Orla 100 %. Og vinderen bør være....

Jeg kan vidst lige nå det her på det absolutte yderste del af falderebet; at komme med mine kommentarer til de sidste tre nominerede til Orlaprisen 2014. Og det sidste del af bunken går over en krimifarce, en opbyggelig fabel-historie for og om dyr og en hverdagsrealistisk venindebog.

Jeg er sent på den – så lad os da endelig springe ud i:

Manu Sareen: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse.

Sjette bind i serien om Nørrebrodrengen med de indiske rødder, Iqbal Farooq, og hans farverige nærmiljø. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke har læst nogle af de foregående fem bøger - og vægtigst; jeg også havde tonstunge fordomme om dem. At de var sjuskede, at det var en næsten kalkeragtig udgave af Bjarne Reuters Bertram-bøger blandet med Olsenbanden på speed og med en satire, der ikke ville give ret meget udslag på subtilradaren.

Disse fordomme blev både bekræftet – alle sammen – men også på en eller anden mærkelig måde gjort til skamme. ’... og den jyske forbandelse’ handler om Iqbal, der pga. nogle fuskede mobiltelefoner, en kirkeminister der vil afskaffe samtlige helligdage, en formøblet pensionsopsparing og en lidt vel for smart – og senere kidnappet – onkel – bliver hvirvlet ind i en jagt på en kristen sekt ledet af Mørkets Fyrste. Det hele fortoner sig lidt. Jagten går gennem Jylland på kryds og tværs i en udbrændt Mazda sammen med Iqbals ven, en halvdøv og helsur pensionist og en hippie med et navn, der ikke ender.

Der er stort set ikke nogen indbygget kausalitet i historien. Alle tilfældigheder er virkelig heldige. Satiren er plukket fra de nederste grene (hippier siger bred ymer og jyder er umulige at forstå). Det er som at være vidne til en provinsrevy fra 1980’erne – hvis ikke det lige var fordi tempoet er umådelig højt. Og klicheerne – og dem vælter det frem med – kommer så mange og så tæt og så hæsblæsende, som bagside teksten siger, at jeg på et eller andet tidspunkt måtte overgive mig og opdagede at jeg også morede mig.

Det er på ingen måde stor kunst det her. Men det vil det på den anden side heller ikke være. Den vil underholde – og det gør den. Den fortjener ikke en pris, men jeg vil meget gerne læse Iqbal Farooq-historier for mine børn. Jeg er sikker på, de synes den er voldsomt meget skæggere end deres sure og gamle og triste far gør.

Anders Morgenthaler: Børnemagt – Da verden gik under

I Malthes klasse er der uro. Han hænger ud sammen med vennen Joakim og prøver dels at få bugt med sin ualmindeligt træge mave og finde sin plads i klassen, hvor der både er døgenigte, slubberter og stræbere. Men en dag beslutter kommunen at lukke skolen. da der simpelthen ikke er penge til at køre den mere. Se, det er jo en drøm for en skolesløv elev – men det varer ikke lang tid før drømmen bliver triviel og kedelig, og så finder Malthe ud af at nogle af de mere flittige elever trodser forbuddet og laver deres egen skole.

Det fører både foragt for vennerne og en lille smule kærlighed med sig.

Det er rigtig fint. Og det der gør ’Børnemagt’ mere speciel er at Malthe er en giraf. Og at hans ven, Joakim, er en gnu. Malthes forældre er en blæksprutte og en bjørn og så videre.

Jeg går stadig og overvejer kraftigt om jeg i grunden synes at grebet virker. Det skaber noget distance – og dermed også noget evident - til historien. Det gør det absurd og hyggeligt på en gang. Men distancen gør samtidig også, at jeg – nå ja – bliver distanceret til den fine historie.  Og det er jeg ret sikker på at jeg synes er ærgerligt.

Morgenthaler illustrerer naturligvis selv og der er kraftige latrinære og karnevalistiske spor i bogen. Jeg kunne med forbehold ret godt lide den.

Annette Herzog: Drenge, kys og kolde fødder

Det er ved at være jul. Men 13-årige Emma kan ikke rigtig finde julestemningen. Og det tror da pokker: Hun vil gerne være kæreste med Fardin igen. Hendes far har fået en ung kæreste, der hedder det samme som hendes veninde og værst af alt moderen har en datingprofil og er muligvis blevet kæreste med skoleinspektøren. Femten gange pinligt!

Derudover er der venindefnidder og kamp om labre efterskoledrenge. Der er småløgne, svigt, julegavestress og konfirmationskjoleprøvning.

Det er med andre ord en helt igennem klassisk hverdagsrealistisme for start-teenage-piger. Og det er en genre jeg holder uendeligt meget af og har læst regnskovsnedlæggende antal sider af. Det er velskrevet. Det fungerer. Jeg kunne lide det, selvom der var et par sidehistorier for meget med for min smag. Men jeg er som ofte nævnt også plotpuritaner.

Det er i hvert fald en bog for min bogslugende ældste - om et års tid - eller to.

Et gæt der kun kan gå galt.

Det var de 12 bøger. Letlæsning, fakta, fantasy, realisme, højtlæsning. Farce og kærlighed, spænding og konfirmationskjoler. Hvem vinder?

Jeg tipper på at Orlaprisen 2014 går til Nicole Boyle Rødtness’ elverbog. Den henvender sig til dem der vil stemme (siger min fornemmelse) og dens blanding af fantasy og ungdommelig kærlighed er velfungerende.

