Kulturministeriets Børnebogspris anno 1954

Jeg kan godt lide at bygge huler af regler. Jeg føler mig tryg, når jeg opsætter nogle systemer, som jeg kaster mig ud i; for at lære nyt, møde ny inspiration, finde glemt guld og for at sætte kedsomheden for døren. 

Jeg er 100 %  vidende om, at projektet ofte strander, fordi det tager for lang tid, og fordi det i grunden er møgkedeligt, og at der ingen anden der synes det er spændende. Men hey, jeg har hørt 1001 album før du skal dø, så at læse samtlige vindere af Kulturministeriets Børnebogspris bør da være en smal sag.

Kulturministeriets børnebogspris er en af de fineste – hvis ikke den fornemste hæderbevisning – der gives til danske børnebogsforfattere. Den blev uddelt første gang i 1954. Og er siden blevet med enkelte undtagelser blevet uddelt hvert år.

I 1954 blev prisen delt – noget der ikke sker sjældent for prisen.

Den ene vinder er en elsket klassiker. Den anden havde jeg aldrig hørt om.

Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne.

Egon Mathiesen (1907-76) var maler. Og samme år (1932) hvor han debuterede som kunstner blev han også tilknyttet Fröbelseminariet og lærte om reformpædagogik. Han børnebogsdebuterede i 1939 og fik klassikerstatus med Frederik og Bilen (1944) og Aben Osvald (1947).

Mis med de blå øjne er fra 1949 – så han fik den ministerielle anerkendelse med fem års efterkrav. (Ency påstår, at han fik den for Frederik og bilen)




Anyway; Mis med de blå øjne handler den lille Mis, der har store blå øjne og et godt og optimistisk humør og sind.
Han er på jagt efter det paradislignende land med de mange mus. Mis leder og spørger sig frem og på vejen må han nøjes med en flue, en myg og en fedtet bladlus. På et tidspunkt møder han en flok andre katte der har gule øjne. Og Mis’ anderledes blå øjne og hans optimistiske syn på livet provokerer de andre katte. ”Du med dine blå øjne,” hvæser de. 

Ved en tilfældighed lander Mis på ryggen af en grum hund, der har jaget de sure katte op i et træ. Hunden løber forskrækket op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke indtil den ender i landet med de mange mus. Mis æder sig tyk og glad og vender tilbage til de utaknemmelige og vrisne katte og viser dem paradis. Og kattene takker ham behørigt - selvom han har blå øjne. Det manglede da også bare.

Jeg elsker Mis med de blå øjne. Den er så skæg og så fin. Den ultra-enkle stil både i tegninger der ofte bare består af Mis med de store blå øjne og i de ordknappe opslag. Og montagen med hunden der løber op ad bakke og nedad igen i en uendelighed er genial. Begge de store unger blev smittet med min glæde og bogens kvaliteter; og stor var glæden også da jeg i går endelig læste den for den søde efternøler.

Bogens didaktiske form er tydelig. Det er noget med, at man skal være rar over for alle og at vi alle er ens indeni. Og skulle man være i tvivl bliver det skåret ud i pap, sat sammen med loddetin og bøjet i neonrør på det sidste opslag, der er klart det længste og mest knudrede. Jeg må altid læse det mindst tre gange før jeg finder rytmen i det.

Men det er en detalje. Mis med de blå øjne holder også i dag. Og man skal læse den.

Den anden vinder er Alfred Johnsen: Den grønne flaske

Jeg lægger mig fladt ned: Jeg havde aldrig havde hørt om Alfred Johnsen. En kort research fortalte at han var født i 1902, var lærer, forlægger og altså også forfatter. Den grønne flaske udkom i 1953 og var Johnsens tredje roman for børn.

Billedet er af Adriaen Brouwer og har
intet med Johnsens bog at gøre.

Bogen handler om den ni-årige Svend, hvis far - som titlen antyder - er stærkt alkoholiseret. Faderen bliver smidt hjemmefra, kommer i fængsel, bliver vagabond. Moderen forlanger skilsmisse og Svend er de facto alene i verden, da moderen arbejder om aftenen og er mest knyttet til lillesøsteren.

Svend lever i evigt dilemma. For han skammer sig over sin drikfældige far; han vil hverken kendes ved ham eller hans historie. Men samtidig savner Svend også faderen og deres fisketure har næsten mytisk skær for den lille dreng. Han kæmper med selvtilliden og med at finde voksenfigurer han kan støtte sig til.

Heldigvis finder Svend et arbejde på et æggepakkeri og han møder en rar kusk, en strunk hest og en flink gårdejer.

