Vægtløst godt

Stian Hole (1969) er norsk forfatter og illustrator og han kan ikke anbefales eller værdsættes nok. Alene hans collageagtige, drømmende og superdetaljerede photoshoppede illustrationer er nok til at knuselske ham. Men når han så i oven i hatten har skrevet tre vidunderlige bøger om den lille poetiske dreng Garmann, der fascineres af planter, herbarier og verdensrummet og formidler forelskelse og angsten for det meningsløse og døden, ja, så får sådan en som mig næsten åndenød. Fik jeg sagt at jeg synes han er god?

I 2006 udkom ’Garmanns sommer’ i 2008 ’Garmanns gade’ og i 2010 ’Garmanns hemmelighed’ alle oversat til dansk af Naja Marie Aidt. 

Stian Holes bøger og især ’Garmanns gade’ tiltrak sig i 2008 en del opmærksomhed, da der blev diskuteret blandt danske anmeldere om det overhovedet var for børn. 

De to første bøger handler også om frygten og angsten for døden - om den ofte manglende mening med livet. Og de er bestemt ikke for alle børn; stemningen er stærkt melankolsk og poetisk både i sprog og illustrationer. Men det er børnebøger! Det er for børn. De tager børn alvorligt og giver et kunstnerisk bud på de tanker og følelser, som også børn har. Og nu er jeg allerede kommet for dybt ind i diskussionen end jeg havde tænkt mig. Jeg vil helt sikkert vende tilbage til det når jeg tænkt mig mere om og har noget klogere at sige. For jeg vil i dag langt hellere tale om den tredje og lettere bog i serien, ’Garmanns hemmelighed’.

Stands tiden!

'Alle mennesker har hemmeligheder,' forsikrer Garmanns mor forsigtigt i det Garmann falder i en lykkelig søvn. Men der er ikke meget ved hemmeligheder hvis man ikke har nogen at dele dem med. Og det har Garmann.

Johanne og Hanne er de stride rødhårede tvillinger, der har fulgt Garmann i alle bøger. Eller det vil sige i ’Garmanns hemmelighed’ er der sket noget. Hanne er stadig møgtarvelig - men Johanne er stik modsat. Hvor Hanne er på vej ud  - er Johanne på vej ind. Og det er hende, der viser Garmann sin hemmelighed – en muligvis nedfaldet rumsonde dybt inde i skoven, langt væk fra voksne, fra mobning og fra verdens fortrædeligheder og forventninger om hvad man skal.

I denne oase får de to børn et frirum. Her tales om hemmeligheder, svagheder, drømme og tanker væk fra rum og tid. Men idyllen trues af Hanne, der har opdaget dem. Hun truer med at dele deres hemmelighed med resten af verden; men Johanne ved også, hvordan man kan bruge en hemmelighed som våben. Og Hanne holdes i skak og Johannes og Garmanns paradis får lov at blive uindtaget.

Og det er et sandt paradis de to børn har fundet og lever i gradvist mere nøgne. 

Og gradvist længere og længere ind i deres hemmelighed og længere væk fra omverdenen. 

Det er jo næsten helt rousseausk, et omvendt syndefald og en flugt fra den voksenverden, som begge børn frygter. Og som sådan er det smukt og fint. Men det er også et kondenseret billede af den første forelskelse.

Og afslutningen er sugende vidunderlig. 

’Garmanns hemmelighed’ er en af de mest præcise og poetiske beskrivelser af forelskelse jeg har læst både for mig selv og for min datter.