Men også Annette Herzogs velskrevne hverdagsrealistiske start-teenager-roman eller Mette Finderups mere tunge fantasy kan løbe med sejren.

Det ved vi alt sammen meget mere om på fredag.

Den moralske Orla-vinder synes jeg er Mette Finderups roman der i den grad overraskede mig – og så bør Kim Fupz vel altid have en pris for bare at være så skide god.

Orla 75 %

Tredje etape i gennemgangen af de 12 Orla-nominerede går gennem en nyklassisk billedbogsserie, en fanbog om en håndboldspiller og en kærligheds-comming-of-age-bog om elvere.

Skal vi så se at komme i gang.

Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning

Alle elsker Vitello. Eller, det bør alle i hvert fald. 'Vitello gør en god gerning' er 14. bind i Kim Fupz Aakesons serie om drengen, der bor ved Ringvejen og hænger ud med sine dårlige venner og sin klamme og hemmelige kæreste og med en mor, der bevæger sig i periferien af det pædagogisk korrekte.

Vitellobøgerne er en børne-sitcom i bogform. Og det fungerer som regel altid pisse godt. Det er stramt, genkendeligt og Kim Fupz er uden sammenligning den bedste i Danmark til at skrive skægge og lækre replikker. Vitello-bøgerne er ganske enkelt sindssygt sjove. 

Sitcom-formen er naturligt nok temmelig skematisk – men dette afbløder Fupz ironisk og elegant. .

I 'Vitello gør en god gerning' er der ingen hjemme at lege med udover møgungen William, der til gengæld er klædt i en flot uniform og gerne vil stige i spejdergraderne for at få en kniv. Og en kniv, er da ca. det sejeste Vitello kan forestille sig, derfor klamprer han sin egen uniform sammen af en UFO-kasket og nogle klistermærker og vil hjælpe William med at gøre gode gerninger, så også han kan få sig en vildt sej kniv. 

Det kan næsten kun gå galt. 

Og det gør det også. 

Det er skægt og falden-på-halen-farce-agtigt. Og det plejer jeg ellers at være til fals for. Men jeg var ikke toplykkelig for tricksene i ’Vitello gør en god gerning’. Måske fordi farcen var for forceret.  Vitellos konstante forkerte udtalelse af Tjikkerlikker tjikkerlikker var lidt vel konstrueret, og det fungerede bare ikke på mig.

'Vitello gør en god gerning' er altså ikke den bedste af Vitello-bøgerne (det er den med den klamme kæreste, synes jeg). Men det er da godt. Bevares. Virkelig godt. Det er jo Fupz.

Maria Lundsby Krüger: Alt om Mikkel Hansen

Ok, jeg kommer lige med en formodning, som jeg ikke har en skid at have i. Jeg tror ikke at 'Alt om Mikkel Hansen' er skrevet ud fra et stort indre behov fra hverken forfatter eller forlags side. 

Et bud kunne være, at forlaget har stirret på bestsellerlisterne for børnebøger og set på ’Alt om Lionel Messi’ og ’Alt om Neymar’ eller hvad de nu hedder og tænkt So ein Succes muss wir auch machen; for derefter at have skuet ud over landskabet af danske sportsstjerner og fundet Mikkel Hansen.

Det kan jeg godt forstå. Det er der ingenting forgjort eller odiøst i. Det er bare ikke altid man får en rigtig god bog ud af det.

Og 'Alt om Mikkel Hansen' gør sådan set det som det udgiver sig for at være: et udvidet dobbelt-fan-opslag i Vi unge med historier, baggrund, anekdoter og slet skjulte reklamer for tøjfirmaer. Det er der heller ikke noget underligt i. Det er bare ikke litteratur. Jeg tror heller ikke ’Alt om Mikkel Hansen’ forsøger at være det. Det er jo en fanbog og en sådan behøver vel ikke et helt vildt spændende objekt, der har oplevet sindssygt mange ting og kan fortælle dem personligt og nyt.

Jeg har i mange år været vild med håndbold. Jeg nyder at se Mikkel Hansen på en bane og læste den derfor med distanceret interesse og undrede mig igen og igen over det skisma der er i forskellen mellem det at skide højt og flot på Janteloven og bare ville være den bedste og gerne ville kæmpe for det og vise det. Og samtidig slå så hårdt på, at man er totalt grounded. Og når der så gøres opmærksom på at årsagen til at Hansen rykkede fra at være et talent i GOG og til at være en af verdens bedste var, at man droppede 'kongen af Gudme-attituderne' og blev mere ydmyg. I mit hoved hænger det ikke sammen. Det behøver det heller ikke. Men det danske håndboldlandshold har større chance for at vinde OL-guld i 2016 end 'Alt om Mikkel Hansen' har for at vinde en Orla-pris (i hvert fald den moralske).

Nicole Boyle Rødtness: Elverskud - Skæbnedans

Hvis der er nogle vandrør i Orlasammenhænge -  og hvis jeg hører rigtigt efter, så er Nicole Boyle Rødtness favorit til at vinde titlen i år. Og efter jeg har læst ’Elverskud’ tror jeg endnu mere på at vandrørene har fat i den lange ende. For ’Skæbnedans’ rammer klokkeklart ned i den målgruppe, som jeg forestiller mig vil stemme til Orla.

