerede photoshoppede illustrationer er nok til at knuselske ham. Men når han så i oven i hatten har skrevet tre vidunderlige bøger om den lille poetiske dreng Garmann, der fascineres af planter, herbarier og verdensrummet og formidler forelskelse og angsten for det meningsløse og døden, ja, så får sådan en som mig næsten åndenød. Fik jeg sagt at jeg synes han er god?

I 2006 udkom ’Garmanns sommer’ i 2008 ’Garmanns gade’ og i 2010 ’Garmanns hemmelighed’ alle oversat til dansk af Naja Marie Aidt. 

Stian Holes bøger og især ’Garmanns gade’ tiltrak sig i 2008 en del opmærksomhed, da der blev diskuteret blandt danske anmeldere om det overhovedet var for børn. 

De to første bøger handler også om frygten og angsten for døden - om den ofte manglende mening med livet. Og de er bestemt ikke for alle børn; stemningen er stærkt melankolsk og poetisk både i sprog og illustrationer. Men det er børnebøger! Det er for børn. De tager børn alvorligt og giver et kunstnerisk bud på de tanker og følelser, som også børn har. Og nu er jeg allerede kommet for dybt ind i diskussionen end jeg havde tænkt mig. Jeg vil helt sikkert vende tilbage til det når jeg tænkt mig mere om og har noget klogere at sige. For jeg vil i dag langt hellere tale om den tredje og lettere bog i serien, ’Garmanns hemmelighed’.

Stands tiden!

'Alle mennesker har hemmeligheder,' forsikrer Garmanns mor forsigtigt i det Garmann falder i en lykkelig søvn. Men der er ikke meget ved hemmeligheder hvis man ikke har nogen at dele dem med. Og det har Garmann.

Johanne og Hanne er de stride rødhårede tvillinger, der har fulgt Garmann i alle bøger. Eller det vil sige i ’Garmanns hemmelighed’ er der sket noget. Hanne er stadig møgtarvelig - men Johanne er stik modsat. Hvor Hanne er på vej ud  - er Johanne på vej ind. Og det er hende, der viser Garmann sin hemmelighed – en muligvis nedfaldet rumsonde dybt inde i skoven, langt væk fra voksne, fra mobning og fra verdens fortrædeligheder og forventninger om hvad man skal.

I denne oase får de to børn et frirum. Her tales om hemmeligheder, svagheder, drømme og tanker væk fra rum og tid. Men idyllen trues af Hanne, der har opdaget dem. Hun truer med at dele deres hemmelighed med resten af verden; men Johanne ved også, hvordan man kan bruge en hemmelighed som våben. Og Hanne holdes i skak og Johannes og Garmanns paradis får lov at blive uindtaget.

Og det er et sandt paradis de to børn har fundet og lever i gradvist mere nøgne. 

Og gradvist længere og længere ind i deres hemmelighed og længere væk fra omverdenen. 

Det er jo næsten helt rousseausk, et omvendt syndefald og en flugt fra den voksenverden, som begge børn frygter. Og som sådan er det smukt og fint. Men det er også et kondenseret billede af den første forelskelse.

Og afslutningen er sugende vidunderlig. 

’Garmanns hemmelighed’ er en af de mest præcise og poetiske beskrivelser af forelskelse jeg har læst både for mig selv og for min datter.

Helle Helle for børn

Jeg indrømmer blankt: Jeg er inhabil, når jeg taler om 'Et mærkeligt skib'. Ikke forstået på den måde, at jeg har haft indflydelse på så meget som en strejf af et komma, men jeg kender forfatteren. Jeg synes hun er skide sød. Jeg gik på Forfatterskolen med hende. Hendes afgangsprojekt var denne her bog, og vi var endda i gruppe sammen. Og for at det ikke skal være løgn udkom den på det forlag, jeg har min gang på.