Den grønne flaske fungerer klart bedst når man er i hovedet på Svends kvaler med skismaet over savn og skam. Det er fint beskrevet – ikke sindssygt originalt, men loyalt over for drengen.

Til gengæld er der et par gange hvor bogen umotiveret skifter synsvinkel. Sikkert for at komme med en opklarende forklaring til læsere og lærere

Fru Nikolajsen sagde ikke noget. Hun kunne ikke fortælle børnene, at politiet havde tilbageholdt deres far, fordi han havde været i besiddelse af et par falske pengesedler.

Og vi har vel at mærke været i øjenhøjde med Svend gennem hele bogen. Og da faderen ved et uheld (måske med vilje) ender sine dage i mosen (sorry for spoileren) er det lidt sørgeligt for Svend – men så heller ikke mere end hvad en måneds solid bondemåltid kan kurere. Bogen slutter op ad en lys sti.

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke Bibliotekets udgave af Den grønne flaske er lånt voldsomt mange gange ud. Og det er vel kun listenørder med interesse for dansk børnelitteraturhistorie der vil læse den. Det vil sige Mig.

Den grønne flaske er ikke glemt guld. Den var i sin loyalitet og med sin empati for Svend og hans synspunkt ganske fin. Og indignation og at ville noget er også altid godt. Og den har med garanti haft sin ulykkelige aktualitet i 1950’erne – selvom den foregår i tiden op til første verdenskrig. Men den er også tung og med sine synsvinkelskift ofte lidt patroniserende over for Svend og sine læsere. Med andre ord: I behøver ikke læse den. 

Selv tak.

Silas og det store jubelår

Han kom sejlende i en sær lille brednæste båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømme føre sig som den havde lyst. Selv lå han nede i bunden og man måtte tro der var en der havde god tid, det gik kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom båd.

Disse få linjer er anslaget og det første afsnit i Cecil Bødkers jubilæumsklassiker ”Silas og den sorte hoppe”. Og det er noget af det bedste, jeg har læst i dansk børnelitteraturhistorie. Det er ikke et kontroversielt synspunkt. Bestemt heller ikke i 2017 – jubilæet for dansk børnelitteraturs mest grundstødende år.

Når de springende propper er lande og når den let sure asti-smag er væk. Når skåltalerne er afsluttet med et højt hurra; står det klart at for dansk børnelitteratur var der et før og et efter 1967. Og det er en sindssyg god anledning til at få gang i bloggen igen og vel at mærke genlæse klassikerne.

Og den første er den mest oplagte idet forfatteren oven i hatten fyldte 90 for en måned siden. Nemlig Cecil Bødker og første bind i serien om Silas.

Første gang jeg stødte på Silas og den sorte hoppe, var i begyndelsen af 1980’erne i en tysk tv-version. Hovedpersonen var mut, mørkhåret og stemningen var middelalderlig og let mystisk. Måske dragede det mig; måske så jeg bare stort set alt der blev vist i tv dengang. Jeg lånte i hvert fald bogforlægget på biblioteket, selvom hesten i titlen skræmte mig. Det var faktisk først som voksen, og da jeg læste modernisme-novellen ’Øjet’ at det gik op for mig at serien og forfatter-Bødker var dansk og ikke tysk. Siden er der kommet 14 bind – det sidste i 2001.

Silas-bøgernes klassikerstatus skyldes flere ting. Først var det noget så sjældent som en voksen- og endda en litterær anerkendt forfatter, der kastede sig over børnebøgerne; og det kan man i den grad læse. For det andet må Silas-figuren have været en knytnæve der i slut-60’erne, hvor hovedpersoner som Flemming, Jan, Puk, Susy og andre var frejdige, gode – muligvis lidt frække, men entydige og i hvert fald entydigt sympatiske.

Sådan er Silas ikke. Han er moody, selvstændig – men også kynisk, usympatisk, manipulerende, tyvagtig. Silas lever i en verden med svigtende voksne, der kun er ude på at snyde, svindle, stjæle og muligvis slå ham ihjel. Det må have været grænseoverskridende og pirrende der i 1967. Silas alene i en verden, hvor man stort set ikke kan stole på nogen. Og i hvert fald ingen voksne – måske ikke engang sin egen hovedperson.

Jeg genlæste den for nogle år siden med småbange anelser. Havde tiden været ond ved den. Havde Harry Potter gjort Silas anakronistisk? Og da jeg læste den igen i 2017 var den 11-årige Alma i mine tanker. Kunne Silas sige noget til hende i dag.