'Skæbnesdans' er første bind i serien om Birke, der er halvt elverpige med hul i ryggen und alles. Og en gang om måneden skal hun og hendes søstre danse i den lille by, hvor de bor for at få stillet deres sult af de hypnotiserede borgere. Deres mor, der var elver døde, under fødslen sammen med Birkes fjerde søster. Faderen er derimod menneske og forsøger dels at holde døtrenes stamtræ hemmelig for omverdenen, samtidig med at han prøver at få deres liv til at være så almindeligt som muligt.

Det er ikke nogen nem opgave, når hans døtre jo lever af at folk bliver småforheksede af deres dans. Ydermere vanskeliggøres det hele af at søstrene er ved at nå den alder, hvor drenge og en spirende seksualitet udgør en evigt voksende interesse. Og det er altså helt ærlig svært at skjule en hul ryg når man gerne vil i nærkontakt med et lækkert stykke dreng helst i ensom svømmehal med dunkel belysning og romantik i elastiske metermål. Og så har elverpiger unægtelig en dragende effekt på hankønsvæsener.

Familiens hemmelighed er med andre ord i konstant fare for at blive afsløret. Og måske kommer fortiden og dens hemmeligheder også og presser Birke, hendes søstre og hendes far.

Kærlighed, mystik, dans, elvere, grusomheder og begær. Det er hvad siderne i 'Skæbnedans' er spækket med. Og grebet med at lade en flok overnaturlige figurer blende ind mellem almindelige unge mennesker er godt set – og vel også i familie med fx Twilight-serien (uden dog at have læst en linje af Meyers serie).

Skæbnedans fungerer fint. Boyle Rødtness er god til at skrue en sikker og genretro historie sammen. Og det virker som om ’Skæbnedans’ er meget bevidst om sine virkemidler. Mange kapitler slutter med en mega cliffhanger, og dette trick skaber jo en voldsom fremdrift. Det er jeg sikker på at målgruppen synes er fedt. Jeg, derimod, er skide kedelig (jeg ville skrive blasert, men jeg ved at jeg har slidt dette mit nye yndlingsord op) og synes at når cliffhangerne bliver drysset med en så generøs hånd som de gør i ’Skæbnedans’, ja, så bliver det for konstrueret og corny.

Jeg er sådan en læser, hvis primære læsebegær ikke fyldes af hvad der sker i historien. Plotpunkter og sådan har aldrig rigtig bidt sig fast i mig. Måske er det derfor jeg ikke er til fantasy? Sikkert. Jeg er klart mere til der, hvor jeg bare kan forstå en hovedperson og føøøøøøøøle med ham/hende/den/det og især til der, hvor sproget bliver musik og hvor sproget giver mig nye måder at se verden på. Og her synes jeg ’Skæbnedans’ halter. For selvom den fungerer fint som historie så synes jeg altså sproget i den er for anonymt til mig.

Men det lidt kedelige sprog og nogle ikke altid troværdige personer afholdt mig hverken fra at være ok underholdt, at måske lade mig friste til også læse bind to og at blive bekræftet i at ’Skæbnesdans’ sagtens kan et Orlaklistermærke på næste oplag.

Ni ud af tolv bøger. Jeg kan næsten ikke vente til at få dusinet fuldt og give mit bud på en vinder - både en reel og en moralsk. Jeg er også spændt!

Orla II

Anden gennemgang af de 12 nominerede til Orlaprisen går gennem en sørøverroman, en fagbog om heste og en selvlæsningsbog om et dybtfølt fødselsdagsønske om en hund.

Benni Bødker: Djævelens øjne

Benni Bødker er en af de største favoritter til at løbe med prisen. Det er sjette gang, han er nomineret og 'Djævelens øjne' er et godt bud på en vinder; også når man tager dem der stemmer i betragtning. Men derudover har ’Djævelens øjne’ også noget gennemført klassisk og gedigent over sig.  Lækker indpakning, rigt og labert illustreret af Thomas Thorhauge, god, tyk papirkvalitet. Som en ægte drengeroman med tryk på eventyr og udlængsel, som man kender fra Stevenson. 

Jais er en ung dreng der på en rejse med et handelsskib bliver taget til fange af en flok sørøvere. Og så går det ellers slag i slag i en yderst genrebevidst sørøverberetning med guldrus, mystiske skattekort, hængninger, brutalitet, myterier og skrupelløse piratkaptajner. Og heller ikke Jais kan sige sig fri for at blive ramt af guldfeberen, der får selv de bedste folk til at glemme hvordan man er et godt menneske.

Det er indpakket i en uhyggelig og dyster rammefortælling fra et mørkt København. Det virker. Tilgengæld er resten fortalt i brevform til Jais’ elskede Anna; og dette greb virker ikke overbevisende på ret mange måder.  

Men når det er sagt så fungerer Djævelens øjne som den skal. Den er spændende, glimrende fortalt og yderst genrebevidst.

Måske bliver sjette gang lykkens gang? Jeg har den i hvert fald i min favorit-top-tre.

Jim Lyngvild: Vild med heste

Allerførst: jeg er ikke en del af målgruppen. Jeg er ikke specielt pjattet med vrinskende hovdyr. Jeg har det ok med dem; og hver gang mine sødeste er blevet trukket rundt på en ganger, har jeg syntes at det var et dejligt syn. Men det er også det. Så eventuelle mellemfornøjetheder kan skyldes dette faktum. Selvom jeg tvivler på det.