Men Kari Sønsthagen har udnævnt 'Et mærkeligt skib' som en af de fem bedste danske børnebøger i årtusindets første årti, og den fik Kulturministeriets Børnebogspris i 2010. Så jeg er i hvert fald ikke alene i min udelte begejstring over Anita Krumbachs bog.

Anita Krumbach (1967) er uddannet skolelærer og illustrator. Hun blev færdiguddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2008 og debuterede som forfatter med letlæsningsbogen ’Natdyr’ samme år. Året efter udkom ’Et mærkeligt skib’ og i 2011 kom 'Den som fanden lytter til'.

En ensom svamp

'Et mærkeligt skib' handler om den forsømte dreng Elo, der bor alene med sin far. Elo er ensom, hans mor gider sådan set ikke være sammen med ham. Han har ingen venner og hans far er bare hele tiden på arbejde i svømmehallen. Så aftensmaden er høflig selvbetjening i en duft af klor.
Det er vel kun sløjdlæreren Vagn, som Elo har det fint med.

Elo drømmer om at være del af en rigtig familie. Og da han skal lave geografiprojekt med den nytilflyttede Rune møder han dennes familie og ikke mindst moderen, Susanne. Hun ser Elo, roser ham og giver ham tryghed. Og Elo føler sig straks som familiemedlem og oplever rigtig hygge med nylavet te, duften af boller og kantareljagt.

Elo er som en tørlagt svamp. Og han opsøger familien også efter geografiprojektet og venskabet med Rune glider ud. 

Måske kan den socialt ubegavede Elo mærke det; han forsøger i hvert fald at vise Susanne, at han da snildt kan overmatche familiens yngste både i sløjdlokalet og som en spiller i familien. 

Elo sætter sig på Susanne som en præstelus og afvisningen er uundgåelig og ulykkelig.

En bette pjosker

’Et mærkeligt skib’ er 63 små sider lang. Den tager ikke mere end 20 minutter at læse. Den er næsten kun skrevet i korte hovedsætninger. Alligevel formår Anita Krumbach at lave to nuancerede psykologiske portrætter, der er uafrystelige. Det gør faktisk fysisk ondt at læse Anita Krumbachs koncentrerede sprog. Men ih, hvor er det bare dejligt, at det gør så ondt.

For man holder så meget med Elo – selvom han ved gud ikke er charmerende. Elo er et af de børn, som ikke mestrer det sociale sprog. Der er antydning af lidt småmobberi i klassen, men det er ikke det der er hovedsagen. Det er ikke en historie om mobning. Men en historie om en forsømt dreng, der længes og forståeligt nok ikke ved hvornår andre mennesker synes man er for meget. Og Elo kan bare ikke forstå de mindste vink med en vognstang. 

Elo længes så meget efter at blive medlem af en familie, at blive set og rost, at han fuldstændig overser, hvor grænseoverskridende og irriterende han i grunden er. Han er nem at følge og forstå.

Og man kan sagtens sætte sig ind i Susannes situation. Hun er en kærligt menneske, men selv den mest altfavnende mors rummelighed kan ikke klare det pres, som Elo kommer med. Jeg forstår hende og kan mærke, hvor ulykkelig hun også må være – selvom hendes reaktion er hård.

Der er bare ingen vindere i den konflikt. Selvom der er et håb for Elo til sidst.

Jeg har tit tænkt på, at Elo er som Buster i ’Busters verden’, hvis man fjernede Busters evner til at trylle og hans farverige sprog og poetiske syn på verden. På den måde laver Anita Krumbach et nøgent portræt af en usynlig person, som vi alle kender og som alligevel har været godt skjult i børnelitteraturen.

Bogen vil i øvrigt egne sig glimrende til en skarp og gribende novellefilm. Så er den opfordring givet videre. Og jeg ser at den får premiere som teaterstykke i 2013. Læs mere her.

Jeg vil på det varmeste anbefale at læse ’Et mærkeligt skib’. Den er ganske enkelt fremragende.  