Svaret er ikke entydigt. Jeg er vild med Bødkers sprog. Og stemningen i bogen. Og anslaget elsker jeg stadig.

Det er hestehandleren Bartolins blik på båden, vi får. Og hele bådens dovne, egensindige og uforudsigelige ridt ned af floden er et billede på Silas og den person han er. Og den næsten magiske tiltrækningskraft han har på både Bartolin og læseren.

Men for mig at se er det først og fremmest en poetik over Bødkers stil i bogen. Nemlig tilbagelænet, uforudsigeligt, flydende og ikke som andre. Det er elegant, dragende og afsindig godt. Jeg vender ofte tilbage til disse syv linjer. For selvom jeg virkelig godt kan lide den, og også kunne lide den i min bogslugende barndom, læste jeg ikke mere end et – måske to bind mere i serien dengang.  Jeg har i de seneste år læst bogen to gange – og heller ikke her fik jeg lyst til at kaste mig over efterfølgerne.

Og hvorfor så ikke det?

Jeg tror at det semi-magiske, halvmiddelalderlige univers keder mig en smule. Jeg er hverken til magiske fløjter, heste og folk i særk. Jeg kan godt se at Silas’ historie og modstand mod svigefulde voksne er eviggyldig. Silas er en spændende og mangefacetteret figur; men jeg kunne sådan set ikke lide ham dengang. Jeg var klart mere på team Ben-Godik.  

Her 50 år efter læser jeg den også mere med historiske briller. Og der holder den. Silas har fået mange efterfølgere 50 år efter. Selv Harry Potter og djævlevennen Filip Engell er også kyniske og ondskabsfulde. Så Silas har sat sine spor. Jeg er blot i tvivl om tiden ikke har været lidt hård ved den. Om den er relevant også for andre end mig der er lidt nostalgiske og som slubrer anslag i mig.

Jeg opfordrede/tvang derfor Alma til at læse den for at høre hvordan en 11-årig i 2017 tog den.

”Den var meget fin.” var svaret.

”Der er jo lavet flere bind, har du mon lyst til at læse dem,” indyndede faderen sig.

”Mnahhh,” sagde hun. Hvilket for den der kan tale 11-årsk betyder. 1) at min datter er høflig 2) at hun syntes den var lidt kedelig. Og efter lidt lokken kom det også frem at hun blev lidt forvirret over ortografien og de manglende citationstegn. Derudover fandt hun en korrekturfejl, og det gjorde hende glad.

Deraf kan man konkludere: Ikke noget som helst. Andet end at Alma og jeg er lidt enige. Jeg hylder Silas – men mest for dens historiske rambuk og for Bødkers suveræne anslag. Tillykke og hils Godik.

Kasper Hoff - Gamerz

Bøger om spillere – for spillere! Og det er spilleme (undskyld) godt!

Det var i grunden en tilfældighed jeg stødte på den; Kasper Hoffs og Jan Solheims ’Gamerz’.

Jeg forsøger at pløje mig gennem Orla-feltets mærkværdigheder og stødte på 'Gamerz', der ganske tydeligt er en genrebog, skrevet til drenge der er, nå ja gamers.

Det er enormt svært at lave bøger, der rammer drenge der hvor de er. Jeg har endnu til gode at læse den første gode sportsbog til børn, eller for den sags skyld bøger om at lave sit eget band eller om at danse. Og jeg troede at bøger om at spille ville være i samme kategori – altså bøger som velmenende litteraturformidlere serverer for børn, der ikke synes det er så vanvittig fedt at læse.

Jeg tog fejl.

For der var den så: ’Gamerz’. Temmelig kort og rigt illustreret på sådan en vestlig mangaagtig måde. Og da den handlede om computerspil, ville jeg bruge den til selvlæsning for min i grunden temmelig bogsky søn. Rent sprogligt var den dog for svær for den niårige. Men med indholdet rammer skuddene fra stormgeværet med fyldte magasiner til gengæld lige i det inderste del af centrum. Jeg er en noob til computerspil. Det er Pelle ikke. Og han var fanget fra første linje. Og hans begejstring har smittet mig.

Bogen handler i sin enkelhed om den hardcore gamer Tim, der er glad for voldsomme skydespil a la CounterStrike, hvor han kommer i næsten meditativ trance af at pløkke mænd. Tim bliver shanghajet af person, hvis avatar hedder Ludo til at medvirke på hans hold ’De ukendte’ i et særligt spil Galaxy, som er dybt hemmeligt og vist nok en the very best of alle spilgenrer.