'Vild med heste' er som en skål potpourri. Parfumeret og med masser af små dele der kan sættes sammen til et hele. Med flapper og små tekstkasser, der fordrer en encyklopædisk labyrint-læsning, hvor man mere skal kaste sig ud og fare vild end man normalt vil gøre med en begyndelse i øverste venstre hjørne på side 1 og for at ende på nederste højre hjørne på side slut.

Det kan jeg rigtig godt lide – i princippet. Men i 'Vild med heste' bliver det mest noget ustruktureret rod – og når der samtidig egentlig også lægges op til en brugsbog virker det ærlig talt underligt at man gladelig springer fra en generel gennemgang af hvad en hest er til et par sider om hestesport, et portræt af Andreas Helgstrand for så igen at hoppe tilbage til en gennemgang af de forskellige hesteracer. (Og ja, jeg læste den fra side 1 til side slut)

Der er mange detaljer der bliver gentaget op til lidt for mange gange (der er ingen læsere der ikke ved hvor lav en pony er og hvor stor en hests hjerne er) – men det skyldes nok især håbet om hulelæsningen (fair nok) – og så påstås det, at den berømte Poul Reichhardt-hest Ibrahim gjorde lykke i ’De røde heste’ og ikke i ’Det store løb’. Alt sammen lidt irriterende.

Men det er såmænd ikke der, hvor jeg har de største problemer med 'Vild med heste'. For på trods af titlen og forfatteren der i den grad normalt vil brænde igennem på en in-your-face-begejstring er 'Vild med heste' mærkeligt nok uengageret og kølig og frem for alt underligt upersonlig. Altså, jeg beder jo ikke om flere opslag om Lyngvild og hans vallakker – men hvorfor får man ingenting at vide om hans heste? Hvorfor kan jeg ikke mærke ham? Det virker mest af alt som om det mest er navnet Jim Lyngvild og det visuelle udtryk, der er Lyngvilds i denne bog, mens man savner en personlig ild i ord og formidling. Det er søreme ærgerligt.  

Det er fint nok, at der flere gange bliver slået fast hvor dyrt og hvor stort et ansvar det er at have hest – men jeg savner en masse glæde. Ja, jeg savner, at også jeg, der som sagt ikke er en hestefidus kan forstå det at være vild med heste.

Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven

Sjette bind i Bedste venner-serien om Asta er tæt på at være en lille letlæst hverdagsperle. Asta har snart fødselsdag og er ved at udvikle sig til en 40-årig mand; hun ved nemlig ikke, hvad hun skal ønske sig. Og hun bliver mere og mere presset af at folk gerne vil vide, hvad hun dog gerne vil have – men det er hverken en ethjulet cykel (som hendes lillebror foreslår) eller en mobiltelefon (mormor), der vil gøre hende glad. 

Men efter et møde med den gamle mand Hr. Bibi, ved hun det: En hund. En helt igennem vaskeægte levende skidende og logrende hund. Og det ønske bliver næsten en besættelse for Asta, selvom hendes forældre gentagne gange afviser hendes ønske og det skygger næsten også for at Astas lillebror bliver drillet af Astas sidekammerats lillebror og det loyalitetsbøvl, der følger med det.

Jeg er til små hverdagsdramaer. Og jeg synes ’Asta og fødselsdagsgaven’ holder hele vejen. Astas kvaler med venner, veninder og ønsker om den sødeste hund fungerer fint både for målgruppen og for de 40-årige, som også godt kunne tænke sig en hund.

Den har ikke en jordisk chance for at vinde Orla-prisen – men jeg kender en pige i 2.U, der vil elske at læse historierne om Asta. Og jeg kender en 40-årig, der ærgrer sig over at han ikke ønskede sig en hund da han det var hans fødselsdag.

Halvvejs igennem de nominerede. Er det blandt de første seks at vinderen skal findes – både den rigtige og den moralske (og den moralske er den, som jeg synes er bedst)?

Orla-prisen 2014. Pt. 1

I april bliver DR’s børnebogsprisen Orla uddelt for niende gang siden 2005. Og de seneste tre gange er der kun blevet uddelt én pris på tværs af målgrupper, genrer, formater. Personligt synes jeg det er noget rod – når målgruppen skal stemme om, hvem der skal have æren og den fine kludedukke har billedbøger og fagbøger ikke en jordisk chance mod fantasy og bøger om One Direction.

(Og bare for at udstille min egen intolerans over for konsistens i mine holdninger, har jeg ikke samme problem mht. Weekendavisens priser).

Nå, men det giver mig en anledning til at læse hvad de unge mennesker nu om dage kaster sig over og samtidig ligner det jo en listeleg – og jeg elsker listelege. Uforbeholdent. Jeg er en freak.

Der er 12 nominerede; og de er:

• ·         Jim Lyngvild: Vild med heste
• ·         Nils Hartmann: Varulve og vampyrer
• ·         Maria Lundby Krüger: Alt om Mikkel Hansen
• ·         Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning
• ·         Sissel Bøe: Troldesuppe
• ·         Anders Morgenthaler: Børnemagt – da verden gik under
• ·         Mette Finderup: Smertens barn
• ·         Anette Herzog: Drenge, kys og kolde fødder
• ·         Benni Bødker: Djævlens øjne
• ·         Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven
• ·         Nicole Boyle Rødtnes: Elverskud – skædnedans
• ·         Manu Sareen: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse

Jeg vil læse dem – ja, jeg vil – og skrive om dem i klumper. Første klump er (i øvrigt lige som klump 2-4) på tre.