Der er noget, der er vigtigere end sex

Jeg skrev tidligere, at sex var den vigtigste årsag til at læse ungdomsbøger. Det er også rigtigt. Næsten. For der er ét emne, der trods alt bør fylde mere end svedige rygge og røde kinder - nemlig: spilleregler, socialt sprog og alle de skjulte hierarkier man som ung (og voksen) konstant støder ind i og som ændrer sig umærkeligt og hele tiden og livsvigtigt. Det er så dramatisk og skide spændende og altafgørende.

Middelmådighedsfrygten

Et af de allerbedste bud på beskrivelser af de usagte og essentielle sociale færdselsregler kommer fra amerikanske Curtis Sittenfeld (1975) og hendes debutroman ’Klasse’, der udkom i USA i 2005 som ’Prep’.

Lee Fiora er 14 år og kommer fra Midtvesten, hvor hun var den dygtigste og skarpeste elev. Hun kommer fra en amerikansk middelklasse; på hendes skole er der slidt grønt linoleumsgulv og drengene kan godt lide heavy. Men Lee drømmer om et andet sted. Hun falder over en brochure for overklasse-kostskolen Ault, der ligger ved Boston og hvor en stor del af det amerikanske aristokrati og rigmænd sender deres børn hen. Brochuren viser smilende og smukke unge mennesker i uldtrøjer foran betagende og historiske bygninger. Lee er solgt og søger ind.

Hendes forældre støtter hende; velvidende at de på ingen måde har penge til at have hende gående der, men Lee kommer ind og får fuldt stipendiat. Og så klapper fælden.

Lee er pludselig i den grad på udebane. Hun er ikke længere den mest intelligente og charmerende, som lærerne og de andre elever elsker og betragter som begavet. Hun er derimod solidt placeret langt fra toppen. Hun har hverken det rigtige sengetøj eller de rigtige venner, hendes forældre bor ikke på det rigtige hotel og har slet ikke den rigtige indkomst.

Lee drømte om smukke melankolsk udseende unge mænd, som hun kunne blive kæreste med og gå lange ture i efteråret med uldtrøjer og faldende blodrødt løv. I stedet bor hun på et sted, hvor hun ikke ved, hvordan hun skal begå sig. Og så er der lige pludselig langt til at være Harvard-aspirant, når man er blot er madrassælgerens datter fra Indiana..

Det er et markant anderledes socialt sprog end det hun kommer fra – og hvad værre for Lee er, at der ikke er en fiber i hendes 14-årige krop, der ikke er fuldstændigt og konstant bevidst om at det ikke er et sprog, hun mestrer.

Lee er intelligent, hun er skæg, hun er observerende og ser sig selv og resten af skolen udefra hele tiden. Hun er charmerende og pisse-irriterende. Og hendes reaktionsmønstre og opmærksomhed på regler og strukturer er overmåde genkendelige for sådan nogen som os, der også bare er guds ord fra landet, når vi lander i sammenhænge, hvor det sociale sprog ikke er vores eget.

Lee vælger at blive registranten, der ikke siger så meget – hun håber, det vil få hende til at virke drømmende og spændende – men hun er mere bange for, at folk synes, hun bare er kedelig.

Når usikkerhed bliver arrogance

I bogens 400-sider om hendes fire år på Ault sker der stort ikke en fløjtende fis med hende. Men det ingenting der sker er dramatisk og fintfølende.  Som fx da Lee skal klippe skolens populæreste pige Aspeth og skolens populæreste dreng Cross (som Lee naturligvis er forelsket i) tager med for at se på:

’Der var noget utiltalende ved at se Cross flirte; det var lidt for personligt, lidt som at se ham fjerne mad fra tænderne.  ’Aldrig bytte om igen,’ sagde Aspeth, og de lo begge to, og så sagde hun. ’Er det ikke sådan det er: Bytte-bytte-købmand, aldrig bytte om igen.’ Denne gang sagde de det i kor – når folk sagde noget i kor, ligesom når folk blinkede, fik jeg kuldegysninger – og jeg måtte bekæmpe en trang til at skynde mig langt væk. De var tabere! De var mere kiksede end jeg var! Sagen var, selvfølgelig, at huske det ved morgensamling når jeg så dem på afstand, og de så kølige og utilnærmelige ud.’