Tim er Für und Flamme – men det er også problematisk, når man har fået absolut spilforbud af sine far og mor. Han narrer dog de stakkels forældre og resten af bogen er en beskrivelse af hvordan de klarer banen.

Og her kommer det mest utrolige af det hele. For det virker. Det virker helt vildt godt. Det er spændende. Actionpacked. Nervepirrende. Og skægt. Og ja, jeg ved godt, at jeg også læser gennem Pelles øjne, men det holder også som litteratur.

Jeg har aldrig set min dreng være så glad for en bog. Jeg har aldrig før hørt ham anbefale en bog og glæde sig så meget til, at jeg igen skal læse op.

Det er verdens bedste bog, siger han. Og hermed er hans anbefalinger givet videre.

Der er foreløbig udkommet fire bind - og et femte er på vej.

Læs mere om Kasper Hoff her:

Torben Weinreich - Den socialistiske børnebog

Læs så, fordømte her på jorden

Jeg holder af 70’erne.
Mest af alt holder jeg af 70’erne.

Jeg holder af brun og orange.
Jeg holder af de evige opgør mod autoriteter, love forældre.
Jeg holder af de konstante spørgsmål om hvordan katten man skal leve på.

Jeg holder af drømmere og utopister og folk med skæg.

Jeg holder af fantasien og den evige søgen efter et mere frit liv.

Jeg holder af 70’erne.

Jeg holder af musikken – både den syrede, den inderlige og den vrede.

Jeg holder af kropsidealet og eksperimenterne med seksualmoralen og familieformer.

Jeg er ikke socialist. Og jeg holder knap så meget af 70’erne når utopisterne og drømmeren blev dogmatiske og ensrettende og fantasibekæmpende.

Jeg holder virkelig meget af at læse 1970’ernes børnelitteratur. Især de bøger hvor man gentagne gange må vaske sine øjne i brintoverilte og gentagne gange sige: Det der – det kunne man bare ikke i dag. Per Holm Knudsens ’Conny og bolighajen’ er nok det mest berømte eksempel, men der er også andre eksempler hvor man må sige at i lige netop dette tilfælde havde Erhard nok næsten ret (han var stadig uendeligt dogmatisk og svimlende kedelig)

Og det er med dette udgangspunkt jeg læste Torben Weinreichs fine ’Den socialistiske børnebog’.  

Weinreich er en stor, vidende og underholdende formidler. Han var selv en del af bevægelsen – var medlem af KAP indtil 1990’erne og skrev selv en håndfuld bøger, der er socialistiske. Og Weinreich analyserer uden hverken jammer eller anger tiden og forfatterne. Og nok så vigtigt: Weinreich blev professor i børnelitteratur, grundlagde Forfatterskolen for Børnelitteratur og er gift med den nuværende vidunderlige leder Kari Sønsthagen - og så er han lige blevet 70.

En god børnebog giver socialistiske svar

Weinreichs bog er udkommet på Roskilde Universitets forlag og analyserer, som titlen antyder den socialistiske børnebog i Danmark. Jeg har som travet godt og grundigt rundt i stor affinitet for både årtiet og børnebøgerne og Weinreichs formidlingsevner, og derfor er min anke hvad bogen desværre ikke er (eller vil være). For det ærgrer mig en smule, at bogen ikke blev bredere med en knap så stencil-agtigt udtryk.

Jeg forstår udmærket hvorfor Weinreich kun koncentrerer sig om den eksplicit socialistiske børnelitteratur, som han lader Pil Dahlerup definere som  1) en litteratur der forklarer samfundets modsætningsforhold som en modsætning mellem kapital og arbejde 2) er skrevet i en form der svarer til indholdet og sådan så børn kan forstå det.

Og forfatter Hans Ovesen går videre når han skal beskrive den marxistiske børnelitteratur – for den afart skal endvidere gøre børnene politiske bevidste og vise dem vejen til revolutionen. Tak for kaffe.

Og som Ove Kreisberg, der ligesom Pil Dahlerup underviste på dansk da jeg gik der sagde: En god børnebog er bog, som stiller spørgsmål ud fra børnenes situation og giver socialistiske svar.

Jeg gad godt vide om hvor mange gange Kreisberg har ærgret sig over at have skrevet den lige lovligt kække oneliner ned.

Men selvom jeg godt kan forstå Weinreichs (og forlagets) valg: objektet for analysen bliver meget specifik og ikke så omfangsrigt. Men det ville være skønt at få en bog malet med bredere pensler, der ville givet et billede af 1970’ernes venstreorienterede strømninger også i børnelitteraturen. Også have Tine Bryld, Dina Gellert og Runes mor er smed med. Analyseobjektet bliver skarpt men knap så omfattende i bogen. Og det er lidt ærgerligt, synes jeg der gerne ville flytte i kollektiv – hvis altså det ikke var fordi, jeg i grunden helst vil være alene. Nå, nok om det.