Mette Finderup: Smertensbarn

Jeg har vist slået det fast før: jeg er ikke til fantasy. Og ingen glæde er for mig større end glæden ved at mine fordomme og forestillinger bliver gjort til skamme. For helt ærlig; jeg synes Mette Finderups ’Smertensbarn’ er ganske fremragende, velskrevet og fundamentalt spændende.

Det er første bind i en serie om vikingetidspigen Gyrith. Hun er datter af byens mægtigste mand og skal som byens vigtigste jomfru på en sejdrejse for at formilde den underskønne frugtbarhedsgudinde Freya – og dermed blive en del af den løgn, som kvinder i generationer har fortalt hinanden. For der er ingen af soon-to-be-kvinderne i byen der har mødt den blide gudinde. Men for Gyrith viser det sig at løgnen er sand. Hun møder Freja – som dog hverken er mild eller underskøn – men en grotesk stor og ækel og umættelig vrangbillede af en kvinde, der bliver utilfreds med, at Gyrith ikke er en endnu en mand hun kan udnytte. Men gudindens utilfredshed bliver til flammende raseri, da Gyrith i selvforsvar slår Frejas enorme kat ihjel. Og gudinder er ikke de rareste at komme i clinch med og Freja kaster en forbandelse over Gyrith så alle hun elsker vil dø.

Gyrith flygter fra Asgård og hun har den smukke og mystiske Balder med sig. Og gudindens vrede og Gyriths skæbne følger med – og efter Gyriths bror – den smukke Ulver, dør finder Gyriths ud af, man ikke skal undervurdere en gudindes forbandelse og hendes skæbne er støbt i jernbeton.

Som sagt – jeg er ikke til fantasy sådan generelt – og Finderups bog bliver betragtet som netop fantasy, der er både gudinder og parallelle verdener og mystiske hændelser. Men dette er først og fremmest også en frigørelseshistorie – en historisk roman og en beskrivelse af en stærk og ilter pige. Og så er den som sagt også bare fundamentalt spændende, veloplagt og velskrevet.

Sissel Bøe: Troldesuppe

Troldesuppe er niende bind i norskfødte Sissel Bøes billedbogsserie ’Troldeliv’ alle illustreret af hendes ægtemand Peter Madsen – hvis formidling af den nordiske mytologi i Valhalla-tegneserierne ikke kan overvurderes. Og stemningen i Troldesuppes illustrationer er naturligt nok i familie med Valhalla. De er mørke, detaljerige, nordiske, louismoeske, varme og hyggelige. Det er så klart Madsens illustrationer, der er det største aktiv i Troldesuppe.

Troldefamilien skal lave den årlige efterårssuppe hvor hvert medlem skal bidrage med sin yndlingsingrediens for at få skabt den nødvendige magi. Alle troldene går på jagt for at finde hver deres ulækkerhed – alle undtagen den lille pige Rolla, der ikke ved hvad hun skal bidrage med, da hun jo kun kan lide honning. (Og dette implicitte og alligevel enorme plothul er altså ikke til at overse - heller ikke for målgruppen).

Jeg kan godt lide moralen – at hvis alle i et fællesskab bidrager med deres yndlingsting skabes der magi. Og jeg kan også godt lide tanken om, at hvis man giver noget fra sig i et fællesskab får man det tilbage tifold. Og som sagt ligger min begejstring for Peter Madsens illustrationer næsten i mine gener. Men alt det trods er Troldesuppe altså for omstændelig, forudsigelig og skematisk.

Nils Hartmann: Varulve og vampyrer

Vi bliver i det overnaturlige med et nordisk tvist. Nils Hartmanns lille og for mig overraskende fine fagbog om vampyrer, ellepiger, åmænd, marer og andre uhyggeligheder.

Bogen er i ultrakorte læsevenlige afsnit med binde-streger ved de mere ukurante og uvante ord. Og så tager bogen historierne om de overnaturlige væsener 100 % alvorligt. Både hvorfor de kommer og hvordan man kan undgå dem og evt. slå dem ihjel. Jeg kan i hvert fald sagtens huske, hvordan jeg var stærkt fascineret af både marer og de hulryggede elverpiger. Det er faktisk rigtig fint. Selvom vampyrerne i bogen fylder lidt vel rigeligt efter min smag; men jeg ser også med undren på både Anne Rice og Stephanie Meyer.

Er dette en af vinderne af Orla-prisen 2014? Måske. Spændingen kan man føle på; men hvis jeg har bare en smule ret i mine litteratursociologiske overvejelser, er der kun en af de tre bøger der har en chance.

Leif Esper Andersen: Heksefeber

Klassiker i klassesæt

Når det er jul og nytår må man godt være bagudvendt og nostalgisk. Og når min læseretninger både er eklektiske, idiosynkratiske og med en voldsomt humpende frekvens læser jeg bare, som jeg sådan set lyster. Og i denne jul er det blevet til både noget nyt – som jeg vender tilbage til i næste indlæg – noget gammelt (nu og senere) noget spritnyt som man kan læse på bogbotten.dk og noget voksent (Lone Aburas’ glimrende men også stærkt ubehagelige ’Politisk roman’; her er der godt nok ingen som i absolut ingen, der ikke placerer sig i en skala fra ret irriterende til dybt frastødende). 

