Helle Helle for børn

Jeg indrømmer blankt: Jeg er inhabil, når jeg taler om 'Et mærkeligt skib'. Ikke forstået på den måde, at jeg har haft indflydelse på så meget som en strejf af et komma, men jeg kender forfatteren. Jeg synes hun er skide sød. Jeg gik på Forfatterskolen med hende. Hendes afgangsprojekt var denne her bog, og vi var endda i gruppe sammen. Og for at det ikke skal være løgn udkom den på det forlag, jeg har min gang på.

Men Kari Sønsthagen har udnævnt 'Et mærkeligt skib' som en af de fem bedste danske børnebøger i årtusindets første årti, og den fik Kulturministeriets Børnebogspris i 2010. Så jeg er i hvert fald ikke alene i min udelte begejstring over Anita Krumbachs bog.

Anita Krumbach (1967) er uddannet skolelærer og illustrator. Hun blev færdiguddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2008 og debuterede som forfatter med letlæsningsbogen ’Natdyr’ samme år. Året efter udkom ’Et mærkeligt skib’ og i 2011 kom 'Den som fanden lytter til'.

En ensom svamp

'Et mærkeligt skib' handler om den forsømte dreng Elo, der bor alene med sin far. Elo er ensom, hans mor gider sådan set ikke være sammen med ham. Han har ingen venner og hans far er bare hele tiden på arbejde i svømmehallen. Så aftensmaden er høflig selvbetjening i en duft af klor.
Det er vel kun sløjdlæreren Vagn, som Elo har det fint med.

Elo drømmer om at være del af en rigtig familie. Og da han skal lave geografiprojekt med den nytilflyttede Rune møder han dennes familie og ikke mindst moderen, Susanne. Hun ser Elo, roser ham og giver ham tryghed. Og Elo føler sig straks som familiemedlem og oplever rigtig hygge med nylavet te, duften af boller og kantareljagt.

Elo er som en tørlagt svamp. Og han opsøger familien også efter geografiprojektet og venskabet med Rune glider ud. 

Måske kan den socialt ubegavede Elo mærke det; han forsøger i hvert fald at vise Susanne, at han da snildt kan overmatche familiens yngste både i sløjdlokalet og som en spiller i familien. 

Elo sætter sig på Susanne som en præstelus og afvisningen er uundgåelig og ulykkelig.

En bette pjosker

’Et mærkeligt skib’ er 63 små sider lang. Den tager ikke mere end 20 minutter at læse. Den er næsten kun skrevet i korte hovedsætninger. Alligevel formår Anita Krumbach at lave to nuancerede psykologiske portrætter, der er uafrystelige. Det gør faktisk fysisk ondt at læse Anita Krumbachs koncentrerede sprog. Men ih, hvor er det bare dejligt, at det gør så ondt.

For man holder så meget med Elo – selvom han ved gud ikke er charmerende. Elo er et af de børn, som ikke mestrer det sociale sprog. Der er antydning af lidt småmobberi i klassen, men det er ikke det der er hovedsagen. Det er ikke en historie om mobning. Men en historie om en forsømt dreng, der længes og forståeligt nok ikke ved hvornår andre mennesker synes man er for meget. Og Elo kan bare ikke forstå de mindste vink med en vognstang. 

Elo længes så meget efter at blive medlem af en familie, at blive set og rost, at han fuldstændig overser, hvor grænseoverskridende og irriterende han i grunden er. Han er nem at følge og forstå.

Og man kan sagtens sætte sig ind i Susannes situation. Hun er en kærligt menneske, men selv den mest altfavnende mors rummelighed kan ikke klare det pres, som Elo kommer med. Jeg forstår hende og kan mærke, hvor ulykkelig hun også må være – selvom hendes reaktion er hård.

Der er bare ingen vindere i den konflikt. Selvom der er et håb for Elo til sidst.

Jeg har tit tænkt på, at Elo er som Buster i ’Busters verden’, hvis man fjernede Busters evner til at trylle og hans farverige sprog og poetiske syn på verden. På den måde laver Anita Krumbach et nøgent portræt af en usynlig person, som vi alle kender og som alligevel har været godt skjult i børnelitteraturen.

Bogen vil i øvrigt egne sig glimrende til en skarp og gribende novellefilm. Så er den opfordring givet videre. Og jeg ser at den får premiere som teaterstykke i 2013. Læs mere her.

Jeg vil på det varmeste anbefale at læse ’Et mærkeligt skib’. Den er ganske enkelt fremragende.