Der er noget, der er vigtigere end sex

Jeg skrev tidligere, at sex var den vigtigste årsag til at læse ungdomsbøger. Det er også rigtigt. Næsten. For der er ét emne, der trods alt bør fylde mere end svedige rygge og røde kinder - nemlig: spilleregler, socialt sprog og alle de skjulte hierarkier man som ung (og voksen) konstant støder ind i og som ændrer sig umærkeligt og hele tiden og livsvigtigt. Det er så dramatisk og skide spændende og altafgørende.

Middelmådighedsfrygten

Et af de allerbedste bud på beskrivelser af de usagte og essentielle sociale færdselsregler kommer fra amerikanske Curtis Sittenfeld (1975) og hendes debutroman ’Klasse’, der udkom i USA i 2005 som ’Prep’.

Lee Fiora er 14 år og kommer fra Midtvesten, hvor hun var den dygtigste og skarpeste elev. Hun kommer fra en amerikansk middelklasse; på hendes skole er der slidt grønt linoleumsgulv og drengene kan godt lide heavy. Men Lee drømmer om et andet sted. Hun falder over en brochure for overklasse-kostskolen Ault, der ligger ved Boston og hvor en stor del af det amerikanske aristokrati og rigmænd sender deres børn hen. Brochuren viser smilende og smukke unge mennesker i uldtrøjer foran betagende og historiske bygninger. Lee er solgt og søger ind.

Hendes forældre støtter hende; velvidende at de på ingen måde har penge til at have hende gående der, men Lee kommer ind og får fuldt stipendiat. Og så klapper fælden.

Lee er pludselig i den grad på udebane. Hun er ikke længere den mest intelligente og charmerende, som lærerne og de andre elever elsker og betragter som begavet. Hun er derimod solidt placeret langt fra toppen. Hun har hverken det rigtige sengetøj eller de rigtige venner, hendes forældre bor ikke på det rigtige hotel og har slet ikke den rigtige indkomst.

Lee drømte om smukke melankolsk udseende unge mænd, som hun kunne blive kæreste med og gå lange ture i efteråret med uldtrøjer og faldende blodrødt løv. I stedet bor hun på et sted, hvor hun ikke ved, hvordan hun skal begå sig. Og så er der lige pludselig langt til at være Harvard-aspirant, når man er blot er madrassælgerens datter fra Indiana..

Det er et markant anderledes socialt sprog end det hun kommer fra – og hvad værre for Lee er, at der ikke er en fiber i hendes 14-årige krop, der ikke er fuldstændigt og konstant bevidst om at det ikke er et sprog, hun mestrer.

Lee er intelligent, hun er skæg, hun er observerende og ser sig selv og resten af skolen udefra hele tiden. Hun er charmerende og pisse-irriterende. Og hendes reaktionsmønstre og opmærksomhed på regler og strukturer er overmåde genkendelige for sådan nogen som os, der også bare er guds ord fra landet, når vi lander i sammenhænge, hvor det sociale sprog ikke er vores eget.

Lee vælger at blive registranten, der ikke siger så meget – hun håber, det vil få hende til at virke drømmende og spændende – men hun er mere bange for, at folk synes, hun bare er kedelig.

Når usikkerhed bliver arrogance

I bogens 400-sider om hendes fire år på Ault sker der stort ikke en fløjtende fis med hende. Men det ingenting der sker er dramatisk og fintfølende.  Som fx da Lee skal klippe skolens populæreste pige Aspeth og skolens populæreste dreng Cross (som Lee naturligvis er forelsket i) tager med for at se på:

’Der var noget utiltalende ved at se Cross flirte; det var lidt for personligt, lidt som at se ham fjerne mad fra tænderne.  ’Aldrig bytte om igen,’ sagde Aspeth, og de lo begge to, og så sagde hun. ’Er det ikke sådan det er: Bytte-bytte-købmand, aldrig bytte om igen.’ Denne gang sagde de det i kor – når folk sagde noget i kor, ligesom når folk blinkede, fik jeg kuldegysninger – og jeg måtte bekæmpe en trang til at skynde mig langt væk. De var tabere! De var mere kiksede end jeg var! Sagen var, selvfølgelig, at huske det ved morgensamling når jeg så dem på afstand, og de så kølige og utilnærmelige ud.’

Eller da Lee bliver inviteret på date med en af køkkenmedarbejderne fra skolen:

’Jeg var bange for at Dave havde valgt Chauncey’s fordi han syntes der var fint, når der ikke var så fint. Jeg var bange for at han ville fortælle en morsom historie, tilsyneladende til tjeneren, men i virkeligheden for min skyld, og at jeg hele vejen igennem ville bekymre mig om hvorvidt den nu virkelig var morsom, og hvis den ikke var, ville jeg så kunne le høfligt () Det var så svært at føle sig veltilpas sammen med et andet menneske, og var der nogen garanti for at det ville være umagen værd?’

Se, det er jo her, hvor usikkerheden pludselig får et kilometertykt udtryk af arrogance. Og det er jo ikke det Lee vil. Det er bare hendes higen efter de rigtige spilleregler, der får hende til det.
Og ’Klasse’ er spækket med disse sansninger af det sociale sprog som fylder alting, hvis man ikke taler det flydende. Og jeg synes det er så fint og så præcist set.

Forlaget markedsførte bogen som chick-lit; og jeg tror bibliotekerne kategoriserer den som en voksenbog. Det er det ikke. Det er en ungdomsbog. Og en virkelig god en af slagsen. Dog skæmmes den lidt - især til sidst - af en sjasket afslutning og ret mange korrektur- og oversættelsesfejl. 

Men det skal ikke afholde mig fra at anbefale ’Klasse’ varmt – især hvis man har prøvet at være til en fest eller til en reception eller til et kursus og stå med et ensomt vinglas og en håndfuld økologiske chips, hvor skrællen stadig er på og foregive stor interesse for byrummets arkitektur og bare være på udebane i en anden sportsgren og hele tiden kan se sig selv og alle andre udefra. 
Det har jeg i hvert fald hørt om nogen, der har prøvet.