Og så så jeg og den lille familie ’Pagten’, som vi ikke fik set i 2009, da den havde premiere. Og hold nu da helt op, hvor var det godt og ubehageligt og spændende. Vi kunne hverken vente til næste afsnit eller få nok. Stor ros.

Nå, men for et par måneder siden læste jeg den norske nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris for børn og unge Inn i Elden af Aina Basso og jeg kom af temmelig gode grunde til at tænke på den danske heksebog pr excellence nemlig Leif Esper Andersens ’Heksefeber’ fra 1973. Der findes vel ikke ret mange femteklasseselever der ikke er blevet præsenteret/fået den trukket ned over hovedet i en emneuge om hekse.

Det var derfor med temmelig bange anelser, at jeg læste bogen. Jeg forventede belærende forelæsninger, kilometertykke pointer, bedagethed og et sprog og en historie der kun var skeletter og påskud for en samtænkningstime mellem dansk, kristendom og historie.  Og det fik jeg også i mindre doser.

Hey, det er jo meget godt

Men bogen begynder sådan her

Hans mund stod åben, og han trak vejret hivende, mens han løb hen over engene langs fjorden. I sin næse og sine lunger havde han endnu røgen og varmen fra bålet, og skrigene fyldte stadig hans hoved og truede med at sprænge det. Han løb uden mål, ikke imod noget, men bort fra noget: bort fra røgsøjlen, som endnu tydeligt kunne ses mod den lyse himmel i nordvest. Han løb bort fra den hujende, larmende hob af mennesker, der som i en rus havde tumlet og danset omkring bålet. Bort fra hadet og ondskaben, der gennem den sidste tid havde slået imod ham, hver gang han havde vovet at vise sig.

Og helt banalt: jeg synes det er godt skrevet. Og det var lidt det der var undertonen i mit 30-års-gensyn (glurp) år med ’Heksefeber’.  Der både er socialistisk men først og fremmest dyster og med et ikke helt vildt positivt syn på mennesker i hobetal, angst og magten som sådan.

Kort fortalt handler den om Esben hvis mor omkring år 1600 er landsbyens kloge kone men som surprise bliver taget som heks og ender på det bål som Esben i romanens første afsnit flygter fra.

Esben møder den eneboer-lignende kloge mand Hans der lever i pagt med naturen. Hans lærer Esben om fjorden og om hvordan man fjerner betændelse fra blodforgiftede fingre og han får langsomt drengen til at fortælle sin historie samtidig med at også Hans’ skæbne udruller sig.

Derudover får Hans fortalt nogle vigtige sandheder til den alvorligt spørgende Esben og tydeligst også nogle sandheder til læserne. Den er jo fra 1973

Skolebog gemt bag fernis

Er det sokratiske forelæsninger der er på spil om at folk lever i angst og et folk i angst er nemme at styre fra dem, der har magten, hvad enten det er kirken, staten eller kapitalen? Det er et godt bud, to say the least. Men jeg æder det - sådan set – måske fordi jeg allerede dengang blev indoktrineret til at mene at det var sådan det var. Og måske fordi det faktisk er rigtigt. Måske er verden bare ikke retfærdig, som Hans slår fast for Esben og læseren.

Hvorfor forfølger man de mennesker der kan hjælpe? Spørger Esben. Og Hans er ikke sådan en der kan modstå, at der bliver lagt op til smash.

Folk siger så meget. Måske er de bange. Nej, ikke måske. Folk er bange. Når man er bange, må man finde noget at beskytte sig med. Og hvis man ikke ved, hvad man er bange for, må man også finde noget at beskytte sig imod. Man må finde noget man kan magte. Det er nemt nok at give Djævelen skylden for, at noget slår fejl for en. Men Djævelen kan man ikke brænde eller bekæmpe. Så brænder eller bekæmper man noget andet, som er mindre, og som man kan magte.

Det forstod jeg ikke, Hans. Du snakker så voksent og så svært, og jeg er kun en dreng. Fortæl mig det, så jeg kan forstå det.

OK, det sidste er ikke så heldigt skrevet

Jeg er ikke 12 i 2014

Jeg kan huske at jeg var temmelig vild med den dengang jeg gik i tredjeklasse har det vel været. Den var alvorlig og dyster og hekseafbrændinger er dybt fascinerende. Her hvor bogen har rundet de 40 år synes jeg egentlig den stadig holder. Men jeg tvivler på at jeg ville præsentere den for en nutidig tredje-femteklasse i dag.

Den antagelse bekræfter den kilometerlange og ofte ret morsomme tråd på fortællingen.dk

Læs vrede læsere, der har et frit forhold til korrektur og pli her

Enid Blyton: De fem

Maden smager bare bedre når man spiser den ude i naturen

Engelske Enid Blyton (1897-1968) er en af de allermest læste børnebogsforfattere. Hun skrev især i krimigenren og i serier og ifølge Wiki skrev hun rundt regnet 800 bøger i sin 40 år lange karriere. Det er jo også en sjat.

Hendes mest berømte serie i Danmark var ’De fem’-serien om de tre søskende Anne, Julian og Dick og deres kusine George og hendes hund Tim, der løser mange mystiske mysterier i det sydlige England. 