Eller da Lee bliver inviteret på date med en af køkkenmedarbejderne fra skolen:

’Jeg var bange for at Dave havde valgt Chauncey’s fordi han syntes der var fint, når der ikke var så fint. Jeg var bange for at han ville fortælle en morsom historie, tilsyneladende til tjeneren, men i virkeligheden for min skyld, og at jeg hele vejen igennem ville bekymre mig om hvorvidt den nu virkelig var morsom, og hvis den ikke var, ville jeg så kunne le høfligt () Det var så svært at føle sig veltilpas sammen med et andet menneske, og var der nogen garanti for at det ville være umagen værd?’

Se, det er jo her, hvor usikkerheden pludselig får et kilometertykt udtryk af arrogance. Og det er jo ikke det Lee vil. Det er bare hendes higen efter de rigtige spilleregler, der får hende til det.
Og ’Klasse’ er spækket med disse sansninger af det sociale sprog som fylder alting, hvis man ikke taler det flydende. Og jeg synes det er så fint og så præcist set.

Forlaget markedsførte bogen som chick-lit; og jeg tror bibliotekerne kategoriserer den som en voksenbog. Det er det ikke. Det er en ungdomsbog. Og en virkelig god en af slagsen. Dog skæmmes den lidt - især til sidst - af en sjasket afslutning og ret mange korrektur- og oversættelsesfejl. 

Men det skal ikke afholde mig fra at anbefale ’Klasse’ varmt – især hvis man har prøvet at være til en fest eller til en reception eller til et kursus og stå med et ensomt vinglas og en håndfuld økologiske chips, hvor skrællen stadig er på og foregive stor interesse for byrummets arkitektur og bare være på udebane i en anden sportsgren og hele tiden kan se sig selv og alle andre udefra. 
Det har jeg i hvert fald hørt om nogen, der har prøvet.

Ad helvedes til fint. Faktisk.

Hanne Kvist (1961) er en af mine absolutte favorit-forfattere og illustratorer. I 2005 udkom ’Os to (uden sutsko)’ som hun også selv har illustreret. Og som jeg nu kort og brandvarmt vil anbefale.

Drengen er endelig alene med sin far. Den pertentlige mor er taget med en stor taske på på hospitalet og bliver væk i hvert fald et par dage.
Det efterlader drengen i et skønt anarkistisk frirum sammen med sin rare far.

Friheden nydes til kanten. Drengen beslutter sig for at sige mindst ét bandeord i hver sætning og der larmes og gås uden sutsko og det er helt fint at nimbussen får skiftet olie i køkkenet og endnu bedre er det at de ikke rydder op og menuen står på chips og købepizza.

Og så er der også tid til mand-o-mand-snak med faderen.

- Da jeg var lille kunne børn lege i timevis med en pind og være lykkelige for så lidt, siger far.

- Har du gemt den pind? Spørger jeg.

Dette replikskifte har jeg tit i hovedet. Det er for fandens skægt og helt Kim Fupzsk.

Men paradis har også udløbsdato og moderen kommer snart hjem og selvom det ikke bliver sagt direkte kan de fleste nok gætte at hun har en baby  med og sikkert endnu flere irriterende regler i sin store taske. 

Derfor begynder drengen at hamre huset til som en fæstning med masser af søm – og der kan altid slås flere søm i. Det ved enhver.

Men mon ikke det hele ender godt, når moderen kommer hjem med baby til en dreng der siger fra. For helvedes.

Bogen er fantastisk både til dem, der venter på at blive storesøskende - men især for dem der higer efter velskrevne og velturnerede stramme børnebøger. Hanne Kvist er en stjerne.