Weinreich er en skarp læser med en underholdende og overbærende tone og gennemgår både tidsskriftet BIXENs, Koldingseminaret og hans egen rolle som formidler og definator, inden han analyserer seks forfattere Bent Haller, Per Holm Knudsen, Hans Ovesen, Flemming Andersen, Iben Melbye og sig selv.

Haller er med distance den største forfatter og Per Holm Knudsen den mest kulørte og Weinreich analyserer dem alle skarpt, kort og med en let flydende ironi. Der er intet krav om opgør, anger eller flagelantisme.

Man kunne måske godt selv uden at hedde Blüdnikov eller Villemoes til efternavn, tænke sig at høre om hvordan man var kommet et sted hen hvor en god børnebog per se var socialistisk. Eller om der bare var et par linjer, man kunne fortryde.... ikke fordi det var socialistisk – men fordi det var dårlig litteratur.

Og der er heller ikke for mit ståsted et ønske eller et behov for bodsgang. Jeg er slet og ret bare nysgerrig.

Men det fjerner ikke mit nytårsønske om at Weinreich ville lave en stor og underholdende udgave om 1970’ernes børnelitteratur – både i orange, lilla og brune farver.

Det ville jeg holde af.

Velfungerende fjollerier med fodnoter

Når man som jeg er udstyret med en altfortærende bogorm af en datter og en søn der allerhelst kun vil noget med Robin og Samrita er de gode fælles højtlæsningsseancer en gedigen lykke. Men de gode bøger, der både rammer Alma (hvis skive er uendelig stor) og Pelle (der ikke er et så taknemmeligt publikum) er svære at finde. Især hvis det ikke altid skal være Lindgren, Kirkegård, Andersen og Fupz.

Højtlæsningsbogen er en genre, der har nogle faste elementer, der helst skal opfyldes alle sammen; hvis de skal være et hit i det kraghske hjem i hvert fald.

De skal være

• ·   Mundtlige
• ·   Stringente og have et højt fortælletempo
• ·   Spændende
• ·   Skægge (virkelig vigtigt – der må meget gerne være overstyrede vrede mennesker med - bare spørg Pelle)
• ·   Have et sprogligt lag, der kan glæde og overraske oplæseren

En oversvømmelse af fjol 

Og det seneste hit på Amager er Jacob Riisings ’Karmaboy’.

Kort fortalt: Niller bor på Skovlunde Bytorv hvis kerne består af fire mere og for det meste mindre succesfulde forretninger. En komet er på vej mod jorden og når den bryder gennem atmosfæren vil den have en størrelse og en retning, der bevirker at Skovlunde Bytorv og kun Skovlunde Bytorv bliver jævnet med jorden.

Og alle folk er pisse ligeglade; nok fordi Skovlunde Bytorv allerede er et hul i jorden i forvejen. Men Niller er ikke ligeglad. Han kan lide det sted han bor. Han drømmer stadig om torvedage med grillede Elkjærpølser Og derfor beslutter han sig for at lave sin egen superhelt Karmaboy.

Karmaboy vil som en anden dydsmønstret spejder udføre gode gerninger for folk, så han på denne måde vil få så meget kapital ind på karmakontoen, så folk til sidst vil interesse sig for ham og dermed være med til at standse kometen og dermed redde Skovlunde Bytorv. En plan der er dømt til at blive udnyttet.

For sådan er folk jo. Folk vil bare gerne have gratis arbejdskraft, have luftet deres hunde, lavet deres lektier, få stillet dåser på plads og hentet pinlig medicin uden at skulle levere andet tilbage end utaknemmelighed i rigelige mængder. Så Niller er sammen med resten af beboerne på Skovlunde Bytorv og hans ’ven’ den konstant sukkerkolde og råbende Tykke på spanden.

Jeg så Jacob Riising på Bogmessen fortælle en meget læsende pige, at hans bog nok var for alle – bare ikke for hende, da han nok troede hun ville synes at ’Karmaboy’ ville være for fjollet, sådan lidt for meget Kaptajn Underhyler-agtig og ret meget som Riising selv.

Og Riising har et eller sted ret. For 'Karmaboy' er afsindig fjollet, men jeg synes helt ærlig den er voldsomt meget bedre end Pilkeys noget kalkulerede og skabelonagtige verdenssucces.