Serien bestod af 21 bind – skrevet 1941-63 og de første seks bøger er i år kommet i to nyoversatte bind, som Weekendavisens Anne Knudsen var pænt begejstret for. Hvilket  jeg højlydt undrede mig over til dem der gad høre på det (hvilket i grunden var skuffende få).

Ruster gammel triviallitterær kærlighed?

For min fordom var at Enid Blyton var gammeldags triviallitterær forfatter med en bedaget syn på verden og kønsroller og skrev skematisk og med et slapt sprog. Punktum. Sådan ca. Og dog. For sagen er og var, at jeg, da jeg var i målgruppen, elskede hendes bøger. Og gammel kærlighed kan vel ikke ruste så vildt, vel? Det måtte da for dølan komme an på en prøve.

Jeg læste voldsomt meget Enid Blyton da jeg i 9-10-årsalderen var en vild og blodig bogfortærrer. Jeg læste dog sært nok ikke De Fem, for mig var det ’De mystiske’ der var the shite – med de to forældreløse søskende Jack og Lucy-Ann Trent og Jacks frække papegøje Kiki og deres venner, søskendeparret, Phillip og Diana Mannering  med Phillips ualmindeligt store talent for dyr og så en masse mysterier med løngange, smuglere, hemmelige øer og masser af mad der blev spist i naturen. For det er der at maden bare smager bedst. Det ved enhver Enid Blyton-læser. For det undlader hun ikke at slå fast et par gange eller ti i hver eneste bog.

Jeg huskede dem som spændende. Men jeg mindes også  - eller også var det kun den tilbageskuende Jakob, der syntes, at de var ualmindeligt slapt skrevet og med et voldsomt konservativt grundsyn. Og jeg har tit drillet Harry Potter-afficionados med at Rowling skrev som Blyton. (Potter-fansene var dog besynderligt nok ligeglade med min holdning)

Fri for voksne og fyldt med de mest spændende eventyr

Nu har jeg så læst de første tre bind i odysseen om De fem. Og kan konstatere et par ting: Enid Blyton viger ikke specielt meget fra sine plots. Det er mystiske og forladte øer med mørke fangekældere, hemmelighedsfyldte løngange, skjulte skydepaneler, forhistoriske skatte og en masse smuglere og kidnappere.

Børnene er hovedpersoner og de voksne er ofte totalt fraværende bipersoner, der kun er med for at forsvinde igen. Politiet er altid en indiskutabel god autoritet. Dyr er kloge og venlige. Naturen er i det hele taget vidunderlig og et frirum, som børnene søger, så snart de kan komme til det. Fri for de voksne.

Det er litteratur hvis grundsyn deler ikke så få dna’er med spejderbevægelsen.

Og det kan jo alt sammen være fint nok. For en plotpuritaner, synes jeg måske nok det er lidt vel skematisk – men på den anden side, jeg husker tydeligt hvor meget jeg nød at læse om mystiske borge med kongeørne og skatte og ondsindede mænd. Og jeg kender krimi-begejstrede voksne, der egentlig synes at bøgerne er ok at læse for deres poder, der er fx ganske få huller i plottene – og jeg er sikker på at også Alma vil synes det er spændende. Men når man nu er i gang med at læse Antboy for dem, er det altså et par ligaer ned af rangstigen, at skulle læse Enid Blyton lige nu for dem, tænker jeg.

Spændende for målgruppen - men kors hvor er det sløjt skrevet

For det er altså slapt skrevet. Prøv bare at se på denne replik fra Julian der får at vide at han og hans søskende skal til Kirrinbugten for at bo i sommerferien hos deres farbror Quentin, tante Fanny og deres kusine Georgina.

’Jeg gad vide hvordan Georgina er. Sjovt navn, ikke? Mere et drengenavn end et pigenavn. Og så er hun elleve. Et år yngre end mig – på alder med dig, Dick – og et år ældre end dig, Anne. Hun skal nok passe fint sammen med os. Vi får det bare så sjovt!’

Jeg tror faktisk ikke jeg nogensinde har læst en mere klumpet og konstrueret replik. Og det vælter frem med lignende ordsammensætninger, der ligger milevidt fra både realisme og elegance. Og der er Rowling trods alt bedre.

Piger ordner hjemmet. Drenge er modige og ingen – ingen – må græde

En af årsagerne til at De fem fremstår som den mest interessante af Blytons serier er pigen Georgina. Hun hader sit navn og hader det faktum, at hun er en pige. Hun vil meget hellere være dreng og lystrer kun sit kælenavn George. Hun er stærk, ilter, modig, stædig, en god svømmer, altid hudløst ærlig og har en stor frihedstrang – altså klassiske drengedyder. Hendes tilsyneladende opsplitning mellem det at være dreng og pige kunne gøre hende til et spændende studie i kønsforskningen – men her tror jeg, at jeg må skuffe queer-teoretikerne. 

For George er en drengepige, en tomboy på engelsk, og har bare inkorporeret de drengeegenskaber som Blyton selv hylder. Havde George ikke været en pige – havde hun været fuldstændig lige så endimensionel som Julian og Dick. Selvom hun konsekvent bliver kaldt hun og pige - og ikke hen og transkønnet - hvilket jo ville have været kosteligt morsomt..

