Spacet syre

Jeg er vild med Helle Vibeke Jensen. Hun er en af de underligste og mest dragende danske illustratorer med en særegen blanding af collage, pølsedyr og universer, der næsten er uden for denne galakse.
Og jeg er lige så vild med Jens Blendstrup og hans fortællemæssige overskud, de raptuslignende rablerier og de skæve sammenstillinger der kommer i et tempo og i en overflod, så man må overgive sig.

En sammensætning af de to må nødvendigvis blive underligt, rablende og dragende. Det var det i den mildt sagt sære ’Kig Ind’ fra 2001. Og det er det også dog i mindre grad i Cosmo.

'Cosmo' handler kort fortalt om kosmonautrobotten Cosmo, der får at vide at hans barndomshjem er forsvundet med rub og stub, minder, stumper, sammenklappelige cykler, slik og dårligmadpakkefjerner. Derfor spænder Cosmo en trailer for og tager på jagt på utallige planeter for at genskabe sit hjem. Men på ingen af planeterne kan han få det han gerne vil have - til gengæld kan han få en masse andet, som han så må tage til takke med – og det er måske heller ikke så forfærdeligt endda.

Motoren er tydelig. Cosmo rejser til flippede planeter for at få flippede ting – som han ikke kan få – men i stedet må tage til takke med og glædes over andre lige så flippede ting. Som fx da Cosmo på Slangehundsplaneten vil have en ny cykel men i stedet må nøjes med duften af brændt gummi på flaske. En piftet badebold og kuglelejelamper med tre gear.

Det er jo vidunderligt og helt vildt skægt.

Det er dog ikke alle af Blendstrups rablerier der smager lige så dejligt som duften af brændt gummi – men mindre kan også gøre det. Og der hvor 'Cosmo' fungerer bedst er i Helle Vibeke Jensens spacede illustrationer især i mellemopslagene hvor Cosmo gennem bælter af udsyrede særheder.

Det er trancedental psychadlia for børn. Det er dragende. Skægt. Syret og fedt.