Ja ja, der er prut og lort, pinligheder og superhelteparodier. Men Riisings styrke ligger i at fjollerierne ligger tæt og er på de fleste planer. Der er installationsguides for de børn der ikke ved hvad en bog er. Der er et veludbygget fodnoteapparat, der bl.a. fortæller hvad et bibliotek er (det er ligesom netflix, bare med gamle bøger), der er et omfattende resume i kapitel 37 så man faktisk ikke behøver at læse de foregående kapitler, der bliver sprunget kapitler over (så man kan prale af at have læst enormt meget, der er ultrakorte kapitler, der er et kapitel på tyrkisk.

Ligesom Riisings arbejde som tv-vært er der en konstant pegen på mediet og genrer og der bliver hele tiden pustet spædningsballoner op for sekundet efter at punktere dem.

Karmaboy er dermed langt mere vellykket end fx Frödin/Knutzons noget KBH K-introverte fortælling om Lille Allan

Og Karmaboy fungerer fordi den er simpelthen er skidesjovt og fortalt med et sådant overskud at det overbeviser både mig og mine børn der fik indtil flere grineflip (men jeg er også god til at lave stemmer).

En lidt vel gammeldags debut - Mino og dragen

Så vellykket er Frederik Brinth Christiansens første bog i serien om Mino langt fra. Mino er en lille dreng der bor alene sammen med sin far – moderen har forladt dem for at realisere sig selv og er så vidt hvad Mino har opfanget en ravnemor. En dag får han en pakke tilsendt fra hende – et æg, som han selv udruger i den tro at det bliver en ravnebror, men som titlen svagt antyder indeholder ægget ikke en ravn men derimod en drage. Denne drage, som Mino døber Tom, vokser eksplosivt hver gang Mino tænker på sin mor. For til sidst at tiltrække sig opmærksomhed fra alverdens tv-stationer. Men så en dag kommer cirkus og Minos mor til byen.

Jeg ved godt det er lidt snyd at sammenligne de to bøger. Riising har i ti år arbejdet med at få sin humor og sin tilgang perfektioneret, mens Brint Christiansen er debutant. Og Mino og dragen henvender sig også til et lidt yngre publikum.                              

Men sammenligningen kan bruges til at vise, hvad jeg synes en god højtlæsningsbog skal kunne. For hvor Riisings fjollerier er et spredehaglsskydende stalinorgel af pjat, der rammer på alle niveauer – man har en fornemmelse af at Riisings redaktør næsten har holdt ham tilbage - er Brint Christiansens humor og forældrelag kun koncentreret i dialoger og i det sproglige. Og jeg er stor fan af onkelhumor, ordspil og revyreferencer. Men de running gags der er i Mino og dragen virker mere som et forceret forsøg på at lave finurligheder (og jeg hader hader hader finurligheder – både betydningen og især ordet – føj).

Jeg er i hvert fald ikke vild med ordspil som at Milo læser ordet FRAGILE som Fra Gile. Eller den tilbagevendende replik fra faderen hvor den gamle bil skal have strammet fedtopsamleren eller have fedtet stramopsamleren (citeret og riffet efter hukommelsen)Og på den ligner  vitserne i Mino og dragen lidt den humor, der var i Kikkebakkeboligby. Det er der ikke noget galt i. Det er bare temmelig meget fra 1970'erne.

Og det er sgu synd. For jeg kan faktisk se at der kunne komme en fin bennyandersensk historie med en lille ulykkelig dreng, der tager ordet ravnemor alt for bogstaveligt på en magisk realistisk måde ud af grundideen med Mino.                        

Spacet syre

Jeg er vild med Helle Vibeke Jensen. Hun er en af de underligste og mest dragende danske illustratorer med en særegen blanding af collage, pølsedyr og universer, der næsten er uden for denne galakse.
Og jeg er lige så vild med Jens Blendstrup og hans fortællemæssige overskud, de raptuslignende rablerier og de skæve sammenstillinger der kommer i et tempo og i en overflod, så man må overgive sig.

En sammensætning af de to må nødvendigvis blive underligt, rablende og dragende. Det var det i den mildt sagt sære ’Kig Ind’ fra 2001. Og det er det også dog i mindre grad i Cosmo.

'Cosmo' handler kort fortalt om kosmonautrobotten Cosmo, der får at vide at hans barndomshjem er forsvundet med rub og stub, minder, stumper, sammenklappelige cykler, slik og dårligmadpakkefjerner. Derfor spænder Cosmo en trailer for og tager på jagt på utallige planeter for at genskabe sit hjem. Men på ingen af planeterne kan han få det han gerne vil have - til gengæld kan han få en masse andet, som han så må tage til takke med – og det er måske heller ikke så forfærdeligt endda.