Jeg kan sagtens se, at hun kan være et forbillede for andre tomboys-piger, der ikke ligesom Anne holder af at gøre huler pæne – som enhver god pige skal. Men hun er altså ikke interessant som et bud på en sammensmeltning af kønnene.

Den vigtigste egenskab børn kan have er at være nysgerrige og modige og frem for alt – man må IKKE – som i ALDRIG NOGENSINDE græde. 

Helt absurd bliver det i ’De fem stikker af’, hvor børnene bliver belastet af familien Pind og deres irriterende søn Edgar – som de kalder bumsefjæs. Familien Pind er mildest talt lumpne i kanten. De har taget en millionær-datter som fange og puttet hende i fangekælderen på børnenes ø. Det ved Edgar ingenting om. Det forhindrer dog ikke de fem i at bryde ind i fangekælderen, befri pigen (hurra!) og bytte hende ud med den irriterende men dog uskyldige Edgar (hov? Knap så meget hurra, der), for at give familien en lærestreg (ved at straffe Edgar - tæt på buh). Og da han endelig bliver befriet og hans forældre bliver fanget begynder han ’at græde og hulke som en fireårig. De andre børn væmmedes ved ham’. Jeg vil gerne bede om medfølelse for 400 kroner, tak.

Kan man læse det i dag?

Alt i alt. Det er skægt at læse dem. Mest af alt som et historisk dokument, hvor den læste nutid i 2013 vil sætte ændringer op for 1942-plottet; jeg tænkte i hvert fald flere gange – Hvad sker der med den fascination af smuglere? Og især: hvorfor fanden sender de dog ikke bare en sms? Men det er også befriende i mere end en forstand at netop den mobiltelefonfrie verden giver børnene et frirum fra de voksne. Og det er jo en helt romantisk tanke om en tid, der nok aldrig rigtig har været der og i hvert fald ikke kommer igen.

Jeg kan sagtens se en årsag i at genudgive serien for at tilfredsstille en nostalgihungrende forældregeneration - som mig og mine; det er good clean family entertainment - og det giver en masse lunser til bogslugere. De er hurtigt læst - og ofte er det en kvalitet i sig selv at kunne konsumere 150 sider på ingen tid.

Det nyoversatte består så vidt jeg kan se i et stort antal fedt og sejt’er der er smidt med løs hånd over siderne. Den har ikke kunne fjerne hvor bedaget og slap Enid Blyton også er.  På trods af at bøgerne kan fodre en umættelig bogspiser.

Aina Basso: Inn i elden

Hekseproces i nynorsk prisjagt

Findes der nogen der er født på den historiske side af 1978, der ikke har læst Leif Esper Andersens ’Heksefeber’? Jeg tvivler. Jeg gjorde i hvert fald i tredje klasse, tror jeg, og jeg var draget (og mon den holder i dag) af mystikken og den bundløse uretfærdighed og monumentale ondskab. Det samme blev skildret i Dreyers ’Vredens dag’ (som i den grad stadig holder). 

1600-tallets hekseafbrændinger og frygt og massesuggestion indeholder så meget grufuldt guf til at uhyggelige og fascinerende historier, der både fortæller noget om dengang og som tæske nemt kan overføres til i dag. Jeg kan se at jeg lyder nedladende. Det er jeg ikke.

Og samme tilgang er der i norske Aina Bassos (1979) litteraturprisnominerede ’Inn i Elden’ der er den fjerde (og sidste) bog, jeg når at skrive om inden det hele afsløres i aften. Det bliver så spændende.

Heksebog som vi kender det - og det er fint

Inn i elden adskiller sig ikke voldsomt fra andre hekseprocess-bøger. Året er 1621 og der er to unge piger fra forskellige kår, hvis skæbne bliver filtret ind i hinanden. Dorothe er 15 år, bor i København i en rig familie. Hun elsker sin søster Emilie og drømmer om engang at blive gift med æbleblomster i håret. Det sker ikke. I stedet bliver hun giftet bort til den dobbelt så gamle og meget alvorlige Johann der har fået job som hekseafhøringsmester i den absolut nordligste udørk af den norske Finnmarken.

På en lille ø i Finnmarken bor den ligeledes unge pige Elen. Men hendes kår er ganske anderledes. Hun bor alene sammen med sin mor – der er øens kloge kone (åh åh) med ekspertise i urter og forsterfordrivelser (dobbelt åh åh) derudover har hun et utal af unger med et lige så stort antal af ukendte mænd (åh åh galore)

Alle ved hvad historien ender med og hvordan man kommer der til.

Men det er heller ikke de overraskende plotpoints, der gjorde at jeg faktisk synes 'Inn i elden' er ganske vellykket i sin egen lidt vel for skematiske struktur. 

'Inn i elden' forsøger faktisk at kaste en smule nuancer ind i en personskildring, der ellers hurtigt kan blive meget moralsk og uforstående set her 400 år efter. Den alvorlige Johann er ikke bare ondskaben selv – Dorothe prøver at forstå sin mands arbejde og position – og derfor gør hun ikke oprør, og Elen flirter lidt vel rigeligt med de mørke kræfter (ikke at det skal forsvare en tur på et bål) og hendes lillebror minder en hel del om Omen. Og det er søreme lidt befriende at på trods af skematik, skolebogsflavour og beskrivelsen af masseuretfærdig grusomhed.

Om det er nok til at vinde - tror jeg ikke - men det finder vi ud af i aften.