Motoren er tydelig. Cosmo rejser til flippede planeter for at få flippede ting – som han ikke kan få – men i stedet må tage til takke med og glædes over andre lige så flippede ting. Som fx da Cosmo på Slangehundsplaneten vil have en ny cykel men i stedet må nøjes med duften af brændt gummi på flaske. En piftet badebold og kuglelejelamper med tre gear.

Det er jo vidunderligt og helt vildt skægt.

Det er dog ikke alle af Blendstrups rablerier der smager lige så dejligt som duften af brændt gummi – men mindre kan også gøre det. Og der hvor 'Cosmo' fungerer bedst er i Helle Vibeke Jensens spacede illustrationer især i mellemopslagene hvor Cosmo gennem bælter af udsyrede særheder.

Det er trancedental psychadlia for børn. Det er dragende. Skægt. Syret og fedt.

Negerkonger, ludere og det hellige redigeringsfrie punkt

Altså, man kan for katten da ikke vende ryggen til sin egen blog i 1½ år, før der igen diskuteres børnelitteratur i verden igen. Og ligesom sidste gang – og med garanti også næste gang – tager diskussionen udgangspunkt i Sverige og racisme og en altgennemsyrende politisk korrekthed. Sådan er det i hvert fald på denne side af Sundet, hvor de frihedselskende og humorsprængfyldte danskere lever – hvis man altså skal tro på skimningen af facebook og aviser.

Og i mit hjem bliver det også diskuteret – og jeg får skældud fordi jeg ikke er så klar i spyttet som mine landsmænd, eller er så konsistent, som Tina regner, med at jeg ville være.

Og hvorfor så ikke det?

Det vil jeg forsøge at væve mig frem til her.

Stødt på manchetterne i armslængdeafstand

Ultrakort opridsning: Svensk tv vil en ny udgave af Pippi Langstrømpe bortredigere dels Pippis kineserlege og mere vigtigt ændre betegnelsen for Pippis far fra ’Negerkonge’ til blot ’Konge’. Og så bliver der ellers faldet for det store bryst i Danmark: Censur. Politisk Korrekthed. Snerpethed. Kuntsskænding. Typisk svensk. Hvad bliver det næste? Og der rystes hoveder og rulles øjne. Selvbevist og helligt.

Man kan mærke det, ikke? Jeg er ikke helt enig i, at det er så let og ligetil. Og for at springe til konklusionen:  Helt ærligt: Jeg synes ikke det er verdens største sag, hvordan en bifigur i en over 60 år gammel bog (et mesterværk, oh yeah!) bliver betegnet. Det gør jeg altså ikke. Og det stiller mig i verdens rareste position; jeg kan nemlig uden problemer synes, at begge poler er latterlige og hellige og blinde for nuancer og empiri.

Jeg kan nemlig sagtens blive træt af, at man læser Pippi i dette tilfælde så frygteligt dårligt og uden for enhver kontekst. Fordi spørgsmålet ’Er bøgerne om Pippi racistiske?’ altid og uden forbehold besvares med et stort tsk-gu-er-de-da-røv!  Og er det et bedaget ord i en bog fra 1940’erne, der gør en racistisk ytring racistisk? Nej, vel.

Men som sagt: Det er ikke en særlig stor sag. Jeg mener ikke på nogen måde, at hele Pippi-figuren sidder i ordet ’Negerkonge’.  Lindgren sagde selv i 1970, at hun ville have kaldt ham noget andet. Pragmatisk. Praktisk. Godt.

Jeg ville dog ikke fjerne det, hvis jeg havde været redaktør.  Pippi er et mesterværk. I en klar top ti over de vigtigste børnelitterære værker der er udkommet nogensinde. Og i grunden også i toppen over de værker der er udkommet i nordisk litteratur. Men havde det udkommet i dag ville jeg nok – hvis jeg havde haft en rød pen med i spillet – have foreslået, at det skulle ud.

Men jeg får bare en afsindig lyst til at kaste smuds på den kridhvide høje og hellige hest som vi i Danmark med glæde hopper op på i sådanne diskussioner. For vi er jo på ingen måde selv klare i spyttet. Det mest berømte eksempel er Harald H Lunds lidt vel tuttenuttede ’Elefantens Vuggevise’ hvis linje ’I morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle’ med god grund er redigeret ud af De små synger. For her er der lige skruet op for nedsætningsgraden i ordet, samtidig med at det er svært ikke at læse linjen racistisk (selvom man også godt kan læse den som et pay-back fra elefantens side). Er det også et udtryk for censur og kunstskænding?  Helt ærligt nej, vel? Selv ikke Kim Larsen, der ellers gerne vil holde fast i et ældre vokabular, lader linje være uberørt men ændrer det til ’en negerdukkedreng’ – hvilket er et underligt halvt skridt i begge retninger.

Eller hvad med bortfjernelsen af børnesangen ’I Niggerland bananer gror’ af samme Lund og i samme sangbog? Indrømmet; det hænger sikkert også sammen med at sangen er vildt dårlig – men mon ikke det direkte stødende og racistiske indhold også har haft en betydning. Uden at det har skabt store overskrifter på Nationen, en temaudsendelse i Deadline eller endsige en Facebook-gruppe, der kræver at den kommer tilbage igen.

Vi er med andre ord ikke selv blege for at bortredigere og ændre ting, vi synes virker bedagede eller unødvendigt stødende. I min datters billedbibel slutter historien om Lot i den eventyrlige afdeling, hvor hans hustru bliver til en saltstøtte – og undlader fikst at fortælle appendikset, hvor Lots døtre drikker ham stiv to nætter i streg for at have sex med ham.

Og hvorfor er det at når jeg læser billedbøger fra 1970’erne, at jeg undrer mig over hvorfor der er så mange nøgne mennesker; nøgenhed der er stort set udryddet i børnebøger i dag? Hvem er så snerpede? Hvem lader sig støde på manchetterne på anden hånd?  

Lesbiske og ludere - to sider af samme nuttede sag?
Knap  havde Pippi-diskussion klinget af før en ny tog over. Denne gang var det en dansk bog Grethe Dirckinck-Holmfeld Vil du være min kæreste?’ fra 2005 der var blevet fjernet fra det svenske marked (uden at forfatteren havde fået det at vide – hvilket er det næstmest upassende i denne sag).

Dirckinck-Holmfelds bøger er samlinger af børnecitater. Ofte overraskende småfilosofiske. Pudseløjerlige. Nuser.

’Når man er forelsket er det som om man har et hjerte i hovedet’.

Sådan noget. Sætninger der kan stå på en køleskabsmagnet og bringe et hyggeligt smil frem.

Jeg indrømmer blankt: Jeg har ikke læst bogen – men har læst andre i samme genre.

Der var dog to sætninger, som svenskerne ikke syntes var hyggenyggede pudseløjerlige

’Hvis to kvinder gifter sig med hinanden er de ludere’

’To kvinder kan selvfølgelig gifte sig med hinanden, men så er de blevet voldtaget’

Grethe Dirckinck-Holmfeld mente, at svenskerne havde fået noget i skallen, siden de fjernede det hun så som ren uskyldighed.

Jeg mener derimod at det er en sjuskefejl fra redaktørens og forfatterens side De sætninger skulle aldrig have været med. De overholder ikke bogens og genrens egne regler. Fordi de for det første (virk)er stødende – de er sikkert ikke ment sådan – men vi ved det ikke. De er på ingen måde hyggelige eller pudseløjerlige. De er ikke overraskende, som forskellen på remoulade og marmelade – som Lasse Rimmer sammenlignede det med i en facebook-tråd. De er tværtimod bare trælse.

Jeg er som sagt overbevist om, at det er en sjuskefejl, at de er med. Og hvorfor må man ikke blive klogere? Hvor gammelt skal et værk være, før man må rette i det, hvis der er ting i værket der rammer sin målgruppe forkert. Er det et helligt punkt, når en redaktør og en grafiker og en trykker beslutter sig for at nu er det nu?

Jeg ved godt at min position er meget subjektivt funderet. Jeg synes ikke, man skulle have redigeret Pippi – fordi Pippi er så sindssygt godt. Til gengæld er jeg mere tilbøjelig til at have lyst til at redigere i ’Vil du være min kæreste?’ fordi jeg ikke synes det er på samme højde. Og jeg har ikke de store lyster til at skulle forsvare den Alle børnene-vittighedsbog der for et par år siden blev fjernet fra et par skolebiblioteker omkring Kolding. Simpelthen fordi det ikke var godt.

Mit udgangspunkt er vævende og subjektivt; man kan tillade sig en hel masse mere – hvis bare det man skriver er godt. Så sue me. Skæld mig her fra og til Hekkenfeldt. Jeg vil insistere på at selv en diskussion om sproget i børnelitteraturen foretages bedst når man ikke er på en høj og kridhvid hest.